Khirbet Sussia på vestbredden. I baggrunden ses den palæstinensiske by Yatta mens villaen i forgrunden er en israelsk bosættelse bestående af et par familier, der overvåger den arkæologiske udgravning af det bibelske Sussia. Det er mellem denne lille bosættelse og 'moderbosættelsen' Sussia nogle hundrede meter på den anden side af Khirbet Sussia, der løber et vandrør som beduineren her ikke må forbinde sig til. Foto: Hanne Foighel

SAMFUND

Der er vand i den gamle cisterne, der er mejslet ud af klippen for utallige årtier siden. Det kan man høre, når man kaster en sten derned.

"Men vi kan ikke få vandet op," forklarer den palæstinensiske bonde og aktivist Nasser Nawajah og peger på de to kæmpe sten, der er smidt ned i cisternen. De store sten forhindrer, at man kan trække vandet op .

"Det er det israelske militær, der har smidt sten herned og vi må ikke fjerne dem," forklarer Nasser, og trækker mig hen til den næste cisterne nogle hundrede meter længere henne i det bakkede landskab. Her kan man se direkte ned i vandhullet, men vandet er sort og ulækkert.

’Det er, fordi der ligger et bilvrag dernede og forurener vandet, det har været sådan i over ti- femten år, men vi må ikke bringe en kran eller andre hjælpemidler herhen for at hale, hverken de store sten eller bilvraget op," forklarer Nasser.  "Så vi kan ikke bruge vandet til noget."

Vinden suser hen over bakkerne landskab. Vi er i det palæstinensiske Khirbet Sussia, en samling telte og andre interimistiske bygninger, der knapt kan kaldes en landsby, men som dog har et telt med et skilt med det palæstinensiske selvstyres officielle logo:  "Khirbet Sussia's lokalråd" står det på det.

Khirbet Sussia ligger syd for byen Hebron på den besatte Vestbred. En lille palæstinensisk beduinenklave i det israelskkontrollerede såkaldte område C-, hvor nye ulovlige israelske bosættelsudposter dukker op i dusinvis på bakketoppene, side om side med de mere etablerede bosættelser, der alle mere eller mindre ligger på land, som engang var beduinernes græsningsområder og marker. Bosættelsesudposterne forsøger at klemme livet ud af de lokale indbyggere.

"Med militærets hjælp," forklarer Nasser Nawajah.

Ved siden af ’lokalrådet’ bor Nasser med sin kone sine tre børn og sin gamle far i noget, der ligner en interimistisk bygning dækket af presenning. Men det er hans hjem, for her har den israelske Civiladministration forbudt palæstinenserne at bygge stenhuse. 

Åbent brev i israelsk avis om mangel på vand

Nasser Nawajah er stædig og han kæmper for sin ret. Forrige uge skrev han et åbent brev til Israels industriminister Naftali Bennett. Bennett var en af dem, der råbte vredt og udvandrede fra Knesset under EU formanden Martin Schulz' tale i det israelske parlamentet for små to uger siden.

Nawajah beskriver i det åbne brev, der blev offentliggjort i den israelske avis Haaretz, hvordan han og hans familie er blevet smidt ud fra deres land af den israelske hær adskillige gange, første gang da han var barn i 1986. Hvordan deres jorde er blevet stjålet af den nærliggende bosættelse, men at vandet er og bliver det største problem.

"Vi har ikke samme muligheder som israelerne, der bare kan åbne hanerne," skrev Nasser Nawajah til den israelske minister. "Vi kan enten samle regnvand i de gamle cisterner eller købe vandt fra vandtankere for en formue. Og når militæret har ødelagt vores cisterner, så er der kun vandtankbilerne tilbage. De tager omkring 60 kroner per kubikmeter, det er ca. seks gange så meget, som bosætterne betaler for deres vand."

"Se her," siger Nasser  og tager mig hen til udkanten af en grøn mark, hvor byggen allerede er vokset til 10-15 cm højde på det regn, der faldt i december.

Under rødderne på de små grønne planter løber et vandrør. Det går fra bosættelsen Sussia, der ligger ved hovedvejen 8-900 meter væk, gennem beduinernes marker til det antikke Sussia en israelsk arkæologisk udgravning og yderligere nogen bosætterhuse 7-800 meter den anden vej.

"Men vi har ikke adgang til det vand," forklarer Nasser Nawajah. For 15 år siden ansøgte vi Civiladministration om at få lov til at sætte en hane og en vandmåler op her. Så vi kunne få vand til landsbyen. Vi ville gerne betale for det, selvom det er palæstinensisk vand, der bliver pumpet op her på Vestbredden. Men vi fik nej, så nu må kvinderne nogle gange gå de mange kilometer til byen Yatta for at fylde en vanddunk op med 20 liter og bære den på hovedet hjem."

Nasser Nawajah vil ikke forholde sig direkte til de tal som Europaparlamentsformanden Martin Schulz refererede i Knesset, som blandt andre den israelske statsminister Benjamin Netanyahu, fra samme talerstol kort efter, sagde ikke passede.

"Vi er landmænd," forklarer han mig, "vi holder får og geder, og hvert dyr skal have mindst otte liter vand om dagen for at kunne producere mælk, som vi laver ost og yoghurt af og vandet koster os en formue. I vores landsby har vi over 3.000 får og geder. En tredjedel af vores månedlige udgifter går til at købe vand."

Masser af vand til israelske gartnerier

Guy Butavia fra den israelske aktionsgruppe Taayush, der støtter beduinerne i den sydlige del af Vestbredden, forklarer mig, at bosættelsen på den anden side af hovedvejen blandt andet har storgartneri. De er en af Israels største producenter af stiklinger, og bruger enorme mængder af vand.

"Vandet kommer i kæmpe rør til Sussia hundredvis af kubikmeter hver dag, mens palæstinenserne ikke får en dråbe," siger den israelske aktivist.

"Jeg forstår, det er svært for dig at forstå, at en palæstinenser bruger mindre end 70 liter vand om dagen, mens en israeler, inklusive bosætterne i gennemsnit bruger 250 liter om dagen," skriver Nasser Nawajah til den israelske økonomiminister Bennett. "Men jeg lover dig, at vi bruger endnu mindre end det. Jeg håber bare, at du forstår, at ingen bør leve på den måde, Intet barn burde være bange for at drikke et glas vand af frygt for, at der ikke er noget vand i morgen. Det er mit problem skriver den palæstinensiske beduinbonde, det er mine børns frygt."

Den israelske økonomiminister har i mellemtiden været i Bruxelles og har undskyldt sin og sine partifællers opførsel over for Martin Schulz. Men han har ikke besvaret, det åbne brev.

(c) hf, 280214