DIN VERDEN

Det kan godt være, at der er et stort hav mellem USA og England, men politisk og kulturelt står landene tættere på hinanden. Langt tættere end England står med Tyskland og Frankrig.

Så simpelt kan man udlægge den grundlæggende euroskepsis, der siden Storbritanniens indtræden i det europæiske fællesskab i 1973, har ligget og luret og gjort briterne til de mest uartige drenge i unionen. Mere uartige end Danmark.

I den forgangne uge kom denne skepsis helt op til overfladen, da den konservative premierminister David Cameron kastede handsken foran sine EU-kolleger og truede med at blokere en yderligere integration af eurozone-landene, medmindre Storbritannien samtidig får lov til at hjemkalde nogle af de magtbeføjelser, der i dag ligger i Bruxelles og ikke i Westminster.

Det har skabt stort røre i EU-kredse, men også i USA, der er bekymret over, at Storbritannien er på vej til at isolere sig selv. Alle kritikere lader til at være enige om, at Camerons udtalelser er højt spil, og at årsagen bag er mere indenrigspolitisk end taktisk klogt set i en større sammenhæng. Spørgsmålet er nemlig, hvor stærkt Storbritannien står lige nu over for de lande, som ved en afpresning meget vel kan vælge blot at vende ryggen til. De har lige nu vigtigere ting at se til, end Storbritanniens voksende skepsis.

Britisk modvilje er historisk betinget

Almindeligvis refererer briterne til Europa som noget, der ligger væk fra dem selv, uden smålig, geopolitisk skelen til, at Den Engelske Kanal trods alt er noget snævrere end Atlanterhavet.  

Årsagen ligger i historien. Ikke kun fra kolonitiden, men særligt fra tiden efter Anden Verdenskrig, hvor briterne følte, at de stod meget alene efter at have kæmpet mod Hitler sammen med USA og ikke med de andre europæiske nationer, der var faldet på stribe under Tysklands magt.

På trods af, at det europæiske fællesskab helt fra sin begyndelse har været anset som fredens projekt, valgte Storbritannien ikke at være med. Det var kun seks år efter krigens afslutning i 1951, at Holland, Belgien, Italien, Frankrig, Luxemborg og Vesttyskland dannede Det Europæiske Kul- og Stålfælleskab (EKSF).

Igen seks år efter i 1957 blev samarbejdet stadfæstet yderligere med Rom-traktaten, der den dag i dag udgør hele EUs grundlag. Briterne var altså ikke med til at definere fællesskabets grundidé, og det har givet problemer lige siden.

Op igennem den Kolde Krig i 1960erne var modsætningerne med især Frankrig på det sikkerhedspolitiske område med til at holde et britisk medlemskab for døren og først i 1973 - samtidig med Danmark - blev Storbritannien medlem.

Motivet hertil var udelukkende økonomisk og det er også sådan briterne helst ser deres engagement i EU: Det er et fællesskab, der er til af fornuftige, økonomiske grunde - en politisk union med en fælles ideologisk tanke bag er man til gengæld mere skeptisk over for. Derfor bliver enhver udvikling i retning af mere politisk samarbejde i EU også tolket som en suverænitetsafgivelse, der skaber bred nervøsitet for, at man bliver løbet over ende som selvstændigt folk. Lidt ligesom i Danmark.

Cameron overgår selv Thatcher

Igennem tiden har forholdet til EU mildest talt været ambivalent i de skiftende britiske regeringer, uanset om det var Labour eller Konservative, der sad med rorpinden.

I den fælles europæiske erindring, står Margaret Thatcher som den mest åbenlyse fjendtligt indstillede premierminister og man husker nok mest, da hun i 1984 bankede håndtasken i bordet og fik forhandlet sig til en klækkelig medlemsrabat til Storbritannien.

Thatcher præsterede dog aldrig at nedlægge veto, som David Cameron gjorde for lidt over et år siden i forhold til Lissabon-traktaten.

Den nuværende konservative premierminister David Cameron har som den første aktivt luftet ideen om at blokere for en yderligere integration og sagt, at han finder det realistisk, at Storbritannien vil kunne forhandle sig til individuelle vilkår, hvis landene i eurozonen alligevel går videre imod hans lands interesser.

Når nu eurolandene er i gang med »massive ændringer« af deres samarbejde, så kan briterne lige så godt kræve deres egne omvæltninger, sagde premierministeren til BBC:

»Eftersom eurolandene har behov for forandringer, så er de i gang med at ændre selve naturen af den organisation, som vi hører til. Derfor er vi i vores gode ret til – og udviklingen hjælper os endda til selv at kræve nogle ændringer«, sagde han.

Dermed har han på ny lukket op for en diskussion om enten et EU i flere hastigheder eller et EU uden Storbritannien. Det sidste kan blive en realitet, hvis Cameron gør alvor af at kalde til folkeafstemning om hans "New Deal".

Euroskepsis er stigende

Hjemme står David Cameron nemlig langt fra alene med sin trang til at stille krav over for EU. Hans vovede udmeldinger bygger på en euroskepsis, der kun er blevet yderligere forstærket af eurozonens kvaler med økonomien samt planerne om en bankunion. Det første skridt til bankunionen blev taget lige før nytår i form af et fælles banktilsyn og her markerede Storbritannien sammen med Sverige og Tjekkiet, at de agter at stå udenfor.

Danmark har endnu ikke taget stilling til en deltagelse i bankunionen, men ethvert skridt taget af én uartig dreng væk fra fællesskabet har før kunnet inspirere andre til at gøre det samme. Derfor kan en folkeafstemning i Storbritannien også udløse krav om noget lignende herhjemme, hvor EU-skepsisen på samme måde spreder sig blandt borgerlige - især liberale.

I Storbritannien er det nu næsten umuligt at finde en konservativ politiker, der taler varmt for EU og selvom Cameron selv er rimeligt pragmatisk i forhold til EU, så skubbes han yderligere ud på højrefløjen af partiet UKIP (UK Independence Party), der på det seneste har samlet en pæn del af konservative skeptikere op med et løfte om at trække landet helt ud af unionen.

Mange konservative ønsker, at Cameron til det næste valg skal indgå i valgforbund med dette parti for at sikre en sejr. Og dermed slippe af med de EU-venlige liberale, som Cameron deler regering med i dag.

Folkeafstemning bekymrer USA

Det har som sagt indledningsvis ikke skortet på advarsler mod Cameros linje. De fleste af dem er blevet fejet af som forudsigelige, men det advarselsskilt, der er blevet hævet af USA har fået anderledes opmærksomhed, og kan måske ændre indholdet af den tale, som Cameron har bebudet, han vil holde i næste uge, hvor han præsenterer alle sine EU-planer samlet.

»Vi har et voksende forhold til EU som en institution, hvis stemme i verden bliver stadig vigtigere, og vi ønsker at se en stærk britisk stemme i det EU. Det er i USA’s interesse«, sagde den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske forhold, Philip Gordon under et besøg i London.

Han understregede dermed meget klart, at Storbritannien altså er mere værd for USA som partner inde i EU end udenfor.

Om presset fra både øst og vest får Cameron på andre tanker vil vise sig, når han holder sin længe annoncerede store tale om Europa.

Hvis du vil videre

En leder i Financial Times, der stille men bestemt opfordrer premierministeren til at tænke sig godt om, fordi Storbritannien har brug for indflydelse i EU også på lang sigt

http://www.ft.com/intl/cms/s/2/80221be2-5a58-11e2-a02e-00144feab49a.html#axzz2HfE9MxEg

Cameron står ikke helt alene med sine argumenter om et anderledes britisk medlemskab. Her en kommentar fra erhvervslivet.

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/d605dc9a-5663-11e2-aa70-00144feab49a.html#axzz2HfE9MxEg

Et dansk overblik set fra Bruxelles

http://politiken.dk/udland/ECE1863398/advarsler-mod-britisk-eu-exit-vokser/

Mere baggrund om bankunionen og hvorfor Storbritannien har en særlig stilling i forhold til den

/artikel-21311