Hanne Foighel med Ariel Sharon i december 2004.

SAMFUND

Vi var nok ikke 400.000. men jeg har aldrig nogensinde siden set så mange mennesker møde op på rådhuspladsen i Tel Aviv, som den sene eftermiddag, den 25. september 1982, dengang ’vi’ krævede Ariel Sharon afsat.

Det var ugen efter, at de første rædsomme billeder fra massakrerne i Beirut, Sabra og Shatilla, begyndte at sive ud til pressen. Det var rystende og afskyeligt at kigge på.

Den israelske fredsbevægelse stod bag demonstrationslogistikken. Fred Nu bevægelsen var dengang kun fire år gammel og bestod af unge akademikere og aktivister fra kibbutzerne, der vidste, hvordan man kunne tromme folk sammen. Der var også  Yesh Gvul, en bevægelse, der bestod de soldater, der nægtede at deltage i krigen i Libanon, fordi det var en krig som den israelske statsminister Menahem Begin og hans forsvarsminister Ariel Sharon ’havde valgt at føre’. Man kunne have valgt noget andet, nemlig forhandling med palæstinenserne i  Libanons lejre, mente den israelske fredsbevægelse.

Også Arbejderpartiet, og en lang række andre organisationer og bevægelser, stod bag opfordringen til at demonstrere.

Pladsen foran rådhuset var bugnende fyldt med mennesker, der stod som sild i en tønde. Og der var stadig 40- 50- 60 busser på vej. Sidegaderne blev stadigt mere proppede. Talerne gik en efter en op til mikrofonen og krævede en dommerundersøgelse. Hvordan kunne libanesiske kristne mordlystne falangister dræbe løs på fattige palæstinensere og libanesere i tre dage, i et område i Beirut, som var under israelsk militærkontrol ?

Samtlige hundredtusinder af mennesker på og omkring Tel Avivs rådhusplads, var overbevist om, at forsvarsminister Ariel Sharon ligesom alle andre, der havde fulgt den blodige Libanesiske borgerkrig siden 1975, vidste nøjagtigt hvad der ville ske, hvis han vendte ryggen til og lod falangisterne komme ind i de bydele, hvor palæstinensiske væbnede styrker holdt sig skjult  blandt civile, gamle, kvinder og børn. Også efter at størstedelen af de væbnede mænd var stukket af. Og det skete.

Ariel Sharon undslog sig. Dommerundersøgelsen fandt efter fire måneders efterforskning, at han havde  indirekte ansvar og lagde også ansvar på forsvarschefen og udenrigsministeren. Sharon kunne ikke mere være forsvarsminister, fastslog dommerundersøgelsen.

I den periode besøgte Ariel Sharon Danmark. Jeg kan ikke mere huske hvorfor, men jeg husker tydeligt, at min far fortalte mig, at han til sin store overraskelse havde mødt en utrolig varm og charmerende person. Og at jeg erklærede min far, at jeg ikke ville tale med ham mere, efter at han havde trykket Sharon i hånden.

Jeg har aldrig tilgivet Ariel Sharon, at han lod falangisterne gå amok på forsvarsløse kvinder og børn. Det skulle aldrig have været sket. Men i disse dage, hvor Syriens præsident  Bahsar Assad går i sin fars blodige fodspor og i nyhedsmedierns blinde lakune torturerer og myrder og slagter sit eget folk, er det let patetisk at blive ved med at vende tilbage til massakrerne i Beirut i 1982.

For selv Ariel Sharon, nåede mens han levede, at blive klogere end han var, da kan udelukkende så verden gennem et geværsigte.

Jeg havde aldrig selv mulighed for at besøge ham på hans fårefarm. Den slags var forbeholdt vigtigere medier end dem, jeg nogensinde har arbejdet for. Men min mand, André Brutmann, der var fotograf for Der Spiegel, var flere gange op igennem 1990’erne på farmen, når det tyske nyhedsmagasins chefer fløj ind for at møde Sharon. De kom for at stille svære politiske spørgsmål  og forlod alle farmen med samme indtryk, som det min far i sin tid havde beskrevet for mig:  Sharon var varm og charmerende.

André bed især mærke i de instrukser, han som fotograf fik: Alt måtte fotograferes, undtagen de (dengang mange) Gaza- palæstinensere, der arbejdede på Sharons bondegård. De sad med om køkkenbordet, når der blev serveret frokost, kaffe og fru Lillis hjemmebagte kage, og de og deres familier skulle ikke udsættes for problemer, på grund af deres arbejde, forklarede Sharon.

4. december 2004 mødte Ariel Sharon op i Pressehuset i Tel Aviv for at tale til de israelske redaktører og journalister. Det er en gammel tradition, at den til enhver tid siddende statsminister møder pressen en gang om året.

Den anden Intifada ulmede stadig og inden Sharon's entourage ankom, var vi alle blevet gennemlyst og  gaderne omkring Pressehuset blokeret af lastbiler fyldt med jord og sand.  En slags rullende barriere. Sharon kom ikke ind af døren, men kom op ad en til formålet bygget bagtrappe, der førte ham ind i presselokalet af et vindue. 

Men på trods af at han befandt sig midt i en kæmpe koalitionskrise, var han i højt humør. Dette er pluk i min reportage fra mødet:

Sharon talte om en kommende national samlingsregering, der skal være ’bred og stabil’, og hvis vigtigste opgave vil være at trække Israel ud af Gaza.

Med hensyn til forholdet til palæstinenserne er Sharon helt klar.

”Vi håber at det kommende palæstinensiske styre vil blive et, der bekæmper terror,” siger han. Sharon indrømmer dog, at han har en ”hvis forståelse for, at opløsningen af de mange væbnede palæstinensiske terrorgrupper er et projekt, der kan tage tid”. Uden at gribe til direkte ros af det palæstinensiske selvstyre bemærker Sharon, at der få dage efter at han i forrige uge til den israelske presse sagde, at et moderat palæstinensisk styre kunne lægge ud med omgående at fjerne antiisraelsk propaganda fra de palæstinensiske medier, var en mærkbar nedgang i den antiisraelske propaganda.

”Inden det palæstinensiske valg,” siger Sharon, ”har den palæstinensiske ledelse udtrykkeligt bedt om, at der ikke bliver officielle kontakter mellem de to parter”. Det kan Ariel Sharon sagtens forstå,  siger han, men han undlader dog ikke at sige, at "de uofficielle kontakter mellem Jerusalem og Ramallah foregår næsten hver dag".

Spurgt om han en gang for alle vil indrømme, at der ikke mere er tale om en ensidig Israelsk tilbagetrækning, siger Ariel Sharon, at ”det er i Israels interesse, at der bliver koordineret med den nye palæstinensiske ledelse om tilbagetrækningen fra Gaza”, dels fordi Israel så kunne koordinere tilbagetrækningen og overdragelsen af området med de israelske bosættelser til ’nogen’, og dels fordi det ville kunne sikre at "tilbagetrækningen ikke kommer til at foregå under  ild".

På trods af den holdning, Sharon her gav udtryk for i slutningen af 2004, endte han med at trække de israelske bosættere og alt israelsk millitær ud af Gaza i sommeren 2005, uden at kooordinere med det palæstinensiske selvstyre, og mange har siden anklaget ham for, at netop det gav Hamasbevægelsen sejren ved det palæstienensiske valg i begyndelsen af 2006.

Hvordan kan det være at du, bosættelsesbevægelsens fader, er slået om og nu bliver den statsminister, der fjerner bosættelser, vil en journalist fra en bosætterradiostation gerne vide.

For første gang nogensinde lader Ariel Sharon skinne igennem, at han trods alt har overvejet, hvordan han vil blive beskrevet i fremtidens historiebøger.

Sharon fortæller, at han allerede for mange år siden, ved et Likudministemøde i 1988, forstod, at det eneste middel, som Israel kunne gribe til, for at undgå at blive tvunget tilbage til 1967-grænsen var at iværksætte en deling af landet. Med andre ord dele, det der engang var det britiske Palæstinas mandatområde i to stater.

”Dengang havde palæstinenserne ikke noget håb om at få opfyldt deres drøm,” forklarer Sharon,  ”dengang kunne vi have fået en bedre ordning, end den vi kan få nu, men mit forslag blev nedstemt og kritiseret af mine partifæller”.

”Jeg fortrækker,”, sagde Sharon, ” at den generation, der oplevede  Israels fødsel som et lille land med få indbyggere, så landets sejre og så alle krigene og begravede deres venner , at den generation – som jeg selv tilhører og som der er få tilbage af – bør være dem, der påtager sig at løse konflikten”.

”Jeg kan gøre det,” siger han, ”men Ingen af os bliver her evigt”.

Efter pressemødet lå det mig på sinde at forstå, hvordan Sharon, der tidligere havde været infrastrukturminister, forestillede sig, at der skulle skabes forbindelse mellem de to dele af den fremtidige palæstinensiske stat, i Gaza og på Vestbredden. Om han havde planer om en toglinie eller hvad?

Det var det, jeg spurgte om, da en af fotograferne  tog et snapshot. Livvagterne var ikke glade for, at jeg bare gik op til statsministeren og stillede mit spørgsmål. Svaret var ikke hverken tydeligt eller vigtigt, men også jeg måtte indrømme, at Ariel Sharon var både venlig og tålmodig. 

Og at min respekt for hans beslutsomhed voksende næsten ind i himmelen, da jeg i august 2005 bevidnede, hvordan bosættelser som han få år inden havde erklæret ’livsvigtige for Israels sikkerhed’, blev tømt for deres indbyggere og bulldozet.

Han formåede med tilbagetrækningen fra Gaza at skabe et håb – blandt mange af dem, der stod skulder ved skulder på Tel Avivs rådhusplads i 1982 - om at 67-besættelsen endelig en dag kan afsluttes og alle de hundreder af ulovlige bosættelser på Vestbredden også kan fjernes – eller deres områdeareal byttes med anden jord.

Men det kræver en israelsk statsminister med stor vægt. Ikke kun fysisk.

(c)hanne foighel, 120114