På Krim har der boet jøder siden oldtiden, og de har gennem historien spillet en afgørende rolle for russiske interesser. Lige nu holder Ukraines jøder øje med udviklingen og håber på, at omvæltningerne ikke giver anledning til ny antisemitisme. Foto: Flickr by Zbigniew Kosc

SAMFUND

Der har så vidt vides boet jøder på Krim helt tilbage til oldtiden og i den nyere russiske historie var det Katharina den Store, der i 1763 opfordrede de russiske jøder til at bosætte sig på Krim, så de kunne fungere som en slags bolværk imod tyrkerne. 

Og i 1920’erne og 30’erne opstod der  en af en hel række jødiske kollektivlandsbyer på Krim, grundlagt efter den samme model, som  vi siden kender som kibbutzer først  i Palæstina og så i Israel . I den på den tid meget populære sang ’Hey Dzhankoye’ – der handler om det jødiske landbrugskollektiv Dzhankoye bliver det beskrevet, hvordan Abrasha (jiddish for Abraham) kører den store  traktor og mejer og tærsker -  og det var netop i disse jødiske landsbyer, man i 1920’erne havde  de første  mejetærskere på Krim. De var blevet købt for penge, der blev samlet ind til disse mønsterlandmænd af jødiske organisationer i USA.

I denne periode viste Moskva åben interesse for de jødiske landbrug og de politiske intellektuelle omkring dem. For at undgå, at halvøen blev domineret af andre mindretal, tatarerne, ukrainerne og tyskerne, der alle udmærkede sig ved at være meget lidt begejstrede for kommunismen, besluttede det sovjetiske politbureau i 1923 at satse på jøderne:  Man  anerkendte simpelthen Krimhalvøen som en autonom jødisk region.

Beslutningen blev dog hurtigt trukket tilbage, men blandt Krims jøder holdt drømmen om at opbygge et jødisk hjemland her  sig helt frem til 1941. Nazisternes invasion af Sovjetunionen betød, at de der kunne, flygtede østpå væk fra krigsfronten.

Men selv midt under krigen drog Stalin nytte af de jødiske intellektuelle fra Krim.  For at få amerikansk og allieret opmærksomhed omkring den sovjetiske indsats i kampen mod nazisterne, sendte Stalin to af de kendteste jiddishe skuespillere fra Krim af sted til USA og andre allierede lande som sine officielle repræsentanter. Undervejs diskuterede de to udsendinge blandt andet med de jødiske menigheder i de lande de besøgte, hvordan det jødiske hjemland med de mange  landbrugskollektiver skulle genoprettes, når nazisterne var blevet nedkæmpet.

Massedeportationer til Sibirien

Men  set med bagklogskabens viden er det ikke overraskende  at det skulle vise sig at være en fejl, at tro på Stalins gode hensigter.

Så snart de nazistiske soldater var drevet på flugt, begyndte  deportationerne. Stalin så sig først vred på tartarerne. Han mistænkte dem alle - hver og en af de godt 200.000  - for at have kollaboreret med nazisterne. De blev sat på godsvogne og deporteret mod øst.

Alligevel  vendte de godtroende jødiske landmænd og intellektuelle tilbage i den tro,  at de nu skulle have deres autonome stat.

Men lige netop det projekt, som han selv først havde støttet, gjorde nu kammerat Stalin mistænksom,  og der gik ikke lang tid, før jøderne på Krim og i det øvrige Sovjetunionen blev massedeporteret til Sibirien. De  to udsendinge, der havde gjort gavn under krigen blev begge arresteret og siden henrettet sammen med en hel gruppe dengang velkendte jødiske forfattere og  kunstnere, anklaget for i samarbejde med USA – intet mindre – at have konspireret for at oprette en jødisk stat på Krim.

Og det var først herefter - midt i 1950’erne - Krim som et eksempel på den sovjetiske del og hersk politik  - blev overdraget til og indlemmet i den Socialistiske Ukrainske Sovjet republik.

Der er i dag omkring 17.000 jøder på Krim og flere hundredetusinde jøder i hele Ukraine. Der er adskillige fremtrædende medlemmer af den nye ukrainske midlertidige regering, der er jødiske. Ikke desto mindre vækkede urolighederne i Ukraine og den russiske invasion på Krim diskussion i de jødiske menigheder. Det gamle spørgsmål, som er blevet stillet ved hver eneste revolution i Ruslands og Sovjetunionens historier dukkede op igen: Er det, der sker, godt eller er det skidt for jøderne?

Meningerne er delte:

Da demonstrationerne på Meidan-pladsen I slutningen af februar begyndte at koste menneskeliv opfordrede den ene af Kievs to rabbinere sin menighed til omgående at forlade byen - og hvis de kunne - at forlade landet. Antisemitismen ville komme i kølvandet på kampene på Meidan, og jøderne ville blive de første ofre, mente han.

Men det skulle hurtigt vise sig, at blandt andre Ukraines overrabbiner var helt uenig:  ”Der er overhovedet ikke tale om antisemitisme i Ukraine,” sagde overrabbiner Yaakov Bleich på en pressekonference i New York i forrige uge. Tværtimod, hvis der var nogen, der angreb jøderne i Ukraine, så var overrabbineren fra Kiev overbevist om, at det var russiske bøller:

 ”Det kan meget vel være russere, der udgiver sig for at være ukrainske nationalister, for at få et påskud til at gribe ind imod det, de kalder fascister og nationalister - på nøjagtig samme måde som nazisterne  gjorde i 1939, da de ledte efter et påskud til at gå ind i Østrig,” sagde overrabbiner Bleich,

Overrabbiner Yaakov Bleich mener ikke, der er fare for antisemitisme uanset, at  nationale ukrainske partier også er med  i den midlertidige regering . Han har fået et løfte om, at de jødiske menigheder kan føle sig sikre. "Og det løfte kan man stole på," siger han.

 ”Det er russerne, der har blæst det hele ud af proportioner. Men den russiske invasion på Krim, har fået alle de mange forskellige fraktioner og meninger, der har været undervejs til at samles om en eneste ting: at stå samlet overfor den russiske trussel, sagde overrabbineren.  Og der står Ukraines jøder altså også.

Skuffede over Israels regering

I sidste uge kom en ukrainsk-jødisk parlamentariker, Oleksander Feldman  og lederen af den Ukrainske jødiske komite, Edward Dolinsky  kort  til Israel.  Egentlig kom de for at forklare regeringen i Jerusalem, at det netop er vigtigt at være klar i mælet over for den russiske invasion, men den israelske statsminister Benjamin Netanyahu havde ikke tid til at tale med de to. Og Israels udenrigsminister Avigdor Lieberman har entydigt  på Israels russisksprogede TV-kanal , sagt,  at det er "i Israels bedste interesse ikke at blande sig".

”Vi er skuffede over Israels regerings forsøg på at være diplomatiske overfor Rusland,” sagde Edward Dolinsky. "Mange Ukrainere havde troet at Israel ville støtte det ukrainske folk”.

De to repræsentanter for jøderne i Ukraine  var også kommet  til Jerusalem  for at sige højt, at ”al Putins snak om, at russerne er kommet for at redde Ukraine fra  nynazister, nationalister og antisemitter – er det  rene løgn og opspind.”

Og i ugen der gik slog endnu en Kiev-rabbiner koldt vand i blodet:

”Efter Victor Yanukovits fald har der ikke været et eneste angreb på jøder i Ukraine, og der er ikke noget antisemitisme-problemm” i forsikrede rabbiner Moshe Atzman i et interview med Reuters  torsdag.

Men hvad så med  det stærkt nationale parti Højre Sektor, der er en  del af regeringen, spurgte journalisten:

”Jeg skelner imellem nationalisme og nazisme. Er man nationalist, elsker man sit eget folk, er man nazist hader man andre. Selvfølgelig kan nationalisme skride i retning af nazisme , men jeg beder til Gud om, at det ikke må ske.” svarede rabbiner Atzman

Det er vægtige ord fra det jødiske mindretal, der har en lang historie af progromer og deportationer bag sig. Man må gå ud fra at Ruslands og Ukraines jøder forstår at orientere sig, tage bestik af situationen og vide, hvornår faren lurer, og at de om nogen ved at aflæse situationen.

For små 100 år siden gjorde den russiskfødte jidishe forfatter Shalom Alechem den bitre virkelighed til en vittighed i sine fortællinger om mælkemanden Tevje, kendt som musicalen ”Spillemand på en tagryg”,

”Vores forfædre er blevet forvist så mange gange før,” siger den jødiske mælkemand, da hele den jødiske landsby er på flugt for kosakkernes progromer, ”så måske er det derfor, vi altid går med hat.”

(c) hanne foighel, 150314