Mindevæg i Kigali med billeder af nogle af de 800.000 ofre for folkemordet i Rwanda. Foto: Flickr by Paul Heckel

SAMFUND

Umiddelbart er der grund til at glædes over Rwandas udvikling siden landets mareridt for 20 år siden.

Den 6. april var det nøjagtig 20 år siden, at nedskydningen af den daværende præsidents fly blev startskuddet til et af de vildeste folkemord i verdenshistorien. På kun 100 dage blev op mod 800.000 mennesker, mænd, kvinder og børn dræbt - eller rettere slagtet - med macheter, køller eller de våben, der nu var for hånden. Folkemordet var så voldsomt, at det har brændt sig ind ikke bare i rwandanesernes hukommelse, men også i verdenssamfundets, der stadig diskuterer, hvordan det dog kun ske, uden at nogen greb ind.

I denne uge har medierne verden over husket tilbage, og diverse mindehøjtideligheder er blevet holdt i mange lande for at mindes de dræbte og også minde hinanden om et fælles løfte: "Aldrig igen".

Og meget taler da også for, at såret har lukket sig. Sådan ser det i hvert fald ud. Rwanda er i dag et land i vækst. Sikkerheden er i top, turismen blomstrer og der er rent på gaderne. Overfladen er pæn. Men under den lurer de følelser og meninger, der ikke må komme til udtryk offentligt og uden denne debat, er der ingen, der rigtigt ved om, tilgivelsen er udbredt og reel.

Ikke alle er enige i, at den proces, som landet har været igennem, har været den rigtige eller tilbundsgående nok. På gaden i Kigali kan overlevende, som har mistet flere familiemedlemmer, se deres bødler gå fredeligt forbi, og ja, de bliver ikke overfaldet i hævn, for så er det naturligvis selvtægten, der bliver straffet. Ingen får lov åbent at sætte spørgsmålstegn ved, om der findes en anden vej til heling end tvungen tilgivelse.

"I Rwanda diskuterer man ikke politik. Det er alt for farligt, hvis man mener noget andet end regeringen. Men i familierne taler man åbent, og her kan man mærke vreden og andre følelser ulme. Det er virkelig komplicerede følelser. Hvis ikke der var en jernhånd, der holdt freden på plads, ville reaktionerne være helt andre, end dem vi har set, men hvor længe kan man blive ved med at tvinge låget ned over følelserne?" spørger en rwandisk født mand, hvis identitet hemmeligholdes af sikkerhedsmæssige grunde.

Slår hårdt ned på opposition i udlandet

De sikkerhedsmæssige grunde er vægtige. Rwandas præsident, Paul Kagame, er blevet fremhævet af mange for sin succes med Rwanda. Han er blevet rost af Bill Clinton og Tony Blair, mens han også har mænget sig med superstjerner som Bono og Bob Geldof. Han er god til at tale for sig og afvise kritik og beskyldninger på en afvæbnende, intelligent måde.

Men i de senere år er den kritiske kikkert blev rettet endnu mere ind på ham. Navnlig efter at en tidligere efterretningschef blev fundet myrdet i sit eksil i Sydafrika, er det gået op for verden omkring, at trykket internt i Rwanda lader til at være stigende. For en måneds tid siden brød bevæbnede mænd ind i en anden eksil-rwandanesers hjem i Sydafrika, og det fik Pretoria til at udvise diplomater fra Rwanda.

Regeringen i Kigali bedyrer sin uskyld, men Kagame er alligevel blevet citeret for noget, der minder om en tilståelse. I hvert fald er det en iskold advarsel:

"Hvem end, der forråder landet, vil komme til at betale en pris (...) det er kun er spørgsmål om tid," skulle han have sagt i januar kort efter mordet på sin tidligere efterretningschef.

Eller i ordene på landets forsvarsminister som reaktion på en eksil-generals død: "Når man vælger at være en hund, så dør man som en hund, og rengøringsfolkene kommer efterfølgende og samler skidtet op, for at det ikke begynder at stinke." Måske en lidt hård retorik om tidligere landsmænd og fortrolige, der har søgt sikkerhed i udlandet.

De to sager bakkes op af en stribe lignende sager. Blandt andet en journalists død efter flugt til Uganda og et oppositionsmedlem fra parlamentet, der forsvandt uden spor i 2003.

Og i 2011 i London, skulle Scotland Yard have forhindret et muligt drabsforsøg på to andre eksil-rwandanesere.

De nævnte aktioner og drab er politisk motiveret og har derfor ikke noget direkte med selve folkedrabet i 1994 at gøre. Og så alligevel.

Racistisk del og hersk førte til konflikter

For spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis landet lukker op for andre holdninger om landets fremtid og helingsproces, end den som dikteres af præsidenten og hans Rwandan Patriotic Front, der kom til magten kort efter folkemordet. En del af undertrykkelsen er selvundertrykkelse, fordi mange i Rwanda godt kan se mening i at beholde et stramt låg på debatten i stedet for at give los for både ord og følelser.

Vi ved i dag, at folkemordet var vel iscenesat, velorganiseret og langt overvejende gik ud over landets tutsier, mens det var den større befolkningsgruppe, hutuerne, der stod bag.

Forud for massemyrderier var landet i borgerkrig mellem en hutu-domineret regering og militser fra Rwandan Patriotic Front under ledelse af eksil-rwandaneseren Paul Kagame. Han var oplært i Ugandas hær under Museveni, der så en interesse i at støtte de eksilerede tutsiers væbnede kamp for at vende tilbage til deres land. Endnu længere tilbage i slutningen af 1950erne var Paul Kagame med familie ligesom hundredtusinder af tutsier blevet drevet ud af Rwanda af hutuerne.

Der er ikke tale om to stammefolk. Både tutsier og hutuer taler bantu og har boet fredeligt med hinanden i århundreder. Oprindeligt var hutuerne landmænd og tutsierne kvægdrivere, men nogen egentlig etnisk ulighed er aldrig blevet påvist. Nye teorier tilskriver forskellige fysiske træk netop det faktum, at tutsierne havde kvæg og dermed drak mere mælk og gennem tiderne blev højere end de rwandanesere, der levede af afgrøder.

I 1800-tallet var Rwanda et kongedømme, og her blev del-og-hersk-princippet udnyttet til fulde, hvorved de ledende poster i landet mestendels blev besat af tutsier. De ejede kvæget, og kvæget var mere værd end landbrugsprodukterne. Men på militært plan arbejdede hutuer og tutsier side om side, og i den tid blev et fællesskab grundfæstet i befolkningen uden skelen til, om man nu var det ene eller det andet.

Først under kolonitiden blev forskellene understreget på baggrund af europæisk racisme, som var meget på mode i slutningen af det nittende århundrede og begyndelsen af det tyvende. Tyskerne var de første koloniherrer i perioden 1885 til 1919, og de fremhævede tutsierne som hutuerne overlegne, fordi førstnævnte var høje og med træk, der mindede mere om europæiske. En teori florerede om, at tutsierne var et finere folk, der var indvandret fra Afrikas Horn og dermed var meget tættere på den europæiske race, og den hoppede de senere belgiske koloniherrer også på.

Belgien tilskrives i dag det største ansvar for den "etniske" opdeling. Langt op i det tyvende århundrede udstedte kolonimagten identitetskort, der delte befolkningen op i hutuer og tutsier. På baggrund af udseende til at starte med, men da det blev økonomisk opportunt for belgierne, kunne de lokale også få det mere flatterede stempel som "tutsi", hvis de ejede mange køer. Med andre ord giver begrebet "etnicitet" ikke meget mening, da rwandaneserne har været mixet på kryds og tværs.

Men kolonifolkene så ligesom kongedømmet de høje tutsier som mere herrefolksagtige, og disse blev derfor til stadighed favoriseret i belgisk håb om, at man derved kunne bevare kontrollen og undgå uafhængigheden.

Rwanda blev alligevel uafhængigt i 1962 efter en folkeafstemning og et hurtigt parlamentsvalg. Men spændingerne mellem befolkningsgrupperne fortsatte. Især tutsier endte som flygtninge i de omkringliggende lande og uden politisk indflydelse internt. Først efter folkedrabet lykkedes det eksil-tutsierne at komme til magten, men lederen af RPF, Paul Kagame, sørgede klogt nok for, at landet fik en hutu som præsident, mens han selv blev vicepræsident og forsvarsminister.

De facto var det dog Kagame, der sad ved rorpinden, og da præsident Bizimungu blev kritisk over for Kagames styre, blev Bizimungu fjernet og senere fængslet for forræderi, mens Kagame indsat som præsident. I tiden op til denne magtkamp var flere hundrede tusinde tutsier vendt hjem fra eksil og repatrieret.

En vigtig del af Kagames politik handlede nu om, at etniske linjer skulle udryddes, og det er i dag helt forbudt at fremhæve sin identitet som hutu eller tutsi, hvis det sker på bekostning af andre

Paul Kagame ventes at ville blive

Netop forbuddet mod at identificere sig som hutu eller tutsi på organiseret plan har medført en del kritik - både internationalt og af de rwandanesere, der har tabt magtkampen til Kagame og søgt asyl i udlandet. Som Financial Times skriver i en leder, så ved man reelt ikke, hvor delt landet er, fordi der ingen debat er. Den eneste måde at finde ud af det på, er ved at løfte låget og så tage den derfra.

Om det bliver under Kagames styre eller et kommende, vil kun tiden vise. Foreløbig er kræfter blandt især tutsier i gang med en kampagne for at få ændret forfatningen, så Kagame kan blive på magten ved at stille op igen efter hans nuværende regeringstids udløb i 2017. Han er kun 56 år, og intet tyder på, at han er på vej til at opgive sin mission og gå af.

Hans sigte er at gøre Rwanda til en rigere stat a la Singapore med egen produktion og eksport af mere end blot te og kaffe. Han har ud over at gøre landet sikkert at rejse i for turister også effektivt bekæmpet fattigdom og gjort det obligatorisk at gå i skole.

Hvis taktikken med øget velstand som middel til at glemme traumerne fra fortiden skal lykkes, skal han imidlertid også arbejde for at tiltrække investorer, der ikke lader sig skræmme af en manglende demokratisk udvikling.

---

Hvis du vil videre

Langt og meget informativt, kritisk interview med Paul Kagame her i Foreign Affairs
http://www.foreignaffairs.com/discussions/interviews/rebooting-rwanda
 

Kritisk gennemgang af de drabssager og forsøg på drab, som man mener Rwandas regering står bag

http://www.foreignpolicy.com/articles/2014/04/01/leave_none_to_tell_the_other_story_rwanda_kagame_assassination

Sagen fra London, hvor britisk politik standsede en tidligere rwandanesisk efterretningsofficer på vej fra Bruxelles til, hvad de britiske myndigheder frygtede var et drabsforsøg på to af hans landsmænd

http://www.independent.co.uk/news/uk/crime/detained-bus-driver-suspected-of-being-hitman-for-rwandan-president-2292815.html

Leder i Financial Times, der opfordrer Kagame til at lette lidt på låget og tage imod kritik også internt

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/36cd3d36-bbec-11e3-a31c-00144feabdc0.html#axzz2yVGveZGo