DIT OVERBLIK
Hawking: Mennesket skal finde ny planet at flytte til
Om 1000 år er det slut for menneskeheden på Jorden. Det forudset den verdenskendte fysiker Stephen Hawking, der derfor foreslår, at vi finder en anden planet, som vi kan flytte til.
Han har sagt det i et par år og gentog det igen i denne uge under et foredrag på Cedars-Sinai Medical Centre i Los Angeles.
Fordi vi snart får udtømt ressourcerne her i verden, er det derfor altafgørende ifølge Hawking, at vi opprioriterer udforskningen af det ydre rum. Om ikke andet så for menneskehedens skyld.
"Hvis man forstår, hvordan universet fungerer, kan man også på en måde kontrollere det," sagde Hawking ifølge avisen Belfast Telegraph
Stephen Hawking er en af verdens førende teoretiske fysikere, og han er blandt andet blevet berømt for sin banebrydende forskning om sorte huller. Desuden har han udgivet flere bestseller-bøger, heriblandt 'Hawkings univers illustreret' fra 1988, der har solgt mere end 10 millioner eksemplarer på verdensplan.
Som 21-årig blev Hawking dianogsticeret med nerve-sygdommen Amyotrofisk lateral sklerose (ALS). Sygdommen har medført, at Hawking nu er fuldstændigt lammet, og ikke kan bevæge andet end sin ene kind.
Han kommunikerer til omverdenen ved hjælp af en indbygget computer i sin kørestol. Computeren kan videreformidle Hawkings tanker med en monoton robot-stemme.
På trods af den voldsomme sygdom er Hawking stadig en aktiv foredragsholder.