POLITIK

Der er langt mellem de glade nyheder fra Mellemøsten, hvor den såkaldte fredsproces i bedste fald står i stampe, men i denne uge kom tilsyneladende en af slagsen: En aftale mellem Israel, Jordan og det palæstinensiske selvstyre om en af regionens helt store mangelvarer, vand.

Den fik heller ikke for lidt, da ministre fra de to lande og ikke-landet underskrev den uventede aftale på Verdensbankens hovedkontor i Washington. »En historisk aftale,« erklærede Israels minister for regionalt samarbejde, Silvan Shalom, som videre kaldte det »en aftale af den største diplomatiske, økonomiske, miljømæssige og strategiske betydning.«

Helt så enkelt er det dog ikke.

Ganske vist er en af ingredienserne i aftalen byttehandel med vand, der ved siden af den diplomatiske gevinst forekommer særdeles fornuftig både økonomisk og miljømæssigt:

Et afsaltningsanlæg skal bygges ved den jordanske rødehavskyst og forsyne både det sydlige Jordan og det sydlige Israel, frem for alt nabobyerne Aqaba og Eilat, med hårdt tiltrængt ferskvand i størrelsesordenen 30-50 millioner kubikmeter årligt på hver side af grænsen. Til gengæld skal en allerede eksisterende rørledning fra Genesaret Sø forsyne det nordlige Jordan og hovedstaden Amman med 50 mio. kubikmeter vand om året, samtidig med at palæstinenserne får mulighed for til produktionspris at købe yderligere 30 mio. ferskvand fra den store sø i Israel.

Så langt, så godt. Det sparsomme ferskvand skal ikke længere transporteres nær så langt som i dag, det bliver ikke nødvendigt at bygge lange og kostbare rørledninger på langs af de to nabolande, og vandbytteriet – et af få konkrete samarbejdsprojekter mellem Jordan og Israel efter fredsaftalen i 1994 – kan måske blive en dynamo for fred og tillid i regionen.

Hellere rød end død?

Mere problematisk er en anden del af aftalen, der indebærer en rørledning på den jordanske side, hvor spildproduktet fra afsaltningsprocessen, såkaldt brine eller saltvandskoncentrat, skal ledes de 180 km nordpå fra Det Røde Hav til Det Døde Hav.

Det er en mikroversion af den såkaldte ”Rød-Død-kanal”, der har været overvejet lige siden den britiske kolonitid, og som fik fornyet aktualitet efter fredsaftalen mellem Israel og Jordan. Baggrunden er, at vandstanden i Det Døde Hav falder med over en meter om året, og at overfladearealet er faldet med over 35 pct. i løbet af de seneste 50 år som følge af den kraftige afvanding af Jordanfloden samt omfattende produktion af kali-, brom- og magnesiumsalte til brug for kemiske fabrikker på både den israelske og den jordanske side af Det Døde Hav.

Ifølge nogle analyser vil Det Døde Hav være stort set forsvundet år 2050, hvis ikke der gøres noget. Allerede i dag har den faldende vandstad skadet turismen på den israelske side, eftersom man for at komme til selve indsøen nu skal transporteres halvanden kilometer fra oasen Ein Gedi, hvor et luksusferiested oprindeligt blev bygget ved vandkanten. Desuden er der opstået et væld af farlige jordfaldshuller som følge af erosionen.

På den baggrund har regeringerne i både Jordan og Israel været stærkt opsatte på en kanal, hvor så meget som to milliarder kubikmeter vand årligt skulle ledes fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, hvis bredder er verdens lavest beliggende fastlandspunkter, 470 meter under havets overflade. En rapport fra Verdensbanken konkluderede tidligere i år, at et sådant projekt – trods nødvendige investeringer på 10 mia. dollars – ville være økonomisk rentabelt.

Miljøvenner advarer mod konsekvenserne

Den aktuelle aftale vil imidlertid – hvis den realiseres – kun lede 100 mio. kubikmeter fra Det Røde Hav til Det Døde Hav, omkring en ottendedel af det påkrævede for at stabilisere vandstanden. Dertil kommer, at de økologiske konsekvenser er uklare, når man blander havvand i det, der oprindeligt var en ferskvandssø.

En fremtrædende miljøgruppe i regionen, Friends of the Earth Middle East (FoEME) med kontorer i Tel Aviv, Betlehem og Amman, har peget på en række risici:

* Der vil være betydelige kemiske og biologiske effekter, og overfladevandet i Det Døde Hav kan blive farvet hvidt som følge af gipsdannelse eller rødbrunt som følge af andre kemiske processer. Desuden kan der komme algedannelse i en sø, hvis nuværende saltholdighed på over 30 pct. kun tillader minimale mængder af bakterier og mikrosvampe at overleve.

* Vandet i Det Døde Hav vil ikke umiddelbart blive opblandet, og det mindre salte vand fra Det Røde Hav kan lægge sig øverst, så korkprop-effekten reduceres, og man ikke længere som i dag kan ligge i vandet og læse sin avis uden mulighed for at synke.

* Grundvandet langs kanalen/rørledningen kan tage skade, hvis der er lækager som følge af f.eks. jordskælv (hvilket jævnligt forekommer i området), sabotage eller sjusk.

* Pumpningen fra Det Røde Hav kan skade vandmiljøet dér, inklusive det fine koralrev ud for Aqaba.

»Kynisk at kalde det et miljøprojekt«

»Vi støtter absolut vandudvekslingsprogrammet, men transporten af brine fra afsaltningsanlægget i Aqaba til Det Døde Hav gør projektet ugennemførligt,« siger chefen for FoEME i Israel, Gideon Bromberg, der ser sammenkoblingen af de to ting som et forsøg på at få internationale donorer til at stå for regningen.

»Det er kynisk, når Silvan Shalom kalder det et miljøprojekt for at redde Det Døde Hav, skønt vandet fra Det Røde Hav kan føre til uigenkaldelig skade på Det Døde Hav,« mener Bromberg.

FoEME mener i stedet, at løsningen ville være at stoppe eller skære ned på mineraludvindingen, som forårsager omkring en tredjedel af fordampningen fra søen. Og/eller at rehabilitere den hellige og engang mægtige Jordanflod, der på grund af opdæmninger og afledninger i Syrien, Jordan og Israel – bl.a. for at kunne producere bananer, meloner, mangofrugter og avocadoer i et ørkenområde – nu nærmest minder om en å eller en spildevandskanal i den sydligste ende.

Indtil 1950’erne ledte Jordan-floden årligt 1,3 milliarder kubikmeter ferskvand ud i Det Døde Hav. Det tal er nu reduceret med ca. 95 pct. til mellem 70 og 100 millioner kubikmeter pr. år. Jordan anvender 74 pct. af sine sparsomme vandressourcer til landbrug, der kun tegner sig for 5 pct. af arbejdsstyrken og tre pct. af landets bruttonationalprodukt, mens Israel bruger 57 pct. af sine vandressourcer til landbrug, der står for blot to pct. af landets arbejdsstyrke og BNP.

»Det Døde Hav vil kun blive reddet, hvis der er politisk vilje til at gøre noget ved de grundlæggende årsager til, at det er ved at forsvinde,« mener Gideon Bromberg.

Hvis du vil videre

Den nye aftale viser, at det er en myte, at vandmangel fører til krige, mener senior-redaktør Bryan Walsh, Time Magazine:
http://science.time.com/2013/12/10/new-mideast-pipeline-deal-shows-why-water-doesnt-start-wars/
 

Den israelske miljøaktivist Gideon Bromberg udvikler sine betænkeligheder ved aftalen i et indlæg i The Times of Israel:
http://blogs.timesofisrael.com/a-red-dead-pipeline-is-a-pipe-dream/