Laila Abaza føler sig mindre fri, end hendes mor var det eller hendes bedstemor. Nu frygter hun for sin datter, som hun håber, forlader Egypten. Så galt står det til med fremtidsudsigterne i hendes land. Foto: Flemming Weiss Andersen

DIN VERDEN

KAIRO

”Jeg ville elske at se min datter forlade Egypten. Her i landet har hun ingen fremtid,” siger Laila Abaza.

Den 52-årige, fraskilte kvindesagsforkæmper har ellers altid opdraget begge sine børn til, at de skulle være egyptere og lægge deres liv og kræfter i udviklingen af landet. Både hun og børnenes far kommer fra store, gamle familier, som hun kalder det, og selvom de tilhører det privilegerede mindretal, der uden problemer ville kunne få visum til både USA og Canada, kunne hun ikke selv drømme om at emigrere.

Men datteren Malak på 27 år er karrierekvinde og advokat i et stort, internationalt firma. Og ifølge Laila Abaza er der ikke længere plads til kvinder som hende i dét Egypten, som islamisterne er i gang med at skabe.

”De vil spærre kvinderne inde og isolere os fra samfundet. Det viser alt, hvad de står for, som at piger skal giftes i en meget tidlig alder, at omskæring er et must, og at kvindens rolle er i hjemme. Og det værste er, at når man taler med de fattige og dem uden uddannelse, så er det dét, de ønsker. Selv om det som regel er kvinderne, der er forsørgere i netop de fattige familier,” siger Laila Abaza.

Egyptens præsident, Mohamed Morsi, kommer fra Det Muslimske Broderskabs ”Friheds- og Retfærdighedsparti”, som blev det største ved parlamentsvalget sidste år. Det næststørste er det ultrakonservative, islamistiske Nour-parti, som mener, at det er ”ondt” og imod islam at kvinder deltager i politik. Og Laila Abaza er overbevist om, at de nye magthavere er parat til at ty til vold for at nå deres mål.

Hun mistænker bl.a. islamisterne for at stå bag de seneste måneders brutale og meget velorganiserede sexovergreb på kvinder, der deltager i protestdemonstrationerne imod Mohamed Morsi.

”Den slags voldtægter er politisk organiseret, og beskeden er ikke til at misforstå: Hold jer fra politik og gå hjem,” siger hun.

Grupper af langskæggede mænd, der patruljerer gaderne som en form for moralpoliti og chikanerer kvinder uden tørklæde, er et andet eksempel, og det har fået datteren Malak til at holde op med at gå i byen om aftenen, fordi hun er bange for at blive overfuset.

”Jeg forstår ikke, hvordan mit land er blevet sådan,” siger Laila Abaza. ”Hvordan man kan se et andet menneske og sige: Du ryger direkte i Helvede, fordi du ikke har tørklæde på! Eller fordi du er kristen. Det er fuldstændigt forkert! Og hvad der virkelig skræmmer mig er, at vi ikke ser skyggen af modstand fra regeringen og præsidenten. De lader det bare ske. Som om det er noget helt normalt og acceptabelt.”

Under revolutionen fløj håbet og drømmene ellers højt. Kvinder og mænd demonstrerede side om side, og da oprøret var på sit højeste, var omkring hver fjerde demonstrant på Tahrirpladsen i Kairos centrum en kvinde. Og mange håbede, at det var begyndelsen på en helt ny æra med frihed og ligestilling.

Men situationen i dag er værre end nogen sinde, mener Laila Abaza.

”Problemet er, at når man blander religion og politik, bliver alting fucked up – undskyld udtrykket, men sådan er det virkelig,” siger Laila Abaza. ”Politik er forskellige synspunkter og diskussioner, og putter man politik ind i en religiøs ramme, så binder man folk og lader dem ikke tænke selv. Og de tror, at hvis de ikke gør, som der bliver sagt, så ender de i Helvede!”

Laila Abaza er selv religiøs – og den første og foreløbig eneste kvinde i familien, der går med tørklæde. Ikke fordi det er et absolut påbud - for hende er religion en sag mellem den enkelte og Gud og ikke et spørgsmål om ydre ting – men fordi tørklædet føles rigtigt for hende og giver en indre tryghed.

Hun har været engageret i kvindefrigørelse og ligestilling i mere end et årti, og i en årrække var hun daglig leder i den feministiske organisation Alliancen For Arabiske Kvinder. Og som sådan var hun med til at lobbye en række love igennem i starten af årtusindskiftet, som den tidligere præsidentfrue, Suzanne Mubarak, støttede.

Lovene gav bl.a. kvinder ret til at være dommere, forbød omskæring af piger, hævede ægteskabsalderen fra 15 til 18 år og gav kvinder mulighed for at kræve skilsmisse ved domstolene.

”Men nu bruger islamisterne Suzanne Mubaraks navn til at udbasunere deres had til kvinder og vil have alle lovene fejet af bordet,” siger Laila Abaza.

Hun var bare 22 år, da hun blev gift i et arrangeret ægteskab. Det betød, at hun aldrig kom til at bruge den bachelor i matematik og virksomhedsledelse, som hun tog med udmærkelse på Kairo Universitet. Hun blev hjemmegående. Og for seks år siden blev hun skilt.

”Han mødte en anden, og jeg nægtede at blive hustru nummer to,” siger hun.

Når hun ser tilbage på kvinderne i sin egen familie, er det hendes mors og bedstemors generationer, der har nydt den største frihed.

På væggene i stuen i den store villa i Sakkara 25 km uden for Kairo, hvor hun bor med sine to voksne børn, hænger gamle, sort-hvide fotografier af familiens kvinder gennem flere generationer. Af Lailas mor og mostre i badedragt og bikini på stranden. Af børnenes farmor i nedringet Jackie Kennedy kjole, bare arme og udslået hår.

”Det var i 60’erne. Dengang tillod samfundet kvinderne langt større frihed, end vi har haft nogensinde både før og siden. Min mor talte flydende fransk og engelsk og gik på universitetet, selv om hun fik sit første barn som 18-årig. Min fars første kone forlod ham for at tage til Geneve og arbejde og overlod ham opdragelsen af deres datter.”

På spørgsmålet om revolutionen slet ikke har betydet noget godt for kvinderne, svarer Laila Abaza:

”Jo. Sådan nogen som min datter er begyndt at interessere sig for, hvad der sker. Før levede de i en slags la-la land og var totalt ligeglade med alt og helt afsondret fra samfundet. Men revolutionen har fået den unge generation til at opdage, at dét her er deres land, og de er parat til at kæmpe for det. Jeg drømmer måske nok om, at mine børn skal forlade Egypten, men det vil de ikke! De siger, at hvis alle forsvinder, så er der ikke længere noget håb for vores land.”

Laila Abazas børn har – i modsætning til deres mor – ikke deltaget i revolutionen eller i de mange protestdemonstrationer, der er fulgt i dens kølvand.

”Min datter er en rigtig kujon,” griner Laila Abaza. ”Men hun diskuterer, så det gløder på Facebook.”

Og så læser hun aviser og er storforbruger af politiske talkshows.

”At se, hvordan unge kvinder fra vidt forskellige samfundslag – med og uden slør eller tørklæde – bliver ved med at kæmpe for deres rettigheder, det giver mig håb om, at islamisterne ikke vil lykkes med deres projekt. Men det bliver en hård kamp, og den kommer til at koste blod og meget ødelæggelse. Desværre.”