SIKKERHED
Ruslands aftale med Assad giver nyt råderum for FN
Det er ikke overraskende, at Rusland fremtryller en kanin ud af den udenrigspolitiske hat ved at presse Bashar al-Assad til at lægge sine kemiske våben under international kontrol. Denne kontrol kan kun udføres af FN. Dermed sikrer russerne to ting, der er i deres interesse: Man bevarer folkeretten som øverste myndighed og forhindrer et amerikansk angreb, der kan hjælpe islamister til magten.
Denne artikel er rettet tirsdag den 10. september kl 6.41 for at give plads til USAs svar på aftalen
ANALYSE
Var det derfor, Obama tøvede? For at give plads til, at Rusland kunne finde en passende løsning på den mest presserende del af Syrien-konflikten?
Spørgsmålene blev stillet som mulige forklaringer på, hvorfor den amerikanske præsident dog sendte afgørelsen om et militært indgreb i Syrien ud til Kongressen. Denne skulle først lige træde sammen efter ferien, og tiden har derfor givet plads til mange spekulationer og en hel del modargumenter, der har været meget stærkere end argumenterne for at gå i krig. Selv langt inde i præsidentens eget parti, har protesterne været højlydte og verden over har iagttagere gruet ved tanken om, at den amerikanske præsident bliver nedstemt for åbent tæppe.
Ved at trække tiden ud, blev presset samtidig også lagt på Rusland. Russerne sidder i langt højere grad end amerikanerne med nøglen til en egentlig løsning på konflikten. Bashar al-Assad har ikke opgivet ævred og så længe, han ikke gør det, har han brug for en stærk partner i Rusland. Det betyder, at Rusland langt hen ad vejen kan diktere, hvad Assad skal gøre med udsigten til et angreb fra amerikanerne. Det er langt fra sikkert, at Assad selv stod bag det kemiske angreb den 21. august. Hverken amerikanere eller franskmænd har leveret overbevisende materiale, der afgør Assads skyld, men da det er hans våben, så har han uanset bevisførelsen det overordnede ansvar. Derfor er bevisførelsen egentlig ikke interessant.
Nu hvor han er havnet i den situation, hvor han bliver beskyldt for angrebet, er han for første gang rigtig presset, og så er han til at forhandle med. Det tog heller ikke mange timers overtalelse fra den russiske udenrigsministers side, før den syriske udenrigsminister gik med på at komme under international kontrol.
Man skal naturligvis se aftalen gennemført, før man helt kan glæde sig over Ruslands diplomatiske benarbejde. Men håbet om, at FN nu kan komme på banen, er blevet vakt igen.
En inspektion og kontrol med våbnene kræver FN som organisation og apparat. Og når det kører med enighed, er der måske mulighed for, at man taler videre i FNs Sikkerhedsråd om en varig fred frem for blot en straffeaktion, der handler om at sende et signal i håb om at bevare en international norm. Det grundlag er blev skudt ned som noget af det tyndeste i mands minde at gå i krig på. Og det var den amerikanske befolkning i øvrigt hurtig til at gennemskue.
Er Obama da helt tabt bag den strategiske vogn? Næppe. Hverken Rusland eller Assad var pressede nok til at finde på noget som helst, før USA rettede kanonerne i deres retning. Så den faste stemme hos især udenrigsminister Kerry, samt den resolutte beslutning om at rykke hangarskibe tæt på og tilmed evakuere personale fra Beirut har i hvert fald haft sin effekt.
Obamas svar på den russiske aftale er afdæmpet, men dog positivt. Han advarer om, at man bør tage den med et gran salt, men ser et potentielt "gennembrud" i den . Nu kan han i hvert fald dårligt sende missiler af sted, hvis Assad lover at fjerne sine kemiske våben. Så er der en ny situation, for holder Assad, hvad han lover, er "den internationale norm" bevaret og argumentet for et angreb sønderskudt.
Om det bringer konflikten nærmere en løsning, er svært at sige. Så længe der er konventionelle våben at slås med, og ingen af parterne har givet op endnu, vil kampene fortsætte. Men med Rusland som proaktiv er der mulighed for i det mindste at tale om en egentlig fredsløsning. Via FN.
Hvis du vil videre
Læs USA svar her gennem Washington Post