Bangkok lever med uroen, som var det københavnsk pinsekarneval tilsat bevæbnede rockere. Foto: Flickr by Johan Fantenberg

SAMFUND

Forud for valget i søndags talte alt for, at valghandlingen ville blive gennemført som planlagt, også fordi resten af landet op til har fungeret normalt. Opgøret har begrænset sig til Bangkok, hvor begrebet ’undtagelsestilstand’ fremstår som lidt af en parodi.

Byen, der har tæt på ti millioner indbyggere, lever med uroen, som var det københavnsk pinsekarneval tilsat bevæbnede rockere.

Nærværende signatur forlod byen for få dage siden og kunne ubesværet komme til og fra lufthavnen.

Transport gennem byen med den supermoderne metro eller med taxa forløb ubesværet; man er slet ikke i nærheden af tilstande, der kan minde om hverken Kijev eller Cairo. I det meste af Bangkok er der ’business as usual’, om end mange forretningsdrivende klager om dramatisk faldende omsætning.

Bag det spektakulære opgør i gaderne, hvor en flamboyant og populistisk forhenværende general og minister, Suthep Thaugsuban, udfordrer Shinawatra-klanens greb om magten, ligger der en stor usikkerhedsfaktor, der kan afgøre om Thailands fremtid vil blive fremgangsrig eller kaotisk: Tronfølgen.

Hundredtusinder af danskere kender Thailand som kongeriget, hvor den nu 86-årige folkekære, men svagelige Bhumipol Aduljadej har tjent som et moralsk og religiøst fyrtårn for en nation, der gennem mere et halvt århundrede er blevet en ubetinget økonomisk succeshistorie. Thailand har demonstreret hvad Østasien er verdensmester i: Bekæmpelse af fattigdom.

Men demokratiet, som formelt blev indført for 82 år siden, har det svært.

Tilbage i 1960’erne var Thailand fattigt, splittet og presset af voldsomme konflikter i nabolandene, men forblev et anti-kommunistisk, pro-amerikansk anker i et oprørt sydøstasiatisk hav.

Landet havde mange militærkup og skiftende militærregimer forsøgte at håndtere truslen fra kommunistiske partisaner i landdistrikterne. Amerikanske rådgivere fortalte generalerne: brug kongen til at sikre et land, hvor befolkningen bakker op om eliterne, demokrati eller ej.

Efter den kolde krigs ophør blev Thailand et anker af stabilitet, der forsikrede tidligere modstandere i regionen gennem en målsætning at ville forvandle Sydøstasiens ’slagmarker til markedspladser’. Denne strategi har frem til i dag været en succes. Vestlige og asiatiske investeringer strømmer fortsat til landet side om side med turister, der skejer ud i krydret asiatisk mad, tempelbesøg, sex og shopping.

Usikkerhed om folkets accept af tronfølge

Men bag denne tilsyneladende idyl lurer en uafklaret faktor: tronfølgen.

Ingen er tvivl om, at kronprins Maha Vajiralongkorn, 61, overtager tronen, når faderen ikke er mere. Hvad der er usikkert er, om den store brede middelklasse i Bangkok vil acceptere ham som den lederskikkelse, der skal repræsentere både buddhistiske idealer og etik og forestillingen om en særlig thailandsk nationalisme og identitet.

Kronprinsen kan ikke matche sin lillesøster, prinsesse Sirindorn, 58, i popularitet. Det kan ingen, som har fulgt thailandske medier gennem tre årtier være i tvivl om. Prinsessen er af medierne bygget om som den figur, der har fulgt faderens eksempel om at sammenknytte bymiddelklasse og landdistrikter via et billede af monarkiet som repræsentant for buddhistisk harmoni og social sammenhængskraft.

Monarkiets persondyrkelse – og befolkningens opbakning af dette – er udtryk for, at Thailands politiske institutioner er svage og mangler den troværdighed og neutralitet, der kan sikre et velfungerende og troværdigt statsapparat. Fænomenet kaldes ’personalisme’.

I en nation med svage politiske institutioner og en stor uoplyst landbefolkning, der har feudale træk, bliver karismatiske (og ofte pengestærke) personligheder afgørende i det politiske liv. Derfor er den eksilerede fhv. regeringschef Thaksin Shinawatra i stand til at regere sit land via Skype og andre sociale medier. Og frem for alt sin smukke lillesøster Yingluck.

Forfatningsmæssigt er der en mulighed for et paladskup, der betyder, at kronprinsen bliver forbigået og at søsteren Sirindorn bliver landets næste overhoved. Der spekuleres endog i muligheden af, at kronprinsens nu syvårige søn kan bringes i stilling som landets næste monark. Noget vi har hørt før – ja, i Storbritannien.

Thailands forfatning siger, at et særligt ’hofråd’ (privy council) indstiller til parlamentet, hvem der skal være landets næste statsoverhoved. Rådet består af tidligere ministre, de fleste med militær baggrund. Flere udtalelser herfra taler for, at rådet ikke vil støtte kronprinsen.

Alt sammen spekulationer, javist, men realiteten er, at Thailand savner den rationalitet, der kendetegner vesteuropæiske nationers parlamentarisme. En sammenligning med Italien under Silvio Berlusconi giver mening. Og Berlusconis regime gav netop ikke megen mening i et Europa, der i årevis havde brug for rational regeringsførelse.

Thailand er en økonomisk succes, men politisk fiasko – i hvert fald en vestlig optik. I Asiens meritokratier, Kina, Vietnam og Singapore noterer man ikke uden vis skadefryd, at demokrati efter formlen ’En mand, en stemme, mindst to partier’ ikke leverer ubetinget succes.

Monarken, Bhumipol Aduljadej, er 86 og har siddet på tronen siden 1946. Perioden efter ham bliver en udfordring. Thailand er ikke længere bare det ’Smilets land’, som turistbrochurerne lover.

Denne artikel har tidligere være bragt i verdensnyt.dk, som Dit Perspektiv har et samarbejde med.