Malis befolkning består af mange forskellige etniske grupper. Men den islamistiske bevægelse kommer i høj grad udefra. Derfor bakker Malis befolkning op om en intervention fra dem, der vil bekæmpe islamiske. Foto: Jean-Louis Potier
DIN VERDEN
Malis folk bakker op om internationale aktioner
Det er ikke første gang et land går i opløsning og kaos, inden verdenssamfundet griber ind. Nu er det sket i Mali i Vestafrika. Franske soldater kæmper sammen med Malis hær mod en koalition af islamistiske oprørere, som har besat to tredjedel af landet og indført sharialov. Flere afrikanske lande har i disse dage soldater på vej og europæiske lande som Danmark sender materiel. Til stor lettelse for den hårdt prøvede befolkning.
Af Lise Blom, freelance journalist med 21 års tilknytning til Mali
Hvis du tænker, at der sikkert er nogen, som har sovet i timen og overhørt advarsler, så har du ret. Men historien om Malis opløsning er også en historie om forhandlingsvilje og et folks tro på, at parterne sammen kan finde en løsning.
Mali er et konsensussamfund. Her taler man om tingene og diskuterer, indtil man når en fælles løsning. Det gælder også ved konflikter. Selv da islamisterne i nord gang på gang rykkede frem, var den almindelige holdning i Mali, at der nok skulle komme en fredsaftale.
Konflikten har været undervejs længe, og der har været internationale advarsler. Alligevel har det overrasket Mali og dets indbyggere og verdenssamfundet, hver gang konflikten er eskaleret. Der er mange aktører og interesser på spil. Nederst er et overblik over centrale interesser i konflikten, men først et tilbageblik på de begivenheder, der har ledt op til de nuværende aktioner udefra.
Konflikt blussede op efter militærkup
Nedturen for Mali begyndte for alvor i januar 2012. Her angreb tuareg-oprørerne MLNA en kaserne. Soldaterne blev ikke bare dræbt, de blev skåret i stykker, filmet og uploadet på Youtube.
Angrebet vakte harme. Præsidenten og regeringen blev beskyldt for at have udsultet hæren, så de ikke havde mulighed for at forsvare sig.
Stemningen mod den tidligere meget populære præsident ATT vendte. Der var demonstrationer forskellige steder i landet. Rygter og konspirationsteorier satte præsidenten i forbindelse med både Gaddafi og tuaregoprørerne.
Den 22. marts 2012 kuppede officeren Amadou Sanogo magten i landet og indsatte en militærjunta. Forfatningen blev sat ud af kraft. I Mali var ingen overraskede over militærkuppet efter måneders rygter op til. Internationalt blev militærkuppet fordømt, og man undrede sig, da der kun var en måned til demokratiske valg.
Efter kuppet blev sanktioner indført mod landet og udenlandske donorer som Danmark stoppede for al støtte.
Militærjuntaen bebudede, at den ville slå hårdt ned på tuaregoprørerne i Nordmali. Men intet skete. Og i løbet af få dage i begyndelsen af april besatte MNLA hele det nordlige Mali og byerne Timbuktu og Gao. De var ikke alene og kæmpede side om side med islamistiske oprørere – en af grupperne var Al-Qaeda. Islamisterne nedkæmpede MNLA og indførte sharia-lov i nord. De erklærede deres mål: At indføre sharia i hele Mali.
I Malis hovedstad Bamako nedtonede militærjuntaen nu deres udmeldinger om kamp mod oprørerne. I stedet begrundede de nu militærkuppet med, at den tidligere regering og især præsidenten ATT var korrupt.
Der er to konflikter i spil
Landene rundt om Mali blev både foruroligede over, at demokratiet blev sat ud af kraft i Mali og udsigten til at få Al-Qaeda som nabo. Den økonomiske samarbejdsorganisation for Vestafrika ECOWAS pressede militærjuntaen til forhandlinger og fik udpeget en overgangsregering og en midlertidig præsident, den tidligere formand for parlamentet Dioncounda Traore. Han var demokratisk valgt og en af topkandidaterne til det aflyste præsidentvalg.
ATT var i mellemtiden gået i eksil i Senegal.
Vi havde nu to konflikter i Mali. I nord en brutal besættelse og sharialov og i syd et manglende demokrati og en militærjunta, der fortsat trak i trådene, selv om den officielt havde overladt magten til en civil regering.
Juntaen har hele tiden forsøgt at forhindre, at der kom udenlandske styrker til Mali for at bekæmpe de islamistiske oprørere. Men regeringen og præsidenten har samtidig appelleret til det internationale samfund om hjælp. Situationen er flere gange blevet diskuteret i FN og FNs Sikkerhedsråd.
I efteråret gav FN således et forhåndstilsagn og grønt lys til udenlandske styrker. Men der skulle først udarbejdes en militær plan og en plan for, at Mali kan vende tilbage til demokrati.
Kort tid før jul blev planen så vedtaget i FN, som giver sin fulde støtte til missionen. Den skal udelukkende bestå af afrikanske styrker, mens europæiske lande bistår med militær træning, overvågning og materiel.
Resultatet af FN-resolutionen var umiddelbart, at den ene islamistiske oprørsgruppe Ansar Diné erklærede våbenhvile og rede til at gå ind i forhandlinger. Fredsforhandlingerne skulle være begyndt i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou den 10. januar 2013. Og dermed kom pludselig en beskeden udsigt til en fredelig løsning.
En militær intervention lå dog længere ude i fremtiden. For først skulle Malis hær under træning og man havde også først planlagt, at europæiske rådgivere skulle komme til landet i februar. Et forsigtigt skøn talte om en aktion i september 2013.
Lang udsigt til international aktion gav islamister momentum
Måske var det netop den udmelding, som gav islamisterne blod på tanden. Tre dage inden fredsforhandlingerne skulle begynde, gik de islamistiske grupper i aktion og besatte flere byer. Ved byen Konna stod de overfor de største militærlejre for Malis hær i denne del af landet. Tidligere flygtede hærens soldater, hver gang islamisterne angreb. Nu blev de tvunget til kamp, men tabte efter få timer til islamisterne, der var dem militært overlegne.
Desperationen i Mali er eksploderet. I hovedstaden demonstrerede vrede unge mænd mod den uduelige regering. Og umiddelbart syd for Konna i byerne Mopti og Sevaré med op mod 200.000 indbyggere og flygtninge fra nord gik folk i panik.
Præsident Dioncounda Traore reagerede ved at erklære undtagelsestilstand i hovedstaden og kontaktede den tidligere koloniherre Frankrig. Frankrig havde ellers tidligere erklæret, at der ikke skulle franske tropper til Mali. Alligevel ændrede landet holdning og sendte kamphelikoptere og bombefly til Mali fra franske militærbaser i Burkina Faso og Tchad.
Franske fly bombede militærlejre og depoter. Men islamisterne begyndte at blande sig med civilbefolkningen så er vi fremme ved i dag, hvor kampene foregår på landjorden.
Frankrig har erkendt, at de islamistiske oprørere er bedre trænede og har bedre våben end forventet. Så der er umiddelbart lange udsigter, inden alle islamister er stoppet. Til gengæld kan beboerne i byerne Timbuktu og Gao glæde sig over, at de ikke længere skal leve under sharialov. I disse dage lever islamisterne skjult.
Danmark deltager i en aktion, som har fuld opbakning fra befolkningen i Mali. Vi støtter regeringen i deres kamp mod islamistiske oprørere. Malis regering har lovet, at der bliver valg til præsidentpost og parlament, så snart der er ro i landet. Det ser ud til, at den tidligere militærjunta forholder sig i ro og er klar over, at den ingen folkelig opbakning har til at lægge hindringer i vejen for de internationale styrker.
Hvis du vil videre og få mere at vide om Mali, kan du booke Lise Blom til foredrag på
Kort og fakta om Malis konflikter
Mali
Mali er et af verdens fattigste og mindst udviklede lande. En stor del af landet er ørken. Der er landbrug, men for de fleste landmænd er selv den mest simple plov og et trækdyr en uopnåelig drøm. Her lever nomader, både de velkendte med store flokke af kreaturer, men også fiskenomader, som hvert år rejser nordpå langs Nigerfloden for at fiske.
I syd driver multinationale virksomheder guldminer næsten uden at betale skatter og afgifter. Det er landets største rigdom. I det nordlige Mali er der muligvis olie og muligvis uran. Men ingen firmaer har vist interesse for at undersøge undergrunden i den nordlige del af landet.
Smugling
Vestafrika og Sahara har alle dage haft handelsruter. En gang var varerne salt, guld og slaver. De seneste år har Al-Qaeda fundet nye lukrative varer, som bliver smuglet gennem de vestafrikanske lande ved kysten og videre op gennem Sahara og videre til Europa.
Det drejer sig om mennesker, våben, cigaretter – og narkotika fra Sydamerika og Asien. Smuglernetværket er omfattende og rækker fra personer på en cykel, der tager en pose et stykke af vejen, til transportfirmaer og traditionelle karavaner.
Smugling af narkotika er der gode penge i, og det kræver bestikkelse undervejs. Unge mænd er blevet prangende rige, og personer i Malis hær og regering er beskyldt for at tjene penge på smugling og dermed at samarbejde med Al-Qaeda. De mange penge har også korrumperet landet, og de har ødelagt traditionelle magtstrukturer, så unge mænd ikke længere lytter til de ældre i samfundet.
Tuareger
Det traditionelle nomadefolk i Sahara har haft det svært, siden deres kamelkaravaner blev overhalet af skibe, lastbiler og fly. Klimaforandringer og tørker har gjort det endnu mere vanskeligt at overleve i og omkring Sahara.
Tuaregerne udgør ni procent af befolkningen i Mali, og de er delt i tre hovedgrupper. Der lever også andre etniske grupper i samme områder som tuaregerne, så de er ikke i flertal i det nordlige Mali. En af grupperne bliver kaldt Bella, og de består af tidligere slaver, som tuaregerne gennem århundreder har bortført fra andre etniske grupper. Selv om de i dag er frie, rangerer de lavest i samfundet og er de absolut fattigste og mest sårbare i Mali.
En stor del af tuareger har i dag etableret sig i mere frugtbare egne af de afrikanske lande. De har uddannet sig, integreret sig og lever i samhørighed med deres naboer af andre etniske grupper.
Men små grupper af tuareger har gang på gang gjort oprør i protest mod Mali – og andre vestafrikanske landes manglende investeringer i deres områder.
Oprørerne er hver gang endt med fredsforhandlinger og fredsaftaler. Oprørslederne har fået lukrative poster i Malis stat og en del af de menige er blevet soldater i Malis hær.
Det seneste oprør blev indledt af tuareger i bevægelsen MNLA. Gruppen består til dels af tidligere lejesoldater fra Gadaffis specialstyrker. De nåede lige at udråbe den selvstændige stat Azawad, inden de mistede magten til de islamistiske grupper. De kræver at deltage i forhandlinger, selvom de ikke repræsenterer tuaregerne og ikke har noget folkeligt mandat.
Etniske grupper
Mali har 22 forskellige etniske hovedgrupper, og de er delt i utallige undergrupper. De fleste etniske grupper findes traditionelt i bestemte egne af landet, og de har deres egne sprog.
Mest ekstremt er det i Dogonområdet, hvor omkring 200.000 mennesker taler op mod 60 forskellige sprog. Folk gifter sig på tværs af etniske grupper.
På nær tuaregerne er der ikke kampe mellem etniske grupper, og der er heller ingen politiske partier, som er talerør for bestemte etniske grupper.
Islamistiske oprørere
Der findes tre forskellige islamistiske grupper, som har besat det nordlige Mali. Alle går ind for sharia-lov og siger, at deres mål er at kontrollere hele Mali. Befolkningen har traditionelt et afslappet forhold til religion og er tolerante.
Men grupperne har medlemmer fra mange afrikanske og arabiske lande og sandsynligvis også fra lande som Pakistan. Det er også lykkedes at rekruttere medlemmer fra fattige nomadefolk, som i forvejen er marginaliserede i samfundet og truet på deres eksistens på grund af de ekstremt vanskelige levevilkår i de tørkeramte områder.
Ansar Diné kontrollerer området omkring byerne Timbuktu og Kidal. Deres leder er en tidligere tuaregleder, Iyad Ag Ghaly. I sine unge dage røg han cigaretter, skrev digte og hang ud med musikere. Så blev han nationalist. Og efter fredsslutningen oven på et tuaregoprør i 1990’erne har han arbejdet for staten i Mali. Han har blandt andet været ambassadør i Saudi Arabien. Her blev han omvendt til den strikse form for islam som wahhabit og fandt samarbejdspartnere. Iyad Ag Ghaly har været mellemmand mellem Al-Qaeda, Malis regering og europæiske forhandlere ved gidseltagninger.
Den strikse tolkning af sharia-lov har han og Ansar Diné siden underlagt borgerne i de besatte områder. Musik, cigaretter, sex uden for ægteskab, fodbold og tv er forbudt. Kvinder skal være tildækkede og må ikke længere arbejde og tjene egne penge.
Loven er vanskelig at overholde, og synderne bliver pisket offentligt, uanset om de er skyldige eller ej. Der er også et særligt fængsel for de kvinder, som ikke lever op til sharia. Ansar Diné har tidligere været mest forhandlingsvillige, men også vist, at de skifter mening og ikke lever op til aftaler. Det ene øjeblik erklærer de våbenhvile, tager afstand fra Al-Qaeda og er klar til fredsforhandlinger, det næste øjeblik bryder de dem.
Mujao kontrollerer området i øst ved byen Gao. Gruppen består af oprørere fra blandt andet Mauretanien, Algeriet, Niger, Nigeria og der er forlydender om støtte fra Pakistan og de arabiske lande.
De har de samme forbud som Ansar Diné og ud over at piske lovovertrædere, står de også for amputationer. Rettergangen og straf foregår i umiddelbar forlængelse af hinanden. De nøjes ikke med at amputere en hånd, de fjerner samtidig en fod. På den måde er de sikre på, at synderen ikke kan arbejde og forsørge sig selv.
I nord er et ungt par blevet stenet, fordi man påstod, at de ikke var formelt gift. Parret levede sammen og havde et barn på seks måneder. Det var fattige nomader, som levede ude i bushen.
Al-Qaeda arbejder overalt i området, men er ikke ansvarlig for et bestemt område.
Al-Qaeda gruppen AQIM er formelt grundlagt i 2007. Den består af forskellige grupper af algeriske salafister, der har kæmpet mod styret i Algeriet, siden de flygtede fra borgerkrigen i Algeriet i begyndelsen af 1990’erne og slog sig ned i Malis nordlige ørkenområder.
Oprindeligt rettede de udelukkende angreb mod Algeriet, men deres medlemmer har været aktive i konflikter rundt om i verden. Gruppen har tjent store summer på et velorganiseret smuglernetværk gennem Vestafrika og til Europa. De begyndte først at gå efter internationale mål efter at de havde erklæret sig som del af det internationale Al-Qaeda netværk.
AQIM arbejder overalt i det besatte område, men er ikke ansvarlig for et bestemt område. Efter at kampene er begyndt, er der tegn på, at det især er dem som kæmper i frontlinien.
Selv om alle grupper af hellige krigere har indført skarpe regler for, hvad de lokale må og ikke må, så lever de islamistiske oprørere ikke selv op til loven. Der er talrige rapporter om voldtægter og tvangsægteskaber. Og børn bliver solgt til deres militsgrupper.
Kidnapninger
Al-Qaeda har brugt Malis ørken til at skjule kidnappede personer gennem mange år. Malis regering ignorerede problemet, måske fordi ørkenen var uoverskuelig, måske fordi de ansvarlige modtog bestikkelse, måske fordi de ikke ville prioritere en stor militæraktion mod Al-Qaeda, så længe gruppen ikke tog gidsler i selve Mali.
Gidslerne blev i begyndelsen taget i nabolandene Mauretanien, Niger, Algeriet og så langt væk som Tunesien.
Men i 2009 blev det først franske gidsel kidnappet i Mali, og siden er endnu seks gidsler kidnappet i slutningen af 2011, og de er stadig holdt fanget af Al-Qaeda.
Al-Qaeda har tjent store summer på at frigive gidsler. Officielt giver de europæiske lande ikke løsesum, men det er sket i Mali. Det har gjort det til en god forretning ikke kun for Al-Qaeda men også for almindelige kriminelle, som står for kidnapningerne og sælger gidslerne videre til Al-Qaeda.