Den amerikanske justitsminister Eric Holder. Foto: US Department of Education

SIKKERHED

Chancerne for, at det amerikanske retssystem får Kina til at udlevere fem officerer i den kinesiske hær til retsforfølgelse i USA for industrispionage, er lig nul.

Så man kan spørge sig selv, hvorfor det var vigtigt for den amerikanske stat gennem justitsminister Eric Holder at rejse anklager mod de mistænkte kinesere.

Og det er der rigtig mange eksperter, der spørger sig selv og hinanden om. Dels er USA ikke ligefrem kendt som et dydsmønster, når det kommer til overvågning af selv gode venner, dels er det vanskeligt at se, hvad USA vil opnå, når man netop ikke kan retsforfølge sagen. Tværtimod er der meget at tabe i forholdet til Kina, som sikkerhedspolitisk er blevet stadig mere anstrengt under Obamas præsidentskab.

Spændingerne i det østkinesiske hav har fyldt meget gennem det seneste år og så sent som i denne uge blev en storstilet energiaftale mellem Kina og USAs nye uven, Rusland, indgået. Aftalen om gasleverancer fra Rusland til Kina har været undervejs i årevis, men det var alligevel opsigtsvækkende, at den kom kun to dage efter det amerikanske træk. For som leder af Carnegie Moscow Center, Dmitri Trenin, skrev på Twitter i tirsdags, så er det "perfekt timing":

"Mens Xi møder Putin i Shanghai, sigter USA Kina-officerer på anklager om hacking og skubber derved Kina og Rusland endnu tættere sammen."

Hovedrysten er også, hvad beslutningen mødes med på den anden side af jordkloden hos Robert Daly, leder af The Kissinger Institute. Han tvivler sådan set ikke på, at anklagerne er gode nok. Han kan bare ikke se en pointe i, at de er blevet fremført:

"Ikke alene er sigtelserne nyttesløse i forhold til problemerne med cyberspionage, men sådan at udråbe kinesiske officerer til at være internationalt kriminelle vil også skade det militære samarbejde mellem landene," mener Daly.

Forsker i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik Liselotte Odgaard fra Forsvarsakademiet i København er enig. Den amerikanske udmelding ligner en "brøler".

"Kineserne er indigneret. De synes anklagerne er grove, fordi USA ikke selv står i vejen for at hacke sig ind i selv allieredes virksomheder. Som med sagen i Brasilien og det statslige olieselskab, Petrobras, som er blevet udsat for amerikansk overvågning. Man kan derfor roligt regne med, at Brasilien og formentlig også de øvrige BRIKS-lande bakker op om Kina i denne sag," siger Liselotte Odgaard.

Det er da heller ikke let at finde kommentatorer, der bakker op om den amerikanske holdning. Og heri skal man finde "brøleren". For skal man finde et motiv for fremgangsmåden, skal det nok være i indenrigspolitikken, hvor signalet viser handlekraft mod kineserne over for dem i USA, der mener, at Kina får for lang snor og bør sættes på plads af den amerikanske regering.

Det store spørgsmål er, om det her er måden at gøre det på. En enkelt Kina-kender peger på, at man jo kunne have anlagt et civilt søgsmål i stedet for at gå gennem strafferetten, når nu det handlede om private interesser.

Kina nægter ethvert kendskab til spionagen og har reageret med at aflyse et samarbejde mellem landene omkring cyberkriminalitet, og det er måske meget godt, da der tydeligvis er klar uenighed om, hvad der skal opfattes som kriminel spionage, og  hvad der ikke skal.

Vi har god spionage - jeres er dårlig

USA benægter ikke sin aflytning af andre landes virksomheder, som afsløret af Edward Snowden, men trækker i stedet for en linje mellem god spionage og dårlig spionage. Den gode - og moralsk korrekte - er ifølge USA den spionage, som har sikkerhedsformål. Altså, må den amerikanske sikkerhedsmyndighed, NSA, godt aflytte Petrobras eller kinesiske Huawei, fordi formålet er at passe på den amerikanske befolknings sikkerhed. Men man må ikke hacke sig ind på andre landes virksomheder og give oplysningerne videre til egne, nationale og konkurrerende virksomheder. Det er tyveri og dermed forkert.

Kina accepterer slet ikke den skillelinje og nægter i øvrigt de aktuelle anklager.

Sagen er netop eksempel på, hvor forskelligt USA og Kina ser på verden og på de internationale regler, som tolkes forskelligt. USA agerer ud fra en liberal frihedsdagsorden, mens Kina agerer ud fra en helt anden.

"Det her afspejler, hvor fundamentalt uenige de to lande er. Men Kina står ikke alene. Der er mange lande, der bakker op om, at man godt kan tolke verdens spilleregler på en anden måde, end USA gør det. USA påstår, at man kun spionerer af sikkerhedsmæssige årsager, men det holder ikke, og kineserne vil ikke acceptere, at de internationale regler tolkes, så de favoriserer det amerikanske system og ikke det kinesiske," påpeger Liselotte Odgaard.

Kineserne er i det hele taget træt af, at USA prøver at fremstille dem som umoralske, når amerikanerne selv spionerer på sine egne venner, og de accepterer ikke, at der skulle være en forskel på, om det sker af sikkerhedsmæssige grunde eller af kommercielle.

Industrispionage er da heller ikke et særsyn for andre lande. Selvom det officielt benægtes, påstår kilder over for Foreign Policy, at både franske og israelske aflytninger kommer disse landes kommercielle virksomheder til gode.

Selve spionagen er derfor ikke nogen overraskelse, men det er de amerikanske anklager og sigtelser.

Robert Daly mener, at det er udtryk for desperation, fordi USA netop ikke kan stille noget op og derfor vælger at gå efter at sætte Kina i skammekrogen og lade dem tabe ansigt.

Men det er en farlig strategi, mener han. For Kina betyder det at tabe ansigt meget mere end for amerikanerne. Mens USA fortsætter ufortrødent efter Snowdens afsløringer, er kinesernes fornærmelse over anklagerne ikke noget man skal tage let på, mener han.

China Dailys chefkorrespondent i Washington, Chen Weihua, giver Daly ret. USAs anklager lukker op for kinesisk gengæld på andre områder og siger, at USA ingen moralsk ret har til at anklage andre for spionage, når nu USA formentlig er den største spion af alle.

Det er nok for meget at påstå, at sagen om spionage har noget med Syrien at gøre, men tilfældigvis i denne uge skulle FNs Sikkerhedsråd stemme om en vigtig resolution, der fordømmer den syriske regering og som skulle give mulighed for at retsforfølge Bashar al-Assad for krigsforbrydelser. Rusland stemte, som ventet imod. Og det gjorde Kina også. De har ellers før ved den slags situationer undladt at stemme for ikke at skabe unødig diplomatisk bøvl.