DIN VERDEN

"Vi anerkender ikke de vantros system kaldet demokrati." Så klar var den pakistanske leder af Taliban, Hakimullah Mehsud, i sit budskab sendt til de pakistanske politikere, der er opstillet til valg lørdag den 11. maj.

I et brev forsikrede Hakimullah om, at der er beordret selvmordsangreb og anden terror over for de pakistanere, der vover sig ud til stemmeboksene for at sætte krydser. Ingen fingre lagt imellem: Taliban vil ikke have valg i Pakistan. Punktum.

Selvom mange mennesker allerede er blevet dræbt under den relativt undertrykte valgkamp, vil handlingen dog blive gennemført de fleste steder i landet, og uanset hvem vinderen bliver, vil det være første gang i Pakistans historie, at en demokratisk valgt regering overtager magten fra en anden demokratisk valgt regering siden uafhængigheden i 1947.

Terrortruslerne har dog haft sin virkning. Ikke alle - slet ikke det regerende og meget udskældte parti PPP - har vovet sig ud i en omfattende valgkamp. Forleden blev en søn til en fremtrædende politiker fra Benazir Bhuttos regerende parti, kidnappet af "skæggede" mænd, som menes at tilhøre en sunni-muslimsk seperatistgruppe. En af de mange ekstreme bevægelser, der hærger i landet, og som medlemmer af den politiske elite ikke har været sene til at udnytte, hvis det har kunnet holde dem på magten lokalt som nationalt. Med Talibans klare melding er det dog usikkert, hvor meget magten vil være værd i en fremtid, hvor problemet med islamisk ekstremisme ventes at være stigende.

Kina er bekymret over islamismen

Uanset hvem, der vinder valget, vil det være givet, at det mægtige naboland Kina kommer til at spille en afgørende rolle. Det vil kineserne om ikke andet sørge for, fordi Pakistan har en strategisk betydning, og fordi Kina selv kæmper mod islamismen internt.

"For Kina udgør den voksende islamisme et stort sikkerhedsproblem, ligeså stort hvis ikke større end for USA," siger internationalt anerkendte Kina-ekspert, Liselotte Odgaard, lektor og ph.d ved Forsvarsakademiet.

"Selvom Pakistan er nær strategisk partner, så ser kineserne også Pakistan som et land, der bærer ved til det islamistiske bål, fordi det pakistanske establishment har koblet sig på islamisterne og brugt Afghanistan som strategisk baghave. Det generer Kina voldsomt, fordi de også selv har problemer med islamisme i Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina, der grænser op til Centralasien og Pakistan. Problemet her bliver anset for et lige så alvorligt sikkerhedsproblem som Tibet-spørgsmålet."

Men modsat USA kunne Kina ikke drømme om at skælde ud på Pakistan i al offentlighed. Generelt er Kina interesseret i, at stater arbejder sammen uanset styreform. Om det er demokratiske eller autoritære eller religiøse regimer, som Vesten går op i, er ikke i centrum for kinesernes valg af samarbejdspartnere. Til gengæld er interne oprør og uroligheder et sikkerhedsproblem som Kinas regime ser som en central trussel mod regimets overlevelse.

Hvis Pakistan ikke får styr på islamisterne, så bidrager Pakistan til denne trussel fordi kinesiske islamister samarbejder med islamister i Central- og Sydasien og herunder i Pakistan.

Penge taler klarere end våben

Kina bruger økonomiske og andre strategiske incitamenter. For eksempel betaler Kina for udbygningen af havnen  i den vestpakistanske by Gwadar, der ligger ved indsejlingen til det strategisk vigtige Hormuz strædet. Og anden af den type støtte vil flyde i lind strøm til den givne pakistanske regering, der til gengæld forventes at udvise en hvis lydhørhed over for kinesiske interesser. Altså, er belønningen stor, hvis man gør som storebror siger. Og det er ikke et ligegyldigt løfte i et land med massive økonomiske problemer blandt andet, fordi kun 1 procent af den pakistanske befolkning betaler skat. Staten er med andre ord afhængig af andre indtægtskilder end de interne.

"Kina bryder sig ikke om, hvad de ser som aggressiv militært baseret  fremfærd, som Vesten har haft i området eller andre steder som i Nordafrika eksempelvis. Men det er ikke ensbetydende med, at Kina slet ikke gør noget. Deres kritik foregår bag facaden. Der er ingen tvivl om, at man fra kinesisk side lægger stærkt pres på Pakistan for at bekæmpe Taliban og andre ekstremister. Kina forsøger altså at omsætte sit økonomiske engagement til politisk indflydelse En pakistansk regerings overlevelse  afhænger blandt andet af, hvordan den klarer sig økonomisk og her spiller samarbejdet med Kina en betydelig rolle," påpeger Liselotte Odgaard.

De amerikanske droneangreb på pakistansk jord er heller ikke noget, som Kina ventes at bakke op om i FN, hvor USA og Kina traditionelt ser meget forskelligt på den internationale verdensorden og navnlig på, hvordan man opretholder den. Kina går meget op i staters suverænitet uanset styreform, mens USA's mål ofte helliger de midler, som bliver brugt og som kan have uhensigtsmæssige langtidseffekter. Selvom de to lande har samme interesse i forhold til islamismen, så er midlerne ikke noget, man er enige om. Problemet set med kinesiske øjne er, at droneangrebene og hele efterspillet ovenpå krigen mod terror i Afghanistan kan få den helt modsatte effekt end den tilsigtede, nemlig at flere og flere vælger islamismen som en protest mod ikke bare vestlige værdier, men måske også kinesiske interesser.

Pakistan i strategisk nøgleposition med ny havn

Med opbygningen af havnen i Gwadar vil Kina ikke kun styrke Pakistan, men også sin egen maritime position i Sydasien. Kina er ved at udbygge sin flåde og sit luftvåben , og Kinas strategiske samarbejde med lande som Pakistan, Bangladesh og Myanmar betyder, at Kina kan bruge disse kapaciteter til en øget tilstedeværelse til søs på østsiden såvel som på vestsiden af Indien.  

Problemerne mellem Indien og Pakistan er velkendte, men Kina har også længe været i strid med Indien over grænseområder og ikke mindst over Tibet, så den kinesiske opbygning her ses med voksende bekymring i Delhi. Det har fået Indien til at nærme sig USA og påkalde sig større støtte herfra, ikke mindst militært.

Og den er givet. I hvert fald foreløbigt på papiret. Præsident Obama har bedyret, at Indien står højt på hans dagsorden, og at USA vil søge at "re-balancere" sin politik i regionen og herunder prioritere en tilnærmelse til Indien. Kinas svar herpå er en optrapning af sin militære modernisering med henblik på at afskrække stater som USA og Indien fra at genere kinesiske interesser i for eksempel grænsestriden med Indien eller i forholdet til nabolandet Myanmar.

Tilbage i Pakistan er det sandsynligt, at sejren vil tilfalde den tidligere premierminister Nawasz Sharif, der leder den konservative muslimske liga PML-N og som blev fjernet ved et militærkup af Pervez Musharraf i 1999. Musharraf stiller selv op trods stor upopularitet, der blandt andet hænger sammen med hans hjælp til USA under krigen mod terror.

En joker i valget er den tidligere cricketstjerne Imran Khan, der er stormet frem med løfter om at bekæmpe korruption samt USAs droneangreb. Han har rejst landet rundt med en vision om en konservativ, islamisk velfærdsstat. Muligvis derfor har Taliban foreløbigt ladet ham være i fred.

Hvis du vil videre

Her et blogindlæg fra policymic.com, der fortæller om, hvordan Kina forsøger at bliver Pakistans nye bedste ven
http://www.policymic.com/articles/31719/china-wants-to-be-pakistan-s-new-best-friend-but-will-it-backfire

Her en leder fra Financial Times, der mener, at Pakistan er en langt større strategisk udfordring end Afghanistan
http://www.ft.com/intl/cms/s/0/7bc2e1c8-63c5-11e2-af8c-00144feab49a.html#axzz2SsVtXhHK

Mere om Nawasz Sharif og den generelle valgkamp i Pakistan. Her i Economist
http://www.economist.com/news/asia/21576668-after-14-years-exile-and-opposition-nawaz-sharif-expects-win-third-spell-prime?zid=306&ah=1b164dbd43b0cb27ba0d4c3b12a5e227

En dyberegående guide til det pakistanske valg med brugbar fakta
http://www.guardian.co.uk/world/2013/may/02/guide-to-the-pakistan-election

Om USAs planer for Indien her en rapport fra tænketanken Center for Strategic and International Studies
http://csis.informz.net/CSIS/data/images/130116_wadhwanichair_usindiainsight.pdf