DIN VERDEN

Når det handler om at forstå hvorfor både enkeltpersoner og stater handler som de gør, er det et godt udgangspunkt at se på, hvad de får ud af deres handlinger.

Set fra en dansk dagligstue en kold januardag kan det imidlertid være overmåde vanskeligt at se, hvad det store Rusland får ud at støtte Bashar al-Assads regime i Syrien og derved forhindre effektive internationale sanktioner.

Ikke mindst fordi Rusland sammen med Kina og Iran i vid udstrækning har isoleret sig med dette standpunkt på den internationale scene. Rusland og Kina har med deres vetoret forhindret FNs sikkerhedsråd i at vedtage en resolution, der kunne give legitimitet til en håndfast indgriben fra det internationale samfunds side.

Så hvad er det Rusland får ud af at støtte al-Assad? Måske ikke overraskende indeholder svaret såvel politiske, militære og økonomiske elementer.

Politisk set har Syrien haft en alliance med den russiske bjørn, der stammer fra sovjettiden. Alliancen mellem Syrien og Sovjetunionen opstod i 1970 efter at Bashar al-Assads far, Hafez al-Assad, overtog posten som landets præsident ved et statskup.

Under den kolde krig leverede Sovjetunionen våben til Syrien og støttede landet økonomisk. Samtidig har mange syrere – både militærfolk og civile – studeret i Sovjetunionen og senere Rusland og har derfor både professionelt og personligt bidraget til at knytte bånd mellem landene.

Ikke et nyt Libyen

Et centralt politisk tema for Rusland i forhold til konflikten i Syrien er at undgå et tvungent regimeskift som det skete i Libyen. For Rusland har nationalstatens suverænitet højere prioritet end humanitære hensyn og russerne ønsker ikke at se et FN-mandat, der set med deres øjne kan misbruges til en militær aktion til at rydde al-Assad af vejen.

I forhold til konflikten i Libyen valgte både Rusland og Kina at undlade at blokere for den resolution i FNs sikkerhedsråd, der dannede grundlaget for den efterfølgende NATO-mission. Her nedlagte de to lande ikke veto, fordi de grundlæggende set var enige i formålet med resolutionen nemlig at beskytte den libyske befolkning.

Mandatet i resolutionen var imidlertid så bredt formuleret, at der set fra et russisk synspunkt var indbygget en risiko for, at beskyttelsen af befolkningen ville skride i retning af en støtte til oprørerne i deres kamp mod regimet. En støtte der i sidste ende medførte Muammar al-Qaddafis fald og dermed en bekræftelse af Ruslands fordomme overfor de vestlige magters hensigter. I Rusland ses modstanden mod et FN-mandat til international indgriben i Syrien derfor ikke så meget som en støtte til al-Assad, men snarere som en rimelig handling for at forhindre USA og dets allierede i at ’gentage succesen’ fra Libyen.

Et andet politisk perspektiv for Rusland er risikoen for, at et Syrien efter al-Assad vil danne grobund for militant islamisme. Hvis Rusland i kraft af sin støtte til al-Assad bliver et prioriteret mål for hellige krigere efter regimets fald kan det få alvorlige konsekvenser fx i Nordkaukasus.

Flådebase og våbensalg

En konkret russisk militær interesse i Syrien er Ruslands flådebase i byen Tartus. Basen er en forholdsvis beskeden facilitet, der er beregnet til at genforsyne og reparere russiske flådefartøjer i forbindelse med kortere havneophold. Kun omkring et halvt hundrede russere er tilknyttet basen så spørgsmålet er, hvor betydningsfuld basen i Tartus i virkeligheden er?

I betragtning af, at flådebasen er eneste tilbageværende russiske militærbase uden for det tidligere Sovjetunionen, er der blevet gjort meget lidt for at holde den ved lige. Selvom Rusland tidligere har luftet planer om at modernisere og udvide basen, så har det endnu ikke manifesteret sig i konkret handling.

Og selvom basen måske hverken har den store militære relevans eller betydning, så skal dens symbolske værdi måske ses som det vigtigste. Både som et signal til omverdenen om Ruslands fortsatte tiltro til al-Assad og som en tillidsskabende foranstaltning for de russere, der bor i Syrien.

Basen kan i sidste ende blive deres vej ud af landet i det tilfælde, at Assad-regimet kollapser.
Samlet set er basen i Tartus således hverken ubetydelig eller helt afgørende, men blot en af brikkerne i Ruslands syriske skakspil.

En måske vigtigere brik er salget af våben til Syrien, som Rusland i vid udstrækning har fortsat, mens borgerkrigen har udfoldet sig. Våbensalg handler naturligvis om penge, men med den syriske økonomi, der bliver dårligere dag for dag, svinder al-Assads muligheder for at købe nye våben.

Selvom forretningen bliver dårligere, er russerne fortsat bundet af gamle kontrakter. Men årsagen til at Rusland holder fast i fortsat at levere våben til Assad-regimet handler måske ikke så meget om Syrien. Ved at stoppe våbenleverancerne til Syrien kan Rusland komme til at fremstå som en utroværdig leverandør overfor andre kunder med alvorlige konsekvenser for den russiske våbenindustri til følge.

Går Rusland hele vejen?

Ruslands udbytte af at støtte Assad-regimet er således en lidt grumset cocktail, der er blandet af historiske bånd, et ønske om at fastholde Syrien som en handelspartner samt en stabiliserende faktor i Mellemøsten med mulighed for russisk magtprojektion.

Spørgsmålet er så, hvor langt vil Rusland gå?

For hver dag, der går, og jo værre situationen bliver, desto mere upopulær vil Ruslands engagement i Syrien være. Allerede nu har Ruslands støtte til Assad-regimet gjort betydelig skade på de efterhånden gode relationer, Rusland i de senere år har fået opbygget med bl.a. Saudi Arabien. Hvis Rusland fortsætter i samme spor og Assad-regimet falder, vil den russiske bjørn stå meget dårligt i forhold til Mellemøsten og den arabiske verden.

Rusland har da også vist tegn på, at en plan B i forhold til Syrien kan være nødvendig. Således sagde den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov kort før nytår, at Rusland nu er klar til at tale med den Syriske opposition og har opfordret Bashar al-Assad til at gøre det samme.

Selvom Lavrov understregede, at dette tiltag ikke er ensbetydende med en anerkendelse af den syriske opposition, så ser det ud til, at Rusland nu ser Assad-regimets fald som en reel mulighed. For nylig satte viceudenrigsminister Mikhail Bogdanov ord på, da han indrømmede, at de syriske styrker i stigende grad mister kontrollen over stadig større områder.

Set i samme lys er det interessant, at Rusland netop nu forbereder en stor flådeøvelse, der bl.a. skal udfolde sig i den østlige del af Middelhavet med flere anløb til flådebasen i Tartus. Mest oplagt er flådeøvelsen en magtdemonstration og et signal til omverdenen om at holde sig væk. Men måske handler det i virkeligheden lige så meget om at være klar til at gennemføre en evakuering af russiske statsborgere fra Syrien, hvis regimet kollapser.

Uanset, hvad Rusland planlægger, så har den syriske opposition som udgangspunkt klart meldt ud, at de ikke ønsker at gå i dialog med russerne og forlanger en undskyldning for deres støtte til al-Assad.

Som den stærkeste internationale støtte til al-Assads styre er Rusland helt givet en nøglespiller i at finde en diplomatisk løsning. Kun fremtiden kan vise om der findes en dør i den syriske konflikt, der kan åbnes med den nøgle, Rusland har med.

Hvis du vil videre

Ruslands forhold til Mellemøsten

http://eng.globalaffairs.ru/number/Moscow-and-the-Middle-East-Repeat-Performance-15690

Interviewartikel: Hvorfor Rusland ikke vil give sig i forhold til Syrien

http://www.cfr.org/russian-fed/why-russia-wont-yield-syria/p28712

Øget risiko for militant islamisme i Rusland efter Assad-regimets fald

http://dr.ntu.edu.sg/bitstream/handle/10220/8836/RSIS1392012.pdf?sequence=1

Rusland klar til at tale med den syriske opposition

http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-20856646

Russisk flådeøvelse i Middelhavet

http://www.worldtribune.com/2013/01/03/russia-to-send-12-warships-for-exercise-near-coast-of-syria/

Sammenligning af konflikterne i Libyen og Syrien

http://scholarcommons.usf.edu/jss/vol5/iss2/10/

Rollen af den russiske flådebase i Tartus

http://nationalinterest.org/commentary/russias-syrian-base-potemkin-port-7200