SAMFUND

Ron Pundak indrømmer, at han er en form for idealist. Da han i sin tid i vinteren 1992 sammen med sin kollega og ven den israelske økonom, Yair Hirshfeldt, tog kontakt med den palæstinensiske økonom Abu Ala, var der langt mere end fred på dagsordenen.

”For mig er fred ikke en religion,” siger Ron Pundak, da jeg møder ham i haven i Tel Aviv, tyve år efter. ”Freden er kun et skridt på vejen til at bringe os så tæt på normalitet som muligt. For mig handlede det dengang, og det handler det stadig om, at forsøge at gøre Israel til en normal stat. En stat, der forstår, at vores naboer er vores ligemænd.”

Da han og Hirshfeldt indledte de hemmelige forhandlinger i Norge, var staten Israel 45 år gammel, 45 år med noget nær konstant krig. I en af dem, Yom Kipur krigen i 1973, blev Ron Pundaks storebror Uri dræbt.  Som historiker ved Ron Pundak i dag, at hvis Israels politikere dengang havde været mere lydhøre over for de signaler, der kom fra nabolandene - havde opfattet egypterne som ligeværdige partnere - kunne krigen have været undgået.

For Ron Pundak handlede forhandlingerne med Yassir Arafats PLO om at betragte palæstinenserne som ligeværdige partnere. Men uanset, at statsminister Yitzhak Rabin og udenrigsminister Shimon Peres underskrev Osloaftalen med Yassir Arafat i Washington i september 1993, så var de to israelske ledere ikke modne til at acceptere en sådan stat. De  satte deres navn under en aftale, der i princippet skulle føre til oprettelsen af en palæstinensisk stat, men begrebet ’Palæstinensisk stat’ stod ikke i aftalen, og da Israel indledte forhandlingerne om den såkaldte mellemperiode, der skulle have varet i fem år, fik forhandlerne klare instruktioner:

”Den besked, de israelske forhandlere fik umiddelbart efter Oslo-aftalen, var: ’Forhandl ikke om en palæstinensisk stat,” siger Ron Pundak. ”Israels regering gjorde i 1994-95 alt for at lægge en dæmper på forhandlingerne og på udviklingen i retning af en palæstinensisk stat. I stedet for at koncentrere sig om de elementer i Osloaftalen, der kunne have fremskyndet en proces, gjorde de det modsatte, lagde fokus på de elementer i aftalen, der forsinkede processen.”

Det passede ikke Ron Pundak og hans mentor, Israels viceudenrigsminister Yossi Beilin. De troede fuldt og fast på, at de kunne bevise over for den israelske ledelse, statsminister Yitzhak Rabin og udenrigsminister Shimon Peres, at palæstinenserne var til at stole på, og at det ville være til Israels fordel at nå hurtigst muligt frem til en palæstinensisk stat.

Så bag ryggen på regeringen fortsatte de med hemmelige forhandlinger. Viceudenrigsminister Yossi Beilin mødtes med Yassir Arafats højrehånd Mahmoud Abbas – kaldet Abu Mazen - der i dag er den palæstinensiske præsident.

Bag om den officielle forhandling forhandlede Yossi Beilin og Abu Mazen en fuldt færdig  skitse for rammerne for en løsning på konflikten. Dokumentet tog højde for alt fra grænser, deling af Jerusalem til fordeling af vandressourcer og sikkerhed for både israelere og palæstinensere. Men dokumentet så aldrig officielt dagens lys. Det lå på statsminister Yitzhak Rabins bord den dag - 4. november 1995 - han blev skudt og dræbt af en israelsk modstander af fred. Shimon Peres, der overtog statsministerposten efter Rabin, mente ikke, han kunne tage stilling til det, før han var blevet valgt til at lede landet. Og det valg, vandt han aldrig.

”En af årsagerne til, at Peres tabte valget i 1996, var, at Israelerne havde mistet troen på, at Yassir Arafat ville fred, for han tillod den palæstinensiske opposition imod freden at bruge terror. Muligvis var Arafat ikke modig nok, ikke stærk nok eller måske brugte han terroren som en del af sin taktik: Både at føre forhandlinger og tillade terror. Og desuden,” tilføjer Ron Pundak, ” talte Arafat to forskellige sprog om sine fremtidsønsker – ét, når han talte til det internationale samfund, der handlede det om fred – men et helt andet, når han talte på arabisk, der var Israel stadig den bitre fjende”.

Det fik israelerne til at stemme Benjamin Netanyahu til magten i Israel, og han gjorde efter Ron Pundaks mening alt for at skamskyde hele fredsprojektet.

Ikke desto mindre fortsætter selv Netanyahu processen: Indgår aftaler med Yassir Arafat og holder imod sin vilje processen kørende.

Så da Netanyahu falder, og Ehud Barak kommer til magten i 1999, åbner der sig en reel mulighed for at nå frem til konfliktens løsning.

Det er i den ånd, USAs Bill Clinton indkalder den såkaldte ’Anden Camp David konference’. Clinton ville gøre Jimmy Carter kunsten efter. I 1977 inviterede Carter Israels statsminister Menahem Begin og Egyptens Anwar Sadat til at mødes i Camp David, de spillede skak, gik ture og sluttede fred. Bill Clinton håbede i sommeren 2000 at kunne få den samme dynamik mellem Yassir Arafat og Israels statsminister Ehud Barak.    

Men det gik ikke. De to mødtes overhovedet ikke i de ti dage, de var i Camp David. Ehud Barak gav amerikanerne et tilbud om en permanent løsning, som Yassir Arafat afviste. Og da den israelske statsminister kom tilbage til Israel, erklærede Barak sin befolkning, at han havde gjort alt, hvad han kunne, at det var Yassir Arafat, der ikke ville tage imod tilbudet, og at Israel derfor ikke har en partner for fred.

”Det, at Camp David mislykkedes, og her lægger jeg hovedsageligt ansvaret på vores egen side,” siger Ron Pundak, ” medførte den anden Intifada. Intifaden medførte altings sammenbrud, og førte til den frygtelige mistro, som israelerne den dag i dag har til palæstinenserne, når de siger ’vi har ingen fredspartner’.”

Ron Pundak kan analysen af fredsprocessen sammenbrud på fingerspidserne. Men han selv har aldrig givet op.

I en årrække sad han som direktør for Peres Center for Fred, en institution der skulle fremme freden mellem de to folk. Pundak brugte blandt andet den platform til at fortsætte med at presse Israels ledere, og blandt dem Shimon Peres, til at turde tage et upopulært skridt og lede sit land og sige åbent og direkte til den israelske befolkning, hvad der skal til for at afslutte konflikten.

Men selv Peres, der i mellemtiden er blevet valgt til Israels præsident, en mand, der har fået Nobels Fredspris, er efter Ron Pundaks mening stadig bange for den kritik, der måtte vende sig imod ham, hvis han sagde sin mening, for eksempel at der aldrig kan blive fred uden at Jerusalem bliver til hovedstad i to lande

Det er aldrig lykkedes Pundak at overbevise Peres. Tværtimod har Shimon Peres altid været så bange for kritik, at han som præsident nærmest er gået bagover i et forsøg på at bevise, at han ikke nogensinde vil gå ind for en deling af Jerusalem.

Men Pundak og den lille gruppe fra Osloforhandlingerne, der stadig holder sammen, fortsætter utrætteligt med at forklare både de israelske ledere og den israelske offentlighed, at det er bydende nødvendigt, hurtigst muligt at nå frem til en aftale med palæstinenserne

”En aftale med palæstinenserne er bydende nødvendig for Israels fremtid. Enhver, der igennem tiden har troet, at man kunne gemme palæstinensernes fremtid til sidst og imellemtiden ordne Israels forhold til resten af nabolaget, har ikke fattet noget som helst. Enhver, der taler om, at det ikke er nødvendigt, at Israel trækker sig ud af den besatte Vestbred og, at der sagtens kan være én stat for både israelere og palæstinensere vrøvler - ganske simpelt,” slår Pundak fast.

”Der er tale om to nationer, der hver især stadig leder efter en national identitet, for overhovedet at kunne leve sammen, er vi nødt til først at blive skilt,” citerer Ron Pundak den israelske forfatter Amos OZ, der i årevis har talt om den israelsk-palæstinensiske konflikt som et ægteskab, der kun kan løses ved at bygge en mur tværs igennem ægtesengen.

”Først, når de to nationer har hver deres suveræne hjem, kan man begynde at tale som lige parter og om at indgå en form for union, der meget vel kan være bygget på modeller, som be-ne-lux eller EU,” siger Ron Pundak.

Siden processen brød sammen med den anden intifada i slutningen af 2000, har der kunne været et kort mulighedernes vindue for at nå  videre i processen. Det var under statsminister Ehud Olmert, der førte en lang række forhandlinger med palæstinenserens præsident Mahmoud Abbas og forstod, at Israel ikke kan tale sig ud af at betragte palæstinenserne som en nation med behov og rettigheder

”Det kunne have været begyndelsen til en forsoningsproces, der kunne have ført til en varig løsning,” siger Ron Pundak.

Han er bekymret især over de stemmer fra den israelske højrefløj, fra ministre i Benjamin Netanyahus regering, der taler åbent om at annektere Vestbredden og fuldstændig skrinlægge den model, Pundak har kæmpet for i tyve år.

Og Ron Pundak er skeptisk over for, hvorvidt Benjamin Netanyahu reelt vil tilbyde noget, der er bæredygtigt for palæstinenserne, når han siger, han går ind for to stater.

På den ene side er Pundak tilfreds ved tanken om Benjamin Netanyahu, der for 20 år siden ledte den politiske fløj i Israel, der var imod nogen form for forhandling og imod enhver form for en palæstinensisk stat, har ændret holdning, og nu forstår at Israel ikke kan blive ved med at holde millioner af palæstinensere besat. Men det er svært for ham at tro, at Netanyahu har forstået det, der er hans egent grundprincip, at man skal forhandle med palæstinenserne som ligeværdige partnere og anerkende deres behov.

Men så bliver han alligevel grebet af sine egne ord og af sin stædige optimisme:

”Måske jeg tager fejl. Måske Netanyahu alligevel vil,” siger Ron Pundak, ”og hvis han vil, så er jeg den første til at støtte ham i gaderne.”

Det nåede Ron Pundak ikke i sit liv Han døde i fredags 59 år gammel.

Mens Benjamin Netnayahu endnu tæller på fingrene, om han tør sætte sig tilbage til forhandlingsbordet, og risikere at hans regering revner.

(c) hf, 120414