DIN ØKONOMI

ANALYSE

Hvis Europa skal have gang i den økonomiske vækst, skal vi have integreret landenes finansielle sektorer med hinanden.

Så klart var budskabet fra europæiske topfolk, da man i sommer gik i gang med at udarbejde et udkast til en bankunion. Det er ikke mange måneder siden og dengang var alle lande enige om, at det var en god idé. Navnlig fordi man var så træt af døende banker, der skulle reddes i sidste øjeblik.

Men i praksis har det vist sig overordentligt svært at nå til enighed om, hvordan en sådan bankunion skal se ud. Selv det første skridt med et fælles tilsyn over alle banker i hænderne på Den Europæiske Centralbank (ECB) ser ud til at være for stort.

Hele manøvren har ellers til formål at spare os skatteydere for flere store udskrivninger til bankredninger i lande, hvor det nationale tilsyn har sovet i timen. Faktisk var det netop bankproblemerne i Spanien, der var hele årsagen til, at man overhovedet fik ideen til en bankunion. Med et fælles banktilsyn er det ambitionen, at man i tide skal kunne stramme tøjlerne over for især de store banker, der kommer ud af balance og dermed i fremtiden undgå en ny finanskrise.

Derfor var ideen især populær, da man stod med checken i hånden, men nu da samme håndsrækning har skabt mere politisk ro, er landenes regeringer knapt så villige til at finde sammen.

Kommissionsformand José Manuel Borroso ser bekymret til fra sidelinjen og frygter, at der har bredt sig en falsk fornemmelse af tryghed i Europa:

"Jeg er bekymret over, at ikke alle hovedstæder har den samme fornemmelse af tvingende nødvendighed, som de havde for nogle måneder siden. Men vi mener, at det vil være en fejl ikke forfølge det, som vi faktisk allerede er blevet enige om," sagde han på et pressemøde i sidste uge,

Embedsmændene i ECB går endnu videre og advarer om, at den nuværende politiske nølen kan medføre mistillid til det europæiske marked og dermed forværre vores konkurrenceevne i forhold til USA og Asien, hvor det går bedre med væksten.

Reelle uenigheder mellem meget forskellige lande

I næste uge skal EUs stats- og regeringschefer mødes for at drøfte sagen, men det er de færreste, der regner med, at man når frem til en aftale, idet der ikke er tale om spil for galleriet, men om reelle, fundamentale uenigheder:

a) Skal ECB overhovedet varetage tilsynsmyndigheden?
b) Hvordan skal beslutningerne træffes?
c) Skal alle banker store som små være med?
d) Hvilke rettigheder skal lande uden for euro-zonen have?

Den første uenighed handler ikke kun om, hvorvidt man ønsker at give 23 mænd i Frankfurt hånds og halsret over vores lånemuligheder som enkelte borgere. Bag ved splittelsen, der har Tyskland og Frankrig på hver sin side, ligger det faktum, at de to landes finansielle strukturer er vidt forskellige. I modsætning til det mere centraliserede Frankrig har Tyskland en masse små, regionale sparekasser, som landet helst selv vil føre tilsyn med.

"Det bliver meget svært at få den tyske bundestag med på et overnationalt tilsyn af alle tyske banker," sagde finansminister Wolfgang Schäuble i tirsdags til sine europæiske ministerkolleger og fortsatte: "Ingen tror på, at ECB er i stand til at overvåge alle 6.000 banker i unionen."

Selvom ECB har protesteret over denne nedvurdering af deres kapacitet, er bekymringen reel, for en ting er, at få øje på en nødlidende spansk bankgigant som Santander, noget andet er at lægge samme tilsynsstandarder over eksempelvis en tysk lokalbank - eller Tønder Bank for den sags skyld.

Blandt de helhjertede tilhængere finder man det afgørende, at bankunionen ikke ender i et system, hvor ECB kun fører tilsyn med de store banker. Det kan give investorer en fornemmelse af, at der er forskel i risiko afhængig af, hvilken bank man går til og som sådan skabe "perverse effekter", som en EU-ekspert udtrykker det, forstået på den måde, at hele manøvren jo netop sigter efter en ensartet behandling og garanti uanset, hvem man går til.

Tyskland står ikke alene med sine bekymringer. Især landene uden for euro-samarbejdet vånder sig ved udsigten til at skulle underlægge sig et tilsyn, hvor de ikke har samme indflydelse, som de 17 i eurozonen. Sverige er det land, der er gået længst i sine protester og mener, at der skal en traktatændring til, hvis landene uden for eurozonen skal afgive tilsynsmagten til en central institution. Sådan en traktatændring kan tage flere år og så kan det hele måske være lige meget, siger tilhængerne.

Danmark lurepasser på spørgsmålet og vil først sige til eller fra, når man er nået længere frem i processen, men har allerede nu indgivet et ønske om at få en nødbremse med sig ind i ECBs styreråd - de 23 mænd i Frankfurt. De danske banker er positive over for et fælles tilsyn, men til gengæld åbent bekymret over, hvordan markedet vil reagere, hvis Danmark beslutter at stå helt udenfor.

Og så er der Storbritannien...

Lige nu er det Tyskland, der tager sværdslagene, men uanset hvor langt tyskerne når med deres indvendinger, så lurer Storbritannien lige om hjørnet. For er der noget, der adskiller Storbritannien fra resten er Europa, så er det på de finansielle strukturer.

En bankunion giver mening på kontinentet, fordi 70 % af finansmarkedet i Europa består af banker i modsætning til i USA, hvor man har et mere broget finansielt marked og dermed også et større udbud af finansieringsmuligheder. Dette er især vigtigt for iværksætteri og dermed også for vækstmulighederne. Groft sagt har banker i krisetider en tendens til at være mere påpasselige end andre pengeudbydere. I Danmark har det eksempelvis længe været et problem for iværksættere og dermed væksten, at der ikke er mange finansieringsmuligheder, hvis banken først smækker kassen i. Faktisk er Europa rigtig dårlig til at skabe nye virksomheder, der kan vækste og skabe arbejdspladser. (se faktaboks)

Briterne - og irerne - har finansmarkeder, der minder om USAs og derfor er det usandsynligt, ja, nærmest utænkeligt, at Storbritannien vil gå med i en bankunion, der samtidig fører til finansmarkedernes integration. De vil næppe lade sig trække "ned" i niveau.

Derfor har Storbritannien krævet dobbelt flertalsafgørelser for et nyt tilsyn. Det er uklart, hvordan briterne mener dette skal fungere i praksis og i hvilken instans, men uanset hvad, er det umiddelbare svar fra Tyskland og Frankrig et blankt nej.

Det britiske krav har dog ikke været diskuteret særlig meget. Endnu. Briterne selv regner med, at man vil gemme denne godbid til sidst i forhandlingerne for i sidste ende at kunne give de EU-skeptiske briter skylden for, at også det her forsøg på yderligere integration gik i vasken.

Hvis du vil videre

Kommissionsformand Manuel José Barroso frygter, at de enkelte landes nuværende selvtilfredshed vil kunne spænde ben for en bankunion, der netop handler om at undgå en ny finanskrise i fremtiden. Læs mere her i New York Times

http://www.nytimes.com/2012/11/29/business/global/29iht-supervise29.html

Manuel José Barroso er ikke spor i tvivl om, hvad der skal gøres, hvis Europa skal undgå en ny finanskrise og i første omgang bare komme ud af den nuværende vækstkrise. Her er hans visioner for en finansunion.

http://www.europeanvoice.com/article/imported/barroso-sets-out-his-economic-vision/75814.aspx

Og her flere detaljer og argumenter for en større integration af de europæiske finansmarkeder

http://ec.europa.eu/economy_finance/eu/integrating/index_da.htm

En bankunion er første skridt til en finansunion, som i realiteten er en politisk union. En nødvendighed for dem, der helhjertet tror på EU-projektet, men en rød advarselslampe for andre. Mere om det i Dagbladet Information.

http://www.information.dk/310845

Samlet set er Financial Times den bedste kilde til mere viden om bankunionens genvordigheder. Her to brugbare links om samme emne.

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/ae18eb32-3e03-11e2-93cb-00144feabdc0.html#axzz2EAFXKclk

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/ff49e296-3e34-11e2-829d-00144feabdc0.html#axzz2EAFXKclk