En egyptisk mand afgiver sin stemme ved en skole i Kairo. Næsten hundrede procent stemte ja, men kun omkring 38 procent stemte overhovedet. Foto: Flemming Weiss Andersen

POLITIK

KAIRO/KØBENHAVN

”Jeg stemmer ja, selv om jeg ikke har læst den. Jeg er led og ked af det evindelige kaos, nu må vi have orden og komme videre. Og de siger i medierne, at det er en god forfatning. Jeg kan godt lide, at mænd og kvinder får samme rettigheder. Ligesom i USA.”

Samira Abdel Hadi på 28 år, hjemmegående husmor siger det, som formentlig mange egyptere tænker. Der skal orden i kaos igen i Egypten, og så er det mindre vigtigt, om den netop overståede folkeafstemning om en ny forfatning levede op til gængse demokratiske principper.

General Abdel Fatah al-Sisi, der sidste år tog magten fra den folkevalgte islamist, Mohammed Morsi, udskrev folkeafstemning om en ny forfatning, der skal gøre op med den forfatning, som Morsi fik igennem i sin korte regeringstid efter Hosni Mubaraks fald.

Ifølge forfatningskomiteen selv er den største forskel, at den islamisering af staten, som 2012-forfatningen lagde op til, er renset ud, og religionens rolle i samfundet er blevet svækket. Egypten beskrives nu som en ”civil” stat, frem for som en ”religiøs stat”, og der lægges vægt på medborgerskab og religiøs ikke-diskrimination som fundamentet for at være egypter.

Forfatningskomiteens talsmand siger også, at det nye udkast er mere sekulært og rationelt i sin tone, at det forsøger at være mere oplyst og tolerant, og at det i højere grad sikrer menneskerettigheder og personlige frihedsrettigheder. Eksempelvis er retten til trosfrihed nu gjort ”absolut” - i 2012-forfatningen var den kun ”garanteret”.

Det er dermed også blevet lovligt IKKE at tro – altså at være ateist. Men det er stadig kun de monoteistiske religioner - jødedom, kristendom og islam - der har lov at bygge templer, kirker og moskeer. Så man må altså tro, hvad man vil – men kun dyrke kristendom, jødedom og islam offentligt.

I vestlige ører lyder det nye forfatningsudkast langt hen ad vejen som sød musik, og der har da heller ikke været mange politiske protester fra verdenssamfundets side over den helt åbenlyse mangel på modkampagne. Bortset fra afdæmpede protester i eksempelvis britiske medier, der advarer imod den nye "militære populisme".

Afstemningen handler da heller ikke så meget om den konkrete forfatning, men snarere om en generel godkendelse af General Sisis lederskab. Derfor har der også været en del fokus på valgdeltagelsen. Under Morsi deltog 33 procent i valghandlingen, og 66 procent af dem sagde ja, mens det ser ud til, at omkring 38 procent har deltaget denne gang. Op mod 98 af dem stemt ja, men spørgsmålet er, om valgdeltagelsesprocenten er høj nok til at fastslå en legitimitet af General al-Sisis militærstyre.

Ikke kun islamister var imod ny forfatning

Nej-sigerne har ikke fået et ben til jorden under valgkampen. Godt nok har flere egyptere til alverdens medier givet udtryk for deres utilfredshed og åbent erklæret, at de ville stemme nej eller boykotte afstemningen, men der har ikke været nej-plakater eller nej-annoncer i TV eller for den sags skyld en fri presse, som afbalanceret har gengivet nej-synspunkterne.

"Nej," siger tilhængerne af den stadigt fængslede Mohammed Morsi og tilhængere af Det Muslimske Broderskab. Men også sekulære liberale grupperinger som 6. april bevægelsen er med på nej-holdet, og den var en af drivkrafterne bag demokratibevægelsen i 2011, som indledte protesterne mod Hosni Mubaraks styre.

Og der er da også flere passager i den nye forfatning, der kan få ægte demokratiforkæmpere op af stolen. Eksempelvis tillader forfatningen, at militæret får en særstatus og kan retsforfølge civile ved en militærdomstol. Det præciseres, at dette kun kan ske, såfremt den civile forbryder sig mod militærets institutioner, men det er et vidt begreb i et land som Egypten, hvor militæret er så stort og spiller så afgørende en rolle for mange i samfundet. Ordningen er tidsbegrænset otte år ud i fremtiden og kan vel siges at være en slags fortsættelse af den undtagelsestilstand, som Mubarak baserede stort set hele sin 30-årige regeringstid på.

Ellers er forfatningen ikke en nyskabelse, men mere en tilbagevenden til tiden før Mubarak, nemlig mere i Gamal Abdel Nassers ånd. General al-Sisi har også castet sig selv i retning af det moderne Egyptens landsfader, der ligeledes kom til ved et militærkup og bragte en meget liberal, dog nationalistisk ånd over Egypten. Den ånd appellerer bredt til et land med stor national stolthed og som traditionelt nærer tillid til sit militær. Måske fordi militæret er den eneste institution, der har sikret en større sammenhængskraft i nyere tid. I hvert fald større end den, Det Muslimske Broderskab nåede at etablere.

Islamister er lovløse terrorister

I dag er Det Muslimske Broderskab stemplet som en ”terrororganisation”. Langt over tusind af dets medlemmer og støtter er blevet dræbt, mange flere er blevet arresteret, og stort set hele den øverste ledelse – inklusive Mohamed Morsi - sidder fængslet for anklager, som kan give dødsstraf.

Det er helt i orden, mener flere menige egyptere. Som eksempelvis Faris Khalil, der betegner broderskabets folk som en bunke forbrydere:

”Det er sund fornuft og nødvendigt at fare hårdt frem. Landet skal på fode igen, og enhver, der går ud i gaderne og protesterer, er terrorist. For mig er det helt fint, hvis de alle sammen ender i fængsel. Det er dér, de hører hjemme.”

Faris Khalil var blandt de millioner af Egyptere, som i sommer bad til, at militæret ville skride ind og frelse landet fra ”islamisternes tyranni”. Mere fredelige egyptere ønsker sig bare lidt fred og måske dermed en mulighed for at komme ud af landets økonomiske morads.

Protestdemonstrationer koster hver eneste uge mindst to-tre dræbte, der er daglige optøjer på universiteterne, flere end 350 politifolk og soldater er blevet dræbt i bombeangreb eller skudkampe, siden al-Sisi, afsatte Morsi, og der er stadig bred, folkelig opbakning til regeringens såkaldte ”krig mod terror”.

Men tvivlen er begyndt at indfinde sig. For ”terroristerne” er ikke længere begrænset til Det Muslimske Broderskab. Nu omfatter det alle de politiske modstandere.

Mange frygter, at Egypten igen er ved at blive en politistat som under Hosni Mubarak. Indenrigsministeriet er tilbage i sin gamle rolle som det mest magtfulde ministerium, og dets talsmand sagde for nylig, at det bør medføre dødsstraf at organisere støttedemonstrationer for den tidligere præsident samt koste fem års fængsel for at deltage og det samme for at viderebringe Broderskabets synspunkter.

På den baggrund er det måske nok mere end svært at opfordre til at stemme andet end "ja" til generalen. Navnlig hvis flere modstandere har gjort som den 31-årige ingeniør Ahmed Gaber:

”Jeg boykotter afstemningen. Hvis man deltager, støtter man morderen general al-Sisi og bifalder drab på uskyldige civile. Vi fik en forfatning under præsident Morsi, som var god, hvad skal vi med en ny? Den er en katastrofe, den baner vejen for et militærdiktatur og udraderer Egyptens islamiske identitet.”