DIT OVERBLIK

Løkke kræver lettere kår for erhvervslivet

Oppositionslederen meldte sig i den forgangne uge ind i den politiske kamp for at skaffe mere vækst til Danmark. Venstres formand kræver, at regeringen udsteder en garanti mod flere "byrder" på erhvervslivet.

Det er første gang, at Lars Løkke Rasmussen melder så klart ud om sine prioriteringer forud for forhandlinger om en kommende vækstpakke. Den skal blandt andet sikre Danmarks konkurrenceevne.

Regeringen har reageret forholdsvist positivt på opfordringen, der blev ledsaget af et løfte om et "fredeligt forår", men statsministeren vil ikke udstede en egentlig garanti, selvom Løkkes krav kun gælder for indeværende valgperiode.

"Vi garanterer ikke noget. Jeg har sagt, at vi ikke ønsker at hæve skatter og afgifter. Det er ikke det, vi har brug for i Danmark nu," sagde Helle Thorning-Schmidt.

Landets virksomheder har længe klaget over indførelsen af nye byrder, der sætter dem bagud i den internationale konkurrence.

Lars Løkke Rasmussens egen statsministertid fra 2009 til 2011 var ingen undtagelse. Her blev der ifølge Skatteministeriet indført eller forhøjet over 100 skatter og afgifter over for erhvervslivet. Nogle af dem – som fedtafgiften og iværksætterskatten – er først blevet fjernet efter regeringsskiftet.

Venstres tidligere regeringspartner, De Konservative, kalder Løkkes markering for uambitiøs og vil ligesom LA gå længere endnu med en decideret sænkning af skatter og afgifter. Omvendt melder Enhedslisten klart pas og advarer samtidig om at indgå en aftale med Venstre:

"Det vil være ufatteligt dumt på den måde at give Venstre fuldstændig magt over den økonomiske politik. Regeringen gør det selvfølgelig vanskeligere for sig selv at lave en finanslov med os, hvis den lader Venstre diktere, hvor pengene skal komme fra," lød advarslen fra Enhedslistens gruppeformand Per Clausen.

Hvis du vil videre

Lars Løkke Rasmussens udspil blev lanceret i Politiken

http://politiken.dk/politik/ECE1901104/loekke-vil-totalfrede-erhvervsliv-frem-til-valg/

Erhvervslivet jublede

http://politiken.dk/erhverv/ECE1901293/erhvervslivet-loekkes-forslag-er-saerdeles-fremragende/

De Konservative kalder forslaget for uambitiøst

http://www.b.dk/politiko/barfoed-loekkes-udspil-er-uambitioest

Thorning tager positivt imod, men melder pas på garantier

http://www.b.dk/politiko/ingen-garantier-til-erhvervslivet-fra-thorning