DIT SAMFUND

”Lige meget hvor meget man investerer, ligegyldigt hvor meget man ønsker forandring: Man får ikke resultater, hvis man ikke mobiliserer lærerne i kampen for bedre uddannelse. Vi taler ikke dårligt om lærerne, og vi bruger dem ikke som politisk boksebold.”

Ordene er Dalton Mcguintys, og hvis navnet ikke lige ringer en skoleklokke, så er det fordi vi skal en tur til Canada og deltstaten Ontario, hvor han er premierminister.

I disse dage tænker han nok mere end sædvanligt over sine egne ord, for han er endt i et slagsmål med lærerne om lønninger og arbejdsforhold, der lige nu ser ud til at kunne ende med lærerstrejker og regeringsindgreb mod dem.

Men ser vi bort fra de helt aktuelle stridigheder, så er Ontarios skolesystem et eksempel på en vellykket skolereform, og den er i høj grad gennemført sammen med lærerne og ikke på trods af dem.

Den vender vi tilbage til. Først en tur hjem hvor regeringen i den forgangne uge præsenterede sit bud på en reform af folkeskolen, selv om udspillet delvis druknede i nu tidligere kulturminister Uffe Elbæks exit.

Lad os tage hovedpunkterne:

• Flere timer. Mange flere. I udskolingen 37 timer om ugen, i de mindste klasser 30 timer om ugen og i mellemskolen 35 timer om ugen.
• Mere dansk og matematik fra 4. klasse og resten af skoletiden.
• På nogle klassetrin flere praktiske fag og mere gymnastik.
• Engelsk fra første klasse.
• Særlige aktivitetstimer – det kan være leg og bevægelse, lektiecafé eller noget helt andet, og det vil ikke nødvendigvis være læreruddannet personale, der står for dem.

Lærerne skal undervise mere og være mere på skolen. Det vil gå ud over vores forberedelsestid, lyder reaktionen, lige som mange lærere advarer mod den lange skoledag.

Reform er dårlig timing for lærerne

En del af kritikken er reel, men faktisk ligger der i en stor del af udspillet også en imødekommenhed over for lærerne, blandt andet med et markant løft af efteruddannelsen og rekrutteringen af 40 læringskonsulenter, der skal kunne hjælpe til de steder, hvor det ikke går godt.

Problemet er, at udspillet kommer kort før lærernes overenskomstforhandlinger med Kommunernes Landsforening, KL. Og i reformtankerne ligger altså, at lærerne skal arbejde mere og være langt mere fleksible i deres fordeling af tiden end i dag.

Med andre ord: Regeringen har givet KL de bedste kort på hånden i overenskomstforhandlingerne, når lærerne skal presses. Det er ikke opskriften på at skabe begejstring hos den gruppe, der skal bære reformen igennem.

Løft af de svageste er mulig

Og netop lærernes gode vilje er helt nødvendig, når skolereformer skal gennemføres, viser erfaringer fra to af de steder, hvor det er lykkedes: Ontario og – meget længere tilbage – Finland. Ontario først.

Meget af skolesystemet i Ontario ligner det, som regeringen har med i sin reform: En lang skoledag afbrudt af perioder med bevægelse og konsulenter fra ministeriet, der hjælper de skoler, der klarer sig dårligt.

Og det har virket. Ontario har – modsat de fleste andre undervisningsministerier – satset benhårdt på de svageste elever. For mindre end ti år siden klarede børn af fattige og indvandrere sig markant dårligere end børn af veluddannede indfødte canadiere, ganske som tilfældet er i Danmark.

I dag er Ontarios skolesystem ifølge flere målinger verdens bedste til at løfte de svage elever. I internationale sammenligninger klarer Ontario sig næsten lige så godt som de skolesystemer i Asien, der satser lige så benhårdt på eliten og udskiller de svageste elever undervejs.

Finnerne ligger i top

Finland kommer i de samme målinger også ud helt på toppen, og det er med et undervisningssystem, der på en række områder afviger fra både de øvrige nordiske lande og fra Ontario.

Her har det nuværende skolesystem flere årtier bag sig – økonomiske kriser har gjort, at der ikke har været råd til at ændre nævneværdigt. Og heller ikke rigtig lyst. Det fungerer nemlig, hvis man ser på elevernes faglige niveau, som er i top.

Fordelen har været – siger de finske lærere – at manglen på reformer har givet lærerne ro og autoritet i deres rolle, evne til at modstå diverse pædagogiske modebølger og tid til at rekruttere og udvikle lærerne uden at skulle tage hensyn til politikere på stemmejagt.

I Finland er der stort set ingen privatskoler, der er ingen nationale test med efterfølgende offentlig udhængning. Der er derimod ret konstante evalueringer, der bruges internt til forbedringer og udvikling af den enkelte lærer.

Canadiske og finske lærere har høj status

Hvad har Finland og Ontario så til fælles? Respekten om lærerne. I begge skolesystemer rekrutteres lærere fra universitetsniveau, og det er kun de bedste, der kommer ind. Lønnen er pæn – særligt til lærere med lang anciennitet – men først og fremmest nyder lærerne godt af en høj status og tillid i befolkningen.

Med andre ord har begge skolesystemer adgang til nogle af landets bedste hjerner og tager dem og deres uddannelse alvorligt. Og det virker.

Overraskende? Ikke for nogle af verdens førende forskere inden for undervisningskvalitet. Ifølge dem er det hverken klassestørrelser, test eller differentieret undervisning, der gør forskellen. Det er læreren.

Og derfor bliver det afgørende for en ny skolereforms succes, at den har opbakning fra lærerne, og at undervisningssystemet – det vil i virkeligheden sige både politikere, embedsmænd, elever og ikke mindst forældre – til gengæld bakker lærerne op og hjælper dem til at påtage sig den rolle det er, at uddanne og danne de næste generationer.

Hvis du vil videre

Det danske undervisningsministeriums udspil

http://uvm.dk/I-fokus/Goer-en-god-skole-bedre/Laes-udspillet-Goer-en-god-skole-bedre