POLITIK
Betydningen af et historisk håndtryk
Mindehøjtideligheden for Mandela vakte opsigt på flere punkter. I Danmark var folk mest optaget af at diskutere statsministerens "selfie", mens amerikanerne og især eksilcubanerne fik spekuleret i, hvad et håndtryk mellem en amerikansk præsident og en cubansk ditto mon kan betyde for de to landes fremtidige relation. Set gennem Mandelas ånd af forsoning samt USA's nylige forhandlinger med Iran.
Måske var det bare for at undgå unødig pinlighed til en stor mands begravelse. Eller lå der mon noget dybere i det?
Barack Obama har selv nægtet at svare på, hvorfor han gav hånd til Cubas Raúl Castro under mindehøjtideligheden i Soweto for Nelson Mandela, og derfor har medier og kommentatorer siden haft travlt med at fylde svaret ud selv.
I Miami havde en 38-årig eksilcubaner, Rafael Ruiz, ikke meget mere end et skuldertræk til overs for optrinnet. Der varede (kun) i syv sekunder, men er allerede nu blevet forlænget til adskillige analyser og spekulationer verden over. Ruiz så det ikke selv direkte, men havde meget hurtigt dannet sig en mening om situationen, da han hørte om den:
"Jeg tror ikke det betyder ret meget andet end en velopdragen gestus," betroede han den spanske avis El País fra sin nye hjemby, Miami.
Lige nøjagtigt det - en gestus - er hvad republikanske politikere og andre eksil-cubanere bestemt ikke ser på med milde øjne. Kritikken har været højlydt: Man giver ikke hånd til en statsleder, hvis hænder er fyldt med blod, lyder forargelsen.
Men selv blandt eksilcubanerne har denne gang lydt håb om, at der trods alt er ved at ske en optøning af relationerne, der i snart 60 år har ligget i den kolde krigs dybfryser. Ikke underligt bliver håndtrykket med Fidel Castros lillebror set i sammenhæng med Obama-regeringens forhandlinger med en anden arvefjende, nemlig Iran. Foregår der også hemmelige forhandlinger med det kommunistiske Cuba?
Forhåbentlig ikke, lyder det fra den amerikanske opposition, der i forvejen har meget lidt til over for Obamas udstrakte hånd til Iran og løse strategi over for Assad-regimet. Hvad bliver det næste, et te-selskab med Nordkorea, spørger republikaneren, Latinamerika-kenderen og tidligere USAid leder under George Bush, Paul Bonicelli. Han mener, at håndtrykket er med til at tage håbet fra de politiske fanger og deres familier, der lige nu lider under Castros diktatur.
Det var ikke bare en velopdragen gestus i hans optik, for det varede for længe og så alt for venligt ud til blot at være sket for at undgå en akavet situation.
"Det er fair at påstå, at Obama gerne ville have Castro, verden og både demokrater og republikanere hjemme til at vide, at han har tænkt sig at ændre USAs position og behandle Castro, som han har behandlet Irans præsident Hassan Rouhani," skriver Bonicelli i Foreign Policy, hvor han advarer Obama mod den forsonlige stil, han har anlagt sig:
"Obama er overbevist om, at han med sin personlighed og strategi med udstrakte hænder vil røre hjerterne og ændre sindene på brutale diktatorer, som har fået magt ved at dræbe og undertrykke modstandere. Han tager fejl og det har Rouhani, Kim, Morsi og al-Assad allerede demonstreret og det vil Castro sikkert også snart bevise."
Optimisme blandt eksil-cubanere
Formand for eksil-Cubas kristendemokrater, Marcelino Miyares Sotolongo, er dog knap så negativ. Han har bestemt et håb om, at symbolikken i det berømte håndtryk kan materialisere sig til reelle fremskridt i det amerikansk-cubanske forhold.
"Det er i høj grad isoleringen af Cuba, der har ført til, at de interne forhold ikke er forbedret. Styrets største retfærdiggørelse af undertrykkelsen har altid været frygten for en "yankee"-invasion. Den er aldrig kommet og den kommer heller aldrig," siger Marcelino Miyares til El País.
Han påpeger, at Havana, navnlig efter Hugo Chavez' død, har en klar fornyet interesse i at søge relationer med omverdenen. Venezuelas enorme økonomiske problemer gør det fremover svært at opretholde bare en nogenlunde levestandard i Cuba, så meget snart skal styret se sig om efter andre at handle med, hvis landets befolkning overhovedet skal overleve.
Her kan man igen sammenligne med Iran og landets ligeså håbløse økonomiske situation. Både Iran og Cuba er økonomisk i lande i knæ og derfor lette at forhandle med.
Men hvad sker der, når begge lande igen står op med fornyet kræfter? Barack Obams udenrigspolitik lander igen i et spørgsmål om grundlæggende tillid. Eller det modsatte.
Hvis du vil videre
El País har talt med flere eksilcubanere og selvom nogle er fortørnede over håndtrykket, så er flere af dem også langt mere positive end Obamas opposition.
http://internacional.elpais.com/internacional/2013/12/11/actualidad/1386716621_319301.html
Paul Bonicellis kommentar i Foreign Policy, hvor han tager afstand fra Obamas gestus, som han kalder for "et slag i ansigtet" på de cubanere, der lige nu lider under diktaturets udnertrykkelse.
Reportage og analyse fra Soweto her set gennem New York Times, hvor man også selv kan se videoen, hvor Obama hilser på Raúl Castro