POLITIK

Udfordreren er 63 år, anses af mange for at være en fornyer og appellerer til millioner af unge. Hans hovedmodstander er 20 år yngre, men repræsenterer status quo. Dette er et af de paradokser, som Indiens næsten 815 millioner vælgere står over for, når de mandag begynder at stemme ved et fem uger langt parlamentsvalg, der anses for at være et af de vigtigste i flere årtier.

Den midaldrende valgfavorit hedder Narendra Modi og har siden 2001 ledet delstaten Gujarat. Han er premierministerkandidat for det hindunationalistiske Bharatiya Janata Party (BJP), der forsøger at erobre regeringsmagten fra en koalition anført af Kongrespartiet – den dominerende faktor i indisk politik siden uafhængigheden i 1947.

Modis far solgte te fra en beskeden bod, og han stammer fra en relativt lav plads på rangstigen i det rigide kastesystem, der fortsat gennemsyrer det indiske samfund. Ikke desto mindre er han nået til tops. Modi har aldrig stiftet familie, men har viet sit liv til politik. Han har ry for at være ukorrupt og har stået i spidsen for økonomisk fremgang i Gujarat med tocifrede årlige vækstrater. Kritikere mener dog, at fremgangen ikke har hevet de laveste samfundslag med op – og at Modi ofte har vist autoritære tilbøjeligheder i sin regeringsførelse.

Det er netop hans erhvervs- og investeringsvenlige politik og løftet om at bekæmpe korruption, der appellerer til mange millioner vælgere. I det altoverskyggende spørgsmål om økonomien repræsenterer Modi og BJP et nok så attraktivt alternativ til den siddende – og af Kongrespartiet dominerede – regering, der med den aldrende og snart pensionerede premierminister Manmohan Singh i spidsen har tabt pusten. Indiens økonomiske vækst er aftaget markant, og en række korruptionsskandaler har skadet regeringens omdømme.

Repræsentanten for denne lidet populære form for status quo, er Kongrespartiets kronprins, den 43-årige Rahul Gandhi. Han er fjerde generation i det magtfulde dynasti, der får f.eks. Kennedy-klanen til at tage sig ud som døgnfluer. Rahul Gandhis oldefar, Jawaharlal Nehru, ledte Indien i 17 år efter uafhængigheden, farmoderen Indira Gandhi ville nok have siddet på premierministerposten endnu længere end Nehru, hvis hun ikke var blevet myrdet, og faderen Rajiv Gandhi steg også helt til tops, inden en selvmordsbombe gjorde det af med ham.

I betragtning af de forudgående generationers voldsomme endeligt er det måske ikke underligt, at Rahul Gandhi længe holdt sig fra politik. Han har da heller ikke formået at overbevise inderne om, at han virkelig ønsker magten. Ikke desto mindre leder han Kongrespartiets valgkampagne, dog uden at være formelt udnævnt til premierministerkandidat – dette måske for at beskytte ham, hvis partiet lider det forventede sviende nederlag.

Skyggen fra Gujarat-massakren

Modi er derimod sit partis ubestridte kandidat til at lede Indien, om end en nok så kontroversiel en af slagsen. For han sad også på magten i Gujarat i slutningen af februar 2002, da over 1.000 mennesker – fortrinsvis muslimer – mistede livet i et blodbad foranstaltet af hinduekstremister.

Modis kritikere siger, at han kunne have standset myrderierne, hvis han havde ønsket det. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch er der ikke alene en tæt forbindelse mellem Modis delstatsregering og de sekteriske overgreb, myndighederne har også aktivt forhindret retfærdigheden i at ske fyldest efter angrebene. Men mens flere af hans politiske fæller er blevet dømt for deres roller i massakren, er Modi selv gået fri. Han har siden sagt, at volden chokerede ham, men kritiseres fortsat for ikke at have lagt tilstrækkelig afstand til den.

For en stor del af Indiens omkring 180 millioner muslimer er Narendra Modi derfor en uacceptabel kandidat. Det var han også gennem mange år i Vestens øjne. De amerikanske myndigheder annullerede i 2005 Modis visum til USA på grund af Gujarat-massakren, og han har også været persona non grata i andre lande. Men efterhånden som han nærmer sig magtens tinder på nationalt plan, synes holdningen til ham i udlandet at være blevet mindre negativ – bl.a. som følge af hans investeringsvenlige omdømme.

”Man vil se praktisk på det. USA betragter Indien som et for vigtigt land til, at man bare kan underminere relationerne. Hvis Modi vinder, vil han være velkommen. Det var også derfor, at den amerikanske ambassadør mødte ham for nylig,” påpeger analytikeren Michael Kugelman fra tænketanken Woodrow Wilson Center i Washington D.C.

Er udlandet ved at vænne sig til tanken om en premierminister Modi, er det sværere at sige, hvordan han selv forholder sig til udlandet. De altoverskyggende temaer i valget er økonomi og korruption, og i Modis nationalistiske optik fylder Indien meget, og resten af verden mindre. På det område er han, siger Kugelman, lidt af et mysterium.

Pragmatisme eller hård linje?

”Der er et potentielt paradoks i Modis udenrigspolitik. Han er en mand, der er stor tilhænger af økonomisk og erhvervsmæssigt samarbejde, og han vil formentlig forstærke handelssamarbejdet med Pakistan og Kina. Men samtidig lægger hans rådgivere op til en hårdere politisk linje over for de to lande, så signalerne er blandede. Han vil nok også være meget mindre tilbøjelig end sine forgængere til at udvise mådehold, hvis der kommer et terrorangreb med rødder i Pakistan, som det var tilfældet i Mumbai i 2008,” forudser Michael Kugelman.

Mådehold er heller ikke, hvad Modis tilhængere er kendt for, og hans parti har forbindelser til hinduekstremistiske grupper. Modi og hans inderkreds har imidlertid forsøgt at fremstå som mere moderate i forsøget på at appellere til en bredere vælgerskare, inklusive Indiens store muslimske mindretal. Meget taler da også for, at det er hans økonomiske resultater mere end hans nationalistiske retorik, der appellerer til vælgerne.

Om det er nok til at blive premierminister, vil de kommende fem ugers valghandling – den største af sin slags i verden – vise. Modis modstandere advarer om, at en BJP-sejr vil splitte Indien og øge risikoen for uroligheder mellem forskellige religiøse grupper. Det nederlagstruede Kongresparti synes ligefrem at fokusere mindst lige så meget på at standse Modi som selv at vinde.

Skulle BJP som forventet blive det største parti efter valget, kan vejen til premierministerkontoret fortsat være brolagt med forhindringer. Intet parti i Indien har vundet et rent flertal i parlamentet siden 1989, og regionale partier, der har deres magtbaser i enkelte delstater, er derfor nødvendige allierede for de to store landsdækkende partier. Selv en ret sikker sejrherre kan blive nødt til at forlade sig på potentielt besværlige samarbejdspartnere.

Dermed er der, siger analytikeren Kugelman, ingen garanti for, at en BJP-sejr i den sidste ende gør Modi til premierminister. Og skulle det lykkes ham at nå så langt, er det stadig svært at spå om, hvilken slags leder han bliver.

”Jeg tror, at han vil være i stand til at føre Indien ud af det økonomiske dødvande, selv om der er forskel på at lede en nation og en delstat. Men samtidig er han en figur, der skaber splid,” konstaterer Michael Kugelman.

---

Hvis du vil videre
 
Guardian rapporterer fra Narendra Modis valgkamp
http://www.theguardian.com/world/2014/mar/06/narendra-modi-india-bjp-leader-elections
 
Economist tager pulsen på de mange nye vælgere i Indien
http://www.economist.com/news/briefing/21600108-rapid-social-change-and-assertive-voters-will-improve-indian-democracy-we-are-connected
 
Indiske Tehelka Magazine giver sit bud på, hvorfor dette valg er anderledes end de foregående
http://www.tehelka.com/beware-the-class-conflict/
 
Daily Telegraph beskriver det indviklede spindelvæv af studehandler og koalitioner, der kan afgøre, hvem der skal styre Indien efter valget
http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/asia/india/10737779/Indian-general-election-explained-how-deals-and-coalitions-will-dominate.html
 
Human Rights Watch analyserer situationen i Gujarat ti år efter massakrerne
http://www.hrw.org/news/2012/02/24/india-decade-gujarat-justice-incomplete