Den afgående pave Benedict bliver hyldet på Peterspladsen. Foto: CC by Flickr Padmanaba01
DIN VERDEN
Reformer i den katolske kirke? Ja, om Gud vil
Pave Benedikt XVI har helt enestående valgt at trække sig. Det giver den katolske kirke nye muligheder, men vil de benytte dem? Den katolske reformbevægelse 'Vi er også Kirken' tvivler på, at der sker store forandringer med valget af en ny pave, men ser dog gode chancer for en mere demokratisk kirke.
Paver bliver, til de dør. Sådan har det været i 500 år, men det har pave Benedikt XVI, Joseph Ratzinger, nu ændret. Det kom som et chok i store dele af verden, da Vatikanet bekendtgjorde, at han trækker sig den 28. februar.
Det er en beslutning, der kan få stor betydning, siger Kaare Rübner Jørgensen. Han er formand for den katolske reformbevægelse 'Vi er også Kirken', den danske afdeling af den globale 'We Are Church', som vil bygge på de mere åbne og moderate strømninger, som dominerede den katolske kirke i 60'erne. Det vender vi tilbage til. Men først Kaare Rübner Jørgensen om pavens afgang.
»Jeg køber hans egen forklaring om, at han ikke magter opgaven, at han er for gammel, og at kræfterne svigter. Og jeg har stor respekt for, at han trækker sig,« siger Kaare Rübner Jørgensen.
»Ratzinger har jo set, hvordan pavedømmet smuldrede under den polske pave (Johannes Paul II, red) de sidste fem år, hvor han reelt var for dement, og rivaliseringerne internt i kirken blev voldsomme. Alt det vil Ratzinger ikke risikere. Han sender et signal om, at paver kan skiftes ud, og at de bør gå, hvis de ikke føler sig klar til byrderne, der følger med.«
En verdensleder
For folkekirkedanskere kan paven virke som en lidt pudsig lagkagefigur, der iført mystiske rober vinker til sin sekt hver søndag på Peterspladsen i Rom. Men paven er en reel magtfaktor i verden. Den katolske kirke ejer enorme rigdomme, og samtidig har pavens ord enorm vægt i de katolske menigheder.
Der er en del historikere, der ikke tøver med at tilskrive pave Johannes Paul II en stor del af æren for, at Jerntæppet forsvandt, og de tidligere østbloklande skiftede et kommunistisk styre ud med et mere demokratisk.
På det mere værdipolitiske plan, som troen normalt sorterer under, er pavens holdning til homoseksuelle, prævention, ægteskab og kvinder også stadig betydningsfuldt verden over. Og netop her har den katolske kirke et problem, mener Kaare Rübner Jørgensen.
Flere udfordringer
En ny paves første opgave bliver at få styr på præstemanglen. Den er alvorlig i store dele af den katolske verden.
»Her kan en af løsningerne være at opgive kravet om præsters cølibat. I Afrika lever en stor del af præsterne alligevel ikke i cølibat, og der er stigende pres på at fjerne kravet, som opfattes som unødvendigt,« siger Kaare Rübner Jørgensen.
Flere kritikere af cølibatkravet peger også på, at det kan være en stor del af årsagen bag den katolske kirkes pædofiliskandale, hvor præster har begået overgreb på drenge.
Kaare Rübner er forsigtig optimist og tror, at cølibatkravet på sigt vil blive ophævet, og at præsterne får bedre arbejdsvilkår.
»En anden løsning på præstemanglen er kvindelige præster, men der er den katolske kirke ikke endnu. Det kan komme, men det bliver næppe foreløbig,« vurderer han.
Andre udfordringer bliver at forholde sig til prævention på en mere nutidig måde, at acceptere homoseksuelle parforhold, i hvert fald stiltiende, og at finde løsninger på fælles gudstjenester mellem protestanter og katolikker, hvad der er efterspurgt særlig i Tyskland.
»Og så er det en sorg for rigtig mange katolikker, at de ikke må deltage i nadveren, hvis de er blevet skilt og har giftet sig igen. Nadveren er helt central for katolicismen, og mange forlader kirken i bitterhed, når de ikke længere må være en del af den,« forklarer Kaare Rübner Jørgensen.
Mulige reformer
Men vil en ny pave så give et svar på de udfordringer? Kan den katolske kirke overhovedet reformeres?
Her tager vi først et lille kort historisk tilbageblik. For de fleste nulevende danskere, som ikke selv har direkte kendskab til katolicismen, virker den ofte, som om den har været den samme siden Peters tid.
I virkeligheden har den undergået enorme forandringer. I dag er paven Kristi stedfortræder, oprindeligt var paven apostlen Peters stedfortræder, og biskoppen af Rom, altså paven, kunne ikke regere over de øvrige biskopper. Gradvis fik pavedømmet og paven mere magt.
Og i 1870 blev det så besluttet, at paven var ufejlbar, når han udtalte sig ex cathedra – med andre ord: Pavens ord er Guds ord og kan derfor ikke modsiges, når han udtaler sig om tro og moral på den katolske kirkes vegne.
I 1960'erne begyndte den katolske kirke at åbne sig for nye tanker og opblødning af diverse doktriner, men da pave Johannes Paul II trådte til, trak han i en mere konservativ retning, som Benedikt XVI har fulgt.
Kaare Rübner Jørgensen tvivler på, at en ny pave vil være reformivrig. Det skyldes, at paven vælges af kardinalerne, som i høj grad er udpeget af de seneste to paver og dermed overvejende er på den konservative fløj.
»Men vi ved det reelt ikke. Det er tydeligt for hele kirken, at der er brug for nytænkning på en række områder. En af de forandringer, som jeg tror kan komme meget hurtigt, er en demokratisering af hele den katolske kirke. I dag er den i høj grad styret fra Rom, og det er uigennemskueligt, hvordan biskopper vælges, fx.«
»Jeg forestiller mig, at vi kan få en struktur, hvor det bliver menighederne selv, der vælger deres præster – sådan som det også er i den danske folkekirke – og hvor biskopper vælges på mere demokratisk vis. Og så tror jeg som sagt, at vi vil se en begyndende opblødning på kravet om cølibat. Men når det handler om fx prævention og kvindelige præster tror jeg, at der er langt endnu, og at der næppe sker det store under en ny pave.«
Hvis du vil videre
Pavedømmets historiske udvikling, og hvordan man vælger paver:
http://www.americancatholic.org/Newsletters/CU/ac0900.asp
Vi er også Kirken: www.veok.dk
The Daily Beast har en gennemgang af de mulige kandidater:
Hvem bliver den næste pave?
Der er mange kandidater i spil til at blive Benedikt XVI's efterfølger. Her er to af dem med kommentarer fra Kaare Rübner Jørgensen, formanden for reformbevægelsen 'Vi er også Kirken'.
Peter Turkson, Ghana
Peter Turkson, 65 år, er en af bookmakernes tidlige favoritter. Han er kardinal i Ghana og allerede placeret i Vatikanets top som præfekt (formand) for det Pavelige Råd for Retfærdighed og Fred. Han vil i givet fald være den første afrikaner, som bliver pave. Hans i forvejen høje stilling og det faktum, at han kommer fra kontinentet med den hurtigst voksende katolske menighed, giver ham gode chancer.
Kaare Rübner Jørgensen:
"Peter Turkson ville være et spændende valg. Han kunne signalere, at den katolske kirke ikke er racistisk, og han ville give et stort løft til de mange afrikanske katolikker. Men han er som de øvrige afrikanske kardinaler konservativ, når det gælder prævention og homoseksuelle. Derimod ser han gerne en mere økonomisk retfærdig verdensorden, og det kan give ham problemer. De fleste bidrag til Vatikanet kommer fra private donorer i USA og Tyskland, og de har en helt anden dagsorden."
Christoph Schönborn, Østrig
Christoph Schönborn, 67 år, er den mest moderate af de kardinaler, der nævnes som mulige kandidater. Han har blandt andet markeret sig ved at efterlyse en diskussion om cølibat for præster, og han har vist åbenhed i forhold til homoseksualitet. Samtidig har han været blandt pave Benedikt XVI's protegeer.
Kaare Rübner Jørgensen:
"Af de kandidater, der nævnes, er han den, jeg helst ser. Han er også konservativ, men en moderat konservativ, og han har sig villig til at debattere nogle af de udfordringer, som den katolske kirke har. Imod taler, at det næppe bliver endnu en tysktalende pave, som vælges."