Politi i Kiev tæsker løs på demonstranter. Videoen er noget rystet, fordi dens ophavsmand står midt mellem slagene fra politistavene.

SAMFUND

Opdateret version, lørdag 09.20

Timingen var tilfældig, men symbolikken desto tydeligere, da en russisk domstol fredag fandt otte politiske aktivister skyldige i optøjer og vold mod politiet, samtidig med at russiske sikkerhedsstyrker benyttede lejligheden til at anholde omkring 200 af de mellem 500 og 1000 demonstranter, der havde samlet sig uden for distriktsdomstolen i det centrale Moskva i protest mod, hvad mange ser som en skueproces.

De 200 anholdte havde »forstyrret den offentlige ro og orden«, dvs. forbrudt sig mod de strikse russiske demonstrationsregler. De otte tiltalte i den såkaldte Bolotnoje-sag – opkaldt efter den plads i Moskva, hvor en serie store demonstrationer blev holdt i forlængelse af det manipulerede parlamentsvalg i 2011 og præsidentvalget i 2012 – havde at dømme af det fremlagte bevismateriale ikke gjort andet end at modsætte sig arrest samt i et tilfælde kaste en citron på en politibetjent. For dette står hver af dem formentlig til fem-seks års fængsel, når strafudmålingen kundgøres på mandag.

Sådan gør man som autoritær leder, hvis man vil bevare sit faste greb, syntes beskeden at være fra præsident Vladimir Putin til kollega Viktor Janukovitj i Ukraine. Og som tingene fredag udviklede sig i Kiev, ville Janukovitj muligvis ønske, at han fra begyndelsen havde handlet mere putin’sk:

Den russiske præsident ville aldrig have tilladt demonstrationer i hjertet af hovedstaden og i umiddelbar nærhed af regeringsbygninger. Han ville aldrig have accepteret, at en teltlejr blev rejst, så demonstrationen fik en permanent karakter. Han ville med det samme have beordret sine sikkerhedsstyrker at rydde besatte offentlige bygninger – uden at bekymre sig om antallet af kvæstede eller omverdenens reaktioner. Han ville aldrig have forhandlet med oppositionen. Han ville ikke have vist tegn på vankelmod og svaghed undervejs.

Men Ukraine er ikke Rusland, Janukovitj er ikke Putin. Da den ukrainske regering i denne uge besluttede at gribe til vold for alvor – med mindst 77 dødsofre til følge – var det for sent. I Kiev såvel som en række byer i det vestlige Ukraine havde protesterne fået så meget momentum, at en egentlig borgerkrig truede, hvis ikke Janukovitj gav efter.

Det gjorde han. I en sådan grad, at fredagen kom til at forme sig som én lang række af ydmygende nederlag for den ukrainske præsident.

Samlingsregering og nyvalg

Først måtte Janukovitj skrive under på en aftale med de tre oppositionsledere Vitalij Klitjko, Arsenij Jatsenjuk og Oleh Tjagnibok med følgende indhold:

* Genindførelse af en tidligere forfatning fra 2004, der indebærer mindre magt til præsidenten og mere til parlamentet.

* Etablering af en national samlingsregering inden for 12 dage.

* Forfatningsmæssige reformer inden september.

* Præsidentvalg så snart den nye forfatning er vedtaget, men senest i december, dvs. mindst to måneder tidligere end planlagt.

* Undersøgelse af de seneste voldsepisoder under fælles overvågning af myndighederne, oppositionen og Europarådet.

* Ingen mulighed for at indføre undtagelsestilstand.

* Amnesti til alle aktivister.

* Sikkerhedsstyrker må kun bruges til at beskytte offentlige bygninger.

De eneste modydelser fra oppositionslederne var, at de ligesom regeringen skal undlade at bruge vold, at de vil arbejde for at hæve besættelsen af offentlige bygninger og blokaden af veje og pladser, samt at illegale våben skal afleveres inden for 24 timer.

Umiddelbart efter underskrivelsen samledes det ukrainske parlament, som ikke nøjedes med at genindføre den gamle forfatning, men også afsatte den forhadte indenrigsminister Vitalij Sakhartjenko og – endnu mere spektakulært – banede vej for en løsladelse af Janukovitj’ ærkerival, den tidligere premierminister Julia Tymotjenko, der har tilbragt de sidste 30 måneder i fængsel.

Ydermere satte det tidligere så medgørlige parlament et punkt på dagsordenen til lørdag om at afsætte præsident Janukovitj. Ifølge forfatningen er det dog en længere proces, der i sidste ende kræver tilslutning fra tre fjerdedele af alle parlamentets medlemmer. Mindst 25 parlamentsmedlemmer har i de seneste dage har forladt Janukovitj’ Regionernes Parti, men mange flere skal vende præsidenten ryggen, før han kan afsættes.

Moskva udmanøvreret

Aftalen mellem Janukovitj og de tre oppositionsledere blev forhandlet på plads med hjælp og pres fra Tysklands, Frankrigs og Polens udenrigsministre, og resultatet har vakt glæde og forsigtig optimisme i USA og EU. Desto større er bitterheden i Moskva, hvor aktivisterne på Uafhængighedspladsen konsekvent kaldes fascister og ekstremister, de ukrainske sikkerhedsstyrkers fremfærd beskrives som en anti-terror-operation, og udviklingen i Kiev fremstilles som et vestligt iscenesat forsøg på statskup.

Hvor Kreml tidligere troede at have vundet en geopolitisk storsejr, da Janukovitj i november sagde nej tak til en associeringsaftale med EU til gengæld for milde russiske gaver i form af favorable lån og lavere gaspriser, er fornemmelsen nu, at man er blevet løbet over ende af EU og USA. Og at Janukovitj har svigtet.

Putins særlige udsending i Ukraine, Vladimir Lukin, var med til dele af fredagens forhandlinger, men modsat de tre EU-udenrigsministre undlod han at skrive under på aftalen, øjensynligt for at markere Moskvas misfornøjelse. Det russiske udenrigsministerium nøjedes i første omgang med en afmålt kommentar, mens Leonid Slutskij, formand for det udvalg i det russiske parlament, der tager sig af relationerne til andre eks-sovjetiske stater, var mere direkte:

»Vi forstår, hvor og af hvem denne aftale er blevet skrevet. Den følger helt interesserne hos USA og andre magter, der ønsker at skille Ukraine fra Rusland,« sagde han fredag til russiske journalister.

Aktivister kræver mere

Det er langtfra sikkert, at roen nu sænker sig over Kiev og resten af Ukraine.

Mange aktivister i Kiev og det vestlige Ukraine er utilfredse med aftalen og kræver, at Janukovitj går af med det samme og stilles for retten sammen med andre toneangivende repræsentanter for regimet. Flere militante aktivister varslede fredag aften et stormangreb på præsidentpalæet, hvis ikke det sker.

»Den nationale revolution fortsætter,« erklærede Dmitrij Jarosj, som leder den højreekstreme gruppe Pravyj Sektor, der har været toneangivende i aktivisternes vold mod sikkerhedsstyrkerne. Jarosj synes lige nu at være den mest populære personlighed på Uafhængighedspladsen i Kiev, hvorimod de tre etablerede politiske oppositionsledere blev mødt af pibekoncerter, da de fredag aften kom til pladsen.

I en erklæring fra Avtomajdan, en bredere og som udgangspunkt mere moderat aktivistgruppe, hed det ligeledes, at man ikke accepterer nogen anden aftale med Janukovitj end dennes umiddelbare afgang.

Muligvis har præsidenten midlertidigt opgivet Kiev og i stedet valgt at koncentrere sig om det østlige Ukraine, hvor han har sin magtbase. Sikkerhedsstyrkerne, inklusive det frygtede uropoliti Berkut, forlod i løbet af fredagen deres positioner ved regeringsbygningerne i hovedstaden, og lørdag formiddag syntes Pravyj Sektor at have området under fuld kontrol.

Janukovitj selv er tilsyneladende fløjet til Kharkiv, officielt for at deltage i en konference, men i Kiev svirrer spekulationer om, at han i virkeligheden er ved at oprette et nyt hovedkvarter i den østlige by med henblik på at separere det østlige, russisk dominerede Ukraine fra den vestlige del af landet.

En moderne Krimkrig?

I det østlige Ukraine og på Krim, hvor etniske russere udgør befolkningsflertallet, frygter mange, at ukrainske nationalister nu kommer til magten i landet, og at båndene til Rusland svækkes. Ledende skikkelser i Kharkiv har talt om at omdanne Ukraine til en føderation, og formanden for parlamentet på Krim, Vladimir Konstantinov, har åbent luftet muligheden for en uafhængighedserklæring, ”såfremt landet kollapser, og alt peger lige nu i den retning”.  Krim har status af selvstyrende republik under Ukraine, efter at sovjetlederen Nikita Khrustjov i 1954 overførte halvøen fra Rusland til Ukraine som gave, og mangeårige krav om genforening med Rusland eller selvstændighed er tiltaget betydeligt under de seneste måneders krise.

En russisk organisation i byen Sevastopol, hjembase for Ruslands sortehavsflåde på Krim, udsendte torsdag en appel om hjælp.

»På vegne af indbyggerne i heltebyen Sevastopol beder vi Rusland om at gribe ind og beskytte Krims russiske befolkning,« hed det ifølge nyhedsbureauet Interfax i erklæringen fra organisationen Sevastopols Russiske Samfund.

Skulle Rusland følge denne opfordring, er der ikke alene risiko for en borgerkrig i Ukraine, men en krig mellem to europæiske nabolande. Det er højst hypotetisk, men Ruslands invasion i Georgien i 2008 og efterfølgende anerkendelse af Abkhasien og Syd-Ossetien som selvstændige stater viser, at det ikke kan udelukkes. Og Financial Times citerede torsdag en højtstående russisk regeringsembedsmand for at advare om et scenario a la Georgien.

»Hvis Ukraine falder fra hinanden, vil det udløse en krig (…) De vil tabe Krim først, vi vil gå ind og beskytte, ligesom vi gjorde i Georgien,« skal den unavngivne embedsmand have sagt.