Italiens måske kommende premierminister. Pier Luigi Bersani - tidligere kommunist, nu socialdemokrat - står til at få flest stemmer, men uden Monti, manden i midten, vil det blive svært for Italien at gennemføre reformer for at redde italiensk økonomi. Foto: Renaissance of Europe

DIN VERDEN

"En gang fornærmede og sværtede folk Jesus til. I dag gør man det samme mod Silvio."

Pensionisten Angelo di Pisa griber chancen for at gøre et retorisk kup under mødet med en tysk journalist fra Der Spiegel. Rammen er en af Berlusconis vælgermøder, denne gang i Palermo, hvor tilhængerne ikke er i tvivl om, at "Il Cavaliere", Silvio Berlusconi, er Italiens redningsmand. Deres frelser.

Arbejdsløsheden, og netop tyskerne, skal Silvio være et bolværk imod. Derfor stemmer di Pisa og hans venner i forsamlingen på ham.

I Danmark har man måske nok vænnet sig til at betragte italiensk politik med en vis komik. Kærligt ment for det meste, fordi Italien jo er et yndet rejsemål, og dets sprog og kultur eftertragtet og beundret.

Denne gang er der dog ikke megen komik over situationen. Det lader europæiske politikere til at være enige om. Berlusconis bandbuler mod EU og især mod tyskerne synes måske at være lidt langt ude, men retorikken virker. I hvert fald blandt tilhængerne den dag i Palermo, hvor de ikke er blege for at drage tyskernes dårlige samvittighed med ind. Som én råber i forsamlingen:

"Først fik vi Anden Verdenskrig og nu angreb på Berlusconi!" Med hentydning til, hvordan det ifølge disse vælgere var Angela Merkel, der fik vippet "Il Cavaliere" af pinden i 2011 for at indsætte den EU-venlige teknokrat, Mario Monti.

Italienerne står mere spredt end samlet

To uger frem til valget er det i Italien forbudt at offentliggøre meningsmålinger, men den sidste måling viste, at Silvio Berlusconis højre-blok havde halet ind på sin nærmeste konkurrent Pier Luigi Bersanis venstreblok. Sidstnævntes blok fører stadig klart, men hver femte vælger har dog tænkt sig at stemme på Berlusconis parti, viste målingen.

Begge blokke har indbyggede problemer i forhold til EUs krav - og håb - om at få den skrantende italienske økonomi på ret køl. Kun midten er entydigt for reformer. Og midten står svagt.

Den tidligere leder af teknokratregeringen, Mario Monti, har samlet en koalition af partier i centrum, men opbakningen til ham afspejler, at han nok er en ørn til makroøkonomi, men ikke til at føre valgkamp.

Det har været anset som sandsynligt, at han vil gå sammen med Pier Luigi Bersani om at danne regering, hvis de tilsammen får stemmer nok.

Men under valgkampen er kommet en barsk tone fra den ellers så tilforladelige Monti. Han tøver ikke med at kalde Bersanis allierede for "reinkarnerede kommunister" og har dermed svaret igen på den yderste venstrefløjs forsikringer om, at den under ingen omstændigheder vil lade Bersani indgå i et regeringssamarbejde med den reformivrige Monti.

Bersani selv er rimeligt moderat, hvilket han beviste under Romano Prodis regering, der netop blev revet itu af venstrefløjens modvilje.

Monti og andre økonomer, EU - og ja, Tyskland - er ikke i tvivl om, hvad der skal til for, at Italiens økonomiske motor kommer til at køre igen og skabe vækst. Der skal reformer til. Men i et overreguleret samfund med mange tilegnede privilegier, er det kun de færreste, der har lyst til at give slip først for hele samfundets skyld og imod egne, kortsigtede interesser.

Fra venstrefløjen presses Bersani af fagforeninger, mens erhvervsfolk på højrefløjen ikke har andre end Berlusconi som parti - eller i Lombardiet, det skandaleramte Lega Nord. Derfor håber erhvervslivet - og udenlandske investorer - på Monti, manden i midten, og på at dennes koalition får nok stemmer til i det mindste at udgøre en nøgleposition i forhold til den økonomiske politik.

Det kræver, at et flertal i både Deputeretkammeret og i Senatet står bag ham - eller mere sandsynligt bag ham OG Bersani. Det værste, der kan ske er, at ingen får et klart mandat til at gøre noget. Og sådan ser det ud lige nu.

Manglende konkurrenceevne

Italiens økonomiske udfordringer er noget anderledes end de øvrige sydeuropæiske landes. Italien har ikke haft en boligboble, landet har haft styr på sine banker og underskuddet på statsbudgettet er set værre andre steder. For Italien er det største problem den offentlige gæld, manglende produktivitet og lav konkurrenceevne.

Lønomkostningerne er for høje og fastlåste og italienernes BNP per capita ligger allernederst, selvom landet er den fjerdestørste økonomi i Europa og den ottendestørste i verden

Disse problemer kan der gøres noget ved, og økonomerne i Den Internationale Valutafond (IMF) vurderer ifølge The Economist, at landet allerede ville kunne opnå en vækst på 5,7 % efter fem år og helt op til 10,5 % på ti år. Hvis man altså plukker de lavthængende frugter, der kommer ud af arbejdsmarkedsreformer, en effektivisering af det juridiske system, en reform på energiområdet og andre områder, som allerede har været foreslået.

Men dette positive potentiale er ikke helt så let at få formidlet ud til en befolkning, der lider af en arbejdsløshed på 11 % og som allerede nu er trætte af reformer. De er blevet lovet bedre tider før. En pæn stor del af vælgerne er holdt op med at høre efter, men har i stedet valgt at springe helt fra. Man forventer en lavere valgdeltagelse end normalt og ved den seneste meningsmåling fik et nyt protestparti under ledelse af komikeren Beppe Grillo 18 procent af stemmerne.

Apatien kan få afgørende betydning, navnlig i Lombardiet, som er landets største region og hvor kampen mellem centrum-venstre og centrum-højre står næsten lige. Her kommer sofavælgerne eller protestvælgerne til at få størst betydning, spås det, og da regionens udfald kan afgøre flertallet i Senatet, er det her reformtilbederne bider mest negle.

Berlusconi tordner mod Tyskland

Imens forsøger tyske politikere at advare italienerne mod at tro på Berlusconi, når han siger, at Italiens problemer i virkeligheden er skabt af tyskerne. Den tyske udenrigsminister Guido Westerwelle har forsøgt at protestere helt forsigtigt, men klart:

"Vi er naturligvis ikke en part i den italienske valgkamp. Uanset hvem, der kommer til at danne den næste regering, håber vi bestemt, at den pro-europæiske og nødvendige reformpolitik fortsættes."

Silvio Berlusconi er knap så tilbageholden i sin retorik. Under næsten alle vælgermøder høster han stor hyldest, når han tordner mod Tyskland. Som i Palermo:

"Skal vi blive ved med at lade Tyskland diktere politik, som ruinerer Italien," råber han ud og forsamlingen svarer: "Nooooooooo!"

Pensionisten Angelo di Pisa har forstået, hvad det handler om.

"Tyskerne behandler os som deres underordnede. Og Silvio er den eneste, som vil sætte en stopper for det!"

Hvis du vil videre

Læs hele Der Spiegels reportage fra Palermo her
http://www.spiegel.de/international/europe/silvio-berlusconi-followers-loyal-as-ever-ahead-of-italian-elections-a-884532.html

Det er ikke kun tyskerne, der advarer imod at standse reformprocessen eller for den sags skyld genvælge Berlusconi. En leder fra The Economist her

http://www.economist.com/news/leaders/21571891-europes-most-sluggish-economy-needs-more-mario-montis-reforms-who-can-save-italy

Monti har skruet bissen på over for eks-kommunisterne bag Bersani

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/f6e5dae8-7c4a-11e2-91d2-00144feabdc0.html#axzz2LXMrG2nv

Det bliver formentlig vælgerne i Lombardiet, der kommer til at afgøre, hvem der kan forme regering.

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/5cb25a04-7b7e-11e2-95b9-00144feabdc0.html#axzz2LXMrG2nv

Mudret resultat er det værste, vurderes det.

http://www.ft.com/intl/cms/s/0/3c4b0fa0-79ed-11e2-9dad-00144feabdc0.html#axzz2LXMrG2nv

Her link til Verden ifølge Gram på P1, der går i dybden med Italiens nuværende politiske situation

http://www.dr.dk/P1/Gram/Udsendelser/2013/02/12150723.htm

Tyskland protesterer over Berlusconi, men gør det i afmålt retorik for ikke at provokere

http://www.spiegel.de/international/europe/top-german-politicians-warn-italians-against-voting-for-berlusconi-a-884265.html