POLITIK

TEL AVIV

"Det er ikke til at vide, hvad der foregår," siger Riad Malki, palæstinensernes udenrigsminister. "Det er på grund af den måde, forhandlingerne føres på. Amerikanerne rejser frem og tilbage med beskeder mellem os og israelerne, og derfor er det svært helt at vide, hvad der foregår på den anden side."

Riad Malki er for en kort bemærkning på sit kontor i Ramallah. Næste morgen skal han allerede videre til nye møder et sted ude i verden.

 "Jeg er lidt udkørt," undskylder han, og hoster. "Bronkitis og influenza – på en gang."

Det er snart syv år siden, Riad Malki sagde ’ja-tak’ under en opringning fra Mahmoud Abbas, der bad ham om at blive udenrigsminister. Det var i sommeren 2007.

Den islamiske Hamas-bevægelses væbnede styrker i Gaza var gået til angreb på det palæstinensiske selvstyres Fatah-dominerede sikkerhedsstyrker der. Og SMS’erne væltede ind på Malkis mobiltelefon: De Fatah-politikere i Gaza, der ikke blev henrettet af Hamasstyrkerne, flygtede over stok og sten med deres familier til Ramallah på Vestbredden. Efter få dage besluttede den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas at suspendere den nationale samlingsregering, der bestod både af Fatah og Hamas.  Hamas havde overtaget Gaza, og Abbas udpegede en regering af loyale teknokrater i Ramallah.

Riad Malki var en af dem. Han havde år forinden grundlagt Panorama-instituttet i Ramallah. En institution, der så som vigtigste opgave at bibringe den palæstinensiske befolkning demokratiske værdier. Malki indrømmer, at han føler, udenrigsministerjobbet og den langtrukne fredsproces har slidt ham lidt op.

Nej til ’jødisk stat’

"Der har allerede i flere måneder ikke været nogen direkte kontakt mellem de palæstinensiske og de israelske forhandlere, al kontakt foregår via de amerikanske mellemmænd. Vi er altid positive og villige til at diskutere tingene," forsikrer Riad Malki. Men da han alligevel forholder sig til substansen i forhandlingerne, giver Malki klart  indtryk af, at han fornemmer, tingene står fuldstændig i stampe.

Ud over de seks emner, som i alle årene har stået på dagsordenen for den permanente løsning af konflikten, har Israel introduceret to nye emner, forklarer Riad Malki: Israels krav om at palæstinenserne skal anerkende Israel som en jødisk stat, og kravet om israelsk militær tilstedeværelse i Jordandalen i mange år efter, at en aftale er indgået.

"De to emner har fuldstændigt afsporet forhandlingerne," siger Malki, "for nu handler alle møderne om det og ikke om de ting, vi egentlig bør diskutere: Grænserne, vand, bosættelsernes og  Jerusalems fremtid, osv. Og ethvert tænkende menneske kan forstå, at det eneste, Israel her er ude på, er at underminere processen’, siger Riad Malki.

"For min skyld kan de tale herfra og til verdens ende, om at vi skal anerkende Israel som en jødisk stat. Det vil aldrig ske. Aldrig."

Palæstinenserne vil umiddelbart ikke anerkende israel som en jødisk stat af hensyn til de godt halvanden million palæstinensere, der er israelske statsborgere. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har flere gange erklæret, at Israel efter hans opfattelse ikke har brug for nogen palæstinensisk anerkendelse af, hvad staten vil kalde sig. Der er dog dem, der mener, at uanset den modstand, som Malkis meget kategoriske afvisning repræsenterer, så vil Abbas være villig til at komme med ’jødisk stat’ som en indrømmelse, hvis det er det allersidste, der mangler, før en aftale er i hus. Men det synes, at ligge langt ude i fremtiden. Foreløbig tyder alt på, at John Kerry vil forlænge processen. Der skulle have ligget et resultat på bordet per 1. april. Nu tales der om "slutningen af året". 

Israel kan ikke beholde Jordandalen

"De bliver også nødt til at ændre kurs i forhold til deres krav om at blive i Jordandalen. For min skyld kan de forsvare deres sikkerhed fra jordansk territorium eller tyrkisk, eller paktistansk eller jeg ved ikke, hvor langt de vil strække sig uden for deres egne grænser," siger den palæstinensiske udenrigsminister. "Men Jordandalen skal i en endelig aftale være suverænt palæstinensisk område, og Israel skal ikke have soldater stående dér. Uanset om de kalder det sikkerhedshensyn.  Det er som en fortsat besættelse blot under et andet navn."

Der bliver for øjeblikket talt meget om at hele processen koordineret imellem USA, der forhandler og EU, der bruger pisk og gulerodssystemet for at bringe parterne videre. EU har lovet Israel en associeringsaftale, hvis freden kommer, men har også mere end antydet, at det kan blive dyrt for Israel ikke at bringe besættelsen af Vestbredden til afslutning.

Jeg spørger Riad Malki om palæstinenserne også har fået gulerod og udsigt til pisk. For hvor længe kan EU's skatteborgere blive ved med at betale for opbygningen af en stat, der aldrig bliver?

"Vi kender og anerkender begrebet donortræthed," svarer den palæstinensiske udenrigsminister, og han kan sagtens forstå, at EU er ved at være træt af blive ved med at betale for "at holde konflikten ved lige".

Meget ofte bruger EU penge på at genopbygge ting, Israel ødelægger, forklarer han, som for eksempel, når EU støtter palæstinensiske beduiner og bønder i Jordandalen, hvis telte og landsbyer bliver ødelagt, fordi Israel erklærer området for lukket militærområde og tvinger indbyggerne til at flytte.

Men truslen om at trække EU's støtte tilbage opfatter Riad Malki ikke som en trussel imod palæstinenserne:

"Jeg opfatter det, som om EU forsøger at sige ’Basta’ til Israelerne. Truslen er rettet imod Israel, ikke imod os."

© hf, 130214