SAMFUND

Det er meget muligt, at omverdenen ikke behøver at bekymre sig synderligt om det kup, der har fundet sted i Abkhasien – en af de to små udbryderrepublikker i Georgien, der kun anerkendes som selvstændige stater af Rusland, Nicaragua, Venezuela og Nauru.

Kuppet mod Abkhasiens leder siden 2011, Aleksandr Ankvab, var helt ublodigt, og Ankvab valgte efter et par dages betænkningstid at erklære sig besejret og gå af. De fleste abkhasere synes godt tilfredse med at være sluppet af med en præsident, som trods en lind strøm af penge fra Moskva ikke har formået at rette op på Abkhasiens miserable økonomi. Kuplederen, den tidligere KGB-officer Raul Khajimba, er ikke nødvendigvis mere eller mindre pro-russisk end den afsatte præsident. Og de fleste Kaukasus-kendere ser udviklingen som en lokal magtkamp snarere end en manøvre dirigeret fra Kreml.

»Efter at Abkhasiens hårdt prøvede præsident Aleksandr Ankvab endelig gik af den 1. juni, kæmpede mange analytikere for at finde en geopolitisk betydning af krisen, som ikke rigtigt var der,« skrev f.eks. Kaukasus-eksperten Thomas de Waal, seniorforsker ved tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

Ikke alle er dog lige overbeviste. Efter Ruslands annektering af Krim og støtte til pro-russiske rebeller i de østukrainske provinser Donetsk og Luhansk sidder nerverne uden på trøjerne i andre af Ruslands nabolande, frem for alt Moldova og Georgien, der begge håber at indgå associeringsaftaler med EU i nær fremtid, men begge har Moskva-støttede og –finansierede udbryderrepublikker at trækkes med.

»Det er et kup foranstaltet af russiske specialtjenester. Efter min opfattelse er det direkte forbundet med underskrivelsen af Georgiens associeringsaftale med EU,« sagde Georgiens forsvarsminister, Irakli Alasania, onsdag i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.

Flere kommentatorer i Tbilisi er inde på samme linje og forudser, at det nye regime i Abkhasiens hovedstad Sukhumi med støtte fra Moskva vil lægge yderligere pres på de etniske georgiere, der bor i den forarmede Gali-provins i det sydlige Akbhasien, i et forsøg på at sabotere Georgiens EU-aftale. Men såvel Georgiens præsident Giorgi Margvelashvili som premierminister Irakli Garibashvili har opfordret til at slå koldt vand i blodet og se tiden an.

»Naturligvis følger vi udviklingen nøje. Jeg mener ikke, at der er nogen grund til at hidse en stemning op. Jeg ser det som en normal stabs-rokade,« sagde Garibashvili på et pressemøde onsdag om situationen i Abkhasien.

Premierministeren pointerede, at den nuværende regering har indledt en forsoningspolitik og »totalt forandret retorikken« over for Abkhasien og den anden udbryderrepublik, Syd-Ossetien, efter at den tidligere georgiske præsident Mikheil Saakashvili og hans regering blev sat fra bestillingen sidste år. Videre sagde Garibashvili, at han ikke på nuværende tidspunkt ser tegn på, at Moskva vil forsøge at forpurre EU-aftalen.

»Georgien er ved at blive en model, som er i stand til at normalisere sine forbindelser med Moskva via en konstruktiv politik og samtidig underskrive en associeringsaftale med EU,« forklarede han på pressemødet i Tbilisi.

Selvstændighed med begrænsninger

Abkhasien har siden en blodig krig i begyndelsen af 1990’erne, umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning, været uden for Georgiens kontrol, og efter den russisk-georgiske krig i 2008 valgte Rusland at anerkende det tidligere sovjetiske ferieparadis ved Sortehavet som en selvstændig stat.

Det er en selvstændighed med tydelige begrænsninger – og ikke alene fordi den blot anerkendes af fire andre lande. Anslået 70 pct. af republikkens budget finansieres af Moskva. Omkring 5.000 russiske militærstyrker og grænsevagter er stationeret i Abkhasien. Ca. 90 pct. af Abkhasiens ca. 240.000 indbyggere har russiske pas ved siden af deres abkhasiske, som ikke er gyldige i noget andet land, end ikke i Rusland. 30.000 abkhasere får deres pension fra Rusland. Russisk er det altdominerende sprog, den internationale telefonkode er Ruslands, og møntfoden i Abkhasien er russiske rubler.

Ikke desto mindre råder en udbredt abkhasisk nationalfølelse, og modsat i den anden udbryderrepublik i Georgien, Syd-Ossetien, har såvel befolkningen som de lokale magthavere hidtil udvist ringe interesse for at blive optaget i Den Russiske Føderation. Ifølge en meningsmåling foretaget af det tjekkiske institut Medium Orient sidste år var det kun 28 pct. af befolkningen, der ønskede at se Abkhasien som en del af Rusland, mens 39 pct. foretrak selvstændighed i den nuværende form, og 20 pct. ønskede et selvstændigt Abkhasien inden for rammerne af det post-sovjetiske Samfund af Uafhængige Stater (SNG).

Abkhasien er plaget af store økonomiske problemer, og vinter-OL i Sotji lige ved siden af blev ikke på nogen måde det økonomiske løft, som abkhaserne havde håbet på, eftersom grænsen af sikkerhedshensyn var noget nær hermetisk lukket under legene. Ydermere frygter abkhaserne, at Ruslands annektering af Krim vil føre til et fald i antallet af turister, eftersom russerne nu har et andet oplagt og billigt rejsemål ved Sortehavet, som tilmed markedsføres kraftigt af Moskva.

Den miserable økonomi var da også en af forklaringerne, som blev angivet, da nogle tusinde akvitister i sidste uge stormede præsidentpalæet i Sukhumi og tvang præsident Ankvab på flugt. Den nu afsatte præsident blev beskyldt for omfattende korruption og for ikke at have udnyttet de massive subsidier fra Moskva til at udvikle republikkens økonomi. Desuden mente oppositionen, at regeringen var alt for rundhåndet i sin uddeling af abkhasiske pas til den georgiske minoritet i Gali-provinsen – angiveligt fordi Ankvab ønskede at udvide sin vælgerbase med etniske georgiere.

Det er ikke dokumenteret, at Rusland spillede nogen aktiv rolle i kuppet mod Ankvab, men da først han var tvunget på flugt, hastede to af præsident Putins nærtstående rådgivere, Vladislav Surkov og Rasjid Nurgalijev, til Sukhumi for at »mægle«, og inden længe kom beskeden fra Aleksandr Ankvab, at han havde valgt at afgå. Efterfølgende har Moskva udsendt en strøm af erklæringer om støtte til de nye magthavere i Abkhasien, der tegnes af et 21 personer stort »Midlertidigt Nationalråd«. F.eks. erklærede den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, at han er »overbevist om, at forbindelserne mellem Rusland og Abkhasien vil blive forbedret«.

Hvad det indebærer i praksis, er indtil videre vanskeligt at afgøre, men den nye abkhasiske ledelse har gjort klart, at man håber på yderligere integration med Rusland, bl.a. via medlemskab af den nye Eurasiske Union, som i dag udgøres af Rusland, Kasakhstan og Hviderusland.

»I lyset af nye internationale udfordringer forbundet med, at Georgiens integration i Nato intensiveres, mener vi, at det strategiske partnerskab mellem Abkhasien og Rusland bør udvikles yderligere og forbedres. Først og fremmest gælder det dannelsen af et fælles rum inden for forsvars- og sikkerhedssektorerne,« hed det i en erklæring fra de nye magthavere efter Ankvabs flugt.

Efter planen skal der holdes præsidentvalg i Abkhasien 24. august. Endnu har ikke en eneste kandidat meldt sig.

---

Hvis du vil videre

Islam Tekusjev, chefredaktør for det Prag-baserede netmagasin Caucasus Times, beskriver baggrunden for kuppet mod præsident Ankvab.

---

Det er en lokal magtkamp og ikke geopolitik, der ligger bag kuppet, vurderer Kaukasus-eksperten Thomas de Waal fra tænketanken Carnegie Endowment for International Peace.

---

En turbulent sommer venter i Abkhasien, skriver Radio Free Europes Kaukasus-ekspert Liz Fuller.