DIT SAMFUND

KRONIK
I disse tider, hvor EUs fremtid diskuteres, vil jeg gerne supplere debatten med nogle praktiske erfaringer med EU. Ofte bliver EU beskrevet som en institution, der er blevet for teknokratisk, og som kun kører eliteprojekter. Mine erfaringer med området omsorgssvigtede børn viser det modsatte. Problemet er blot, at disse positive historier aldrig kommer igennem pressen, og derved bliver opfattelsen af EUs indsats skæv.

Naturligvis kan jeg kun udtale mig om de EU-projekter, jeg selv har foreslået, været med til at realisere, og derfor nu arbejder i. Som gammel EU-modstander er jeg blevet direkte overrasket efter en testning af EUs effektivitet i praksis. Mit sammenligningsgrundlag er de danske mediers og den danske regerings holdning til samme projekter - deres vilje til at gøre en indsats for forældreløse, og deres evne til at inddrage borgeres forslag. Konklusionen er: EU er den klare – og indtil videre desværre - eneste vinder!

Jeg arbejder som psykolog med omsorgssvigtede anbragte børn og unge. I 2006 begyndte jeg at interessere mig for et bredere fokus end de enkeltsager og –institutioner i Danmark, jeg arbejdede med. Jeg gav mig derfor til at analysere emnet ”børn uden forældre” i et bredere perspektiv efter at have holdt en række forelæsninger om forældreløse på forskellige kontinenter.

Der viste sig et billede af et hurtigt voksende globalt problem: 143.000.000 forældreløse børn over hele kloden, heraf 1,5 millioner i Europa – et tal som stiger, selv om fødselstallet i Europa falder. Dette skyldes først og fremmest nedlæggelsen af familiedrevne små produktionsenheder, at familier derfor flytter til byerne, hvor omsorg for børn bliver en tung udgift, og storfamilien forvandles til singler eller hårdtarbejdende forældre. Derfor forlades børn - 90 % af de forældreløse har levende forældre!

Denne truende tendens i familiers svækkede omsorgsevne gælder også de velaflagte lande. Se bare på den danske skilsmisseprocent, der er over 40. Krisen har yderligere bidraget til, at båndene mellem børn og forældre brister.

Da jeg for nylig trænede børnehjemsledere i Athen, viste det sig, at antallet af forladte spædbørn er steget fra to efterladte nyfødte pr. dag i snit til over 20. Og det er sket samtidig med, at halvdelen af de, der skal tage sig af dem, er blevet fyret. De forladte børn ligger i jernsenge i lange rækker, og bliver skiftet og fodret hver tredje time. Hvis Athen er civilisationens vugge, står den i hvert fald helt stille for tiden. De rumænske børnehjem fik megen mediedækning, men at de øvrige østlande ofte fortsat har tilsvarende elendige vilkår, og derfor ødelægger børn for livet, får ikke megen opmærksomhed.

Uddannelse på nettet har løftet arbejdet med forældreløse

Efter analysen af problemet "forældreløse" var mit næste skridt en beslutning om at lave en gratis forskningsbaseret onlineuddannelse for omsorgspersoner både på børnehjem og i plejefamilier. Desuden at lægge den gratis på nettet i så mange sprogversioner som overhovedet muligt. Takket være vidensbidrag fra frivillige forskere over hele verden, var et kvalificeret toårigt udviklingsforløb for medarbejdere og ledere parat i slutningen af 2007.

Efter en forgæves rundtur til regeringsinstitutioner og danske medier startede jeg sammen med SOSU skolen i Århus et EU-projekt, hvor ledere fra otte lande blev uddannet som instruktører, og testede det i to år med deres medarbejdere eller plejefamilier. Det ligger i dag på otte sprog til fri afbenyttelse på vores hjemmeside og har vist sig at være effektivt til at skabe og højne lokale omsorgsmiljøer for børn uden forældre.

Succesen var så stor, at jeg i opfølgningsprojektet netop har trænet børnehjems- og familieplejeledere fra også Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet, Rusland, Polen, Letland – og Danmark. Bortset fra i Danmark må deltagernes arbejdsvilkår betegnes som fortvivlende, men de går til opgaven med ildhu. Professionelle fra Estland, Serbien og andre østlande efterspørger nu yderligere projekter.

Det er ikke hver dag omsorgsgivere for forældreløse tilbydes et praktisk, gratis, lettilgængeligt udviklingsprogram på deres eget sprog. Derfor vakte det også interesse i den fattige del af verden, og det har udvidet netværket af frivillige forskere fra Japan og USA til Latinamerika, Pakistan, mfl. De – og forskellige frivillige – har nu gratis leveret yderligere 20 oversættelser, som jeg søger at kunne tilbyde på en ny global side (se link nedenfor).

Dette sidste projekt er udelukkende baseret på frivilliges indsats, da jeg ikke har kunnet formå danske regeringsinstitutioner til at vise nogen interesse. Bortset fra Adoptionsnævnet, hvori danske forældre jo har en aktie.

De tre programmer er derfor ved at sætte nye globale standarder for uddannelse af professionelle, der tager sig af forladte børn. Det er netop blevet standard for alle ansatte på de 8.000 indonesiske børnehjem, ca. 40.000 medarbejdere, i en lokal version.

Kazuhiro Kamikado, psykiatriprofessor på universitet i Nagano er i øjeblikket ved at oversætte programmet til japansk, fordi han ønsker at forbedre omsorgen på de japanske børnehjem, etc. Det understøtter de mange øvrige indsatser for at anbringe forældreløse under menneskelige og anstændige vilkår med professionel omsorg, herunder at anvende plejefamilier frem for institutioner, hvor det er muligt.

Danske politikere og medier har vist ringe interesse

I hele forløbet har jeg oplevet EUs Leonardo division som ansvarlig med forståelse af projekternes nødvendighed og ikke mindst viljen til at pumpe 400.000 euro ind i dem over fire år. Der har været meget papirarbejde, men det har været fuldt berettiget for at kunne dokumentere, at midlerne blev anvendt som aftalt til den sidste krone. Leonardo-divisionen har leveret værdifuld feedback. EU partnerne fra i alt 13 lande såvel som de deltagende omsorgsledere har engageret sig langt ud over det, de fik løn for, og de har mere end overholdt alle aftaler.

Forskningsnetværket har skabt et fagligt fokus på forladte børn, og har bl.a. resulteret i et specialnummer af Journal of Infant Mental Health, hvor forskere globalt analyserer udfordringerne i at omsætte forskning til lokale politiske beslutninger om uddannelse og interventionsprogrammer for dem, der passer børnene. Dette specialnummer udkommer om et års tid.

Var alt dette blevet til noget som et dansk projekt uden EU? Nogle få danske fonde og privatpersoner har støttet udviklingen i projektets startfase, men det ville aldrig være lykkedes i en europæisk og global skala med det faglige niveau og den udbredelse, det har opnået.

Medierne vil kun have negative enkeltsager

Hvad der især gjorde forskellen på EUs perspektiv sammenlignet med det nationale tydeligt, var mit møde undervejs med noget, jeg efter fem års vedvarende kontaktforsøg kun kan kalde den danske ”mediemur”. Mediemuren sørger for, at kun enkeltsager om børn (helst grædende) nogensinde når mediefladen. Frem for en seriøs behandling af et globalt problem - at børn over hele verden mister kontakten med deres forældre.

I forvejen er der alt for mange hjælpeorganisationer, der opererer med hver deres snævre målgrupper og agendaer, og mediemuren tvinger dem yderligere til at fremme egne sager og bruge energi på at udkonkurrere hinanden for at nå offentligheden i stedet for at udvikle en samlet strategi. Mediemurens effekt er, at den nødvendige offentlige opmærksomhed og støtte til projektet i de fattige lande har været umulig at opnå i Danmark.

Den endeløse række gennem fem år af telefoniske og personlige henvendelser til danske medier giver et meget godt billede af, hvem der er i stand til at producere seriøs journalistik. Det viste sig at være Weekendavisen og Kristeligt Dagblad, der havde interesse i emnet. Forskellige redaktører på Information, Politiken, Jyllands-Posten, P1, P2,P3, P4, Radio24syv, DR1, TV2 gav som oftest slet intet svar, eller vage svar uden nogen reaktion siden.

Højdepunktet i mediemuren viste sig tydeligst, da en programredaktør på TV2 fik præsenteret projektet og derpå sagde: ”Ku' du ikke linke det til noget om livsstil? – ellers kan jeg altså ikke bringe noget om det”. Til det kunne jeg selvfølgelig kun svare: ”Mener du rødvin, motion, slankekure, eller et boligprogram?”. Og det skyldes ikke at jeg er kedelig, for i samme øjeblik sagen om det ene adoptivbarn Masho blev bragt op fik jeg hasteopringninger fra alle ovennævnte medier på samme dag, fordi jeg også arbejder med adoptivbørn.

Naturligvis var medieindslaget på den udtalte forudsætning, at jeg kun måtte tale om enkeltsager, og helst kun om et adopteret barns adskillelsesangst eller søvnproblemer. Jeg blev i et program yderligere strengt instrueret om, at jeg hele tiden skulle starte med ordene: ”I min psykologpraksis har jeg mødt..”, og aftalen om at jeg også kunne tale om projektet i 30 sekunder forduftede selvfølgelig undervejs. Jeg må spørge mig selv, om danskerne har de medier, de har fortjent, eller om medierne mon har fortjent danskernes tillid, når de betragter dem som idioter, der ikke kan fatte større sammenhænge?

Ud fra de konkrete daglige erfaringer med to EU-projekter må jeg derfor totalt modsige påstanden om, at EU-systemet har mistet kontakten til borgerne, og at der derved er skabt et demokratisk underskud.

Hvis EU ikke som den eneste institution havde lyttet, havde det aldrig været muligt at skabe et forskernetværk, et netværk af politiske beslutningstagere på børneområdet, professionelle fokusgrupper i hvert deltagerland, og en uddannelse for omsorgsgivere på 29 sprog. Kommissionen var endda så large, at de russiske og tyrkiske projektpartnere har kunnet deltage for egen regning, selv om ingen af disse stater tilhører EU, og dermed få støtte til en nødvendig udvikling af et system for anbringelse i familiepleje.

I min – begrænsede, men yderst konkrete – erfaring har det vist sig, at EU har været den eneste institution som er i stand til at anlægge et interkulturelt europæisk perspektiv – et perspektiv der sætter standarder for resten af klodens omsorgssystemer.

Hvis du vil videre

Direkte link til Fair Starts uddannelsesprogram på nettet
www.fairstart.net/training

Og her opfølgningsprojektet, der gælder de tidligere østbloklande
www.transfair-eu.com

Link til nyt globalt projekt. Se eventuelt video for mere information
www.fairstartglobal.com

Link til omtalte Journal of Infant Mental Health

http://onlinelibrary.wiley.com/journal/10.1002/(ISSN)1097-0355