Amerikansk soldat taler med kurdiske børn i det nordlige Irak. Foto: Wikimedia Commons by US Military

SIKKERHED

I århundreder har kurderne, verdens største statsløse folk, drømt om en egen stat i Mellemøsten. Nu synes drømmen at være rykket et stort skridt nærmere opfyldelse som følge af den militante, sunni-arabiske gruppe ISIS’ offensiv og den irakiske hærs kollaps i det nordlige Irak.

Knap nok havde ISIS og andre sunni-arabiske grupper sat sig på den nordvestlige by Mosul i sidste uge, før kurderne rykkede ind i nabobyen Kirkuk, også kaldet »kurdernes Jerusalem«. Formelt og formentlig også reelt handlede det om at beskytte den olierige by mod ISIS-overtagelse, efter at den irakiske hær var flygtet over hals og hoved fra stort set hele det nordlige Irak. Men efter alt at dømme vil kurderne gøre deres yderste for at bevare kontrollen over Kirkuk, selv hvis det skulle lykkes den shia-arabisk dominerede regering i Bagdad at slå den sunni-arabiske offensiv tilbage.

Og det er ikke alene Kirkuk. Skønt de kurdiske Peshmerga-styrker indtil videre kun har været indblandet i et minimum af kamphandlinger, kontrollerer de nu næsten alle de såkaldt »omstridte områder« i det nordlige Irak, fra den iranske til den syriske grænse, hvor kurderne udgør befolkningsflertallet. Dermed er det kurdiske territorium udvidet med ca. 40 pct. i forhold til de tre provinser længst mod nord, der hidtil har været den gængse opfattelse af det irakiske Kurdistans udbredelse.

Kurderne er allerede i fuld gang med at konsolidere deres landvindinger. I denne uge meddelte kurdernes minister for naturressourcer, at man har forbundet Kirkuk til en nybygget olierørledning til Tyrkiet. Det kurdiske parlament besluttede, at dets næste samling skal holdes i Kirkuk. Kurdiske flag, som allerede var rigt repræsenteret i de omstridte områder, blev hejst på diverse irakiske militærbaser. Og det kurdiske nyhedsbureau BasNews rapporterede, at den kurdiske ledelse stiler mod en folkeafstemning inden for to år om, hvorvidt Kurdistan skal blive selvstændigt eller forblive en selvstyrende del af Irak.

Det er ikke givet, at kurderne vælger en egentlig selvstændighedserklæring. Præsidenten for irakisk Kurdistan, Massoud Barzani, regnes som en af Mellemøstens dygtigste taktikere, og hvis han vurderer, at modstanden fra omverdenen, dvs. først og fremmest USA, Iran og Tyrkiet, er for stor, kan han tænkes at vælge en variant, hvor man nøjes med gradvis at udbygge det omfattende kurdiske selvstyre i Irak, der har været en realitet siden den første Golfkrig i 1991.

»Hvis kurderne skulle udråbe selvstændighed nu, ville de blive beskyldt for at være illoyale og udnytte ISIS-katastrofen til egen vinding. Det ville ikke give kurderne nogen nye venner eller støtte i regionen,« siger den amerikanske Kurdistan-ekspert Aliza Marcus til den irakisk kurdiske nyhedstjeneste Rudaw.

USA har hidtil insisteret på at bevare Irak intakt, bl.a. for at sikre de overvejende sekulære kurderes modererende indflydelse på centralstyret i Bagdad. Tyrkiet har frygtet, at en kurdisk stat i Irak ville styrke de separatistiske strømninger blandt landets egne kurdere. Iran har lignende bekymringer og har desuden et tæt samarbejde med den irakiske premierminister Nouri al-Malikis shia-dominerede regering.

Irak før og efter Mosul

Men hvis krisen i det vestlige og centrale Irak udvikler sig til en egentlig borgerkrig mellem shia- og sunni-arabere, hvilket der er al mulig grund til at frygte, kan kurderne meget vel tænkes at ville forsøge at afskærme sig helt fra de arabiske skærmydsler og kappe båndene til Bagdad.

»Der er et Irak før Mosul og efter Mosul. Jeg tror, at det bliver meget vanskeligt at vende tilbage til den situation, der var tidligere, sagde den kurdiske selvstyregerings premierminister, Nechirvan Barzani, forleden i et BBC-interview.

Noget overraskende har den tyrkiske regering ladet forstå, at man ikke har noget at indvende mod en kurdisk statsdannelse i Irak.

»Kurderne i Irak bestemmer selv navnet og definitionen på den enhed, de bor i. Kurderne har, som enhver anden nation, ret til at afgøre deres egen skæbne,« sagde den tyrkiske regeringstalsmand Huseyin Celik i sidste uge til den irakisk kurdiske nyhedstjeneste Rudaw.

Tyrkiet har i forvejen et nært samarbejde med den kurdiske selvstyreregering i Irak og står for en stor del af investeringerne i den økonomisk blomstrende region, hvor væksten, optimismen og stabiliteten længe har været på et helt andet niveau end i resten af Irak. I maj begyndte kurderne at eksportere olie via en ny egen rørledning til Tyrkiet, og en langsigtet aftale mellem Tyrkiet og de irakiske kurdere indebærer til Bagdads store fortrydelse, at olieindtægterne sættes ind på en kurdisk kontrolleret bankkonto snarere end at gå til den irakiske statskasse. I denne uge skal kurderne desuden have fået et større lån fra Tyrkiet, efter sigende i størrelsesordenen 500 millioner dollars.

Maliki har fra begyndelsen af året svaret igen ved dels at anklage kurderne for oliesmugling og indbringe dem for en international voldgiftsdomstol, dels yderligere at indskrænke betalingerne til Kurdistan fra den irakiske statskasse. Ifølge en delingsaftale, der blev indgået i forlængelse af den amerikansk anførte invasion og diktatoren Saddam Husseins fald i 2003, skal kurderne have 17 pct. af den irakiske stats indtægter, men reelt har kurderne efter eget udgang kun fået 10-11 pct. og i år endnu mindre.

Hvis olieeksporten kommer i gang for alvor, inklusive hvad der nu synes at blive indtægter fra de betydelige oliefelter omkring Kirkuk, vil det være en langt givtigere affære for kurderne, end hvad man kan regne med at få via det irakiske statsbudget.

Farer lurer forude

Adskillige kurdiske medier i Irak er lige nu præget af en noget nær euforisk stemning over udviklingen og en fornemmelse af, at etableringen af en kurdisk stat snarere handler om hvornår end hvorvidt. Men farer lurer forude.

Frem for alt handler det om udsigten til en sunni-arabisk statsdannelse domineret af ISIS i det vestlige Irak og det østlige Syrien. Hidtil har ISIS og de andre militante sunni-arabiske grupper koncentreret sig om at rykke sydpå mod Bagdad og bekæmpe shia-araberne, mens der kun har været få sammenstød mellem ISIS og Peshmerga (hvilket har fået Malikis rådgivere i Bagdad til at tale om en sammensværgelse).

Men skulle det lykkes sunni-araberne at konsolidere sig, får kurderne en farlig og uberegnelig nabo, der sagtens kan tænkes at rette sine våben også mod de kurdiske områder i nord og øst. Kurderne er overvejende sunnimuslimer, men eftersom de dels er ikke-arabere og dels overvejende sekulære, er de ikke på længere sigt nogen oplagt allieret for ISIS. Desuden bor mange sunni-arabere i områder, som nu er under kurdisk kontrol, bl.a. som følge af Saddam Husseins og hans forgængeres »arabisering« af Kirkuk og andre områder i det nordlige Irak.

Et andet problem for kurderne er deres indbyrdes splittelse, både hvad gælder »Stor-Kurdistan«, dvs. de kurdisk befolkede områder i Irak, Syrien, Tyrkiet og Iran, og internt i Irak, hvor to store, delvis klanbaserede partier, KDP og PUK, periodevis har været i totterne på hinanden.

De to partier er også uenige om, hvordan de skal tackle den seneste udvikling i Irak. KDP, som dominerer selvstyreregeringen i Erbil, virker foreløbig mest indstillet på at blande sig helt uden om konflikten mellem sunni- og shiaarabere, mens PUK, der er tættere knyttet til Iran og stærke i den østlige by Suleimania, har opfordret til, at Peshmerga bistår den irakiske regering i kampen mod ISIS og andre sunni-arabiske grupper.

»Foreløbig er det kurderne, der har formået at sikre sig de fleste fordele af Iraks nuværende sikkerhedskrise. De har simpelthen spadseret ind på omstridt territorium, som de har ønsket i årevis, uden at affyre et eneste skud,« konstaterer den amerikanske Irak-ekspert Christine van den Toorn, der i 10 år frem i fjor var lektor ved det Amerikanske Universitet i Suleimania.

»Ikke desto mindre kan festtalerne være præmature. Der er en hel del problemer at tackle, deriblandt uvillige lokalbefolkninger, historiske modsætninger og besværlige naboer,« skriver hun i den irakiske netavis Niqash.

--

Hvis du vil videre:

De ”kurdiske” vindere af krisen i Irak har ikke helt vundet endnu, argumenterer Irak-eksperten Christine van den Toorn i den irakiske netavis Niqash.

---

Den Tyrkiet-baserede korrespondent korrespondent Amberin Zaman advarer i al-Monitor kurderne i Irak mod at have alt for stor tillid til deres nuværende hovedallierede, Tyrkiets premierminister Erdodan.

---

USA bliver nødt til at vise større imødekommenhed over for kurderne, hvis man skal gøre sig noget håb om at få de kurdiske Peshmerga-styrker til at gå ind i kampen mod ISIS og andre ekstremistiske, sunni-arabiske grupper, skriver Dov Friedman og Cale Salih i Foreign Affairs.