Dybest set bygger den historiske aftale med Iran over landets atomprogram på tillid. Har man tillid til, at disse forhandlinger fører noget godt med sig i længden? Israel siger klart nej, andre forholder sig forstigtigt pessimistiske, mens USA og resten af P5+1 ser ud til at satse på det mest optimistiske perspektiv. Her udenrigsministerkollegerne Sergej Lavrov og John Kerry. Foto: US State Department
SIKKERHED
Israel har god grund til at nære dyb mistillid til den netop indgåede aftale med Iran. De bor i området og har dårlige erfaringer. Efter årtiers fokus på den jødiske stats sikkerhed og en dyb mistillid til Teheran, har USA besluttet sig for en ny strategi, der handler om at forhandle med selv berygtede regimer. Det er en del af en ny doktrin, der bygger på tillid om, at en udstrakt hånd fører noget godt med sig. At hvis man satser på fred, ender det muligvis også med frihed. Men til hvilken pris?
Af Paula Larrain
Dybest set handler det om hensigt. Og om tillid. Har Iran en hensigt om at få atombomben eller har Iran ikke? Kogt helt derned, står vurderingen af weekendens aftale med Iran tilbage med et spørgsmål om tillid. Og kun i nogen grad om kontrol.
Israel har ingen tillid til Iran og det gentog premierminister Benjamin Netanyahu efter indgåelsen af aftalen mellem ærkefjenden og gruppen, der kalder sig P5 + 1. Det vil sige medlemmerne af FN's sikkerhedsråd plus Tyskland. Da dette forum indeholder Israels nærmeste allierede, var det naturligt nok, at aftalen med Israels ærkefjende i Mellemøsten sås som et eklatant nederlag for især Netanyahus uforsonlige linje. For med aftalen har USA, Frankrig, England og Tyskland (samt Kina og Rusland) sendt et budskab om, at de da har mere tillid til Iran på den lange bane end det modsatte.
Aftalen er historisk på flere planer. Men det mest sensationelle ved aftalen er, at USA tilsyneladende har forhandlet i det skjulte med Iran gennem de seneste fem år. Det beretter Wall Street Journal, der i en detaljeret baggrundsartikel fortæller nøjagtigt, hvilke personer fra Obamas stab, der har siddet og forhandlet med iranerne i årevis, mens verdenssamfundet inklusive USA har sendt advarsler og bandbuller mod det iranske styre og deres formodede planer om at producere atomvåben.
Om aftalen er stærk eller svag afhænger af tillidsgraden. Aftalen giver Iran mulighed for at fortsætte med sit atomprogram til fredelige midler. Programmet har sin oprindelse i 50erne og blev faktisk initieret gennem opmuntring fra præsident Eisenhower i sin tid. Iran har det så at sige ikke fra fremmede. Men midt i 70erne opstod mistilliden til Iran - allerede før shahens fald og den islamiske revolution i 1979. Derefter satte den lange krig med Irak programmet i bero, men det blev bragt frem og pudset op igen i 00erne, hvilket fik FN til at skærpe sanktionerne mod landet.
Nu hedder det sig vidt og bredt, at Teheran er træt af sanktionerne og derfor møre til at indgå en aftale, formentlig presset igennem af deres egenskab som tærskelmagt - altså forstået på den måde, at truslen om, at de skulle være i gang med at producere atomvåben har fået dem frem til forhandlingsbordet. For simpelthen at få en bedre økonomi. En subtil form for afpresning over for verdenssamfundet, der ser ud til at være lykkedes i første omgang.
Iran skal holdes i kort snor
Helt konkret har Iran forpligtet sig til ikke at berige nok uran til at producere våben og holde sig helt væk fra plutonium. Dertil vil de i yderligere grad lukke inspektører ind, som skal kontrollere, at Iran også holder sig til de aftale fem procents beriget uran. 20 procent er den kritiske grænse, som landet skal holdes langt væk fra.
Der er flere væsentlige detaljer af teknisk karakter, men en anden vigtig politisk detalje er et frafald af et tidligere iransk kardinalpunkt. Iranerne har hidtil stået fast på, at de ønskede en officiel anerkendelse af deres ret til at berige uran. Dette er ikke blevet accepteret, under henvisning til, at andre atomstater heller ikke nyder denne anerkendelse. Det gælder for lande som Argentina, Brasilien, Holland m.fl. der har atomkraft, og beriger uran, men som også har forpligtet sig til aftalen om ikke-spredning af kernevåben. Iran er dermed uofficielt på linje med disse stater, idet man har tillid til, at de holder aftalen om de fem procent. Altså under kontrol.
Så langt så godt. Aftalen om beriget uran løber kun over de næste seks måneder, hvorfor den netop skal kontrolleres hele tiden gennem de næste seks måneder og i tiden herefter. Iran skal holdes i kort snor, trods alt.
Iran hjalp Bush-regeringen mod terrorister
Underneden har iranerne arbejdet på andre måder for at vinde USAs gunst. Hvad mange ikke vidste var, at Iran sideløbende med at blive kaldt en del af "axis of evil" - ondskabens akse - af Bush, faktisk hjalp amerikanerne med at pågribe terrorister, der flygtede over grænsen fra Pakistan og Afghanistan til Iran. Det har amerikanske medier travlt med at rapportere om i disse dage (se links herunder) og er formentlig også en del af motivationen bag Obamas taktik. Han lovede allerede ved sin indsættelse, at han ville forhandle med dem, der rakte ham hånden og altså også gerne Iran. Hvis han skal leve op til det løfte, er motivet for en hurtig aftale også at finde her.
Men der er også andre ting i spil. For eksempel Syrien.
Det er endnu ikke lykkedes at bringe fred til Syrien trods aftalen med Rusland om de kemiske våben. Iran spiller en nøglerolle her, fordi Iran gennem Hezbollah har været med til at holde krigen i live og ses som en af Bashar al-Assads vigtigste allierede. I forhold til Syrien er Iran og Saudi Arabiens indbyrdes rivalisering brudt ud i lys lue og da Obama også har brug for at skabe resultater her efter sin berømte "røde linje"-balancegang, har en dialog med Iran været nødvendig. Altså, hvis det er meningen, at Iran skal inviteres med til forhandlinger om Syrien, som foreslået af tidligere FN Generalsekretær Kofi Annan her i Dit Perspektiv.
Glem frihed, gå efter freden
Irans udenrigsminister, der forhandlede atomaftalen på plads, har sagt, at han gerne deltager i en ny forhandlingsrunde om Syrien. Den kaldes Geneva 2 og er berammet til at foregå i januar. Endnu har Iran ikke modtaget en invitation dog, men mon ikke at USA vil prøve at få iranerne med.
Det ville i hvert fald ligge godt i tråd med USAs nye fredssøgende stil, som formentlig har været med til at sænke paraderne generelt. For nylig meddelte Obamas nye nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice, at USA ville gå mindre aktivistisk til værks i Mellemøsten ved ikke at søge frihedsdagsordenen, men en dagsorden om fred.
Med andre ord, hvis Iran lover at passe sig selv og ikke provokere til slagsmål, og tilmed være med til at løse knuden i Syrien, kan styret få lov til at fortsætte sin undertrykkelse af egen befolkning i lighed med den generelle trend i området. Det lyder måske hæsligt i vestlige ører, men i mellemøstlige ører lyder det som sød musik for magthaverne. Vestlig imperialisme har været deres bedste argument for den førte politik både indadtil og udadtil - uden denne ydre fjende, bliver det spændende at se, hvordan de ellers for samlet kræfterne.
Spørgsmålet er nu også om den velstand, som Iran eventuelt kan få ved en gradvis ophævelse af sanktionerne kan bringe frihed til iranerne ad bagvejen. Det er det mest optimistiske perspektiv. Det mest dystre er, at Iran nu har fat i halen på verdenssamfundet og kan blive ved med at skubbe for alt det, den vestlige verden er imod. Som sagt, er det i sidste ende et spørgsmål om tillid.
Hvis du vil videre
Artiklen fra Wall Street Journal, der fortæller om USAs sideløbende bilaterale forhandlinger med Iran
http://m.europe.wsj.com/articles/SB10001424052702304281004579218343099984808?mod=e2tw&mobile=y
Analyse med en masse baggrund om Iran og USAs forhold de seneste 10 år
http://www.msnbc.com/msnbc/iran-10-wasted-years-one-big-day
Flere detaljer om den konkrete aftale og en udlægning af dens betydning
http://mideast.foreignpolicy.com/posts/2013/11/25/a_good_deal_in_geneva
Susan Rice om skiftet fra friheds- til fredsdagsorden for Mellemøsten
En ældre artikel, der er kritisk over for Bush' axis of evil med inklusion af Iran
http://www.cato.org/publications/commentary/iraq-iran-north-korea-are-axis-evil-why-is-pakistan-ally
Interview med Kofi Annan, hvor han opfordrer til, at man inviterer Iran med til forhandlinger om Syrien