Et levende og uskadt spædbarn reddes ud af ruinerne efter et raketangreb i byen Homs. Billederne fra Syrien er mange og grumme, men de udgør kun toppen af isbjerget. Den underliggende katastrofe er meget større, end det vi får gengivet i medierne. Foto: CC/Flickr by FreedomHouse

SIKKERHED

Vi ved ikke, hvem der fotograferede de billeder, der rystede verden i ugen der gik. Videofilmene af de sultende og døde spædbørn og radmagre gamle fra Yarmouk-lejren i Damaskus var tilsyneladende alle optaget af det iransk-ejede Press-tv.

Billederne af ofrene fra Assads torturkamre havde heller ingen tydelig afsender. De var efter sigende fotograferet af regimets egen fotograf, så de kunne bruges til at udstede de myrdedes dødscertifikater.

Men uanset, hvem der havde taget billederne, og hvilket politisk spin, de der sørgede for, at vi kom til at se disse billeder i lige netop dagene op til Geneve 2 konferencen, havde i baghånden, rystede billederne verdensopinionen.

For de stillede med deres tavse grusomhed det trivielle spørgsmål, ingen kan svare på: Hvordan kunne vi lade det ske?

Børnene gik forrest

Oprøret begyndte i Syrien i marts måned for tre år siden. En lille gruppe skolebørn i byen Dera’a skrev politisk graffiti på skolens mur: Folket kræver at regeringen går af – Doktor, det  er din tur (underforstået øjenlægen Bashar el Assad).

Over 20 børn blev arresteret, og da de fleste af dem efter ugevis af protester i Dera’a og over resten af Syrien blev leveret tilbage til deres forældre, var de blevet banket sønder og sammen og havde fået neglene flået af. Nogle fortalte, at de var blevet hængt op i loftet ved håndleddene, banket og tortureret med elektriske stød.

Liget af den til ukendelighed mishandlede 13 årige Hamza el Khatib dukkede først op efter flere måneder. Få timer efter havde flere end 40.000 mennesker skrevet sig på Facebooksiden ’vi er alle Hamza Khatib’.

Dengang - i 2011 - kunne ét barns død stadig ryste verden. Siden er elefanthuden groet  tyk, øjnene er blevet slørede og ørerne er blevet døve.

Blot statistik

I indledningen til en film, der på baggrund af russiske militærfotografers film beskriver befrielsen af Auschwitz, 27. januar 1945, citerer Elie Wiesel Adolf Eichmann, den pligtopfyldende bureaukrat med ansvar for logistikken omkring massemordet på Europas jøder, for at have sagt : ”100 døde er en katastrofe  -  en million døde er ren statistik”.

Muligvis roder den gamle Nazijæger citatet sammen med et af Joseph Stalin, der skal have sagt: ”Et enkelt menneskes død er en katastrofe - en million døde er statistik”.

Mindst 28 mennesker er døde af sult i den tidligere palæstinensiske flygtningelejr, der nu er vokset til Damaskus-forstaden, Yarmouk. Det stod der i pressemeddelelserne, der akkompagnerede de rædsomme billeder af jamrende sultne småbørn og udsultede voksne med deres døde spædbørn i armene. Tallet er sandsynligvis allerede større.

FN’s talsmand for den særlige flygtningeorganisation for Palæstina-flygtninge, UNWRA, Chris Gunness udsendte en appel om hjælp til de godt 18.000 palæstinensere, der var tilbage i Yarmouk- lejren.  Inden borgerkrigen boede her omkring 200.000 mennesker. Assads styrker lovede at give fødevarekonvojer mulighed for at nå lejren, hvis alle de forskellige væbnede oprørsstyrker – ’terrorister’ i Assads sprogkartotek – først forlod lejren. Og det gjorde de.

Regimets taktik havde fungeret til punkt og prikke. Ved i månedsvis at lægge en stram belejring om en gruppe civile og nægte dem mad, medicin og brændsel, genvandt regimet en Damaskusforstad, der i over to år var i oprørernes hænder.

Systematik og metode

Inden belejringen af Yarmouk-lejren blev ophævet, havde regimet brugt lignende metoder i mindst to andre Damaskusforstæder. Og mens de udsultede palæstinensere fra Yarmouk endelig fik mulighed for at forlade lejren og måske sunde sig et eller andet sted i det borgerkrigshærgede land, bruger regimet i vidt omfang også andre steder i Syrien udsultning som våben.

Jeg er i kontakt med en 24-årig studerende i byen Homs. Vi taler sammen på chat på Skype og Facebook. Han har aldrig været i et engelsktalende land, men skriver og taler fremragende engelsk.

Han har i måneder fortalt mig om forholdene i sin by, hvor regimet ved hjælp af artilleri, sult og kulde forsøger at vinde de 14 bykvarterer, der støtter eller har støttet oprøret mod Assad.

De 14 kvarterer har været belejret i månedsvis. Hverken mad, brændsel eller medicin kan komme forbi de militære checkposter. Dog indrømmer min 24-årige kilde, at der går en stadig strøm af smuglervarer forbi de syriske soldater, der tager sig godt betalt, for at lade en smule mælkepulver, ris og dieselbenzin til elektricitetsgeneratorerne komme forbi.

Men sådan er det ikke i Homs' centrum, hvor 800 familier i snart to år har været fuldstændig afskåret fra resten af byen. Her har ingen set frisk mad i årevis. Børn og ældre dør i tavshed - uden for tv-kameraernes smalle vinkel - af mangel på medicin og ordentlig mad, hvis de da ikke omkommer under de daglige artilleribeskydninger.

En gruppe på 200 væbnede oprørere under ledelse af en tidligere lokal fodboldhelt har i fulde to år forsøgt at bryde belejringen. Dusinvis af dem har mistet livet undervejs og for to uger siden faldt de i et baghold. 65 af dem blev dræbt/henrettet af regimesoldater. De stolte soldater optrådte bagefter med deres geværer slynget over skulderen som helte, der gik rundt og småsparkede til ligene på en propagandavideo med glad underlægningsmusik og børnekor. Videoen var så voldsom, at Facebook fjernede den.

Krigen er helt tæt på

Da jeg chattede med min kilde i Homs forleden, fortalte han mig, at han samme morgen havde hørt et hjerteskærende skrig på gaden. En pige på 10 var blevet ramt af artilleriild. I et splitsekund frygtede han, at det var hans lillesøster.  Det var det ikke. Han samlede pigen op og kørte hende til en samaritterstation, hvor de havde et par rene lagner at smyge om hende. Hendes ben var blodige og ansigtet smadret.

Fra samaritterstationen tog andre pigen til et hospital, hvor der var to læger og ingen medicin. Han vidste ikke, hvad der var sket med hende, men han stod helt lam ved væggen og græd, da de kørte med hende.

"Jeg følte mig helt hjælpeløs, du er den første, jeg fortæller det til," skrev han.

"Du har vist et andet menneske barmhjertighed og varme, og måske det øjeblik gav pigen tryghed og fik smerten til at forsvinde et sekund eller to," skrev jeg tilbage. 

"Det tror jeg ikke," svarede han. "Jeg kunne ikke hjælpe hende."

For to uger siden ramlede loftet i hans soveværelse ned under hærens natlige artilleriangreb. Dagen inden, vi talte sammen, var naboens stue blevet ramt. Hans mor var netop gået ind for at hjælpe med at rydde brokkerne væk. Og mens vi chatter, begynder artilleriilden igen.

"Åh gud, Åh gud," skrev han

"Kom i sikkerhed," svarede jeg ham

"Jeg er ligeglad," skrev han

"Pas nu på dig," skrev jeg og tilføjede, at jeg håber den dag snart kommer, hvor han og hans familie og venner kan begynde at glemme alt det, de har set og oplevet.

"Artilleriilden er holdt op," svarede han. "Jeg er ok."

"Jeg fortæller din historie," skrev jeg. "Jeg er ikke sikker på, at det kan hjælpe noget, men i det mindste vil lidt færre mennesker kunne sige, at de ikke vidste, hvad der skete."

"Tak," svarede han.