Den nu fængslede oppositionspolitiker Leopoldo López holder en brandtale til demonstranterne i Venezuelas hovedstad, Caracas. "Organisér jer og vær disciplinerede. Jeg forlader aldrig Venezuela," brølede han til mængdens store jubel. 

POLITIK

Det var en interessant gruppe valgobservatører, der udgjorde Kremls europæiske alibi, da Krim i søndags rev sig løs fra Ukraine og vendte tilbage til moder Rusland.

Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) havde – efter tidligere at være blevet nægtet adgang til halvøen for at undersøge forholdene efter den russiske invasion – sagt nej til et tilbud om at sende valgobservatører til Krim og dermed legitimere en folkeafstemning i strid med Ukraines forfatning. Derimod lykkedes det at få andre til at overvåge og blåstemple den kontroversielle folkeafstemning.

Ifølge en gennemgang foretaget af den russiske blogger Anton Sjekhovtsov, der på University College London forsker i højreekstreme grupper, var der blandt valgobservatører enkelte mainstreampolitikere fra f.eks. det spanske Partido Popular og Silvio Berlusconis Forza Italia. Nogle kommer fra den ydre venstrefløj. Men langt de fleste tilhører den modsatte yderkant:

Belgiens højreekstreme Vlaams Belang. Frihedspartiet i Østrig. Det højreekstreme parti Ataka i Bulgarien. Marine le Pen’s Front National i Frankrig. Bevægelsen Neue Rechte i Tyskland. Det højreekstreme parti Jobbik i Ungarn.

En spansk observatør, Enrique Ravello, har en fortid i den nynazistiske organisation CEDADE, og observationsstyrken blev ifølge Sjekhovtsov koordineret af det såkaldte Eurasian Observatory for Democracy & Elections (EODE), der tegnes af den belgiske højreekstremist Luc Michel med en fortid i det nynazistiske Fédération d’Action Nationale et Européenne.

»Jeg er chokeret over sammensætningen af observatører fra EU-landene. Når den offentlige opinion på Krim og, vigtigst, i Rusland, nu vil basere sig på deres vurderinger, forekommer det vigtigt at rette opmærksomhed mod denne delegation,« konstaterer Aleksandr Verkhovskij, leder af den respekterede organisation SOVA i Moskva, der holder øje med ekstremistiske bevægelser og racistisk vold i Rusland.

Det Euro-Sovjetiske Imperium

Det venskabelige forhold mellem Putins regering og den ydre højrefløj i Europa er ikke et helt nyt fænomen. Marine le Pen var i juni sidste år på besøg i Moskva, hvor hun bl.a. mødtes med parlamentsformand Sergej Narysjkin og vicepremierminister Dmitrij Rogosin. Måneden inden blev den røde løber rullet ud i Moskva for Jobbiks leder, Gábor Vona. Andreas Mölzer fra Østrigs Frihedsparti har hyldet Putin som manden, der har »formået at styre det post-kommunistiske, kriseramte Rusland ind i roligere farvand«, og Nick Griffin fra det Britiske Nationale Parti (BNP) har rost Putin for at have skabt et »robust, transparent og virkelig demokratisk system.«

»Kremls hovedallierede i EU er de ekstreme højrepartier. Putin mener, at det europæiske ekstremhøjre er på fremmarch, og når de med tiden får magten, vil deres lande forlade – og i sidste ende ødelægge – EU for at bane vej for det ”Euro-Sovjetiske Imperium”,« mener Anton Sjekhovtsov.

Alliancen er ikke mindst tankevækkende, fordi den russiske regering og de russiske medier efter revolutionen i Kiev dagligt udsendt bandbuller mod de nye magthavere i Ukraine, der hævdes at være domineret af ultranationalister, fascister og nynazister. Noget som for udenforstående er vanskeligt at få øje på.

Ganske vist spillede ultranationalistiske, militante aktivister en hovedrolle i den væbnede del af opstanden mod præsident Viktor Janukovitj, og ganske vist har partiet Svoboda og andre højreradikale kræfter fået flere nøglepositioner i den nye regering. Men den fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, fremstår som en temmelig anonym teknokrat, og den nye premierminister, Arsenij Jatsenjuk, tilhører partiet Fædreland, hvis leder, Julia Tymosjenko, havde et nært samarbejde med Putin, da hun var premierminister.

Favoritterne i det ukrainske præsidentvalg, der efter planen skal holdes i maj, er chokoladekongen Petro Porosjenko og den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning Vitalij Klitjko, som ikke på nogen måde kan siges at være ekstremister. Yderligtgående nationalister som Oleh Tjahnibok fra partiet Svoboda og Dmytro Jarosj fra den militante gruppe Højre-Sektor ligger meget langt efter i meningsmålingerne.

Kampen for Europa ligger forude

Snarere er det i Moskva, hvor de yderligtgående nationalister er på fremmarch. Dmitrij Rogosin og Sergej Glasyev, var tidligere ledere af det ultranationalistiske parti Rodina, der i 2005 blev udelukket fra byrådsvalget i Moskva efter en valgreklame, hvor man så mørklødede mænd fra Kaukausus smide vandmelonskræller på jorden og teksten »Lad os rense vores by for affald«. I dag er de fremtrædende medlemmer i Putins regering og har begge spillet vigtige roller i kampagnen mod det nye regime i Kiev.

Ideologer som Aleksandr Dugin og Aleksandr Prokhanov, der markedsfører et aggressivt stor-Rusland som svar på vestlig dekadence og forfald, var indtil for nylig temmelig marginaliserede, men optræder nu næsten dagligt i de statskontrollerede russiske tv-kanaler, hvor de hylder udviklingen på Krim og opfordrer Putin til at gå videre endnu.

»I sin befriende kampmarch vil Rusland hverken stoppe på Krims territorium eller ved Djnepr-flodens bredder eller selv ved det tidligere Ukraines vestlige grænser. Vort mål er befrielsen af Europa fra atlantiske indtrængere – dem der forårsagede katastrofen i Kiev og delegerede magten til en kriminel junta. Vort mål er den store kontinentale frihedskamp. Kampen for Europa ligger forude,« skrev Aleksandr Dugin i et essay og understregede, at han ikke kun mener Centraleuropa, men også Vesteuropa.

Sådan lyder det naturligvis ikke fra Putin selv, men hans Krim-annekteringstale i tirsdag forstærkede billedet af en russisk præsident, der udtrykker sig langt mere nationalistisk end tidligere og ser det som sin mission at redde etniske russere, hvor de end måtte befinde sig. F.eks. har Putin tidligere næsten altid brugt ordet ”rossijskij”, der omfatter hele befolkningen i Rusland, men nu handlede det overvejende om ”russkij”, dvs. etniske russere, da Putin forklarede og forsvarede sine forehavender i Ukraine.

Det er ikke givet, at ideologer som Dugin og Prokhanov har den store indflydelse i praksis. Men der bliver lyttet til dem på en helt anden måde end tidligere, bekræftede Aleksandr Prokhanov forleden over for New York Times. Han fortalte, at mens han blev set som et »monster«, mens Boris Jeltsin var præsident, bliver han nu regelmæssigt inviteret til arrangementer i Kreml, og han har mødt Putin en håndfuld gange.

»Efterretningsofficererne omkring ham er meget mere opmærksomme på ideologi, og for dem står det klart, at ideologisk krig er et vigtigt instrument,« sagde Prokhanov.

Aleksandr Dugin har tidligere været stærkt kritisk over for Putin, som han så som alt for blødsøden og pragmatisk, men i samme New York Times-artikel hævdede Dugin, at han har været i tæt kontakt med magthaverne i Kreml i 15 år. Nu, mener han, har Putin af indenrigspolitiske årsager overtaget den ”eurasiske” ideologi, fordi det er den vej, vinder blæser i Rusland.

»Anti-amerikanisme er blevet russernes hovedsagelige ideologi, deres hovedsagelige verdenssyn. Nu, efter Krim, er der ingen vej tilbage,« erklærede Dugin.

Hvis du vil videre

New York Times interviewer nogle af de stor-russiske ideologer, der tidligere var marginaliserede, men nu optræder på russisk tv næsten dagligt:

http://www.nytimes.com/2014/03/16/world/europe/foes-of-america-in-russia-crave-rupture-in-ties.html?_r=0

Putins annekteringstale i engelsk oversætning på Kremls hjemmeside:

http://eng.kremlin.ru/news/6889

Anton Sjekhovtsovs blogindlæg om de højreekstremistiske europæiske valgobservatører på Krim:

http://anton-shekhovtsov.blogspot.se/2014/03/pro-russian-extremists-observe.html