Folkelige protester i Kairo mod den Internationale Valutafond. Foto: Flickr by Gigi Ibrahim

DIN VERDEN

KAIRO

”Til dem, som siger, at Egypten er bankerot, siger jeg: Det er jer selv, der er bankerot! Det er noget, I fantaserer. Egypten vil aldrig gå bankerot eller knæle for andre end Allah, så længe det egyptiske folk arbejder hårdt.”

Sådan lød meldingen fra Egyptens præsident Mohamed Morsi, da han holdt tale i parlamentets overhus, Shuraen, den 29. december i anledning af, at landets nye forfatning officielt trådte i kraft.

Som forventet handlede en del af talen om Egyptens økonomi. Og ifølge præsidenten står det slet ikke så galt til endda: Landbrugssektoren er i fremgang. Ti procent af verdens skibsfart går stadig igennem Suez-kanalen. Turistindtægterne overgik i løbet af årets sidste fire måneder de samlede indtægter fra 2011. Og de planlagte investeringer i Suez-området vil kunne 20-doble indtægterne fra Suez og give en million arbejdspladser, forlød det.

”Jo, det er sandt,” forsikrede præsidenten, og Shuraens islamistiske flertal klappede i hænderne.

Men den lille del af befolkningen, som har en opsparing, styrtede i banken i panik for at prøve at veksle deres egyptiske pund til dollars. I så stort tal, at den egyptiske centralbank måtte dæmme op for kapitalflugten og nu har begrænset salget af dollars til omkring 60 millioner om dagen - med yderligere kursfald til følge.

For de færreste troede nemlig på, hvad præsidenten sagde. De barske fakta er, at underskuddet på statsbudgettet bare vokser og vokser og forventes at nå 200 mia. egyptiske pund (ca. 166 mia kroner) i indeværende regnskabsår. Inflationen er galoperende. Pundet er faldet med mindst ti procent. Valutareserverne er efter to år med svigtende indtægter faldet fra 35 milliarder til reelt under 10 milliarder. Og de udenlandske investeringer, der er så hårdt brug for til at sætte gang i hjulene, udebliver fortsat på grund af fornyede bølger af politisk uro.

Og i stedet for at indgå kompromiser og søge reelt samarbejde har præsidenten og hans bagland, Det Muslimske Broderskab, fortsat deres uforsonlige konfrontationskurs, som de slog ind på i efteråret for at få Egyptens ny forfatning trumfet igennem.

Øget politisk kontrol og flere islamister

Morsi er således i fuld gang med at tage kontrol med den mastodontagtige, statslige fagbevægelse, samtidig med at han lægger forhindringer ud for de nye, uafhængige fagforeninger. Han har øget den politiske kontrol med centralbankens bestyrelse. Han har gjort Shuraen - som netop har fået markant øgede beføjelser i den nye forfatning - til sit lydige instrument med udnævnelsen af 90 nye og fortrinsvis islamistiske medlemmer, så Shuraen nu består af i alt 189 islamister og 81 anderledes tænkende som magtesløs opposition.

Og som kronen på værket har han netop udskiftet 10 af provinsernes magtfulde guvernører, hvoraf syv kommer fra Det Muslimske Broderskab og tre fra de endnu mere konservative salafist-partier. Det vil sige, at 20 af Egyptens i alt 27 guvernørposter nu er udskiftet med Morsi-loyalister.

Alt sammen tiltag, som hverken fremmer samarbejdsviljen fra oppositionen, øger stabiliteten i landet eller adresserer de økonomiske problemer.

Den 7. januar fik Egypten dog en ny finansminister, som har speciale i islamisk bankdrift, og som siger, at han har en plan.

Men dét tror Hafez Sherif ikke på. Han er chefredaktør på avisen ”El-Mal”, Egyptens svar på ”Financial Times”, og har i det hele taget svært ved at finde selv det mindste tegn på, at regeringen har en økonomisk politik.

”Den ny finansminister er ingenting. Det er ren facade,” siger han og peger på, at såvel regeringen som Morsi selv er styret af Det Muslimske Broderskabs næst-øverste guide og grå eminence, Khairet el-Shater. Og hvad Broderskabet vil, det ved de vist kun selv, mener Hazem Sherif.

”Jeg har talt med dem, Gud ved hvor mange gange, og det eneste, jeg ved er, at de ikke tænker i politiske løsninger,” siger han.

Men at Morsi og Brødrene bliver nødt til at rette op på statsbudgettet nu, det véd alle.

Det er betingelsen for at få et længe ventet lån hjem fra Den Internationale Valutafond (IMF) på 4,8 milliarder dollars. Et lån, som vil åbne op for bl.a. fem milliarder dollars i udviklingsstøtte fra EU, 1.4 milliarder dollars fra USA, samt endnu vigtigere: Forhåbentlig endnu flere milliarder fra private og udenlandske investorer.

Lån og støtte er betinget af høje krav

I den forgangne uge blev lånet imidlertid endnu engang udskudt på ubestemt tid, fordi Morsi ikke kan – eller vil – leve op til betingelserne. Alle ved, at hvis man skal rette op på statsbudgettet, kræver det bl.a. store indskrænkninger i statssubsidierne til benzin, gas, elektricitet og basale fødevarer; skatteforhøjelser i form af forbrugsskat på bl.a. mobiltelefoni og tobak; samt ro på arbejdsmarkedet og i gaderne.

Med andre ord: tiltag, der – uanset, at regeringen vil gøre sit yderste for at dæmpe effekten - især kommer til at gå ud over de 40 procent af befolkningen, der lever i dyb fattigdom allerede.

Problemet med statssubsidierne, som udgør over 30 procent af statsbudgettet, har ingen præsident turde gøre noget alvorligt ved siden Anwar Sadat forsøgte sig engang i 70’erne - med blodige optøjer til følge. Morsi underskrev ganske vist en lov i december, der som en del af aftalen med IMF skulle begrænse subsiderne og øge skatterne. Men det var lige inden folkeafstemningen om den ny forfatning, og allerede dagen efter trak han loven tilbage igen under påskud af, at regeringen først skulle indlede en ”social dialog”.

”Masser af mennesker havde lagt kræfter i det forslag. Morsi havde, Broderskabet havde, finansministeren havde – og når man kikker på hele denne pakke og forløbet, må man sige, at det endte i et kæmpe cirkus fuldt af selvmodsigelser,” siger Hazem Sherif.

Selv Morsis egen regering udtrykte bestyrtelse: ”Det er på tide, at landets øverste ledelse viser forståelse for den meget alvorlige økonomiske situation,” sagde Egyptens daværende finansminister, Mumtaz al-Said, og blev belønnet med en fyreseddel.

Og selvom golfstaten Qatar efterfølgende har spyttet to en halv milliard dollar i den egyptiske statskasse og deponeret andre to en halv milliard i landets banker, og selv om Saudi Arabien sender en halv milliard til Egypten i ny og næ – så er det ifølge Hazem Sherif ikke nok til at købe Morsi mere tid.

Valutafonden er upopulær hos den menige egypter

For at undgå en statsbankerot må skattestigninger og nedskæringer i statssubsidierne indføres inden parlamentsvalget i april, mener han – med nye store protestdemonstrationer og uro i gaderne til følge. For man kan ikke reformere uden at indgå kompromisser, og man kan ikke indgå kompromisser uden at tale med hinanden.

”Og desværre ser det ikke ud til, at Broderskabet er i stand til at ændre deres tænkemåde, før der sker noget meget drastisk. Det er som om de tænker: ”Først skal vi dominere, og når vi har et godt, muslimsk samfund, så kommer løsningerne let!” Det er en slags hysteri for dem,” siger han.

Og spørger man den menige egypter, vil mange kun glæde sig over, at lånet fra IMF endnu engang er skudt ud i det uvisse. For ligeså nødvendigt lånet er for at skabe tillid blandt udenlandske investorer, ligeså upopulært er det blandt det store flertal af befolkningen, som er opflasket med en opfattelse af, at Valutafonden er zionisternes og USA’s instrument til at slavebinde det egyptiske folk med.

”Åh, Valutafond” Hjælp mig, bind mig med flere lån, og lær mig, hvordan jeg skal knæle for dig,” synger den egyptiske popsanger Yasser el-Menwahly i sin ironiske ”Sang til Valutafonden”. ” Og dén sang synger store dele af oppositionen også gerne med på, for dén er der stemmer i.

Da Det Muslimske Broderskab var i opposition for mindre end et år siden, var de da også selv imod IMF-lån. Nu må de så formodentlig sluge kamelen og gå enegang.