John Kerry på en af sine utallige rejser til Tel Aviv. Ikke ret mange tror på, at det vil lykkes ham at skabe fred i Mellemøsten i denne omgang. Foto: Flickr by US Embassy Tel Aviv

SIKKERHED

”Vi kan ikke ønske os fred mere end parterne selv,” fastslog en slukøret amerikansk udenrigsminister John Kerry ved et pressemøde i Bruxelles tirsdag.

Han havde netop aflyst sin bebudede rejse til Ramallah, og kommentatorerne var hurtige til at erklære Kerrys fredsmission i Mellemøsten for endegyldigt død.

Forud var gået en nervepirrende weekend:

Utilfreds murren i den israelske regering havde sat en foreløbig stopper for en planlagt løsladelse af 26 palæstinensiske, politiske fanger. De 26 skulle have været løsladt lørdag, som den sidste og fjerde gruppe af i alt 104 terrordømte palæstinensere – såkaldte fanger med ’blod på hænderne’ – som Jerusalem i sommer havde lovet  palæstinenserne og John Kerry at løslade.

De fire gange fangeløsladelser, med et par måneder imellem,  skulle være en gestus til palæstinenserne. Et bevis på Israels gode vilje i forhold til forhandlingerne om en permanent løsning på konflikten.

Palæstinenserne havde forhåndskrævet, at Israel som bevis på sine gode hensigter indførte byggestop i de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Men det ville have kastet statsminister Benjamin Netanyahu ud i en regeringskrise med den store gruppe bosætterpolitikere i hans eget parti og i de øvrige koalitionspartier, endnu inden forhandlingerne var begyndt. Så Netanyahu vred i stedet armen om på sin regering og lovede USA og palæstinenserne at løslade de terrordømte. Palæstinenserne betragter dem som politiske fanger.

Men det var ingen garanti mod en lurende regeringskrise med den indre højrefløj. I sidste uge modsatte de sig højlydt,  at der i den sidste gruppe på 26 palæstinensiske fanger ikke kun var palæstinensere fra Vestbredden og Gaza, men også 13 palæstinensere med israelsk statsborgerskab dømt for terrorhandlinger.  De truede med at sprænge regeringen. Og for at undgå den krise meddelte Netanyahu forrige weekend, at han ’foreløbig’ ville forsinke løsladelsen af alle fangerne.

Ramallah reagerede omgående: Fangerene skulle løslades som lovet inden for 24 timer, ellers ville palæstinenserne trække sig og forhandlingerne reelt være brudt sammen. Palæstinenserne ville ikke forlænge forhandlingerne ud over den 29. april, som er den dato, John Kerry har sat som deadline for at nå frem til en ramme for en fremtidig fred.

Det var her John Kerry sidste mandag besluttede sig for at forlade NATO-kollegaerne under et møde i Bruxelles for en stund og rejse til Jerusalem.

Jonathan Pollard som –kontroversielt – amerikansk trumfkort

 John Kerry forsøgte sig med en besynderlig og hidtil uset trekantshandel.

For et få Israel til alligevel at løslade de 26 terrordømte palæstinensere, også dem, der er israelske statsborgere, og for at få både israelere og palæstinensere til at love at fortsætte forhandlingerne yderligere et år til udgangen af 2015, kastede John Kerry et amerikansk trumfkort på bordet: Jonathan Pollard.

Jonathan Pollard blev i 1987 i USA idømt livsvarigt fængsel for spionage. Pollard var ansat som chef for en forskningsenhed i den amerikanske flådes efterretningstjeneste. Som amerikansk jøde var Pollard naturligt bekymret for Israel. Og da han i sit arbejde kom i berøring med oplysninger, som han mente var væsentlige for USAs allierede, Israel, men som USA ikke delte med Israel, stjal Pollard de hemmeligtstemplede oplysninger og bragte dem til Israel via den israelske ambassade i Washington.

I første omgang nægtede Israel enhver forbindelse til Pollard, men i 1990'erne blev det politisk opportunt i Jerusalem at give den amerikanske livstidsfange israelsk statsborgerskab. Dermed var Pollards ønske om benådning blevet et officielt Israels ønske. Et ønske som samtlige amerikanske præsidenter hidtil pure har afvist.

Og her sad så John Kerry sidste mandag i Jerusalem over for Benjamin Netanyahu og tænkte kreativt:

Hvad nu, hvis USA løslod Pollard til gengæld for, at Israel ikke alene løslod de aftalte 26 palæstinensiske livstidsdømte fanger, men yderligere 400 fængslede palæstinensere med korte domme OG standsede alt statsbyggeri i de israelske Vestbredbosættelser? Kunne det mon få forhandlingerne tilbage på sporet ?

Den mærkelige trekant-studehandel fik en hård medfart fra alle sider:

I USA skrev pressen, at Det Hvide Hus ikke havde til sinds at løslade Pollard, og mange kommentatorer protesterede højlydt over, at en amerikansk spion skulle løslades som lokkemad for israelerne, især på baggrund af at Israel ikke har udvist den store interesse for at holde forhandlingerne gående endsige, at de skulle nå til et resultat. Tværtimod, ville mange mene.

I Jerusalem protesterede Netanyahus genstridige højrefløj. De ville ikke stemme for en handel, der indebar Pollard for at bevare processen, og da slet ikke hvis pakken indeholdt et byggestop på Vestbredden, som de så ihærdigt har kæmpet imod. Så hellere sprænge regeringen.

Abbas strammer sine krav – palæstinenserne går til FN

Det var ikke tid hverken til spøg eller aprilsnar i Ramallah den 1.april.

Den palæstinensiske præsident holdt en tale:

"Jeg har netop sat min underskrift på ansøgninger om palæstinensisk medlemskab i 15 forskellige FN-organer," sagde Mahmoud Abbas. Han tilføjede, at han ikke havde nogen hensigt om at skabe en krise hverken med USA eller i forhold til forhandlingerne med Israel. Men den del af talen blev i første omgang overhørt.

John Kerry aflyste prompte sin til onsdag planlagte rejse til Ramallah.

Det affødte omgående den kendte ’blame-game’, om hvem, der først havde brudt det  aftalte.

Palæstinenserne kunne med god ret fastholde, at det var Israel – fangeløsladelsen var på forhånd aftalt til en på forhånd aftalt dato. Det var Israel der løb fra aftalen.

USA og Israel har påpeget, at palæstinenserne nu bryder et løfte om ikke at gå til FN, så længe forhandlingerne står på. Hvortil man kan fristes til at spørge: Hvilke forhandlinger ?

Siden midten af sidste uge har der været nærmest hektisk diplomatisk aktivitet.

Kerry har sendt sin repræsentant Martin Indyk til Jerusalem. Netanyahus oprørske ministre har igen-igen truet med at sprænge regeringen.

Der holdes trekantsmøder mellem amerikanere, israelere og palæstinensere i et forsøg på at redde stumperne af det, der skulle have været Pax Kerry.

Unavngivne amerikanske kilder lægger ikke skjul på, at Kerry er dybt skuffet, og at Washington hælder mest til at synes, at det er israelerne, der er de mest besværlige.

I Jerusalem taler økonomiminister Bennett om at anklage Abbas for krigsforbrydelser og andre ministre om at indefryse palæstinensernes told- og skattepenge, som Israel opkræver som straf for, at Abbas vil optages i FNs organer.

Netanyahu forsøger at undgå et valg

Som så ofte før er udenrigspolitik i virkeligheden indenrigspolitik.

I de israelske medier diskuteres det åbent, at Benjamin Netanyahu har valgt ikke at holde løftet om at løslade fanger og ikke at ville forhandle fred overhovedet udelukkende for at undgå et valg.

Konsekvenserne kan blive voldelige, advarer forskellige debattører.

Søndag aften gav den israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman sin udlægning.

Der er tre muligheder, sagde Lieberman:

Enten accepterer Israel Kerrys ’pakke’, der blandt andet betyder, at palæstinensiske terrorister løslades. Det er Lieberman imod.

Eller også må Netanyahu foretage en regeringsrokade. Det anser Lieberman for urealistisk, hvorfor den kontroversielle israelske udenrigsminister mener,  at det klogeste vil være, at Israel går til valg.

Fortsættelse følger…….

© hf, 060414