SIKKERHED

Der bliver rystet på hovedet. Både i Spanien og i England, hvor kommentatorer, politikere og diplomater med vantro ser til, at deres borgerlige regeringer puster sig op over for hinanden i en strid om Gibraltar. Som en tidligere britisk Labour-minister skriver i den spanske avis El País:

"David Cameron og Mariano Rajoy ligner hinanden mere, end de vil være villige til at indrømme. Begge er svage nationale ledere, der står med lignende indenrigspolitiske problemer."

Konflikten mellem Spanien og Storbritannien over Gibraltar ligner en farce, men bunder dog i noget ganske reelt og mere end blot et skænderi over et stykke territorium.

Det startede med, at myndighederne i Gibraltar lod store betonklodser sænke ud for deres kyst for at give fiskebestandene en chance for at regenerere. Siger de.

De lokale spanske fiskere har naturligvis protesteret højtlydt og de bakkes op af deres regering, der har nok at gøre med dårlig økonomi og arbejdsløshed. At nogen på den måde tager brød ud af munden på lokale andalusiere er ikke noget, den spanske regering kan sidde overhørig og den kræver derfor, at Storbritannien straks giver Gibraltars lokale styre instruks om at fjerne betonklodserne. Argumentet er simpelt: Storbritanniens "krav" på Gibraltar gælder kun landområdet og under ingen omstændigheder vandene omkring.

Den britiske regering har hidtil nægtet at gøre noget ved det, hvilket fik spanierne til at kræve ekstra kontrol ved grænsen mellem Spanien og Gibraltar og true med at indføre en indrejseskat på 50 euro. Det kan Spanien ikke bare gøre, lyder det fra EU, da grænsen er en intern EU-grænse og selvom Storbritannien ikke er medlem af Schengen, så er der jo det indre marked og varernes fri bevægelighed at tage hensyn til. Ind til videre er det da også blevet ved sabelraslen.

Og meget apropos fik en ellers planlagt flådeøvelse for The Royal Navy pludselig en helt anden symbolsk betydning.

I sidste uge forlod et britisk krigsskib sin havn i Portmouth med kurs mod Middelhavet og i hvert fald i Gibraltar er netop ankomsten af dette krigsskib blevet modtaget som en symbolsk påmindelse om, at deres moderland passer godt på dem. Hvad de lokale lige havde forestillet sig, at et britisk krigsskib skulle kunne foretage sig over for et andet NATO-land, må stå hen i det uvisse. Den britiske regering er omvendt blevet kritiseret for, at man ikke har valgt at aflyse flådeøvelsen i lyset af den diplomatiske krise, da nærværet af store krigskanoner naturligt nok giver ubehagelige mindelser om de to landes historiske søslag og generelle uvenskab helt frem til moderne tid.

Givet er det, at Gibraltars fortid nok er militært funderet, men fremtiden afhænger af diplomati. Ikke af territorialkrig.

Imperiernes sidste lommer kommer i fokus

Striden er måske lige lovlig banal og i nogles øjne også let at latterliggøre, men dens politiske betydning for de sidste af verdens imperiale tidslommer kan være reel nok.

Sammenligningen med Falklandsøerne ud for Argentinas kyst er oplagt. I 1980erne blev Margaret Thatcher uhyre populær ved at stå fast på de britiske beboeres side ved at udkæmpe en krig mod det daværende diktatur i Argentina. Før den argentinske invasion havde der dog været helt fredelige planer om blot at overdrage den lille klat øer mod en aftale om tilbageleasing i 99 år og en garanti for, at de britiske statsborgere på øen fik lov til at nyde deres "way of life". Meningen var, at man ville dele og lade det argentinske og det britiske flag veje officielt sammen. Det gik så lidt anderledes, fordi det argentinske regime valgte at invadere.

Argentina har dog ikke opgivet kampen på diplomatisk plan og agter fortsat at søge FN om hjælp til at få øerne - Las Malvinas på spansk - bragt ind under eget territorium.

Gibraltar har en lidt anden status, da området blev tildelt den britiske krone under Utrecht-traktaten fra 1713. Britiske tropper invaderede klippen sammen med hollænderne i 1704 og landafgivelsen var en del af et stort puslespil oven på den spanske arvefølgekrig. Krigen blev ført mellem England, Holland og Østrig på den ene side og Frankrig på den anden.

Den blev udløst, fordi den Habsburgske kong Carlos II døde uden at efterlade sig en arving. Katalonierne i nord sluttede sig til Østrig, mens kastelianerne i syd var loyale over for Frankrig. Krigen sluttede først efter traktaten, hvor en lang række landområder blev fordelt mellem datidens stormagter og hvor man slog fast, at Frankrig og Spanien aldrig mere måtte være forenet under samme konge. Altså, kan man historisk godt sige, at Storbritannien aldrig har nappet området fra Spanien, men fået det for tid og evighed ved en fredsslutning, hvor briterne i øvrigt også fik Menorca. Den ø blev dog erobret af Spanien i 1756.

Sådan gjorde man, som bekendt, blandt magthavere i gamle dage. I dag har realpolitikken og ikke mindst ånden  bag FN kastet et helt nyt lys over disse små enklaver rundt omkring. Ingen protesterede således, da Goa blev erobret af Indien fra portugiserne i 1961 og den samme reaktion, havde Argentina forregnet sig på i 1982. Hong Kong blev afstået af Storbritannien efter endt aftale i 1997, ligesom den tidligere britiske ø Diego Garcia blev overdraget til USA og indbyggerne tvangsflyttet så sent som i 1970erne.

I dag argumenterer Storbritannien for at beholde Gibraltar, fordi indbyggerne her er helt enige om, at de hellere vil være britiske end spanske. Storbritannien og Spanien havde dog senest i 2002 forhandlet sig frem til en aftale om fælles ejerskab, men det blev forkastet af et helt overvældende flertal af beboerne - 98 procent. Spanien hævder på den anden side FN's resolution 2429 fra 1968, hvor FN's Generalforsamling gør det klart, at briternes krav på Gibraltar ikke er forenelig med FN's charter. Uanset hvad en lokal befolkning måtte mene.

Britisk uenighed om den udenrigspolitiske linje

Hvorfor Spanien vil have området tilbage, kan man med rette stille spørgsmål om. Gibraltar beskæftiger en stor del spaniere, der ellers ville leve i arbejdsløshed i den økonomisk mest tilbagestående del af landet, og områdets sikkerhedspolitiske betydning spiller knap så stor en rolle, når Spanien og Storbritannien i forvejen både er allieret i EU og NATO. Desuden har den højlydte sabelraslen kun medført opmærksomhed på Spaniens egne imperialistiske tidslommer i Marokko, nemlig Ceuta og Melilla.

Baggrunden for Spaniens furore handler mest om smugling og skatteunddragelse, to ting, som Gibraltar er berygtet for. Ulovlige cigaretter og stoffer strømmer ind over grænsen via Gibraltar, siger Spanien, mens området også er et skattely for rige briter og andet europæisk godtfolk, der gerne vil unddrage sig betaling til fælleskasserne. Lige på dette punkt har Spanien en hel del allierede blandt briterne selv. Som forfatter og journalist Simon Jenkins spørger i The Guardian:

"Folk i Gibraltar har rettigheder, men hvorfor skulle britiske skatteydere dog sende krigsskibe for at håndhæve dem?"

En anden brite, tidligere Europaminister Denis MacShane håner premierminister Cameron for "igen" blot at føre udenrigspolitik for sit eget partis skyld og ikke for Storbritanniens og opfordrer ham derfor til at sætte det lokale styre i Gibraltar på plads. Problemerne omkring Gibraltar er til at håndtere, siger han. Det kræver blot, at man begynder at føre diplomati på et "voksent" niveau.

Hvis du vil videre

Læs her Denis MacShanes kommentar i El País
http://elpais.com/elpais/2013/08/15/opinion/1376562119_695541.html

 

Og en lignende kommentar på engelske i Huffington Posthttp://www.huffingtonpost.co.uk/denis-macshane/gibraltar-rock-of-ages_b_3720481.html

 

Kommentar af journalist Simon Jenkins i The Guardian
http://www.theguardian.com/commentisfree/2013/aug/14/gibraltar-falklands-deny-logic-history

 

Kommentar af den spanske udenrigsminister Jóse Manuel García-Margallo

http://online.wsj.com/article/SB10001424127887323639704579016690754718488.html?mod=rss_Opinion?mod=hp_opinion