POLITIK

"Lev på en ny måde," lyder Petro Porosjenkos valgslogan forud for det ukrainske præsidentvalg på søndag. Det ønsker en meget stor del af befolkningen, hvilket blev understreget af de massedemonstrationer i Kiev, som i februar fik den daværende præsident, Viktor Janukovitj, til at flygte til Rusland.

Men selv om Porosjenko lige nu fremstår som landets i særklasse mest populære politiker og synes på vej mod en solid valgsejr, tvivler mange ukrainere på, at den 48-årige milliardær vil være i stand til grundlæggende at forandre situationen i et af Europas fattigste, mest korrupte, mest vanstyrede og mest problemfyldte lande.

Petro Porosjenko, hvis konfekturekoncern Roshen har givet ham øgenavnet ”chokoladekongen”, kan i hvert fald dårligt kaldes et nyt og friskt navn. Ikke alene er han én af den snes rigmænd, hvis penge har spillet en afgørende rolle i ukrainsk politik siden Sovjetunionens opløsning og Ukraines uafhængighed i 1991. Han har også – modsat de fleste andre ukrainske oligarker – forfulgt en politisk karriere, og i denne har han haft så vidt forskellige allierede, at det får mange til at tale om magtbegær snarere end ideologisk overbevisning.

I slutningen af 1990’erne samarbejdede han med den kontroversielle, stærkt pro-russiske politiker og oligark Viktor Medvedtjuk – nær ven af Ruslands præsident Vladimir Putin, som er gudfar til Medvedtjuks datter. I 2001 var han med til at etablere Regionernes Parti, magtbasen for den daværende præsident Leonid Kutjma og senere for Janukovitj. Senere samme år skiftede han side og allierede sig med Viktor Jusjtjenko, der skulle blive en af hovedfigurerne i den Orange Revolution og i 2005 Ukraines pro-vestlige præsident, mens Porosjenko bl.a. fik poster som sekretær for Ukraines nationale sikkerhedsråd 2005 og udenrigsminister 2009-10.

I 2012 skiftede Porosjenko igen side og blev minister for økonomisk udvikling og handel under præsident Janukovitj og premierminister Mykola Azarov. Indtil han som den første af landets oligarker vendte Janukovitj ryggen og bakkede op om EuroMajdan-protesterne i Kiev og andre ukrainske byer, efter at Janukovitj i sidste øjeblik havde afvist at underskrive en længe forberedt associeringsaftale med EU til fordel for favorable lån fra Rusland.

Netop denne seneste tallerkenvending – på et tidspunkt, da det langtfra var givet, at Janukovitj ville falde – er en af hovedårsagerne til Porosjenkos nuværende popularitet. Dels satte han sin tv-kanal, Kanal 5, ind i kampen mod præsidenten, dels udsatte han sig for personlig fare, da han i december sidste år stillede sig op på en bulldozer og talte i en megafon, hvilket bidrog til at stoppe et truende sammenstød mellem EuroMajdan-aktivister på den ene side og uropoliti og regeringstro aktivister på den anden.

Tilsvarende mod viste Porosjenko i marts i år, da han drog til hovedbyen Simferopol på Krim i et forsøg på at få den da forestående folkeafstemning afblæst. Det lykkedes ikke, men videofilm af præsidentkandidaten, som gik gennem byens mørke gader fulgt af hundreder af råbende pro-russiske aktivister, har bidraget til at styrke Porosjenkos troværdighed blandt det store flertal af befolkningen, der foretrækker et intakt Ukraine.

Balancegang mellem EU og Rusland

En anden forklaring på Porosjenkos forventede valgsejr er, at han på ingen måde opfattes som ekstrem. Han har i mange år drevet forretning i Rusland, og intet tyder op, at han ikke ville kunne indgå en fornuftig dialog med Rusland, hvis Putin ønsker det.

Porosjenko virker fast besluttet på at underskrive associeringsaftalen med EU, og han har tidligere udtalt sig for ukrainsk Nato-medlemskab, men i valgkampen har han erklæret, at han er imod en folkeafstemning om Nato-medlemskab på nuværende tidspunkt. Samtidig har han understreget, at en hovedprioritet bliver at rette op på landets vaklende økonomi og skabe nye arbejdspladser.

"Jeg kender ikke til en eneste engel i ukrainsk politik. Men der er dem, der taler, og dem, der bygger. Jeg mener, at tiden er inde til at bygge," sagde den tidligere indenrigsminister Jurij Lutsenko på et Porosjenko-valgmøde forleden.

Alle meningsmålinger tyder på, at ukrainerne mener det samme. Porosjenko har hele tiden haft et stort forspring, og i de seneste målinger har han ligget til at få lige over 50 pct. af stemmerne, hvilket ville sikre ham sejren allerede i første runde. Hvis han ikke når de 50 pct., skal han ud i en anden valgomgang mod nummer to. Det ser ud til at blive enten den tidligere premierminister Julia Tymosjenko eller den pro-russiske parlamentariker Sergej Tigipko, der hver står til at få ca. 10 pct. af stemmerne.

Skønt Rusland hævder, at det er ekstreme nationalister og fascister, der har kuppet sig til magten i Kiev, ligger de yderligtgående ukrainske nationalister blandt kandidaterne, Dmytro Jarosj og Oleh Tjahnybok, langt efter i meningsmålingerne med højst nogle få procent af stemmerne.

Store spændinger i øst

Præsidentvalget ses som afgørende for regimets legitimitet, efter at Janukovitj’ fald og magtskiftet i februar kun med meget god vilje kunne hævdes at være i overensstemmelse med den ukrainske forfatning. Valget vil efter alt at dømme blive afholdt i hovedparten af landet, hvilket er en stor bedrift i sig selv. Men den voldsomme uro i frem for alt de østlige provinser Donetsk og Luhansk gør det højst tvivlsomt, om valget kan gennemføres dér.

Krim-boerne får ikke mulighed for at stemme på halvøen, og valgdeltagelsen bliver formentlig også meget begrænset i Donetsk og Luhansk, hvor væbnede, pro-russiske rebeller har kontrollen i en række store og mindre byer. Nogle vil ikke stemme, og andre tør ikke, efter at lederne af de selvbestaltede ”folkerepublikker” har nægtet at lade præsidentvalget i ”et naboland” finde sted på deres territorier, stemmesedler og vælgerlister er blevet konfiskeret, og adskillige valgtilforordnede er blevet overfaldet eller truet.

»Vi er klar over, og vi vil ikke vildlede nogen om dette, at det bliver umuligt at holde et normalt valg i enorme dele af Donetsk- og Luhansk-regionerne,« erkendte indenrigsminister Arsen Avakov i mandags.

De to provinser tegner sig for næsten 15 procent af Ukraines befolkning. Og skulle valgdeltagelsen også blive lav i andre provinser domineret af etniske russere og russisktalende ukrainere, f.eks. Kharkiv og Odessa, vil det være en alvorlig udfordring mod den nye præsidents legitimitet.

Fra Kiev-regimets synsvinkel har der været flere lyspunkter efter de forfatningsstridige og farceagtige folkeafstemninger i Donetsk og Luhansk for to uger siden:

* Moskva har dæmpet sin retorik, ikke anerkendt ”folkerepublikkerne” og udtrykt forsigtig støtte til det ukrainske præsidentvalg.

* En vis national dialog er kommet i gang i form af rundbordssamtaler – uden deltagelse af de erklærede separatister, men med deltagelse af andre af det nye Kiev-regimes kritikere.

* Separatisterne har åbenlyse problemer med at tiltrække kampvillige folk, de har ikke formået at udvide deres kontrolområde i de seneste uger, og der er tegn på intern splittelse mellem dem.

* Ukraines rigeste mand, oligarken Rinat Akhmetov fra Donetsk, har efter længe at have siddet på gærdet indledt en verbal offensiv mod separatisterne og taget initiativ til – foreløbig relativt spæde – pro-ukrainske manifestationer i området.

Men situationen er fortsat højspændt, og så sent som torsdag blev mindst 13 ukrainske soldater dræbt ved et rebelangreb i Donetsk-regionen. Putin har – igen – hævdet at have givet ordre til en tilbagetrækning af de russiske styrker nær grænsen til Ukraine, men Nato har foreløbig ikke kunnet bekræfte påstanden, og under alle omstændigheder vil styrkerne hurtigt kunne være på plads igen, hvis Putin bestemmer sig for det – f.eks. hvis Kiev skulle beslutte sig for en storoffensiv mod separatisterne snarere end den nuværende inddæmning.

Politisk infight og studehandler

Samtidig er det ikke kun udviklingen i øst og en truende borgerkrig, men også den politiske situation i Kiev, der kommer til at volde den nye præsident hovedbrud.

Ifølge den nuværende forfatning, som blev genindført efter Janukovitj’ flugt, ligger magten ikke først og fremmest hos præsidenten, men hos parlamentet. I de første uger efter Janukovitj’ fald vedtog parlamentet en række skelsættende love i noget nær enstemmighed, men efterfølgende er det uhyre spraglede parlament vendt tilbage til tidligere tiders infight og politiske studehandler.

På papiret har Petro Porosjenko en temmelig begrænset magtbase i parlamentet, og ingen af de to største partier, Regionernes Parti og Tymosjenkos Fædreland, er som udgangspunkt på hans side. Tværtimod er Porosjenko og Tymosjenko ærkerivaler, og Tymosjenko har sagt, at det kan blive aktuelt med yderligere en revolution, hvis Porosjenko skulle blive valgt til præsident.

Desuden er mange parlamentsmedlemmer mere eller mindre direkte kontrolleret af diverse ukrainske oligarker, som vil kræve deres interesser tilgodeset for at støtte den nye præsident. Hvilket den garvede politiske forhandler Porosjenko meget vel kan tænkes at acceptere.

I givet fald vil det ikke rigtig blive det nye Ukraine, som EuroMajdan-demonstranterne havde håbet på. Men på nuværende tidspunkt handler det måske også mere om at holde det gamle Ukraine nogenlunde intakt.

--

Hvis du vil videre:

Kyiv Post har været på valgkampsturné med Petro Porosjenko.

---

Grundig, kyndig og pædagogisk gennemgang af det ukrainske præsidentvalg i Mashable.

---

Nyhedsbureauet Associated Press rapporterer fra Donetsk om truslerne mod præsidentvalget.

---

Ukraine-eksperterne Andrew Wilson og Oleksandr Andrejev beskriver i Open Democracy det aktuelle – højst spraglede – politiske landskab i Ukraine.