DIN VERDEN

"Jeg håber Gud må mildne deres hjerter, så de holder op med at dræbe og voldtage vore børn," siger Samia Sheikh. Her ses hun på balkonen til sit hjem med udsigt til Tantas hovedpolitistation.

CAIRO

Et stort, guldindrammet farvefotografi er stillet op midt i sofaen i familien el-Gendys stue i universitetsbyen Tanta i Nildeltaet.

Det forestiller familiens søn, 28-årige Mohamed el-Gendy, der forsvandt den 25. januar i år under protestdemonstrationerne på toårsdagen for den egyptiske revolution. Da han tre døgn senere blev kørt på et hospital i Kairo, sagde ambulancefolkene, at han havde været ude for et trafikuheld, og dén forklaring blev efterfølgende bekræftet af såvel justitsministeren og politiet samt i en officiel obduktionsrapport.

Men Mohameds forældre, som sad ved deres bevidstløse søns hospitalsseng, indtil han døde den 1. februar, ved, at det er løgn.

”Lyver mine øjne for mig? Lyver mit hjerte for mig,” spørger hans mor, 60-årige Samia Sheikh. ”Min søn havde brandsår fra cigaretter på kinderne og på tungen. Hans tænder var knust. De havde trampet på hans ansigt, så hans briller var smadret, og glasskår var maset ind i øjenomgivelserne. Vis mig det køretøj, som forårsager dén slags skader.”

Samia Sheikh fortæller, at familien desuden har talt med vidner, som så hendes søn blive mishandlet i én af politiets lejre nord for Kairo.

Mohamed el-Gendy var en kendt politisk aktivist, og hans skæbne fik stor bevågenhed i medierne. Flere vidner trådte frem, og den 5. marts kom der så en ny obduktionsrapport, som fastslog, at Mohamed el-Gendy var død på grund af blødninger i hjernen efter et voldsomt slag, og at hans skader efter al sandsynlighed skyldtes tortur.

"Målet er ikke tilståelser, målet er at knække folk"

Ifølge menneskerettighedsorganisationer er politivolden værre i dag, end den var under eks-præsident Hosni Mubaraks regime.

”De lovede reformer inden for politiet er aldrig blevet til noget, og vi ser flere drab nu, og torturen af arrestanterne er blevet mere brutal,” siger Aida Seif el-Dawla, professor og psykiater og leder af Nadime Centeret for Rehabilitering af Voldsofre.

For et par uger siden udgav centeret deres årsrapport for 2012. Den omfatter bl.a. en gennemgang af 247 sager om formodet politibrutalitet, der fandt sted i løbet af præsident Morsis første 100 dage ved magten. I 88 af sagerne var der tale om decideret tortur, og i 34 tilfælde var der tale om drab.

”Og vi har kun kendskab til en lille del af sagerne,” understreger Aida Seif el-Dawla.

En del af stigningen i politivolden hænger naturligvis sammen med, at åbenlys modstand imod regimet er langt mere udbredt nu end under Mubarak. Men den bunder også i, at politiet vil hævne sig for det ydmygende nederlag, som de led i revolutionens første dage.

”Målet er ikke tilståelser, målet er at knække folk. Under revolutionen lød et populært slogan: Løft dit hoved højt, du er egypter! Nu tvinger de offeret til at sige det, og når han løfter hovedet, sparker de ham,” siger Aida Seif el-Dawla.

I mange tilfælde er torturofrene imidlertid helt almindelige borgere, som aldrig har været involveret i demonstrationer. Som eksempel nævner hun en af centerets aktuelle sager om en mand fra Kairo, der blev visiteret af politiet i et rutinecheck i metroen. Han fik besked på at tømme lommerne, og da alt var i orden, ville han selvfølgelig have sine ting tilbage, bl.a. en pakke cigaretter.

”Men dén ville politimanden have. Manden sagde nej, og det kostede ham to døgn, hvor han blev hængt op under loftet i et torturkammer nede på metro-stationen,” siger Aida Seif el-Dawla og forklarer, at den slags ”faciliteter” har politiet på alle metrostationer.

Ifølge Karim Medhat el-Nahar, som dokumenterer politivold for menneskerettighedsorganisationen Det Egyptiske Initiativ for Personrettigheder, har politiet ”mere til fælles med kriminelle bander, end de har med en ordensmagt.”

”De føler, at de har befolkningen imod sig og kræver hele tiden flere våben og større frihed til at bruge dem,” siger han.

Han er især foruroliget over en ny trend, nemlig politiets kollektive afstraffelser af befolkningen. Det grelleste eksempel er fra byen Port Said, hvor to politifolk blev dræbt af demonstranter i slutningen af februar. Politiet svarede igen ved at skyde ukontrolleret ind i menneskemængden, og i løbet af knapt tre døgn dræbte de 40 ubevæbnede civile.

I Miniya i det sydlige Egypten stormede politiet et helt nabolag, hvor en betjent var blevet dræbt, og satte biler, boliger og butikker i brand og tæskede beboerne. Og i forbindelse med begravelsen af kriminalbetjent i Beni Suef ca.100 km. syd for Kairo tævede politiet i fuld offentlighed den formodede gerningsmand næsten til døde.

”De ved, at de aldrig bliver stillet til regnskab for deres gerninger. Derfor bliver de ved,” siger Karim Medhat el-Nahar.

Siden Mubaraks fald er flere end 100 civile blevet dræbt af politi og sikkerhedsstyrker. Dertil kommer de 846, der blev dræbt under revolutionen. Men kun fem politifolk alt i alt er blevet dømt, og de har alle fået milde straffe på få års fængsel.

”Det er jo en joke. Og folk vil have hævn for deres martyrer,” siger Karim Medhat el-Nahar.

Men politiet påstår, at tortur og magtmisbrug hører fortiden til. Indenrigsminister Ahmed Ibrahim erklærede således på en pressekonference den 10. marts, at politiet overhovedet ikke har skudt med skarpt på demonstranter siden revolutionen i 2011.

Tværtimod er politiet blevet det foretrukne mål for bander, der angriber med sten, molotov-cocktails og skarpladte våben, sagde indenrigsministeren og advarede om, at hvis bølgen af uro fortsætter som hidtil, kan det ende med, at hele politistyrken bryder sammen.

Tilbage i familien el-Gendys lejlighed i Tanta beder Samia Sheikh os om at komme med ud på altanen. Herfra er der direkte udsigt til Tantas hovedpolitistation, der ligger mindre end 100 meter væk. Aftenen før har der været optøjer lige nede foran, fortæller Samia Sheikh, fordi politiet for et par dage siden bortførte en ung, kvindelig aktivist, der kom gående på gaden sammen med sin mor. Demonstranterne krævede pigen løsladt, og politiet beskød dem med tåregas.

”Jeg beder til, at Gud må mildne deres hjerter, så de holder op med at dræbe og voldtage vores børn,” siger Samia el-Sheikh.