Paula Larrain, journalist, adm. redaktør
Bidt af journalistisk idealisme. Tror efter 25 år i nyhedsbranchen stadig fuldt og fast på, at læserne gerne vil bruge medier til at blive klogere og ikke kun til underholdning. Har tidligere været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, hvor hun også nåede at være ledende redaktionssekretær, inden hun kom tilbage til DR som vært for TVAvisen. I dag er hun stifter og redaktør af Dit Perspektiv og rejser desuden landet rundt som ordstyrer.
Thomas Heine, journalist og medredaktør
Lever og ånder for kvalificeret udlandsjournalistik – allerhelst på landevejen, men skrivebordet i Stockholm er også ok. Tidligere korrespondent for Jyllands-Posten i Stockholm, Moskva og Amman samt redaktør for JP-magasinerne International og Explorer. I dag med eget firma (www.offroadreporting.com) og hovedfokus på trekantområdet mellem Keflavik, Kamtjatka og Kap Guardafui.
Jan Larsen, journalist
Har hovedsagelig beskæftiget sig med udenrigsstof i over 40 år – og er i dag journalist, foredragsholder og Kina kommentator. I de første år som skrivende journalist med ophold i Nord- og Sydamerika og Asien – og korrespondent i Australien. Siden en længere periode i DR, hvor han har været erhvervsreporter, redaktør og udenrigsjournalist på TV-Avisen. Han brænder for at fortælle om Kina, efter han fra 2005-11 var DRs Asienkorrespondent med bopæl i Beijing.
Kim Wiesener, journalist
Den store verden har været den røde tråd i Kims arbejdsliv, hvad enten han har arbejdet som udenrigsjournalist eller kommunikatør med en særlig forkærlighed for menneskerettigheder. Han har tilbragt tilsammen 16 år i henholdsvis Bangkok, Moskva og London og bl.a. skrevet for Berlingske og Politiken. Rusland og omegn er Kims favoritområde, men Asien og Storbritannien fylder også meget i hans bevidsthed.
Hanne Foighel, journalist
Har siden 1985 arbejdet fra MellemØsten for DR-nyheder, Orientering og Deadline, Og har skrevet reportager og analyser for Weekendavisen, Berlingske Tidende, Politiken og en række danske og internationale tidsskrifter. Interesserer sig især for politisk, kulturel og samfundsmæssig udvikling i Israel/Palæstina og omegn og arbejder på dansk, engelsk, tysk, hebraisk og undtagelsesvis fransk. Udannet Cand.scient. i mikro- og cellebiologi fra Københavns Universitet. Udgav i 1998 bogen "Et Land der Fortærer Sine Egne - samtaler med israelske kvinder" på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Asger Røjle Christensen, journalist
Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. I dag bor han det meste af tiden i Tokyo, hvor han arbejder som reporter og analytiker for en hel række danske medier. Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for Politiken, Radioavisen og en række skandinaviske nyhedsmedier. Siden har han haft forskellige redaktørjob hos Aktuelt, Ritzau og DR Nyheder. Senest har han i syv år redigeret online-forsider på dr.dk.
Anya Palm, journalist
Skriver fra Sydøstasien, hvor hun skrapt håndhæver nærhedsprincippet: Lokale kilder har forrang, og journalisten skal i marken og tale med øjenvidner, der hvor historien udfolder sig. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006. Bor i Bangkok, og har tidligere boet i Phnom Penh, Cambodja. Freelancer for DR, Dagbladet Information og en række andre medier, rejseleder for selskabet Horisont Rejser og fellow på Nordic Institute of Asian Studies. Anya er desuden meget glad for en helt bestemt bestandel af den asiatiske kultur: Karaoke.
Eva Plesner, journalist
Eva Plesner har over 20 års erfaring som journalist. Siden 2006 har hun været bosat i Kairo og rapporterer fra Mellemøsten og Nord- og Østafrika som freelancer. Hun har rejst i over 30 lande og dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Egypten, Libyen, Irak, Libanon, Gaza, Indonesien, Afghanistan, Somalia og Congo. I sine reportager lægger hun vægt på at fortælle den store, politiske og/eller religiøse historie gennem det enkelte menneskes skæbne og give læseren mulighed for at identificere sig.
Birgitte Therkelsen, journalist
Birgitte er journalist og kommunikatør, nysgerrig på verden og interesseret i bl.a. medier, internationale relationer, Arktis, bæredygtighed, sundhed, mennesker og livet. Hun er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 2007 og har siden arbejdet i FDB (nu Coop), forskningsinstitutioner, forbrugerorganisationer og international NGO'er. Siden 2012 har hun boet i Canadas hovedstad Ottawa, hvorfra hun freelancer.
Lise Blom, journalist
Som freelancer indenfor journalistisk og kommunikation arbejder Lise især med uddannelse, arbejdsmiljø og kulturmøde. Hendes mål er konstruktiv og inspirerende journalistisk, der peger på løsninger og nye muligheder. Nu raserer internationale konflikter i hendes andet hjem, Mali, i Vestafrika. Det skriver hun naturligvis også om, og på sigt håber hun, at de konstruktive artikler kan afløse skildringer af frygt og magtesløshed. http://liseblom.dk/
Sara Esdahl, journalist og kandidat i katastrofehåndtering
Sara har mere end ti års erfaring med public service nyheder. Både som den der har valgt dem ud og præsenteret dem. Gennem årene har hun haft fokus på kultur og udlandsstoffet. Det er stadig de to stofområder, der vinder for hende. Udland betyder særligt ulande, da Sara har en kandidatgrad i at håndtere katastrofer. Med den har hun blandt andet arbejdet i landdistrikter i Bangladesh, Belize og Røde Kors’ hovedkontor i Genève.
Michael Svendsen, journalist
Har siden uddannelsestiden på Berlingske og DJH været chefredaktør på et it-magasin, pr-konsulent og freelanceskribent med speciale i allehånde elektroniske dimser for diverse medier. Michael skriver da også stadig journalist på visitkortet, men har de seneste 5-6 år primært tjent til føden som tekstforfatter og rådgiver for en række IT-virksomheder og – på det seneste – også for virksomheder i designbranchen. Specialet er at gøre tekniske og lettere kryptiske emner tilgængelige for alle andre end de særligt indviede.
Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og forfatter
Brænder for og skriver om naturvidenskab og sikkerhedspolitik. Arbejder som astrofysiker og chefkonsulent ved Institut for Rumforskning og -teknologi ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU Space). Er også orlogskaptajn af reserven og sektionschef i Søværnets Taktiske Stab. Han har tidligere været ansat som astrofysiker og formidler ved Tycho Brahe Planetarium og har modtaget flere priser for sin formidling.
Susanne Sayers, journalist
Susanne Sayers har i sine mere end 20 år som journalist prøvet kræfter med de fleste genrer og discipliner og rejst i store dele af verden, blandt andet Grønland, Niger, Vietnam, Nepal og Egypten. Hun skriver blandt andet for Udvikling, har været chefredaktør for 24timer og har undervist 2. semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Hun er interesseret i det meste, og journalistisk er hendes mission at forsøge at forene skarphed og klarhed med fairness og nuancer. Nogle gange lykkes det.
Dan Larsen, journalist, redaktør af verdensnyt.dk
Journalist med speciale i internationale forhold siden 1976. Blandt andet som korrespondent i USA for Dagbladet Børsen og Jyllands-Posten, siden udlandsjournalist på TV2 Nyhederne og TVAvisen. I dag driver han nyhedstjenesten Verdensnyt, der blandt andre betjener avisen.dk med nyheder fra de fattigste lande.