Japansk patrulje ved Senkaku/Diaoyu. Foto: Flickr by Al Jazeera English 

SIKKERHED

TOKYO

Det er svært at forestille sig lige i øjeblikket, hvor den geopolitiske situation i Østasien er så anspændt, som den er.

Men hvis det hele ikke skal ende i en decideret krig – og det er der bestemt ingen af de involverede landes magteliter, som ønsker - og hvis den nye kolde krig ikke skal vare evigt, så må repræsentanter for Japan og Kina på et tidspunkt sætte sig ned og finde en eller anden form for aftale om deres territoriale mellemværende.

Der bliver behov for en aftale, som definerer fremtiden for de ulyksalige klippeskær i Det Østkinesiske Hav, som kineserne kalder Diaoyu og japanerne Senkaku, og som i takt med den optrappede retorik og den forstærkede gensidige fjendtlighed i befolkningerne er blevet så fabelagtigt vigtige for begge lande. De færreste kan huske, at for to-tre årtier siden var det et problem, som ingen af de to lande prioriterede særligt højt.

Her hævede en af de meget aktive og meget citerede Japan-eksperter, amerikaneren Paul Midford, der er professor og direktør for Japan-programmet ved NTNU (Norwegian University for Science and Technology) i Trondheim, for nylig stemmen ved en forelæsning på Waseda-universitetet i Tokyo og foreslog de to landes regeringer en overraskende løsningsmodel.

Han foreslog bramfrit Japans og Kinas regeringer at lade sig inspirere af ”Svalbard-modellen”, når de en dag når frem til at sætte sig ned for at finde eller anden forhandlet løsning på konflikten om Senkaku/Diaoyu-øerne.

I 1920 enedes Norge og det daværende Sovjetunionen om at lade Norge få suveræniteten, men pænt deles om udnyttelsen af ressourcerne på Svalbard. Og i 2009-2010 gentog Norge og Rusland kunststykket med at lave en pragmatisk aftale mellem et stort og et lille land, da de lavede en aftale om de to landes EEZ’er (økonomiske eksklusiv-zoner) i Barentshavet.

"Historisk ulykke" at USA er involveret

Den territoriale strid mellem Japan og Kina er ifølge professor Midford den alvorligste af de territoriale stridigheder i regionen, fordi den ved ”en historisk ulykke” er kommet til at involvere USA. Den amerikanske regering understreger ved enhver given lejlighed, at den ikke ønsker at tage stilling til substansen i striden, men alligevel har amerikanerne ved formuleringer i aftalen om tilbagelevering af Okinawa-øgruppen (som Senkaku opfattes som en del af) til Japan i 1972 forpligtet sig til at forsvare Japans faktiske suverænitet over klippeskærene.

I mange år var det ikke nogen aktuel trussel mod freden, da der reelt eksisterede en forståelse mellem Japan og Kina om at kigge den anden vej og deponere den gamle strid om Diaoyu/Senkaku på øverste hylde. ”Den strid kan vi ikke løse. Det må være op til fremtidige generationer,” skal den kinesiske leder Deng Xiaoping have udtalt.

Den japanske regering benægter i dag, at der nogensinde har eksisteret en sådan uformel forståelse, og der er næppe heller blevet skrevet et eneste ord ned i den anledning. Men i praksis har begge lande handlet, som om den eksisterede. Fra tid til anden har selv japanske talsmænd erkendt eksistensen af denne uformelle forståelse.

Men i løbet af de sidste tre-fire år er denne skrøbelige forståelse gået helt itu. Det har mange årsager: Japans nationalisering af ejerskabet af de største af øerne, Kinas oprettelse af en luftforsvarszone i området, gentagne episoder til vands og i luften mellem kystvagtsenheder og fiskere fra de to lande.

Det hele afspejler, at Kina i dag har fået en militær styrke, som gør det muligt for patruljerende kinesiske fartøjer og fly at trænge ind i området flere gange om ugen – hvilket Japan reelt ikke kan forhindre dem i. De kan overvåge dem og drage omsorg for, at der ikke kommer alvorlige sammenstød ud af det. Men de kan ikke holde dem på afstand.

Det ville for ethvert land være en meget bekymrende situation, at man ikke kan forhindre fartøjer og fly fra et fremmed militær i at bevæge sig ind i, hvad man opfatter som sit suveræne territorium.

Her peger Paul Midford på Svalbard-traktaten fra 1920 mellem Norge og Sovjetunionen som en mulig inspiration for Japans og Kinas regeringer.

Svalbard-traktaten afgjorde med begge landes underskrift suveræniteten over øgruppen Svalbard i Nordatlanten så eftertrykkeligt, at ingen nogensinde siden har stillet spørgsmålstegn ved den.

Suverænitet og administrative rettigheder blev givet til Norge. Øgruppen blev totalt demilitariseret, og samtidig fik begge lande lige adgang til adskilt fra hinanden at udnytte øgruppens ressourcer.

Der er faktisk tale om en multilateral aftale, som alle lande kan tilslutte sig ved en underskrift, som også vil give disse landes borgere adgang til at rejse visumfrit til Svalbard og udnytte øgruppens ressourcer. I dag bor der ikke så få thailændere på Svalbard.

Samtidig peger Paul Midford på Norges og Ruslands løsning i 2009-2010 på de to landes strid om deres respektive EEZ’er (økonomiske eksklusiv-zoner) i Barentshavet.

De trak uden dikkedarer og langvarige forhandlinger en linje lige midt i det omstridte farvand og sikrede derved internationale investeringer og udenlandsk teknologi til udnyttelse af områdets rige energiressourcer.

Kina og Japan har brug for hinanden

Ifølge Paul Midford ville det være i både Kinas og Japans interesse at gøre det samme i farvandet omkring Diaoyu/Senkaku. Kineserne har hårdt brug for japansk teknologi i efterforskningen af ressourcerne i deres farvand, og japanerne kan dårligt udforske den sydlige del af deres farvand uden logistisk hjælp fra kinesisk side.

Hvis ikke den nuværende hårdknude i Det Østkinesiske Hav på en eller anden måde bliver løsnet, vil det bilaterale forhold ikke kunne forbedres, og der vil fortsat eksistere en betydelig risiko for væbnede sammenstød og konflikter mellem Kina og Japan, konkluderede Paul Midford under sin Waseda-forelæsning.

Hvis det skal lykkes, må de to lande ”standse deres kapløb om at demonstrere effektiv kontrol over Diaoyu/Senkaku”, og de må på længere sigt opfinde ”mere fleksible og mindre absolutte opfattelser af suverænitet”, sagde Paul Midford.

Lige præcis på det punkt vil de kunne finde inspiration i Svalbard- og Barentshav-aftalerne.

Midfords forslag bliver næppe til noget, men det illustrerer den østasiatiske konflikt i spejlet af en konflikt tættere på os selv.

Det er interessant og tankevækkende, at Midford påpeger, at der på et eller andet tidspunkt bliver brug for en recept på, hvordan man laver aftaler mellem nationer af ulige styrke, og hvordan man kan adskille suverænitet og ressourceudnyttelse.

Der var meningsdannere fra tænketanke, ministerier og ambassader i Tokyo til stede, da den amerikanske professor holdt sin forelæsning. Midford er bestemt et navn, der tages alvorligt i de kredse. Men der var også kritiske ord fra forsamlingen.

Midford har en ekstremt vestlig tilgang, når hans konklusion på sammenbruddet af den uformelle forståelse mellem de to magter gennem flere årtier om lægge den territoriale strid på hylden er, at der nu ikke er andet at gøre end at lave en formel aftale, som så til gengæld skal kunne holde.

Der er mange andre, der mener, at det er langt mere sandsynligt, at man uendeligt gradvist i de kommende måneder og år vil bevæge sig tilbage til en ny underforstået forståelse om at leve videre med en uløst strid i nogle årtier endnu.

Ligesom man har gjort i mange årtier.

Som en anden anerkendt ekspert, canadieren James Manicom fra Centre for International Governance Innovation i Ontario, samme aften sagde ved et andet foredrag om samme emne i Tokyo:

"Efter hver krise mellem Kina og Japan er der kommet en periode med afspænding. Det bedste, vi kan håbe på, er en ny underforstået enighed om at undgå åbne konflikter. Den vil blive uformel og flimrende, men den vil virke. Jeg er optimist," sagde James Manicom.