SAMFUND

TEL AVIV

Han hedder Sami og han er ti år gammel. Hans kulsorte øjne kigger skråt op på mig, som han sidder der, let sammensunken i en lille kørestol. Der er lagt et børnelagen med små tegneseriefigurer hen over kørestolen, der hvor hans ben skulle have været. De blev smadret da en mortergranat hamrede ned gennem taget på familiens hjem i en landsby i det sydlige Syrien. Hans tre søstre og to tanter blev dræbt ved angrebet.

Jeg møder Sami på børneafdelingen på Ziv hospitalet i byen Safed, i Israel. Overalt i hans barneansigt og på den del af halsen, der stikker ud af pyjamasskjorten er der lyse pletter på hans brune hud, friske ar af granatsplinter.

Sami og hans fætter på otte har allerede været indlagt her i en måned. De to spinkle drenge er her sammen med deres fælles bedstemor. Samis mor befinder sig  på et andet israelsk hospital. Faren er, eller er måske ikke, på et hospital i Jordan. Den yngre fætter har modsat Sami været heldig: han har kun mistet det ene ben.

Over 600 patienter via hemmeligt felthospital 

Et års tid inde i den nu mere end tre år lange syriske borgerkrig etablerede det israelske militær i al hemmelighed et felthospital på grænsen mellem Israel og Syrien. Men da pressen efterhånden fik øje på den langsomme strøm af sårede oprørere, der henvendte sig til de israelske militærlæger, blev felthospitalet en offentlig kendt hemmelighed. Og siden februar sidste år har felthospitalet på Golanhøjderne helt åbent sendt alvorligt kvæstede syrere – oprørssoldater, børn og fødende kvinder – videre til behandling på almindelige israelske hospitaler. En del af de mandlige oprørssoldater bliver overvåget af det israelske militær, mens de er indlagt, men kvinderne og børnene befinder sig i fuldstændigt civile omgivelser.

Zivhospitalet har behandlet over 200 af de i alt over 600 syriske patienter, der er blevet sendt til de israelske hospitaler.

”For øjeblikket har vi fire syriske børn her på afdelingen”, siger den australskfødte børnelæge Dr. Michael Harari. Han nævner de to fætre og en lille dreng på fire, hvis begge ben også er blevet smadret, men som de israelske ortopæder med sirlige og avancerede metoder forsøger at redde. Den fireårige har til gengæld mistet begge sine forældre, men det ved han ikke. Den sidste, en lille pige, er blevet skudt i ryggen.

”Vi får ikke mange oplysninger om, hvor patienterne kommer fra og hvordan de finder til grænsen, men det er tydeligt at dømme efter deres kvæstelser, at de kommer inden for 24 timer,” forklarer Dr. Harari.

”De fleste af børnene har været udsat for granatild eller raketter og har mange forskellige kvæstelser på en gang. Udover deres ortopædiske problemer har de ofte også granatsplinter i maven, i ansigtet eller i øjnene. De får en eller anden form for lægebehandling i Syrien. Da de to små drenge ankom var deres ben  allerede blevet amputeret.”

Dr. Harari har arbejdet som skadestuelæge utallige steder i verden, inden han for tre år siden kom til Israel. Men han har ikke tidligere arbejdet i krigszoner, og han fortæller, hvor svært det er at se disse børnekrigsofre.

”Jeg er vant til at se biluheldsofre eller ofre for naturkatastrofer, men det frygtelige ved krig er, at det er noget mennesker gør ved andre mennesker.”

Ud over at være hårdt fysisk kvæstede er børnene også psykisk meget medtagne:

”En lille syrisk pige kom ikke ud fra under sin dyne i en måned. Men jeg tror vi har udviklet en metode, der kan afhjælpe situationen. Vi bruger medicinske klovne til at komme i kontakt med børnene. Det forekommer mig, at nogen af børnene tror, at det er klovnene, der kører løbet her. Desuden  bruger vi bedøvelse og anæstesi med meget løs hånd, når børnene skal til behandling eller skal have skiftet deres forbindinger. De er så dybt traumatiserede, at de ikke også skal have fysiske smerter.”

Det tredje tiltag for at hjælpe de små syriske patienter, er at sende dem hurtigst muligt i hospitalets skole.

Går i skole under behandlingen

I dag er første gang Sami i sin lille kørestol bliver rullet ned til skolestuen. På vejen fortæller han, hvad der skete.  Først svarer han på mine spørgsmål i enstavelsesord, men efterhånden kommer der hele sætninger.

”Der er krig i Syrien,” fortæller han mig, ” og der faldt en mortergranat i huset. Den gik gennem taget. Tre børn blev dræbt på stedet, og to voksne.”

Han har set alt i den krig, forsikrer Sami: "Raketter, kampvogne, artilleri og andre våben."

”Jeg har med mine egne øjne set unge mennesker kæmpe imod hinanden og dræbe hinanden - og verden sidder bare stille,” siger den lille spinkle Sami og tilføjer, at hans største ønske er at få to nye ben. Og dem får han snart.

I fugleflugtslinje er grænsen mellem Israel og Syrien på Golanhøjderne kun 35 km væk. På den anden side af den grænse, er verden gået i opløsning for de fattige bondesamfund, de små drenge kommer fra. Skolen blev bombet for to år siden, forklarer Sami mig, mange børn døde ved angrebet, og siden har ingen  været i skole. Han nåede til anden klasse.

I hospitalsskolestuen sidder Sami længe koncentreret om at få lagt modelervoks i sirlige buer, til han har lavet en regnbue på et lille stykke pap. Han skuler hen mod computerne, der står langs væggen og forsikrer med et forsigtigt smil, at dem vil han gerne lære at bruge.

"Sami er en intelligent dreng," siger hospitalslærerinden. "Han skal nok hurtigt få lært en masse – også at bruge en computer."

Støtte fra lokalsamfundet

Byen Safed ligger i Galilæa midt mellem arabiske og jødiske byer. Omkring halvdelen af personalet på Zivhospitalet, læger, sygeplejersker, socialrådgivere og klovnene taler arabisk og kan uden problemer kommunikere med de syriske patienter.

Fra oplandet får hospitalet masser af henvendelser fra både jødiske og arabiske lokalsamfund, der vil hjælpe de syriske patienter.

"Nogle bringer mad, slik, tøj og legetøj til børnene, og tre syriske kvinder, der har født på Ziv hospitalet indenfor den sidste måned, fik desuden tøjgaver til deres nyfødte af  tilfældige anonyme givere," fortæller Linda Futterman, chef for hospitalets outreach program.

Der er også donorer i og uden for Israel, der har givet større og langt dyrere gaver. Der er allerede fundet private donorer til benproteser til Sami og hans fætter, og en fransk organisation har doneret instrumenter og maskiner, så hospitalet har kunnet tage en ny ekstra operationsstue i brug.

Siden februar sidste år har Zivhospitalet behandlet 220 syriske borgerkrigsofre i kortere eller længere tid. Mænd, kvinder og børn. For øjeblikket er der ti syriske patienter.

"Man taler til mig om, at regeringen, statsministeren, sundhedsministeriet eller forsvarsministeriet vil betale for behandlingerne, men foreløbig må hospitalet selv tage pengene ud af budgettet," forklarer hospitalets direktør Dr. Oscar Embon.

"Reglen her er, at vi behandler enhver, der kommer til vores skadestue," siger hospitalets  direktør.

"For os er de syriske patienter mennesker i akut behov for lægehjælp, og vi giver dem, den bedste behandling, vi kan give. De bliver behandlet med de samme metoder og efter samme standard som hospitalets øvrige patienter, og det betyder ofte, som det er tilfældet med den lille 4-årige forældreløse dreng, at man med meget sofistikeret, ortopædisk teknologi er i stand til at redde lemmer, der normalt i en krigssituation ville blive amputeret, men det betyder på den anden side, at patienterne må blive længere på hospitalet og har en lang genoptræningsperiode foran sig."

Det Internationale Røde Kors tilser patienterne og forsøger, hvis det er muligt, at give deres familier i Syrien besked om, at de er under behandling. Men det er ikke ukompliceret, at de befinder sig i Israel, og mange beder derfor om, at det ikke bliver sagt på den anden side af grænsen nøjagtigt, hvor de er. 

Patienternes situation er i det hele taget kompliceret. For de er ikke flygtninge. De er under lægebehandling og skal hjem til Syrien igen, når de er klar. Men det er ikke uvæsentligt for deres helbred, at lægerne i Israel ved, at de sender patienterne tilbage til områder med sult, dårligt vand, uden medicin og uden hospitaler.

"Der burde gøres en international indsats for at disse mennesker kan komme på et rehabiliterings/genoptræningscenter et sted, her i Israel eller i Jordan," foreslår Dr. Embon. Det er noget han taler med Læger uden Grænser, Røde Kors og andre internationale organisationer om, siger han. Rent juridisk er det meget kompliceret.

Foreløbig beholder hospitalet patienterne langt ud over, hvad man normalt ville gøre  – for at de kan gennemgå genoptræning, for eksempel med deres nye proteser.

"Alt er bedre end en leder, der dræber sit folk – selv Israel"

Samis bedstemor, er en lille kvinde med furet ansigt, helt traditionelt klædt i sort fra hovedtørklædet til skosnuderne. Hun kommer forsigtigt ud af børnenes hospitalsværelse og  hendes ansigt bliver vakt en smule til live, da hun begynder at fortælle om den raket, der gik gennem taget og smadrede hendes familie

"Vi var ikke involveret i noget som helst," siger hun. "Hele familien sad inde i huset, og vi så ikke hvem der skød raketten."

"Tre børnebørn og mindst to voksne blev dræbt på stedet," sukker hun. Jeg kan ikke spørge hende, om de nåede at begrave deres døde, før hun tog af sted til det israelske felthospital med de små drenge. Svaret ville sandsynligvis være nej.

"Livet er tungt. De døde er borte og de levende er nu spredt for alle vinde. Det hele falder fra hinanden," klager bedstemoderen. Hun sætter sin eneste lid til Allah, siger hun, for i Syrien er alting forfærdeligt.

"Selv Israel er bedre end Assad,"  forsikrer hun mig. "Alt er bedre end en leder, der dræber sit eget folk."

For at beskytte dem, NÅR de vender tilbage, kan vi ikke fortælle hvor i Syrien Sami og hans familie kommer fra, ikke give deres navne og ikke vise billeder af dem.

(c) hanne foighel, 100114