
Hindunationalisten Narendra Modi vandt stort og han lover nu, at splittelsens tid er ovre. Han vil samle Indien, siger han.
Foto: Flickr by Narendra Modi
Hindunationalisten Narendra Modi vandt stort og han lover nu, at splittelsens tid er ovre. Han vil samle Indien, siger han.
Foto: Flickr by Narendra Modi
POLITIK
Indiens kommende premierminister hedder som ventet Narendra Modi. Den 63-årige hindunationalist vandt en historisk sikker sejr ved valget til parlamentets underhus, hvor hans parti, BJP, får over halvdelen af pladserne. Men hvilken slags premierminister Modi bliver, er endnu et åbent spørgsmål.
Modi vandt. Kongrespartiet tabte. Så kort kan resultatet af det indiske valg opsummeres, og fokus på et individ som vinder og et parti som taber er væsentlig. For verdens største valghandling, der bragte langt over en halv milliard indere til stemmeurnerne, handlede primært om én mand – Narendra Modi.
Det var den hvidhårede delstatsleder fra Gujarat, der var i fokus under valgkampen og den godt fem uger lange valgproces. Og i går fik han næsten al opmærksomheden, da det stod klart, at hans hindunationalistiske Bharatiya Janata Party (BJP) ville vinde over halvdelen af pladserne i parlamentets underhus, Lok Sabha. Det er første gang i 30 år, at et enkelt parti i Indien er i stand til at danne en flertalsregering.
”Valget handlede i den grad om personligheder, først og fremmest Modis, og der blev diskuteret meget lidt politik,” konstaterer Arvind Sivaramakrishnan, medredaktør på et af Indiens førende engelsksprogede dagblade, The Hindu.
Af samme grund er selv drevne iagttagere af indisk politik usikre på, hvad man kan vente sig af den kommende premierminister og hans regering. Løfterne om økonomisk fremgang og millioner af nye job og Modis generalieblad som en meget erhvervsvenlig leder af Gujarat spillede givetvis en væsentlig rolle for mange af hans vælgere, men samtidig lurer stærke højrenationalistiske kræfter i og omkring partiet. De kan meget vel vejre morgenluft, nu da sejren er sikret.
”Den kulturelle højrefløj vil lægge pres på Modi. De vil kræve en hård, puritansk linje på det kulturelle område,” mener Sivaramakrishnan med henvisning til den hindufundamentalistiske bevægelse, RSS, der er BJP’s ideologiske forløber.
Men tiderne er skiftet i Indien, og det var det moderate, økonomisk kompetente og ukorrupte image, Modi præsenterede i kampagnen, der trak stemmer til ham, bl.a. fra mange af Indiens 100 millioner førstegangsvælgere. Og så levede han højt på støtten fra erhvervslivet, ikke mindst de store virksomheder.
Jubel på børserne
Børserne reagerede da også positivt på nyheden om Modis sejr, og den indiske rupee blev styrket. Men hvordan Narendra Modi nu vil indfri sine valgløfter, er et åbent spørgsmål. Han vil utvivlsomt forsøge at overføre sin erhvervsvenlige linje fra hjemstaten Gujarat til den nationale scene og tiltrække udenlandske investorer, men Arvind Sivaramakrishnan advarer om, at forventningerne til ham kan vise sig urealistisk høje.
”Vælgerne forventer mirakler, og når de ikke kommer, kan der komme folkelige protester, og her vil Modi og BJP være tilbøjelige til at tage skrappe midler i brug for at bekæmpe dem,” siger han.
Sådanne midler findes i en temmelig hård lovgivning, der i flere tilfælde stammer helt tilbage fra det britiske kolonivældes tid. Det drejer sig bl.a. om en lov, der giver de væbnede styrker vide beføjelser over for civilbefolkningen, og en lov, der gør det risikabelt at fornærme religion. Indiske civilsamfundsgrupper lider også under en nyere lovgivning, der begrænser deres udfoldelsesmuligheder.
Sivaramakrishnan frygter, at Indien vil blive et mindre frit samfund under en BJP-regering - og med en endnu lavere prioritering af menneskerettighederne end hidtil. Han forudser også, at minoriteter – ikke mindst landets store gruppe muslimer, men også de kasteløse dalitter – vil få det endnu sværere med en Narendra Modi ved magten. Mange muslimer er i forvejen stærkt skeptiske over for ham på grund af hans passivitet som delstatsleder under massakrerne mod muslimer i Gujarat i 2002.
Og så konstaterer medredaktøren, at Indien mangler at håndtere en række alvorlige problemer, f.eks. at hundreder af millioner af landets borgere er så fattige, at de er kronisk underernærede. Samtidig forårsager et vaklende distributionssystem, at millioner af ton korn hvert år rådner op eller bliver spist af rotter. Landets økonomi lider under, at enorme milliardbeløb havner på ulovlige, udenlandske konti. Og samfundet er gennemsyret af korruption, der er næsten umulig at få bugt med.
”Den slags helt fundamentale- og kolossalt store – problemer har vi hørt meget lidt om under valgkampagnen. De vil være der, uanset hvilken regering der er ved magten, og jeg tvivler på, at der vil blive gjort noget ved dem,” siger Arvind Sivaramakrishnan.
Hårdt slag for Gandhi-dynasti
Til gengæld har der – ud over det altoverskyggende fokus på Modis person – været en del opmærksomhed omkring den fjerde og mindst succesrige generation i det Nehru/Gandhi-dynasti, der har beklædt premierministerposten i Indien i mere end halvdelen af landets 67 år som uafhængig stat.
Rahul Gandhi førte en blodfattig kampagne på vegne af det regerende Kongresparti, og hans politiske fremtid synes usikker. Partiet har lidt et rekordstort nederlag og får muligvis ikke engang de 10 pct. af de 543 pladser i underhuset, der kan sikre det en status som ”officiel opposition”.
”Jeg vil ikke sige, at dette er enden på Nehru/Gandhi-dynastiet, men det store nederlag vil muligvis give Rahul Gandhi chancen for at forlade politik. Måske kan partiet så komme tilbage i en forynget form – og være mindre afhængigt af Gandhi-familien,” siger lektor Mukulika Banerjee fra London School of Economics.
Hun tilføjer dog, at der muligvis stadig er politisk potentiale i Gandhi-familien, som Kongrespartiet altid har lænet sig op ad. Rahul Gandhis mere populære søster, Priyanka, kan fortsat indgyde håb om, at der er muligheder i fjerde generation.
Mens Kongrespartiet slikker sårene, skal Narendra Modi danne regering. Og så skal han forsøge at markere sig som international statsmand. Den skepsis, som udlandet i mange år mødte ham med på grund af Gujarat-massakrerne, er fejet ind under gulvtæppet, og præsident Obama har allerede inviteret ham til USA.
I sin sejrstale i går forsøgte Modi at komme sine kritikere i møde ved at række en hånd ud til alle indere – og ikke kun landets hindu-flertal. Han slog til lyd for national enhed og økonomisk udvikling for alle og erklærede, at ”splittelsens politik var til ende.”
Den slags udtalelser mindsker ikke forventningerne til Narendra Modi. Hvorvidt hans appel er virkelig dybfølt, er blot et af de mange spørgsmål, der skaber nogen usikkerhed om Indiens fremtidige kurs under landets nye, stærke leder.
---
Hvis du vil videre:
På lederplads lykønsker The Hindu Narendra Modi med sejren – med advarer også om, at han kan skabe splittelse
---
Wall Street Journal analyserer valgresultatet - med fokus på Modis mulige økonomiske politik
---
The Economist giver gode råd til Indiens kommende regering
---
BBC rapporterer fra valget
---
The Diplomat analyserer Modis økonomiske politik i delstaten Gujarat