POLITIK

Formentlig er det kun en ny tåbelighed fra myndighedernes side, der kan hindre Ukraines præsident Viktor Janukovitj i at blive siddende frem til i hvert fald præsidentvalget i februar 2015.

I dagtimerne er der stadig hundreder, nogle gange tusinder af stærkt regeringskritiske aktivister på og omkring Uafhængighedspladsen i det centrale Kiev, Majdan Nesalesjnosti. Teltlejren er intakt, og om natten holder de mest ihærdige vagt ved barrikaderne, hvor de varmer sig ved små bål. Byens rådhus og flere andre bygninger i centrum har i snart en uge været besat af demonstranterne.

Men efter massedemonstrationen i søndags med flere hundrede tusinde deltagere – udløst af det ukrainske uropolitis brutale fremfærd mod tilsyneladende fredelige demonstranter dagen inden – er gassen stille og roligt gået af ballonen.

Demonstranterne har fået lov til at demonstrere i fred. Regeringen har med solid marginal overlevet en mistillidsafstemning i parlamentet. Og den 63-årige Janukovitj har udadtil været roen selv, først i et afslappet interview med ukrainske tv-kanaler og dernæst på en rejse til Kina, hvor han bl.a. beundrede terracottakrigere i kejser Qin Shi Huangs historiske gravanlæg snarere end at bekymre sig om udviklingen i sit hjemland.

På den baggrund tyder ikke meget på en gentagelse af den fredelige Orange Revolution i 2004, da de store protestdemonstrationer mod et massivt manipulereret præsidentvalg fik Viktor Janukovitj til at acceptere et nyvalg, som han tabte til Viktor Jusjtjenko. Denne gang er Janukovovitj demokratisk valgt – efter en kneben sejr i 2010 over den senere fængslede Julia Timosjenko – og ser næppe nogen grund til at udskrive nyvalg,  blot fordi en samling demonstranter kræver det.

Der har været appeller om marcher mod præsidentpalæet, men kun et fåtal af aktivisterne synes interesserede i en voldelig opstand. Desuden ville det formentlig være et håbløst foretagende med tanke på regeringens velvoksne og efter alt at dømme loyale udbud af sikkerhedsstyrker.

Modsat tiltaler det naturligvis ikke myndighederne med en bymidte i undtagelsestilstand på ubestemt tid. En domstol i Kiev har beordret demonstranterne til at rømme rådhuset senest mandag, og byens politichef har advaret om magtmidler, hvis ikke det sker.

»Vi forsøger at ikke bruge vold. Men hvis loven bliver brudt, vil vi handle beslutsomt og bryskt,« sagde politichefen, Valerij Masan, torsdag til nyhedsbureauet Interfax.

Den balancegang bliver ikke let. Alt for beslutsomt og bryskt et indgreb kan være det, der sætter ny fart i demonstrationerne. Men mon ikke magthaverne har lært af brøleren den 30. november? Da var demonstrationslysten ligeledes aftaget betydeligt efter ni dages protester mod præsidentens beslutning om at sige nej til en handels- og associeringsaftale med EU, lige indtil urostyrken Berkut greb ind med knippelslag, spark og tåregas mod de temmelig få tilbageværende demonstranter.

EU: Sundt for Ukraine, usundt for præsidenten

Mange vestlige politikere og kommentatorer har udtrykt forundring og forargelse over Janukovitj’ nej til EU-aftalen, men fra hans perspektiv var den helt logisk.

Ganske vist kunne han teoretisk være gået over i historien som manden, der førte Ukraine ind i EU, sådan som mange af hans landsmænd, frem for alt de unge, ønsker det. Men Viktor Janukovitj har aldrig været kendt som en mand, der sætter sit lands fremtid højere end sin egen. Og personligt har han intet at vinde på en EU-tilnærmelse.

Ukraine er et af Europas fattigste lande og trækkes med noget nær nulvækst, store underskud på betalingsbalancen og statsbudgettet og en betragtelig udlandsgæld. Eftersom der ikke var skyggen af chance for, at EU ville gå med på Janunovitj’ sidste-øjeblik-krav om en kompensation på 160 milliarder euro i årene frem til 2017, ville en EU-aftale først blive økonomisk givtig på langt sigt, muligvis først i forbindelse med et eventuelt medlemskab af EU mange år ud i fremtiden.

Mod det skulle Janukovitj sætte, at Ukraine ville være blevet udsat for et endnu stærkere økonomisk pres fra Ruslands side i form af højere eksporttariffer, højere gaspriser og vanskeligere vilkår for afbetalingen af gæld. Det kunne let have givet Ukraine endnu større økonomiske problemer end i dag – og dermed mindsket chancerne for, at Janukovitj bliver genvalgt i 2015.

Ubehagelig russisk magtpolitik? Absolut. Men det ville være naivt at tro, at der ikke også ligger geopolitiske overvejelser bag EU’s tilbud til Ukraine om en associeringsaftale.

Østukraine vs. Vestukraine

Med i ligningen for Janukovitj hører, at hans hovedsagelige magtbase er i det østlige Ukraine og på Krim, hvor befolkningen overvejende er etniske russere, taler russisk til hverdag, ser Rusland som den naturlige samarbejdspartner og for mange i den ældre generations vedkommende aldrig har forstået, hvorfor Ukraine og Rusland skal være to forskellige lande. Hvorimod folk i det nationalistiske, ukrainsktalende og mere europæisk orienterede Vestukraine ikke ville stemme på Janukovitj, selv om han fik nok så favorabel en EU-aftale roet i land.

Ifølge en meningsmåling foretaget af Kievs Internationale Institut for Sociologi i november er der lige så stor tilslutning i Ukraine til medlemskab af toldunionen bestående af Rusland, Kasakhstan og Hviderusland (og tilsyneladende snart Armenien) som til EU-medlemskab – i begge tilfælde 38 pct. af de adspurgte. Ikke overraskende viste de regionale forskelle sig her tydeligt, med flertal for EU i det vestlige Ukraine, men for den russisk dominerede toldunion i det østlige og sydlige Ukraine.

I Vestukraine er der varslet storstrejke i protest mod EU-nej’et, hvilket igen har fået premierminister Mykola Asarov til at true med at suspendere de statslige pengeoverførsler til de vestlige regioner. Et resultat af krisen kan således blive, at den splittelse mellem Øst- og Vestukraine, der har været meget mærkbar lige siden Sovjetunionens sidste leveår, skærpes yderligere.

Meningsmålingen bekræftede samtidig, hvad der klart har vist sig i de seneste ugers manifestationer i Kiev, Lviv og andre byer, tilmed i østlige industribyer som Kharkiv, Donetsk og Dnipropetrovsk: De unge ukrainere er betydeligt mere EU-positive – og Ruslands-skeptiske – end de ældre.

På den baggrund er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før Ukraine får et mere EU-venligt regime. Og det kan meget vel tænkes, at processen fremskyndes af de seneste ugers krise, hvor både den ukrainske regering og Rusland muligvis har overspillet deres kort og gjort flere ukrainere mere vrede end højst nødvendigt.

Ruslands præsident Vladimir Putin hævdede, at begivenhederne i Ukraine var »ikke en revolution, men en pogrom« (uden at forklare mod hvem eller af hvem), mens Ukraines premierminister Asarov forklarede, at manifestationerne »viser alle tegn på et statskup« og kaldte demonstranterne »nazister, ekstremister og kriminelle«. Med tanke på at flere hundrede tusinde ukrainere deltog i søndagens protest, forekommer det at være en let hasarderet påstand, der kan give bagslag, når ukrainerne om 14 måneder skal vælge præsident.

Hvis du vil videre

Radio Free Europe kigger på forholdet mellem Øst- og Vestukraine og vurderer, at Janukovitj også er presset i Øst:

http://www.rferl.org/content/yanukovych-east/25188519.html

En grundig og initieret analyse af protesterne fra Ivan Katchanovski, University of Ottawa, på netsiden Open Democracy:

http://www.opendemocracy.net/od-russia/ivan-katchanovski/sizing-up-ukraines-euromaidan

Jevgenij Kiseljov er en populær og respekteret russisk tv-journalist, der flyttede til Kiev for at slippe for censuren i Moskva. I Moscow Times opremser han Putins udenrigspolitiske triumfer i år – men kalder Ukraine en pyrrhussejr

http://www.themoscowtimes.com/opinion/article/putins-pyrrhic-victory-in-ukraine/490597.html