ØKONOMI
Ikke ret meget union i bankunionen
Især tyskerne kan ånde lettet op over det nyeste skridt på vej mod en europæisk bankunion. Det bliver fremover stadig primært de enkelte medlemslande, der skal tage sig af deres egne nødlidende banker og med den "træramme"-konstruktion, det endte med, bliver det formentlig kun en fordel for Danmark at stige på.
ANALYSE
Det er en bankunion lavet af træ. Ikke af stål. Der er ikke meget jern i den bankunion.
Især Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble har yndet at bruge billedet med en "træramme" om en fælles bankunion, der dækker Europas knap 8.000 banker. Træ er som bekendt ikke så stærkt som stål, men kan dog danne en ramme.
Det har været en stor nyhed i denne uge, at EUs finans- og økonomiministre i onsdags blev enige om næste bebudede skridt i den såkaldte bankunion, nemlig en afviklingsmekanisme - helt konkret en myndighed under Kommissionen, der skal kunne tage skridt til at afvikle en bank, hvis den på grund af dårlig økonomi truer en hel nation.
Denne mekanisme har EU ment nødvendig med de seneste års erfaringer i Europa, hvor store banker med omsætninger langt over deres landes bruttonationalprodukter har kunnet rive et helt land med sig ned, og i sidste ende krævet akuthjælp fra de øvrige EU-landes skatteydere. Især Tysklands.
Afviklingsmyndigheden har dog en meget væsentlig detalje med sig. Den får en fast direktør og fire repræsentanter valgt af medlemslandene. Men helt afgørende giver aftalen adgang for deltagelse af den nationale regering, hvis bank er i vanskeligheder. Dermed vil EU ikke kunne tvinge en banklukning igennem uden at spørge den nationale regering først.
Det lyder måske fair nok, især hvis landet er Tyskland, men ikke alle lande i EU har lige - lad os bare kalde det ansvarsfulde regeringer - der vil kunne handle ud fra fællesskabets interesse ved en mulig banklukning og ikke bare under hensyn til egne genvalgsmuligheder.
Det er forhåbentlig kun en teoretisk diskussion fremadrettet, men alligevel realpolitisk vigtigt her og nu, da det modsatte - altså en helt overnational afviklingsmyndighed ville kræve en traktatændring på grund af yderligere suverænitetsafgivelse.
Fælles fond med ulige vægtskåle
Den anden nationalstatsvenlig ventil i bankunionen er konstruktionen bag den fond, som skal finansiere en eventuel afvikling af en storbank. Her har EU besluttet at samle 55 milliarder euro ind (410 milliarder kroner) via nationale redningsfonde. Det er meningen, at pengene fra disse nationale redningsfonde over en periode på 10 år skal smelte sammen til en fælles pulje. Men her skal man holde øje med ordene "nationale redningsfonde". Godt nok bliver det banksektorerne selv, der skal lægge penge ind, men der er ikke nogen fordelingsnøgle, så teoretisk set kan Spanien eksempelvis levere to procent, mens Tyskland "igen" lægger langt mere til.
Landenes eventuelle nødlidende banker skal først og fremmest hjælpes gennem de nationale redningsfonde, men hvad nu, hvis der ikke er nok i den nationale kasse? Ja, så skal fællesskabet formentlig træde til. Men her er man altså ikke nået til enighed, selvom det er nok så væsentligt et punkt med en såkaldt backstop. Især tyskerne vil gøre alt for at undgå en situation, hvor eventuelle spanske eller græske banker får mulighed for at nyde tryghed ved en udsigt til at kunne stikke snablen ned i de tyske skatteyderes kasse. Opstår der "brand" i en bank, skal EUs trærammekonstruktion af en bankunion altså stadig holdes rimeligt langt væk fra ilden.
Er der så overhovedet taget det store skridt til en bankunion, som stats- og regeringslederne har talt intenst om siden juni 2012, hvor man besluttede, at man skulle gå den vej?
Skridtet er i hvert fald taget, men det er med både rem og seler. Og så skal en eventuel banklukning ikke bare igennem den nye afviklingsmyndighed.
Først skal Den Europæiske Centralbank identificere en bank i krise, herefter vil man bede afviklingsmyndigheden om en handlingsplan efter konsultation med den relevante nationale regering plus dertilhørende nationale myndigheder. Herfra skal enhver beslutning træffes i Kommissionen og kan man her ikke opnå godkendelse, må finansministrene stemme med. I alt skal beslutningen igennem ni stående udvalg og i alt 143 stemmer skal afgives undervejs. Det bliver altså ikke noget, man lige gør over en weekend.
Ikke-eurozone lande ligestilles i tilsyn og afvikling
For Danmarks vedkommende bliver der formentlig ikke de store problemer ved at deltage. Godt nok er det eurozonens centralbank ECB, der bliver vært for tilsynet både fysisk og juridisk, men gennem en beslutning tidligere på året blev ikke-eurolandene ligestillet eurolandene og sidder altså med ved bordet, når der skal besluttes, hvilke banker der er til samfundsfare.
Den danske regering har været positiv over for hele ideen med bankunionen, men har i de senere dage holdt kortene tæt ind til kroppen. Formentlig fordi den gerne venter til den endelige aftale er på plads og det er den først, når Europaparlamentet har givet sit besyv med.
I praksis kommer Danmark dog til at stå i en lidt underlig situation. Sverige har for længst meldt pas på bankunionen i lighed med Storbritannien. Briterne har en meget anderledes finansiel sektor end de fleste andre europæiske lande, så det giver absolut mening, at de går egne veje. Men med Sverige ude, er danskerne rykket ind i en anden politisk EU-zone end svenskerne.
På bankmarkedet betyder denne ulige stilling over Øresund, at Danmarks to største banker står på hver deres side af hegnet. Danske Bank er dansk og kommer muligvis med i bankunionen, mens Nordea er svensk og kommer til at stå udenfor.
Hvad det kommer til at betyde for bankerne og deres kunder er svært at sige lige nu. Foreløbigt er ambitionen om en fælles europæisk indskydergaranti sparket til hjørne, hvilket glatter noget af ujævnheden ud. Trods alt er Danmark og Sverige relativt på linje i forhold til nationale banktilsyn.
Hvis du vil videre