UKIP i West Midlands. Foto: Flickr by Euro Realistic Newsletter

POLITIK

Da den konservative avis Daily Telegraph i 2010 offentliggjorde sin liste over de 100 mest indflydelsesrige personligheder på den britiske højrefløj, placerede den Nigel Farage som nr. 58. Tre år senere lå han helt oppe på andenpladsen – kun overgået af premierminister David Cameron.

Placeringen siger alt om det kvantespring, lederen af det EU- og indvandrerskeptiske UKIP har taget på Storbritanniens politiske scene i de seneste år. Fra at være en relativt marginal figur er den joviale, øldrikkende Farage blevet en nationalt kendt toppolitiker – også selv om han ikke engang er medlem af landets parlament.

Til gengæld har han i 15 år siddet i EU-Parlamentet, og når resultatet af gårsdagens britiske EU-valg foreligger på søndag, vil han efter al sandsynlighed stå som den store sejrherre. UKIP står til at få flest – eller som et minimum næstflest – britiske pladser i det nyvalgte EU-Parlament, og det vil i givet fald være partiets bedste valgpræstation nogensinde.

Fremgangen skyldes i høj grad den 50-årige Farages image som en almindelig mand med begge ben på jorden, som man gerne vil drikke en pint med på den lokale pub. Hvis man spurgte hovedparten af den britiske vælgerbefolkning, ville den have svært ved at nævne tre UKIP-politikere, men Farage – ham kender de fleste efterhånden.

”Han gik på privatskole og arbejdede tidligere i finanssektoren, så han er ikke en naturlig leder af et protestparti. Men Farage formår at tale om ting, som andre politikere ikke nævner,” siger Dr. Philip Lynch, seniorforsker i britisk politik ved University of Leicester.

Farages og UKIP’s budskaber er enkle, let forståelige og – set gennem de konkurrerende partiers optik – populistiske, primitive og svært fordøjelige. Storbritannien bliver oversvømmet af indvandrere, og det er primært EU’s skyld, hedder det. Faktisk har 485 millioner mennesker ifølge Nigel Farage i realiteten britiske pas som EU-medlemmer og kan flytte uhindret til landet. Den udvikling bør man stoppe ved en folkeafstemning, der skal gøre en ende på det britiske EU-medlemskab.

Dette budskab er blevet hamret hjem under valgkampen. Faktisk har Farage nægtet at diskutere andre aspekter af UKIP’s politik, også selv om gårsdagens EU-parlamentsvalg – der foregik tre dage tidligere end i mange andre EU-lande – fandt sted sammen med de også for UKIP nok så vigtige valg til en række lokalråd i bl.a. det nordlige England.

Manifest var ”en gang vrøvl”

Måske godt det samme, for Farage har selv indrømmet, at det 486 sider lange manifest, som partiet udsendte i forbindelse med det britiske parlamentsvalg i 2010 var ”en gang vrøvl”. Han og hans partifæller har også gjort sig uheldigt bemærkede under valgkampen, f.eks. har Farage udtalt sig nedsættende om rumænske indvandrere og udtrykt en vis beundring for Ruslands autoritære leder, Vladimir Putin.

Men både egne fejltrin, en temmelig massiv kritik fra andre partier, og en langtfra altid positiv medieopmærksomhed er tilsyneladende prellet af på de britiske vælgere. UKIP og arbejderpartiet Labour konkurrerer om førstepladsen, Det Konservative Parti halter et stykke bagefter, og deres regeringspartner, de proeuropæiske Liberale Demokrater, risikerer at ryge helt ud af EU-Parlamentet.

”Der er en stærk proteststemning og utilfredshed med alle de etablerede partier. UKIP’s linje på indvandrer- og EU-politikken har en populistisk appel. Og den bølge af negative kommentarer, der har været om partiet, har haft ringe effekt. Folk lader de store partier vide, at de ikke har opbakning,” konstaterer Philip Lynch.

Det kan vælgerne da også gøre uden større risiko. EU-Parlamentet har bestemt ikke en høj stjerne i den britiske offentlighed, hvad der afspejles i en forventet lav valgdeltagelse på godt 35 procent. Og det paradoksale ved det forventede fremragende UKIP-resultat er, at partiet ikke kan bruge det til alverden i selve Parlamentet. Her vil det formentlig under alle omstændigheder havne i en gruppe med relativt ringe indflydelse.

Derimod kan den forventede store UKIP-fremgang få andre følger: ”UKIP vil bruge resultatet som et springbræt til det britiske parlamentsvalg i 2015. Det er aldrig tidligere lykkedes dem at erobre pladser her, men nu vil de kunne sige til vælgerne, at de skal stemme på dem, fordi de faktisk har en chance for at komme ind,” mener Lynch.

Sker det, vil UKIP slå endnu mere på tromme for en fremskyndelse af den folkeafstemning om fortsat britisk EU-medlemskab, som premierminister Cameron har lovet i 2017, hvis han da stadig er ved magten til den tid. Ifølge den erfarne Guardian-kommentator Simon Jenkins er EU-valget i disse dage en slags prøveklud for en sådan afstemning.

“En stemme på UKIP er ikke en stemme på en EU-parlamentariker eller et parti, endsige en regering. Det er det tætteste på en folkeafstemning om EU, som Storbritannien har fået lov til at komme i dette århundrede, og det vil blive opfattet som sådan,” skriver han i en klumme.

Gamle partier har det svært med UKIP

Skulle en rigtig folkeafstemning en dag blive til noget, er det langtfra sikkert, at den får det resultat, som Farage & co. ønsker. Men UKIP’s succes er umiskendelig og gør de etablerede partier nervøse, ikke mindst De Konservative, der foreløbig har mistet flest vælgere til dem. På længere sigt kan også Labour komme under pres, fordi UKIP også godt kan appellere til traditionelle Labour-vælgere. Og i det hele taget, mener Philip Lynch, har partierne endnu ikke fundet en måde at håndtere UKIP på.

UKIP håndterer derimod fremgangen ved at forsøge at få flere ansigter i spil end den allestedsnærværende Nigel Farage. Han forstår godt, at partiet med tiden er nødt til at være mere end et one-man-show, så antallet af unge kvindelige kandidater er steget, og UKIP prøver også – med skiftende held – at appellere til etniske minoriteter.

Så betyder det mindre, at mange iagttagere fortsat affærdiger UKIP som en temmelig kaotisk protestbevægelse mere end et egentligt politisk parti. Det gælder f.eks. Guardian-kommentatoren Simon Jenkins, der skriver følgende:

“UKIP er simpelt hen et synspunkt, et der altid har eksisteret i lande med bevægelige samfund og åbne økonomier. Det er et udbredt synspunkt hos mennesker, hvis arbejde er under pres, og hvis lokalsamfund synes at være under belejring.”

Hvad enten man betragter den nye magtfaktor i britisk politik som et parti eller blot et synspunkt, synes ét sikkert; UKIP forlader ikke scenen lige foreløbig – partiet er indstillet på at påvirke udviklingen i Storbritannien i lang tid fremover.

---

Hvis du vil videre

Politologen Richard Hayton fra University of Leeds blogger om UKIP’s succes

----

Guardian om UKIP’s totale fokus på indvandring og EU: