Egyptens ikoniske kvindesagsforekæmper, Doria Sharik

DIN VERDEN

Krav om tørklæde på egyptisk feminist-ikon

Lige så stille ser egypterne tegn på ændringer efter det arabiske forår. Men det er ikke alle forandringer, der fryder. En lille, men især for egyptiske kvinder vigtig historie i sidste uge, var den om Egyptens suffragette, der pludseligt skulle have tørklæde på i de historiske lærebøger.

Af Eva Plesner, Cairo

En af pionererne i den egyptiske kvindesagskamp, Doria Shafik, har næsten 40 år efter sin død endnu engang formået at bringe sindene i kog.

I forrige uge kunne flere medier berette, at hendes billede er blevet fjernet fra den kommende udgave af et sæt lærebøger for gymnasiet. Fordi hun ikke bærer tørklæde eller hijab på billedet.

Undervisningsministeriets rådgiver i sager om filosofi og national uddannelse, Mohamed Sherif, forklarede til avisen al-Dostour, at billedet var faldet nogle prædikanter fra de ultrakonservative, religiøse TV-kanaler for brystet, hvorfor man havde fjernet det.

Han understregede, at ministeriet ”bestemt ikke tog imod ordrer udefra”. Når man havde fjernet Doria Shafiks foto, var det alene ”af hensyn til den folkelige mening”, og fordi det var i overensstemmelse med institutioner som al-Azhar, Det Islamiske Research Akademi og Ministeriet for Religiøse anliggender, sagde Mohamed Sherif - og afviste, at beslutningen havde noget at gøre med ”den såkaldte islamisering af undervisningsmaterialerne og undervisningen”.

Men selvfølgelig rammer hans udtalelser lige ned i mange liberalt indstillede Egypteres frygt for, hvor Egypten er på vej hen, efter at præsident Mohamed Morsi og hans Muslimske Broderskab er kommet til magten.

Doria Shafik, der blev født i 1908, stod bag en kampagne, som i 1956 sikrede Egyptens kvinder stemmeret og ret til at stille op til parlamentsvalg. Hun var uddannet fra Sorbonne i Frankrig, og ud over at være forfatter og en af landets mest kendte og respekterede feminister, var hun en skarp modstander af de britiske kolonimagters tilstedeværelse i Egypten.

I sidste uge forsikrede undervisningsminister Ibrahim Ghoneim så, at der stadig er et billede af Doria Shafik i lærebøgerne. Og ifølge TV-stationen Al-Arabia taler han sandt. Ministeriet har nemlig angiveligt fundet et billede, hvor Doria Shafik bærer tørklæde, og udskiftet det med det oprindelige foto!

Om dén udlægning af historien er sand, vil formentlig først stå klart, når de nye lærebøger udkommer. Foreløbig har sagen udløst en storm af protester, og i søndags udsendte en bred vifte af politiske partier, kvindesagsgrupper, menneskerettighedsorganisationer og kendte enkeltpersoner en erklæring, hvori de kræver Doria Shafiks billede bevaret i lærebøgerne. Uden tørklæde.

Hvis du vil videre

Her en analyse fra The Fair Observer, der sætter historien om Doria Shafiks billede i yderligere, historisk perspektiv

http://www.fairobserver.com/article/egyptian-revolution-two-years?page=2