Dalai Lama kommer som planlagt til Norge i forbindelse med 25-års jubilæet for sin Nobels Fredspris. Men han vil ikke blive modtaget officielt. Her viser en pige sine Nobel-kort frem ved Nobels Fredscenter i Oslo. Foto: Flickr by Thomas Røst Stenerud

POLITIK

Efter fire år i Kinas diplomatiske dybfryser har Norge fået nok. Når Dalai Lama i næste uge kommer til Oslo, skal han hverken regne med at møde repræsentanter for kongehuset, regeringen eller Stortingets præsidium.

Stortingets næstformand, Kenneth Svendsen fra regeringspartiet Fremskrittspartiet, havde tilmed foreslået, at Dalai Lama skulle lodses ind ad en bagindgang til Stortinget for ikke at tirre Beijing. Nu ser det ud til, at tibetanernes åndelige leder trods alt får lov til at bruge hovedindgangen på Løvebakken, når han næste fredag kommer for at mødes med Stortingets Tibet-komité og andre menige medlemmer af det norske parlament. Men såvel regeringen og stortingspræsidiet har gjort klart, at de ikke ønsker at møde ham – uden at lægge skjul på, hvad årsagen er:

»Et møde med Dalai Lama vil udsætte normaliseringen af forholdet mellem Norge og Kina,« konstaterede den konservative udenrigsminister Børge Brende i Stortingets spørgetime den 23. april, og efterfølgende har han ladet forstå, at der derfor ikke bliver noget møde på regeringsniveau.

Det er en opsigtsvækkende beslutning med tanke på, at Dalai Lama har været i Norge 10 gange tidligere og normalt har mødtes med den siddende statsminister. Desuden er det i 25 års-jubilæum for tildelingen af Nobels Fredspris til Dalai Lama, så markeringen understreger, hvor opsat den norske regering er på at genoprette de politiske forbindelser med Kina.

Disse relationer har været stort set ikke-eksisterende, siden den norske Nobel-komité i 2010 gav Fredsprisen til den kinesiske demokratiaktivist Liu Xiaobo. Nobel-komiteen er ganske vist formelt uafhængig, men eftersom de fem medlemmer udpeges blandt prominente norske veteranpolitikere – med Torbjørn Jagland, tidligere socialdemokratiske statsminister og nuværende generalsekretær for Europarådet, som komiteens formand siden 2009 – mente Kina at have rigelig grund til at lægge Norge på is.

Norge er langtfra det første europæiske land, der lader sig hundse på plads af Beijing. Det gjaldt f.eks. Danmark i 2009, da Kinas vrede over, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde taget imod Dalai Lama på Marienborg, udmøntede sig i adskillige måneders diplomatisk kulde. Den forsvandt først, da Danmark op til klimatopmødet i København accepterede at skrive en såkaldt verbalnote, som nærmest syntes dikteret fra den kinesiske ambassade i Hellerup:

»Danmark er fuldt opmærksom på vigtigheden og følsomheden af Tibet-relaterede temaer og ser med stor vigtighed på den kinesiske regering syn på disse temaer. Danmark tager den kinesiske modstand mod møder mellem den danske regering og Dalai Lama yderst alvorligt og har behørigt noteret sig de kinesiske synspunkter om, at sådanne møder er imod Kinas kerneinteresser,« hed det bl.a. dengang.

Det gjaldt også Storbritannien, hvor premierminister David Cameron i 2012 mødtes med Dalai Lama i St. Pauls Katedral i London i maj 2012, hvilket fik Kina til at nedfryse det politiske forhold. Indtil Cameron i slutningen af 2013 besøgte Kina og ikke havde den mindste kritik at fremføre over for det kinesiske regime.

»En ydmygelse for Norge«

Ikke desto mindre vækker det udbredt hjemlig kritik, når Norge nu går samme vej. Det er trods alt et land, der betragter sig selv som en af verdens fremmeste menneskerettighedsforkæmpere og fredsmæglere. Som roser sig af sin politiske uafhængighed. Og som ikke ligefrem står til fallit, selv om lakseeksporten til Kina skulle falde (hvilket faktisk ikke har været tilfældet, tværtimod er den samlede norske eksport til Kina vokset siden 2010 trods det anstrengte politiske forhold).

»Vi elsker jo at se os selv som et selvstændigt og stejlt folk, der går vore egne veje. I årtier har vi moret os med at harcelere over svenskernes eftergivende linje og finnernes forsigtighed. Foragten for alle tilløb til national svaghed har ligget lige under overfladen,« skriver Aftenpostens politiske redaktør Harald Stanghelle og fortsætter:

»Nu er vi altså vidner til, at nationens førende tillidsvalgte bøjer hovedet for en fornærmet asiatisk stormagt. Ikke i skam, men i underdanighed. Kina får det, lige akkurat som landet vil, og det officielle Norge bidrager på denne måde til at isolere outsideren og dissidenten Dalai Lama. Det er intet mindre end ydmygende. Ikke for Dalai Lama, men for Norge.«

Dagbladets kommentator Jan Olov Egeland taler om en »national neurose« i konflikten mellem idealer og økonomiske interesser, og han beskylder regeringen for at »lægge sig fladt ned og kysse tøflerne tilhørende de røde kejsere i Beiing«. Hos konkurrenten VG kalder politisk redaktør Hanne Skartveit det »ren idioti«, når udenrigsminister Brende hævder, at Norge nu får lettere ved at rejse menneskerettighedsspørgsmål over for Kina.

»Ved at gå ind i debatten om, hvordan Kina vil reagere på Dalai Lama, har regeringen gjort hans besøg endnu mere politisk betændt, end det ellers ville have været. Nu er hans besøg blevet en åben forhandling om forholdet mellem Norge og Kina,« skriver Skartveit og fortsætter:

»Hvis det er rigtigt, at kineserne vil bruge Norge som skrækeksempel på, hvad der sker med dem, der fornærmer Kina, pålægger det os et særligt ansvar. Når vi nu bøjer af, viser vi verden, at selv et af verdens rigeste og mest demokratiske lande lader sig presse.«

Høyre – dengang og nu

Sagen bliver ikke mindre pikant af, at topfolk i Høyre var stærkt kritiske over for den foregående, rødgrønne regerings Kina-politik. Nu har det konservative parti selv regeringsmagten sammen med Fremskrittspartiet, og så er tonen en anden.

Stortingsformand Olemic Thommessen var tidligere formand for Stortingets Tibet-komité og beskrev i 2012 Tibet som »en prøve på det internationale samfunds evne til at stå oprejst for grundlæggende værdier som demokrati og menneskerettigheder, også når en økonomisk ekspansiv stormagt er objektet.« Mens den nuværende statsminister Erna Solberg i 2011 kaldte det et »alvorligt fejltrin« ikke at stille tydelige krav til sine handelspartnere.

»Menneskerettighederne har en kedelig tendens til at tabe over for erhvervsinteresserne. Det ser vi tydeligt, både når det gælder nationers og firmaers forhold til menneskerettighedskrænkelser i Kina,« skrev Erna Solberg i bogen ”Mennesker, ikke milliarder”.

--

Hvis du vil videre

Kritisk kommentar til den norske regerings Kina/Tibet-politik fra Aftenpostens politiske redaktør, Harald Stanghelle.

---

Omtrent lige så kritisk kommentar, med lidt andet fokus, fra VG’s politiske redaktør, Hanne Skartveit.

---

Helge Lurås, leder af Center for International og Strategisk Analyse, går mod strømmen og roser den norske regering for at modstå presset fra dem, der »lever i en illusion om, at vestlig ideologisk hegemoni kan overleve fremvæksten af Kina som verdens største økonomi«.