ØKONOMI
"Hvis vi skal forandre verden, skal vi lære at tænke igen og her er det vigtigt at tale om mindset og ikke kun om redskaber. For nogle gange begynder folk at fokusere og stole mere på redskaberne og så holder de op med at tænke selv. Det er lidt, hvad der er sket. Vi er holdt op med at tænke og tror, at der er et quick fix til det hele," siger Sirikul Laikaikul.
Løsningen på verdens store problemer kommer fra et lille land
Mens vi i Vesten diskuterer, hvordan vi kommer tilbage på vækstsporet fra før finanskrisen, rejser en thailandsk delegation rundt og foreslår en ny måde at skabe vækst på. Den handler om at vokse bæredygtigt gennem tilstrækkelighed i stedet for grådighed. Alle kan være med, og det bliver netop på det individuelle plan, at den store forandring vil manifestere sig.
Den er i gang. Forandringen. Den der skal redde verden, klimaet og verdensøkonomien, ved at få mennesker til at stoppe op og gøre tingene på en anden måde. Vi bliver flere og flere på planeten, vi har forbrugt som gale, i Kina kan de ikke trække vejret, og lige så småt mærker vi i hele verden den påvirkning, som vores livsstil har haft på klimaet. Overalt slås der alarm og viftes med det røde flag.
Men ikke i Thailand. Her har Kong Bhumibol gennem sit liv formuleret en ny filosofi, som er blevet aktuel på grund af finanskrisen. Den hedder Sufficiency Economy Philosophy og kan bedst oversættes til tilstrækkelighedsøkonomi. Eller måske nok-er-nok økonomien. Den er kapitalistisk og så alligevel ikke på den gængse facon. Den er social, men langt fra socialistisk, selvom den handler om at tage et ansvar for andre. Den er under alle omstændigheder funderet i individet, men med blik for fællesskabet.
Mellemvejen, som den også bliver kaldt i Thailand, der forsøger at implementere den for at sikre egen økonomi og for at forhindre, at landet per automatik følger den vej, som vi i Vesten har fulgt. Hvor mere og flere skulle have mere og mere, hele tiden og for evigt. Indtil systemet kollapsede, og finanskrisen satte en stopper for væksten. Kina er på vej i samme retning og kæmper lige nu med uhyggelige konsekvenser for miljøet.
"I Sydøstasien har vi vel haft en tendens til at se op til den vestlige livsstil og bruge den som benchmark for vores virksomheders best practice. Her har vi glemt at tage hensyn til vores egne styrker og svagheder. Vores samfund har lidt et kollaps, fordi vi har gjort tingene på en måde, som ikke helt er vores egen. Jeg siger ikke, at Østen er god og Vesten dårlig. Jeg siger blot, at hvis vi kan bruge hinandens styrker og lære fra hinanden, så kan hele verden gøre det bedre."
Ordene kommer klart og velformuleret fra en lille kvinde med store briller og et stort varmt smil. Hun hedder Sirikul Laikaikul, for nemheds skyld Nui, og er i København som del af en delegation fra en NGO, som rejser rundt i Europa og fortæller om en anden måde at gøre tingene på. Hjemme i Thailand har hun en konsulentvirksomhed, der rådgiver firmaer, som gerne vil gøre deres brand bæredygtigt.
Det vigtigste budskab fra delegationen er et glad budskab. Det handler om, at der er et alternativ til den vækstfilosofi, som vi har været del af hidtil, men som er kollapset og som også har haft en negativ indvirkning på vores miljø. Det er bæredygtighed uden løftede pegefingre og uden at pådutte nogen noget. Sirikul tror fuldt og fast på, at enhver vil kunne se meningen, hvis de først prøver at forandre sig selv.
"Vores filosofi bygger på buddhismen, men er ikke religiøs. Vi vil helst ikke fokusere for meget på værdier, men i stedet tale om mindset. Især i forretningslivet og blandt ledere, hvor vi arbejder. Hvis vi blot fokuserer på værdier og laver et nyt sæt regler, så fokuserer folk på at overholde regler i stedet for at tænke selv. At fokusere på mindset er mere bæredygtigt," siger Sirikul.
Det første princip i den thailandske filosofi handler om at bygge sig selv op. Når du er bygget op, er sund og rask, har opfyldt dine behov, kan du begynde at give og dele.
"Det er vigtigt at bygge sig selv op først, at sørge for sig selv, for ellers vil du hele tiden blive forstyrret af tanker som: Hvordan skal jeg kunne bidrage, når jeg selv er sulten? Derfor er alle individer nødt til at starte med sig selv," fastslår Sirikul.
Og her er det altså heller ikke muligt at slå op i en bog og finde den rette opskrift på, hvad det mere nøjagtigt er. Man er nødt til at søge svaret selv og finde ud af, hvornår man selv har det godt nok til at kunne bidrage til fællesskabet.
"Filosofien handler ikke om, at man går ind med en pegefinger og siger, at du ikke må købe dit og dat. Hvis du gerne vil have en designertaske, skal du da købe en. Vi er stadig nødt til at have handel. Men du kan jo spørge dig selv, om du behøver at købe ti i forskellige farver for at være lykkelig. Jeg kan ikke give dig en opskrift på, hvad der er nok for dig. Den må alle selv finde ud af."
Grænsen er lettere at finde, hvis du har viden om verden
Hvis man har svært ved at finde ud af om nok er nok, kan man måske finde svaret ved at kigge sig omkring. Vi har levet på et overforbrug baseret på lånte penge, og det har fået vores økonomi til at brase sammen, fordi alt for mange troede, at træerne voksede ind i himlen. Overforbruget fører til forurening og til klimaforandringer. Den fører også til skævhed og til uro, uden at de overforbrugende nødvendigvis er blevet lykkeligere.
Når først du har søgt oplysning og ser mening i at holde igen, bliver det lettere at forstå, at du også kan være med og så bliver det også lettere at finde din egen personlige grænse.
"Det er fuldkommen som i virksomhederne. Her arbejder de også med en vision og en mission, fordi de fleste gerne vil lave noget, der giver mening. Og meningen er naturligvis individuel. Det er ikke nok at ville anskaffe sig noget, fordi naboen har det. Hvis det er den eneste grund, skal man nok tænke sig mere om. Før du køber noget, gør du ligesom virksomhederne, du kalkulerer om det kan betale sig. Du kan bare kalde det fornuft. Har jeg penge til at erhverve mig dette? Giver det mening i det lange løb? Så gør det da," siger Sirikul, der dermed slår fast, at filosofien på ingen måde handler om at begrænse handel og leve på en sten.
Man skal først stoppe op, hvis man ved, at det man er i færd med, kan skade andre mennesker eller miljøet eller ens egen fremtid. Så er det måske en god idé at iværksætte selvkontrol, som også er en vigtig del af tilstrækkelighedsøkonomien i lighed med integritet.
"Ordet tilstrækkelighed bliver nogle gange misforstået som om det handler om at forblive den samme. At man ikke behøver at udvikle sig. Men sådan er det ikke ment. Alle har brug for udvikling. Det gælder virksomheder, som lande og individer. Og på den måde vil vi automatisk se en vækst i økonomien, fordi vi hele tiden vil være bedre. Men tingene skal ske i et andet tempo. Trin for trin. I Thailand plejer vi at sige til hinanden, at vi skal tage et skridt ad gangen. Hvis du springer, kommer du måske længere, men der er også en risiko for, at du falder. Og det skal man i hvert fald være bevidst om."
Hvis vi gør alting langsommere og uden at ville have det, som naboen har, risikerer vi så ikke at dræbe konkurrencen, der ses som en nødvendighed for overhovedet at komme fremad?
"Det handler ikke om, at vi skal slå konkurrencen ihjel. Vi har stadig brug for at konkurrere og vi skal stadig søge at være de bedste, men undervejs er det vigtigt at kæmpe i sin egen liga. Som boksere, der ikke kunne drømme om at bokse i en vægtklasse, de ikke tilhører. Det handler om at være fornuftig og realistisk."
Folk har glemt, hvordan man tænker selv
Principperne lyder i virkeligheden gamle og næsten banale. Og det er de også, problemet er blot, at vi har glemt den helt grundlæggende fornuftig tænkning, siger Sirikul.
"Folk er holdt op med at tænke. De sætter sig foran fjernsynet, tænder på en knap og lader bare medierne fortælle dem, hvad de skal gøre, købe og hvordan de skal leve. Lige nu gælder det om, at vi skal gøre alting langsommere og tænke noget mere. Det her er ikke noget nyt koncept, det er et gammelt koncept, men fra tid til anden er vi nødt til minde os selv og hinanden om, hvorfor det her er vigtigt."
Også i Vesten er principperne om mindfulness, meditation og meget andet fra buddhismen vundet indpas. Vi ser den nye tankegang i små, men stadig voksende bevægelser som Stop Spild af Mad eller nøjsomhed.dk. På individuel plan møder man flere og flere, der taler om at ville stoppe op, forbruge mindre og tage alting mere langsomt. Der er en forandring i gang, men hvor hurtigt kommer den, så hele verden kan mærke den, og hvem skal lede vejen? Og ikke mindst, er den varig?
"Det her vil blive implementeret gennem lederskab. Vi går i vores arbejde ikke direkte til de ansatte, men til deres ledere. Derfor rejser vi rundt i verden og taler med forskellige ledere og forskere, for hvis vi kun taler på det individuelle plan, så rammer vi ikke dem, der har mulighed for at give det videre. Så får det aldrig en opmærksomhed. Vi taler om det her i Thailand på CEO-niveau. Det nytter ikke noget, hvis den ansatte har den rigtige mentalitet og hans arbejdsgiver til gengæld er ligeglad, men kun er optaget af produktivitet. Hvis man ikke ændrer lederskabet, vil intet ændre sig i virksomheden."
"Det er svært at sige, hvornår der kommer et skift, og verden bliver forandret. Men vi kan i hvert fald konstatere, at det er på tide, at det sker. Det er lidt ligesom med sundhed. Du kan godt leve fint i et stykke tid uden at tage dig af din egen sundhed, men man kan sige meget nøjagtigt, at du får det bedre af at gøre det. Det samme gælder med CSR. Det bliver bedre, hvis du gør det."
"Det her er et godt tidspunkt for hele verden, fordi vi nu har en økonomisk krise baseret på ubæredygtigt forbrug. Folk har fire fjernsyn derhjemme, men færre har tid til at se dem. Vi har al tænkelig teknologi, men folk ved ikke, hvordan man tænker. Det er nu, vi skal sænke farten og lære mådehold."
Men hvad så med de mennesker, som stadig ikke anerkender, at der er store problemer i verden og en mulighed for at ændre dem?
"Vores tid er begrænset. Der er mange, som gerne vil ændre adfærd, men ikke rigtig er klar over hvordan. Og så er der også nogle, som slet ikke ser problemet, som hverken anerkender klimaproblematikken, overforbrugsproblematikken eller fattigdom og som også er ligeglade. De sidste er der ingen grund til at spilde tid på, det er som at tale til en mur. Man skal i stedet gøre noget ved at tale med dem, der er villige til en forandring og som anerkender verdens udfordringer."
"Vi arbejder ikke med dem, der er helt lukket for forandring, men med alle der er - og dem er der trods alt mange af. Vi er nødt til at være selektive for ikke at spilde vores tid eller for at undgå følelsen af håbløshed. Det har jeg prøvet. At tale med virksomheder, som kun er interesseret i deres kapital og som ikke ser nogen pointe i at have et højere formål eller tage sig af samfundet, men det deprimerede mig. Jeg lærte, at vi i stedet skal forøge vores netværk, så det på et tidspunkt bliver helt mærkeligt at være den, som ikke er med på forandring," siger Sirikul og henviser til Harvard-professor Michael Sandel, som har skrevet bogen "What Money Can't Buy: The moral limits on markets", der netop omhandler det gamle systems begrænsning.
Massemedierne er en del af problemet og bliver de sidste, der rykker
Budskabet om forandring i verden har ikke helt slået igennem i den vestlige bevidsthed på politikerplan og det kan også blive svært, hvis budbringerne skal være de nuværende massemedier, som Sirikul ikke har meget til overs for. De bliver de sidste, der får øjnene op for, at man faktisk godt kan redde verden, startende med fokus på individet.
"Medierne er håbløse," siger Sirikul og griner af sig selv for at lyde så streng.
"I dag har vi heldigvis de sociale medier, og det er godt, for ellers ville vi gå helt død med massemedierne, som de er i dag, og som kun koncentrerer sig om at tjene penge. Mediefolk er nok de sidste, der forandrer sig. Hvor er viljen efterhånden til at gøre en forskel? Det er svært i disse tider at finde mediefolk med en vision, en mission eller bare hjerte. Folk bliver ofre for medier, der undskylder sig med, at de bare giver folk, hvad de gerne vil have."
"Man kan godt finde gode mediepartnere, der gerne vil noget mere og bedre også i Thailand og det kan sagtens være sensationspressen. Kan man finde en måde at inkorporere de gode budskaber i en sæbeopera, i en popsang eller i et ligegyldigt underholdningsprogram, så kan man nå langt. Men det kræver at folkene bag har en forståelse for det og gerne vil give noget meningsfyldt videre."
Håbet ser hun i de nye medier på internettet.
"Nu er vi alle blevet til medier. Du er et medie og jeg er et medie. Jeg har min egen kanal, jeg har min egen Facebook-side og dermed flere forskellige platforme, hvorfra jeg kan sige noget meningsfyldt og noget vi tror på, så vi har faktisk en chance for at skabe en forandring. Alle har redskaberne. Jeg skriver da også fjollede, ligegyldige ting på min profil, men engang i mellem kan man jo godt skrive noget med mening i."
"Med massemedierne er der intet håb. Massemedierne ved jo ikke engang, hvem de taler til. Men det ved vi på de sociale medier. Her kan man simpelthen være selektiv og udøve kildekritik og de er derfor mere brugbare, hvis man vil videre. De gamle medier er bare sørgelige," siger Sirikul og slår en hjertelig latter op igen.
Du kan læse mere om Sufficiency Economy Philosophy her
