Den franske præsident Francois Hollande var mere end villig til at gribe ind i Syrien og stod derfor alene tilbage, da USA trak sig fra et militært angreb. Nu har Frankrig foreløbigt blokeret for en aftale med Iran muligvis baseret på en ny mistillid til USAs dømmekraft. Foto: Garitan, CC Wiki Commons
SIKKERHED
Irans franske snubletråd
Verdens mægtigste nationer har i weekenden forhandlet med Iran om en nedskalering af landets atomprogram. Og det var da også lige ved at ende i en aftale, da Frankrig pludselig meldte sig på banen med yderligere skepsis og flere krav. Forløbet viser, at Frankrig igen har travlt med at markere sin styrkeposition i forholdet til USA, men også at det kan blive svært at levere en holdbar aftale med Iran. Afgørende er, hvilket mål man sigter efter, og her er USA og Frankrig muligvis ikke på linje.
I et historisk lys er det ikke nyt, at Frankrig spiller med musklerne og vælger at gøre noget andet end USA. Faktisk var det mere overraskende, at Frankrig for nylig stemte i med Barack Obamas udtalte ønske om at gribe militært ind i Syrien, mens Storbritannien endte med at bakke ud.
Det blev som bekendt ikke til mere end en aftale med Rusland om Syriens kemiske våben. Og der stod Frankrig så tilbage, blottet som den aggressive nation, mens andre hyldede diplomatiets sejr. Helt modsat under Sarkozy i øvrigt, hvor Frankrig valgte at tale imod den amerikanske invasion af Irak, hvilket i dag i stigende grad anses for at have været den kloge, fredselskende holdning.
Formentlig er forløbet omkrig Syrien ikke hele motivationen bag Frankrigs blokade af en aftale denne weekend mellem Iran og den såkaldte P5 + 1 gruppe (medlemmerne af Sikkerhedsrådet samt Tyskland), men det er svært at holde tanken tilbage om, at denne nylige amerikanske kovending på en eller anden måde har spillet ind.
Når Frankrigs særposition ikke er ny, hænger det sammen med, at Frankrig op igennem Natos historie har gjort, hvad det kunne for at spille en selvstændig rolle i forhold til USA og indimellem i nogles øjne måske med et gran af storhedsvanvid. I ordene på den franske journalist Gilles Delafon, der har skrevet en bog om fransk diplomati under Sarkozy: "For en fransk politiker er der naturligvis altid en gevinst i at tisse på amerikanernes sko."
Det må dog formodes, at der i sagen om Irans mulige atomprogram ligger meget mere bag end en hurtig indenrigspolitisk gevinst.
Den franske præsident Hollande ønsker tydeligvis at spille ind med egen aktivisme, som i tilfældene Libyen og Mali, hvor man har oplevet succes med en militær indgriben og nu derfor gerne går lidt længere end USA. Modsat er amerikanerne lige nu inde i en mere isolationistisk periode, hvor nationen læger sine sår efter tabene i Irak og Afghanistan.
Når de to atommagter sidder sammen ved forhandlingsbordet omkring Iran, er det da også med roller, der er under forandring. USA synes på vej ud af Mellemøsten for at koncentrere sig om interesser i Fjernøsten, mens Frankrig igen er på vej ind og eksempelvis lige nu er Israels vigtigste allierede efter USA.
Således var det da også Israels skepsis over for Irans reelle ønsker om at sætte landets atomprogram på pause, der fik den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, til at blokere for noget, der ifølge diplomater var tæt på at ende som en aftale.
Frankrig er konkret bekymret for, at den aftale, der var på vej i hus i Génève, ikke indeholdt nok sikring mod en stadig større ophobning af beriget uran i navnlig atomenheden ved Arak. Reaktoren her er tæt på at være færdigbygget, og er den først operationel, bliver det umuligt at fjerne den ved en militær aktion uden stor radioaktiv forurening til følge. Det ville med andre ord frarøve omverdenens ultimative sanktionsmulighed over for Iran. Hvis altså det viser sig, at landets hensigter er så skumle, som Israel siger, at de er.
Hvis Obamas manglende intervention i Syrien skyldtes indenrigspolitiske hensyn og krigstræthed, kan en hurtig aftale med Iran på samme måde være udtryk for, at den amerikanske administration så hurtigt som muligt blot vil have gjort sit for at komme ikke bare videre, men helst FRA Mellemøsten. Men det hastværk vil Frankrig øjensynligt ikke være med til.
Teherans atomprogram er oprindeligt vestligt
Og Frankrig har da også noget at have sin selvstændige holdning i. Selvom vi gennem de seneste år har været mest koncentreret om USA’s forhold til Iran, har både Frankrig og Tyskland deres egne erfaringer med det iranske atomprogram, der stammer helt tilbage fra 1950'erne. Oprindeligt var USA interesseret i at eksportere sin atomare kunnen til lande som Iran, og det var derfor en del af Eisenhowers politik at sikre Iran og andre allierede lande adgang til fredelig anvendelse af amerikansk atomteknologi, naturligvis med det sigte at tjene penge på denne eksport.
Senere og op gennem 1970erne fik Frankrig og Tyskland også deres egne økonomiske interesser i Irans atomprogram. Så det er fair at sige, at selve atomprogrammet er de vestlige nationers egen opfindelse.
Men allerede inden den islamiske revolution opstod en amerikansk mistanke om, at Irans shah-styre havde andet end blot fredelige energiintentioner med sit atomprogram. Ikke mindst i lyset af Indiens succesfulde atomprøvesprængning i 1974. Amerikanerne trak sig derfor ud af Irans atomprogram og standsede støtten allerede i midten af 1970erne, mens franskmændene og tyskerne blev presset til at gøre det samme.
Efter ayatollah Khomeinis revolutionære sejr 1979 fik amerikanerne gennem både 1980erne og 90erne travlt med at blokere alle forsøg på andre landes atomsamarbejde med Iran, og dette tvang Iran til at "gå under jorden" med sit atomprogram. Den amerikanske boykot havde sin effekt, men den har ikke kunnet forhindre Iran i at søge støtte fra især Pakistan og senere både Kina og Nordkorea. Den store mistanke til Iran blev i begyndelsen af 00erne bekræftet af en eksilgruppe, der kunne berette om opbygningen af en tungtvandsreaktor i Arak og en hemmelig berigelsesenhed et andet sted i Iran.
Frankrigs position kan bunde i mistillid efter Syrien
Der er endnu ikke fundet beviser på, at Iran er i gang med at producere atomvåben, men indicierne vokser i takt med erhvervelsen af uran og berigelsen heraf. Det er med andre ord kun et spørgsmål om mængde og tid, før kapaciteten til at bygge atomvåben eksisterer. Og en af grundene til, at amerikanerne har travlt med at lave en aftale, handler om, at dette tidspunkt ifølge det internationale Atomenergiagentur, IAEA, og amerikanske eksperter skulle være nært forestående. På den baggrund kan Frankrigs blokering af en aftale denne weekend være højt spil. I nogle analytikeres øjne, meget højt spil. En forsinkelse af en aftale, kan betyde, at Iran opnår kritisk masse, inden Génève-forhandlingerne er færdig og dermed sidder i en helt anden forhandlingsposition end den nuværende.
På den anden side kan Frankrigs position handle om, at man ikke har tillid til, at USA tænker over de langsigtede konsekvenser af en aftale med Iran. Frankrig har til Irans åbenlyse irritation krævet ikke bare, at man standser opbygningen af reaktoren i Arak, men at man også reducerer den nuværende mængde af beriget uran for at være helt sikker på, at man ikke havner i samme situation om relativt kort tid, altså hvor man er nødt til at hive Iran tilbage til forhandlingsbordet. Hvis man følger den tankegang, handler den franske reaktion langt mindre om fornærmelse oven på Syrien-forløbet, men mere om at man ved samme lejlighed mistede tillid til USA’s dømmekraft og langsigtede interesser.
Dertil har USA netop signaleret, at man ikke længere går efter frihed, men snarere efter fred i regionen, mens franskmændene under Hollande ser ud til at have skærpet frihedsdagsordenen, som næppe kan føres ud i livet uden de militære konfrontationer, som USA forsøger at undgå.
Hvis du vil videre
http://thecable.foreignpolicy.com/posts/2013/11/10/how-france-scuttled-the-iran-deal-last-minute