For 30 år siden var Noha Mahmoud salafist. I dag har hun smidt niqaben og er blevet ateist. Hun kæmper nu for, at også ateister og fritænkere bliver anerkendt som ligeberettigede borgere i fremtidens Egypten.

SAMFUND

CAIRO

På Noha Mahmouds identitetskort står der ”muslim”, selv om det snart er syv år siden, hun forlod islam og blev fritænker. I Egypten skal man nemlig være religiøs, uanset hvad man tror på, og tilhører man ikke jødedom, kristendom eller islam – de tre eneste anerkendte religioner - har man bare at holde sin kæft.

Udfordrer man de religiøse dogmer, bliver man stemplet som amoralsk, psykologisk forstyrret og til fare for samfundet, og man risikerer en fængselsstraf.

Noha Mahmoud vil gerne have slettet både sit religiøse tilhørsforhold på identitetskortet og have ret til at ytre sig frit uden frygt for at havne i fængsel. Hun er træt af altid at skulle veje sine ord på en guldvægt, når talen falder på spørgsmålet om religion.

”Efter revolutionen var vores drømme oppe i skyerne. Vi udrettede et mirakel, og vi troede, at nu skulle vi gøre vores land til et paradis. Men hvad skete der? Vi faldt ned i et hul og skændtes om religion. Og det blev vi ved med i tre år, indtil der blev borgerkrig.”

Men nu vejrer Noha Mahmoud morgenluft. I forslaget til en ny forfatning, som skal til afstemning om få uger, står der nemlig, at trosfriheden er absolut – og altså også omfatter friheden til ikke at tro. Og alle borgere stilles lige for loven, uanset køn, race, sprog, sekt, religion osv.

Et utroligt fremskridt for alle Egyptens mindretal.

Vi møder den 53-årige læge i hendes lille bungalow ud til Middelhavet ca. 40 km. uden for Alexandria, Egyptens næststørste by. Som hun nu går klædt, i stramme, sorte gamacher og ditto rød bluse, er det svært at forestille sig, at hun i årtier gemte sig bag flagrende, sorte gevandter, der skjulte hende fra isse til fod – inklusive handsker og niqab, ansigtssløret, der kun lader øjnene syne gennem en smal sprække.

”Jeg kommer fra en konservativ, religiøs familie, og som teenager blev jeg fascineret af salafisternes krav om at leve i absolut lydighed over for Koranens bogstav,” fortæller Noha Mahmoud.

Inspireret af en dybt religiøs skolelærerinde vandt hun som 15-årig en konkurrence i udenadslære af Koranen, og da hun begyndte at læse til læge, sluttede hun sig hurtigt til en lille gruppe kvinder, som docerede religion i moskeen på det medicinske fakultet, og som bjergtog hende med deres ro og urokkelige overbevisning.

Og i 1981 – 21 år gammel – dækkede hun sig til med handsker og niqab.

”Jeg gjorde det for Gud alene og med henblik på livet efter døden. Det eneste, jeg ønskede, var at adlyde. Hvad siger Koranen? Hvad siger sunna’en? Hvad siger Profeten,” siger Noha Mahmoud.

Dengang havde Alexandria stadig et strejf af international, liberal og frisindet by. De fleste betragtede niqaben som et udslag af fanatisme, og tilslørede kvinder havde vanskeligt ved at blive gift. Men tre år senere meldte en frier sig alligevel. Ikke at Noha Mahmoud havde mødt en mand. ”Religiøse piger møder ikke mænd,” som hun siger. Men en medstuderende, som også var salafist, var gift med en mand, hvis ven ledte efter en brud.

”Jeg mødte ham to gange, inden vi underskrev ægteskabskontrakten. Første gang var jeg så genert, at jeg ikke turde kikke på ham. Anden gang kunne jeg ikke lide, hvad jeg så. Han var lille og småfed og havde mave, og jeg har aldrig kunnet fordrage mænd med maver.”

Men Nohas mor formanede hende: ”Lad nu ikke Djævlen få indflydelse på dig. Han er en god mand, han er læge og af respektabel familie. Og så vil han have én med niqab!”

Og Noha Mahmoud accepterede, for ligesom man skal adlyde koranens vers, skal man gifte sig.

Men religionens myriader af regler fik snart forpestet ægteskabet, for hendes mand viste sig at være endnu mere fanatisk end hende selv, som hun siger.

I løbet af de første fire år fødte hun tre drenge. Hun bad om en pause mellem fødslerne, men ”hvis Gud giver os et barn, skal vi tage imod det,” lød svaret. Kom hun til at afsløre blot en centimeter med bar hud, når de var ude, var det en katastrofe, og selv når hun sad med børn på skødet, som grisede med maden, var det imod reglerne at tage handskerne af. Og så var der de mange, lange bilture, hvor niqaben gav hende hovedpine. På grund af iltmangel, mente hun selv, og da hun fik dén idé at klippe små huller til næse og mund, slog hendes mand hende og truede med skilsmisse.

”Han slog mig kun når han var meget vred, men jeg kunne ikke ha’ det bare én eneste gang og jeg havde lyst til at slå igen”, siger hun. ”Men der var ikke noget at diskutere, for i koranen står der, at kvinder, som er genstridige, skal mændene formane, lade alene i sengen og slå.”

Alligevel kunne Noha ikke tro, at Gud skulle have påbudt mændene at slå deres børns mødre, og hun blev sendt til en psykiater, som ordinerede psykofarmaka.

Men i stedet for at tage medicinen, begyndte hun at studere baggrunden for koranens enkelte vers, og efterhånden kom hun frem til, at Mohamed snarere var en genial forfører end en profet.

Og dermed var Noha Mahmoud blevet en frafalden, som hendes mand ifølge koranen burde skille sig af med.

”Hver gang, vi havde haft sex, led han, fordi han havde syndet,” fortæller hun. ”Og efter et par år tog han sig to rettroende koner – uden at fortælle mig det. Det gav religionen ham jo ret til.”

Noha opdagede det, men blev alligevel i ægteskabet. For børnenes skyld. Og for pengenes, som hun siger, for manden var blevet mangemillionær som ejer af et medicinalfirma.

Men i 2007 blev de omsider skilt, efter 23 års ægteskab.

Efterfølgende skrev Noha Mahmoud en bog om, hvorfor hun tog ansigtssløret af og holdt op med at bede. Det blev en hjertesag for hende at udfordre de religiøse dogmer - særligt myten om, at ærkeenglen Gabriel skal have dikteret Guds ord for Profeten – og hun begyndte at udbrede sine synspunkter offentligt, om end kun som blogger og på Facebook, for de såkaldte hisbah sager, hvor bloggere, forfattere og skolelærere m.fl. bliver idømt hårde fængselsstraffe for at have krænket religionen, voksede i antal under islamisternes herredømme.

Efter at den islamistiske ex-præsident Mohamed Morsi blev afsat af militæret i juli, er ateister og fritænkere imidlertid i stigende grad begyndt at komme frem med deres krav om trosfrihed. Og med dannelsen af forfatningskomiteen, som afsluttede sit arbejde i sidste uge, opnåede de en sjælden grad af støtte i den offentlige debat.

I slutningen af september foreslog repræsentanter for den koptiske kirkes ungdomsorganisationer eksempelvis, at ikke alene burde alle religiøse retninger anerkendes, men også fritænkere og ateister.

Der er stadig risiko for ufrihed

Alligevel kan der være lang vej endnu. For selv om trosfriheden ifølge udkastet til en ny forfatning bliver absolut, så er er Sharia-loven stadig hovedkilden til al lovgivning. Og det er to modstridende udsagn, som i værste fald kan komme til at betyde, at ingenting er forandret.

For sådan som sunni-islams øverste myndighed, Al-Azhar institutionen, udlægger Sharia’en, så tillader islam ganske vist alle at tro, som de vil – men offentligt er det forbudt at dyrke andre religioner end jødedom, kristendom og islam. Og giver man de frafaldne lov til at debattere deres synspunkter, vil det være krænkende for de himmelske religioner, vildledende for befolkningen og vække anstød imod den offentlige mening.

Og det sidste kan Al-Azhar meget vel have ret i. Da en ung, erklæret ateist ved navn Ismael Mohamed for nylig var inviteret med i talk-show’et ”90 Minutter” på TV-stationen al-Mehwar for – højst opsigtsvækkende - at diskutere fritænkeres og ateisters krav til den nye forfatning, fik han således ikke mange chancer for at ytre sig.

Først fik en repræsentant fra Al-Azhar, Dr. Bakr, i et længere indlæg lejlighed til at redegøre for, at ateisme er imod alle religioner, og at fritænkere såvel som ateister som oftest er folk i finansiel, social eller psykologisk krise. Og herfra var dagsordnen sat.

Studieværten, Riham el-Sahl, ville konstant have Ismael Mohamed til at fortælle om sine psykologiske problemer og afbrød ham konsekvent, når han forsøgte at sige noget om trosfrihed.

Så ringede en psykiater ind, som bekræftede, at gudsfornægtelse ofte skyldes fremmedgjorthed og personlige kriser, og at man derfor bør behandle de frafaldne med tålmodighed. En talsmand for den offentlige anklager fortalte dernæst, at det ville være strafbart, hvos Ismael Mohamed forsøgte at sprede sin overbevisning til andre. Og en stærkt ophidset politiofficer sammenlignede Ismael Mohameds åbenlyse mangel på moral med de prostitueredes.

Og efter at Dr. Bakr fra Al-Azhar havde bekræftet, at ateismen i sin tid blev udbredt i Europa af jøder som Freud og Darwin, ringede endnu en seer ind og takkede studieværten for, at hun afdækkede denne samfundstrussel, som var gået i udenlandske magters sold.

”Må Gud tilgive mig,” udbrød Riham el-Sahl de få gange, det lykkedes Ismael Mohamed at bryde igennem de andres talemur. Og da han 10 minutter inden programmets slutning opgav og forlod studiet, rundede Dr. Bakr af med at fortælle, at man her havde oplevet et eksempel på, hvor vigtigt det er at få gode, moderate prædikanter ud i gader og stræder, som kan få folk til at elske islam. Med tydelig brod til Det Muslimske Broderskab og andre islamister, som Al-Azhar anser for at være de hovedansvarlige for, at et stigende antal egyptere bliver tvivlere.

Sønnerne lægger afstand til deres mor

I dag ser Noha Mahmoud sine tre sønner en gang om ugen. Men forholdet er anstrengt, for de er alle tre salafister ligesom deres far.

”Vi hilser på hinanden, men min yngste søn har ikke kysset mig i seks år. Ikke på grund af skilsmissen eller dét med sløret, men fordi jeg ikke tror på at Mohamed er en profet,” siger hun. ”Sidst vi var sammen, sagde han, at nu ville han rådføre sig med sin imam, og han gjorde det klart, at hvis imamen råder ham til at bryde med mig, så vil han aldrig mere se mig.”

Noha Mahmoud har lovet sig selv, at hun fremover vil undgå at diskutere religion med sine børn. Om hun nogensinde får mulighed for at ytre sig offentligt – uden angst for at blive fængslet – kommer både an på, om den ny forfatning bliver vedtaget, og hvordan den bliver fortolket.

”Så længe milliarder af muslimer er overbevist om, at Koranen er Guds ord, fratager det dem muligheden for at vælge. De lærer blot at adlyde,” siger Mona Mahmoud, ”og dén holdning blokerer for for al udvikling og baner vej for et nyt diktatur.”