Amerikansk helikopter lander i Somalia 1993. Somalia-syndromet efter 18 amerikanske tab har betydet meget for, hvad USA har engageret sig i siden. Og hvordan. Foto: Wiki Commons

SIKKERHED

Der kommer en eller anden form for militær magtanvendelse over for Syrien, men den bliver formentlig kort og kun symbolsk. Hvad man med andre ord kan kalde for lidt "teatertorden". Det regner lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen med, og det er fordi amerikanske erfaringer med rigtige militære interventioner er, som de er: Mangesidede og brogede, men let at samle i en enkel læresætning: Undgå for alt i verden at komme til at sidde fast med landtropper i konflikter, som ikke har vital strategisk betydning.

Her følger en gennemgang af krigsengagementer gennem de seneste 50-60 år  belyst gennem helt basale spørgsmål: Hvad var begrundelsen for at gå ind? Hvad lykkedes? Hvad var omkostningen? Og hvad var så læren af det hele med militærstrategiske briller på?

Vietnam 1959-1975

Grunden til, at USA gik ind i Vietnam lå i frygten for Domino-effekten. Franskmændene havde forinden fået nogen på ørerne af vietnamesere, der ville af med kolonimagten og man frygtede, at hele landet ville falde i armene på kommunismen og dermed i fold med Sovjetunionen. Teorien om dominoeffekten ville så medføre, at alle lande omkring ville falde som dominobrikker til fordel for USAs fjende under Den Kolde Krig, og derfor følte man sig kaldet til at gøre noget.

Det lykkedes ikke rigtigt at opnå målet med de første metoder, man benyttede. USA indledte med at sende militærrådgivere. Så blev en soldat sendt af sted, så to, så tre og så videre. Hele vejen op gennem 1960erne øgede man engagementet, og hele vejen igennem vandt USA alle slag. I samtlige slag blev flere vietconger dræbt end amerikanske soldater, og alligevel endte man med at tabe krigen.

De mange militære sejre gennem hele krigen kunne ikke omsættes til en acceptabel fred, for man kunne ikke få Nordvietnam til at holde op med at angribe, og man kunne ikke indsætte en regering i syd med tilstrækkelig folkelig opbakning til, at man kunne lykkes med sit mål: At holde Sydvietnam fri af kommunisme.

Militærtaktisk var det en succes på mange måder, men man tabte alligevel, selvom man var både økonomisk, militært og teknologisk overlegen.

Hjemme mistede man også gradvis opbakning til krigen på grund af de massive omkostninger. 55.000 døde amerikanske soldater, 360.000 sårede og 150 milliarder dollar kom det til at koste. Dertil blev Vietnam-krigen et traume for hele det amerikanske samfund, som stadig ikke er kommet sig over det. Af samme grund kom netop denne krig til at lægge grobunden for al den skepsis, som militære engagementer siden er blevet mødt med.

Læren af Vietnam-krigen er kompleks og den udlægges stadig forskelligt. Spørger man soldaterne, siger de, at det var politikernes skyld. Hvis hæren bare havde haft tilstrækkeligt med ressourcer fra starten, var det ikke endt så galt, lyder det.

Andre har brugt Vietnam-krigen til at slå fast, at USA ikke skal blande sig i konflikter, der ligger langt væk, og hvor man hverken forstår det lokale sprog eller det folk, men kæmper for eller imod.

Hvis vi holder os til, hvad læren var af Vietnam, set i et militært perspektiv, så var det, at man aldrig skulle rode sig ud i oprørsbekæmpelse igen. Fremover skulle man kun udkæmpe konventionelle krige, og kun, når USA's vitale interesser var direkte truede. Militær magt skulle bruges massivt fra dag et med det formål at fremtvinge en hurtig sejr. Man skulle opstille klare politiske mål og sikre sig Kongressens og befolkningens opbakning, inden man gik i gang.  Det er essensen af den såkaldte Weinberger-doktrin.

Den forudsætter så, at de nationale interesser vitterligt er i spil, og at man har fuld opbakning fra sin egen befolkning. Altså, at man undlader at kæmpe som i Vietnam med gradvis, halvhjertet optrapning, og den ene hånd på ryggen i form af en stadig mere kritisk opinion hjemme.

Vietnamkrigen blev også hele grundlaget for begrebet mission creep, som mange nu advarer om i forhold til Syrien.

Golfkrigen 1991

Denne krig var netop baseret på læren fra Vietnam. Her sagde man: Nu går vi ind og bruger massiv militær magt for at opnå et klart defineret og begrænset mål: Vi skal have Irak smidt ud af Kuwait.

Man opmarcherede fra starten en halv million soldater og satsede på ikke at give Saddam Hussein et ben til jorden. En massiv bombekampagne blev efterfulgt af en lige så massiv invasion med pansrede enheder. Man standsede ved grænsen til Irak og modstod fristelsen til at køre hele vejen til Bagdad og vælte Saddam Hussein. Derved undgik man i Bush-administrationens optik  alle fejlene fra Vietnam-krigen.

Man havde desuden FN og folkeretten i ryggen. Irak havde invaderet et andet land, så FN var med på, at USA gik ind og slog invasionsstyrkerne tilbage. Amerikanerne opnåede deres mål på blot 100 dage og blev ikke draget ind i en borgerkrig i selve Irak. Colin Powell var den militære øverstkommanderende dengang og argumenterede med, at man skulle holde inde mens legen var god. For at undgå mission creep.

Somalia 1992-1993

Somalia-indsatsen startede med, at den amerikanske præsidentfrue Barbara Bush sad og så fjernsyn. Sammen med mange andre i verden græd hun ved synet af de sultende børn og deres mødre, der kæmpede for at holde døden væk. Nærbillederne af udmarvede børn med fluer i øjnene flød ud gennem verdens TV-stationer og alle råbte hjælp ud i vinden.

"Det, der må du gøre noget ved," sagde Barbara til sin mand. Og det gjorde han. George Bush var på vej ud af sit embede i Det Hvide Hus og tænkte, at det kunne han godt lige gøre noget ved: Han ville sørge for en ren militær operation, der skulle sikre, at nødhjælp kom frem til de nødlidende, uden at de - både mad og mennesker - faldt i armene på lokale krigsherrer.

Forinden havde FNs generalsekretær Boutros Boutros Ghali protesteret over, at man i Vesten kun ville gå ind, når det var hvide mennesker, der led nød, men ikke når det var afrikanere.

Bush' mål blev nået til fulde. Man gik i land, man sørgede for nødhjælp. Men så skiftede USA præsident måneden efter og nu kom der nye mål i spil. FN blev ambitiøs og ville forsøge sig med en statsbygning i det somaliske kaos. Bill Clinton syntes, det var en god idé, og amerikanerne var der jo ligesom i forvejen.

De lokale krigsherrer og en af de stærkeste, nemlig Aideed, var rimeligt ok med, at man gik ind for at uddele nødhjælp, men da man ændrede mandatet til at hedde noget med statsbygning og demokrati og gøre ting som truede hans magtbase, begyndte han at yde modstand.

Pludseligt blev den humanitære indsats til en egentlig krig, som USA havde planlagt. De fleste, der har set filmen Blackhawk Down, kender detaljerne om, hvad der siden skete og om hvordan 18 amerikanske soldater omkom. Tabene af amerikanske soldater, der oven i købet blev slæbt rundt i Mogadishus gader blev for meget og Clinton måtte give op og trække sig ud efter en dundrende fiasko.

Læren blev her: At man skal holde nullet, når man udfører humanitære interventioner. Den folkelige opbakning forsvinder som dug for solen, så snart man lider tab, hvis der ikke står klare nationale strategiske interesser på spil.

Vestlige politikeres modvilje mod at iværksætte nye humanitære interventioner blev forstærket af den rolle som medierne spillede. Først piskede medierne en stemning op, som modvilligt tvang USA til at intervenere. TV-billederne af de døde amerikanske soldater fik dernæst folkestemningen til at vende på en tallerken. Dermed bidrog medierne til at tvinge USA ud igen.

Denne risiko ønskede ingen vestlige politikere at løbe igen. Somalia-syndromet var født, og den manglende indgriben overfor folkemord andre steder var en direkte konsekvens heraf.

Bosnien 1992-1995

I Bosnien forstærkede Somalia-syndroment modviljen til at sætte landtropper ind, Fraværet af strategiske interesser såsom olie gjorde det umuligt at anvende Golf-krigsmodellen da den ikke stod mål med det mulige udbytte. Derudover virkede den politiske situation på jorden for uoverskuelig og rodet, og der var stor uenighed om, hvad man skulle gøre – både internt i Vesten og mellem Vesten og Rusland.

Derfor indledte man et trinvist engagement, hvor man startede med først at ville hjælpe de civile i en ren humanitær operation. Man sendte FN-soldater, som ikke måtte skyde på nogen, medmindre nogen skød på dem først. Senere fik de dog lov til at bruge alle nødvendige midler for at holde fred, men de fik ikke den rette træning eller opbakning til at kunne gøre det i praksis.

Amerikanerne ville ikke på landjorden, men ville i stedet bombe fra luften. Det ville de europæiske lande, herunder Danmark, med soldater på landjorden dog ikke gå med til af frygt for egne tab. Desuden ønskede europæerne ikke at gøre russerne mere sure, end de var i forvejen.

Man endte  i en mission creep, der startede med et humanitært mål, som ledte til nye forhandlinger, der hele tiden kuldsejlede.

Og så kom Srebrenica. Efter den massakre og bombningen af en markedsplads fyldt med civile stod det klart, at noget andet måtte gøres. NATO valgte at gå ind med bombefly i 1995 i samarbejde med kroatiske landtropper og det tvang parterne til at indgå Dayton-aftalen fra december samme år.

Folk glemmer ofte, at det ikke blot var NATOs bomber, der banede vejen til fred, men i allerhøjeste grad også de landbaserede tropper, der var kroatiske. Det er en ufattelig væsentlig detalje.

Her kom man i mål, fordi man havde landtropper til at bakke op, og nogen til at tage styringen efter kamphandlingerne. Men omkostningerne var enorme, inden man kom så langt. Flere end 200.000 dræbte civile og landene på Balkan blev helt smadret nogle af dem også politisk.

Læren er igen her: Slå hårdt ned med det samme og med en troværdig slagkraft.

Kosovo - 1998

I Kosovo var målet at beskytte civilbefolkningen mod serbiske aggressorer. Her spillede russerne igen en rolle og her var det igen vigtigt for europæerne, at Rusland tog del i håndteringen fra begyndelsen, selvom det endte med at blive en NATO-operation igen udenom FN.

Rusland sad med i den såkaldte Kontaktgruppe med EU, USA, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Gennem hele foråret diskuterede man løsninger, men Rusland ville ikke være med til mere end sanktioner og slet ikke til brugen af militær magt.

Så kom der igen en massakre, som ændrede på den vestlige viljekraft. NATO gik uden om FN og bombede serbiske stillinger gennem 78 dage. Læren fra Bosnien var, at Slobodan Milosevic var modtagelig over for troværdige militære trusler og derfor slog man til på samme måde.

Det var bare lidt sværere anden gang. Faktisk var man efter de 78 døgn på vej til en egentlig mobilisering af landtropper i både USA og Storbritannien, men så overgav Serbien sig. Det lykkedes at opnå målet uden vestlige tab og uden at indsætte landtropper.

Afghanistan 1 - 2001-2002

Det gik fantastik i første del af krigen i Afghanistan. Målet var klart: At nedkæmpe Al Qaeda for at undgå et nyt 9/11, og man havde befolkningen og FN med sig.

Man satte CIA ind, dernæst specialtropper og man købte sig til alliancer på landjorden samtidig med, at man bombede fra luften. Man havde lært af Vietnam og gik derfor hårdt ind med det samme og undlod at gøre som i Somalia: At blande sig i statsopbygningen. I hvert fald ikke i første omgang.

Modellen fra Afghanistan 1 så ud til at virke i forhold til at undgå store landtropper og dermed en masse amerikanere, der kom tilbage i ligposer. Specialstyrker og højteknologiske fly flankeret af lokale, der kunne kæmpe med på landjorden. Det var en brugbar model.

Det gik over al forventning. Man fik væltet regimet, man fik kontrol med lokale konflikter og man fik nedkæmpet Al Qaeda. Man troede vitterligt, at nu var denne terroristrede udraderet og terroristerne døde og borte.

Irak - 2003-2011

Oven på succesen i Afghanistan, skulle Irak have været en smal sag. Den officielle begrundelse var, at man ville sikre kontrol med Saddam Husseins påståede masseødelæggelsesvåben, så disse ikke røg i hænderne på terroristerne. Med denne sidste del af argumentationen kunne man sige, at USA var i direkte fare og derfor måtte gribe ind over for Saddam Hussein. Det egentlige mål var nok blot at skille sig af med ham. Og det lykkedes.

Man regnede vitterligt med som amerikaner, at man ville blive mødt med glæde og fejring over, at man blev befriet fra den hæslige skurk, hvis statue som bekendt blev væltet foran rullende kameraer.

Men så let gik det ikke. Dels udviste irakerne ingen særlig begejstring og kort efter invasionen, der gik som smurt, dukkede et nyt spørgsmål op: Hvad gør vi nu?

Man gik i gang med at blande sig i statsbygningen og man satte sig selv ind som politistyrke for at holde de førhen undertrykte sekteriske grupper stangen. FN ville ikke være med, men USA måtte påtage sig ansvaret, fordi det er, hvad man både moralsk og folkeretligt er forpligtet til, når man har smadret et lands magtstruktur - uanset bevæggrundene.

Det gik rigtig godt med regimeskiftet, men der var ingen at sætte i stedet og man blev i landet i en rum tid, selvom man reelt ikke have kapaciteten til at løse opgaven. Hjemme i USA skred opbakningen ikke mindst i lyset af, at der ikke VAR nogen masseødelæggelsesvåben, og at man i den amerikanske regering godt vidste dette, inden man gik ind.

Omkostningerne har været kolossale. Ikke kun for Irak, der stadig oplever kampe den dag i dag, men også for USA. 4.000 faldne og en opgørelse fra Harvard viste for nylig, at krigen har kostet amerikanske skatteydere tre billioner dollar.

Hvad var læren af Irak? Der er flere, men den relevante her handler om mål og midler. Mission creep kom ud af kontrol, fordi man ikke havde set for sig, hvad det skulle ende med. Og da man først var inde, var der ikke politisk vilje til at løse resten militært.

Hæren sagde, at den skulle bruge en kvart million mand, men forsvarsminister Donald Rumsfeld meldte pas. Briterne lagde også ud med 50.000 mand, men var kort tid efter invasionen nede på 7.000. Irak viste, at det er et enormt ansvar at tage sig af et andet lands statsopbygning.

Afghanistan 2 - 2002-2012

Man nåede ikke at tage ved lære fra Irak i resten af Afghanistan-krigen, for her var man allerede tilstede og i gang med at påtage sig ansvar for statsopbygningen. Kombinationen af manglende vilje til at engagere sig i en borgerkrig samt for få soldater gjorde, at man ikke kom helt i mål med mål nummer to. Man ville rigtig gerne være med til at hjælpe kvinderne til et bedre liv og børnene til at vokse op i et godt land, men det er nu op til landets egen skæbne under en tvivlsom leder, som USA selv har været med til at indsætte.

Læren fra både Irak og Afghanistan bliver således samlet set: Hvis man ikke har nogen at overdrage nøglerne til, så skal man lade være med at gå ind og vælte regimer. Det er derfor folk i USA lige nu er så optaget af, hvad der skal ske i Syrien.

For at forstå de muligheder, der trods alt er og som den nuværende amerikanske regering sætter sin lid til, skal vi igennem de seneste operationer i Nordafrika.

Libyen-Mali 2011 og 2013

I både Libyen og Mali har man gjort sig umage med at tage ved lære af Irak og Afghanistan. Man nægtede ganske enkelt at gå ind på jorden, men anvendte samme model som første del af Afghanistan-planen: Man brugte droner, specialstyrker og bombefly. Man havde kontakt til lokale grupper, man trænede dem, gav dem våben og lod dem om at lave al arbejdet på landjorden.

Man kan diskutere, hvad der er kommet ud af især Libyen efter den vestlige operation, men militært lykkedes man med sit mål: At beskytte befolkningen mod sin despot. At dette også førte til et magttomrum og andre genvordigheder er ikke længere USAs problem, for de har ingen landtropper til stede og har overdraget hovedansvaret for genopbygningen til den libyske regering.

I FN er Rusland og Kina rasende, fordi man reelt fjernede Oberst Ghadafi fra magten, og den slags udefrakommende missioner står man stejlt på at være imod. Regimeskifte ligger ikke inden for folkerettens muligheder, og da russerne og kineserne frygter et lignende scenario i forhold til Bashar al-Assad i Syrien, nægter de at arbejde med USA i FN om den kommende operation.

I Mali gjorde Frankrig det samme, men uden at vælte regeringen. Man allierede sig med regeringen, nedkæmpede de fremrykkende islamistiske oprørsgrupper og overlod det videre arbejde med stabilisering og statsbygning til FN. Ansvaret for at bygge op, bliver Malis eget. Modellen med hurtigt ind og hurtigt ud har virket militært i begge lande.

Syrien 2013

Problemet med Syrien er, at denne model ikke kan praktiseres her. Der er ingen lokal troværdig partner at samarbejde med og overlade regeringsansvaret til, når krigen er slut.

Når man ikke har det, må man selv stå for det, men det har ingen lyst til - især ikke den amerikanske befolkning. Man regner med, at man vil bombe lidt fra luften og så går det nok. Målet er at sende et signal om, at vi ikke vil have, at Assad bruger kemiske våben.

Det vil formentlig ende med, at USA og Frankrig udfører en begrænset militær straffeaktion, der ikke rigtigt rykker noget, men som viser, at man tager dette her med brugen af kemiske våben alvorligt. Herefter holder Obama og Hollande taler, der slår handlekraften fast.

Det bliver næppe en egentlig intervention. Kun en markering. På den måde kan man godt tolke hele operationen og hele optakten som ren teatertorden. Ingen tror reelt på, at det vil rykke noget ved konflikten, endsige standse den. Man ser samme pres fra medierne, som man plejer, om at der bør gøres noget for de civiles skyld. Men at gå direkte ind er utænkeligt.

På grund af frygten for mission creep.