USAs udenrigsminister under en af sine efterhånden utallige rejser til Israel. Her med Benjamin Netanyahu, Israels statsminister. Dennes forsvarsminister har just beskyldt Kerry for at ville lande en fredsaftale for sit eget eftermæles skyld. Foto: US Embassy, Tel Aviv

POLITIK

Der er mange måder at fornærme folk på, men den israelske forsvarsminister Moshe Ya’alons beskrivelse af den amerikanske udenrigsminister John Kerry som obsessiv – besat - OG messiansk  - med andre ord en, der tror på luftige himmelske mirakler - er vist sjældent set.

Ya'alon udtaler sig aldrig i interview men holder utallige off record briefinger for de israelske militærkorrespondenter, hvor han efter sigende taler frit fra leveren. Han havde ikke regnet med at finde sig citeret på forsiden af Israels største avis. Men det skete.

"Kerrys sikkerhedsplan er ikke det papir værd, den er skrevet på." "Det eneste, der kan redde os fra Kerry, er hvis han får Nobels Fredspris og så lader os i fred..," stod der sort på hvidt.

Det tog Ya'alon en benhård, vred amerikansk pressemeddelelse og adskillige dage at få samlet sig sammen til at undskylde, "hvis den amerikanske udenrigsminister var blevet berørt af ord, han ( Ya'alon) var citeret for".

Men det blev ikke til nogen åben krise. Kerry vendte den anden kind til og erklærede, at han ikke giver op.

Den israelske forsvarsminister blev også i avisen Yediot Aharonot citeret for, noget der ER den rene skinbarlige sandhed. Der er allerede i flere måneder ingen forhandlinger mellem de israelske og de palæstinensiske forhandlerne. De respektive forhandlingsteam, det israelske under justitsminister Tzipi Livnis ledelse og det palæstiennsiske under Dr. Saeb Erekat, er blevet sat ud af spillet.

Forhandlingerne foregår som "indirekte forhandlinger". Kerry og hans folk taler med henholdsvis Benjamin Netanyahu i Jerusalem og Mahmoud Abbas (Abu Mazen) i Ramallah. Og Kerry – med hans folk – rejser også rundt i de omliggende arabiske hovedstæder – og i den israelske oppositions kontorer. Og sandhedens time nærmer sig.

Derfor har både Abbas og Netanyahu travlt med at forsøge at forklare deres respektive bagland, hvor godt de kæmper for deres sag.

Begge parter har luftet nye krav over for eget publikum

Forrige weekend mødte Abbas i Ramallah en gruppe repræsentanter for palæstinenserne i Jerusalem og slog i den anledning fast, at han aldrig ville acceptere en aftale, der ikke gav palæstinenserne hovedstad i "alt hvad der i 1967 blev besat af Østjerusalem", at han ikke ville acceptere fortsat israelsk militær tilstedeværelse i Jordandalen, at ingen kan fratage alle palæstinenseres "ret til at vende tilbage", og at han aldrig vil acceptere at Israel er en "jødisk stat".

Abbas var provokeret af forlydender om, at John Kerry havde fået støtte i Saudi Arabien til en formel, der i den såkaldte moderate arabiske verden kunne accepteres og opbløde Benjamin Netanyahus krav om, at palæstinenserne først og fremmest skal acceptere, at Israel er en jødisk stat. Abbas var også provokeret af, at Israels statsminister efter sigende havde forklaret Kerry, at han ikke vil acceptere nogen ramme for forhandlinger, der overhovedet henviser til Jerusalem.

Torsdag fløj Benjamin Netanyahu pludselig til Jordans hovedstad Amman for at holde fortrolige samtaler med Jordans kong Abdallah. Der er ikke sivet nogen detaljer ud om den samtale, andet end at Netanyahu selv på et møde med den samlede verdenspresse i Jerusalem samme aften slog fast, at han og kongen var enige om at "grænsen mellem os og Jordan – det vi kalder vores østlige front  - ikke er en front, men en fredelig grænse, og det er i vores, i jordanernes og i palæstinensernes interesse".

Samme morgen kunne den israelske radio meddele, at Netanyahu netop havde rejst et nyt krav over for Kerry. Netanyahu vil ikke kun kræve at beholde de tre såkaldte bosættelsesblokke på Vestbredden, som der efterhånden er enighed mellem både USA, EU, palæstinensere og Israel om, at det vil være klogt at lade Israel beholde og "bytte" med palæstinenserne til et lignende arealstørrelse af det område, der i dag er Israel. Netanyahu vil nu kræve yderligere en "bosættelsesblok" omkring bosættelsen Bet El, der ligger klods op af den palæstinensiske hovedby på Vestbredden Ramallah.

Umiddelbart giver hverken Abbas’ eller Netanyahus hårdnakkede positioner plads til optimisme hos John Kerry, men det skal man slet ikke tage sig af, fastholder en række israelske kommentatorer, der har deres gang i de politiske forkontorer både i Jerusalem og Ramallah og blandt Kerrys betroede mænd.

"Det vi ser nu, er spil for galleriet – for deres respektive hjememfronter, op til at John Kerry om få dage præsenterer sin rammeplan," bliver jeg forklaret.

Kerrys rammeplan har den fordel, at hverken Abbas eller Netanyahu skal sætte deres navn under den. Der vil være tale om en amerikansk plan for, hvad en fremtidig aftale om en løsning af konflikten skal indeholde, og derfor vil Kerry kunne skrive ind i rammen, at målet vil være at staten Palæstina får hovedstad i Østjerusalem  - uanset at Netanyahu ikke vil have det med. Kerry kan også skrive ind i rammen, at en del af fredsdividenden for Israel – i henhold til det Arabiske Fredsinitiativ - vil blive normalisering mellem Israel og hele den arabiske verden, og at den arabiske verden – og palæstinenserne – så vil anerkende Israel som jødisk stat, selvom Abbas ikke vil have det. Osv osv.

Kerry giver Israelerne amerikansk garanti for, at den østlige grænse – Jordandalen – ikke  bliver kontrolleret af palæstinenserne, men i en årrække frem i tiden af Israel selv og amerikansk elektronisk udstyr. Abbas har tilsyneladende accepteret denne ordning i tre år, Netanyahu vil have mindst 10 helst 15 års prøvetid.

Netanyahu vil nødigt selv fjerne bosættelser

Normaliseringen med den arabiske verden, kan muligvis meget snart i det små begynde med, at israelske passagerfly kan flyve gennem Saudiarabisk luftrum på vej til Østen og spare tonsvis af flybrændstof.

Og måske vigtigst af alt, forhindrer forhandlingsrammen og de fortsatte forhandlinger, at handelsforholdet mellem EU og Israel går i udu. Og skulle forhandlingerne føre til resultat har EU  allerede sat Israel i udsigt at få en endnu større økonomisk tilknytning til Europa.

Alt det ved og forstår Netanyahu.

Det, der står i vejen, er både politisk og psykologisk, får jeg at vide.

Netanyahus eget politiske bagland vil ikke acceptere de indrømmelser, der skal til:

Et flertal i Netanyahus eget Likud og højrepartierne i koalitionen vil ikke acceptere at fjerne bosættelser – "hvad vil de have? En stat der er etnisk renset" - som Netanyahu sagde torsdag til pressemødet. Flere af den israelske regerings koalitionspartier vil overhovedet ikke acceptere en uafhængig palæstinensisk stat – og Netanyahu selv er stadig ikke sikker på, at han selv vil kunne holde det ud.

Derfor er hans taktik foreløbig at få alle deadlines rykket så langt ud i fremtiden, at det ikke bliver ham selv, der som statsminister kommer til at være ansvarlig for dem, siger kommentatorerne.

Netanyahus krav om at beholde bosættelsen Bet El skal ikke læses som realpolitik, men som en psykoanalyse. Benjamin Netanyahu er stadig ikke klar til at skulle fjerne bosætterne fra Bet El – hvor Jakob ifølge bibelhistorien drømte, at han klatrede på en stige op i himmelen. Og heller ikke bosættelsen Shilo, hvor Pagtens Ark i bibelsk tid stod parkeret i adskillige hundrede år, inden den blev ført til Jerusalem.

Det er den nød, John Kerry skal knække.

(c)180114